“Er du bare helt tabt for omverdenen, hva’?”
“Slimy, for helvede, hold op med at hviske!”
Hovedbanegården er et mylder af mennesker, alle slags, alle typer, på vej alle vegne hen. Midt i det summende hav står Laila og Philip tæt sammen og hvisker til hinanden.
“Gu’ vil jeg ej, mand! Det’ så pisse for farligt.”
“Slap nu af, ikk’? Og hold op med at være så skummel. Man ka’ sgu se langt væk, at du bare har de dårlige nerver. Du ku’ lisså godt stille dig og ... fuck ... et eller andet, ikk’?”
“Hva’ havde du regnet med? Klokken er lort, mand. Du river mig bare ud af sengen, ikk’? Se derop på uret, kvart over tolv om morgenen! Hva’ gi’r du mig?”
Laila har en indkøbspose fra Irma i hånden, Philip læner sig let over mod hende og hvisker tæt ved hendes øre, mens hans blik springer rundt på de forskellige mennesker, der passerer forbi.
“Prøv i det mindste at se nogenlunde afslappet ud, hva’? Og hold op med at bide negle! “
“Fuck, mand! Ham derovre, han holder øje med os!”
“Kom, Slimy, vi går ind på Mac D og får lidt ro på, okay?” siger Laila og bevæger sig hjemmevant i retning af McDonald’s. Rank ryg, lette skridt, løst greb om posen, som om den ikke indeholdt to kilo af russernes hvide sne.
Philip glor irriteret efter hende, mest af alt irriterer det ham, at hun kan være så cool, have så meget tjek på sig selv. Det udstiller hans egen mangel på samme. Hun ser sig ikke engang tilbage for at sikre sig, at han følger efter.
Så han bliver trodsigt stående, mens han glaner ondskabsfuldt på den mand, han har bildt sig ind holder øje med ham. Manden får pludselig travlt med at komme ned til sit tog, hanker op i sin ternede kuffert, kalder sit barn til sig og vender ryggen til.
“Hva’ glor du på, piknakke?” råber Philip opmuntret af den andens tilbagetog, stikker vredt hænderne i lommerne og lister efter Laila med et øje i hver retning.
Han finder hende siddende ved et bord bagest i restauranten med en plastic-bakke med to hamburgere og en cola foran sig. Han går ned mod hende med skuldrene i ørehøjde, mens han begynder at nynne den første melodi, der falder ham ind, for at virke harmløs og ikke værd at lægge mærke til, men tager sig i det, da det går op for ham, at den er fra Folk og Røvere i Kardemommeby.
“Nu sætter du dig bare her og spiser din hamburger, som om vi ikke har andet at lave,” vrisser Laila intenst hviskende med urokkeligt blik.
Philip synker sammen over for hende og giver sig til at pakke den småkagestore burger ud af knitre-papiret.
“Det’ ikk’ en skid farligt. Husk det!” siger hun dæmpet, men uden at hviske.
“Nej, for Søren,” surmuler Philip med det uskyldigste ansigtsudtryk, han kan mestre. “Vi er såmænd bare ved at score to kilo af russernes dope, ikk’ en skid farligt, mand!”
“Slimy, hør nu her!” trygler hun. “Russerne tror, dopen er sikker hos mig. Jeg bliver betalt for og ha’ den i op til en måned, ikk’? Det’ kun ni dage siden, jeg fik den. Altså ka’ der let gå evigheder, før de kommer efter den. Og vi ska’ kun bruge et par dage til at få lortet solgt, og så’ det ellers bye-bye København. De finder os aldrig. Stol på mig, jeg har tjek på det. Men jeg har brug for din hjælp. Det’ vores billet til et andet liv - nix mer’ junk, nix mer’ lort.”
“Jeg har bare lige grubleren, ikk’? Jeg’ sgu ikk’ så vild med at ha’ hele den russiske mafia efter mig, vel? Ska’ vi ikk’ hellere klappe hesten her? Måske dukker der noget op, du ved. Hele den russiske mafia, mand, fuck! Jeg si’r, vi glemmer det og doper os selv op i skyerne i aften.“
“Slimy, det’ nu eller aldrig.”
“’A, den er god med dig.”
Hun ser væk, tøver, piller ved colaen. “Jeg’ gravid.”
“Og hva’ så? Få en abort!”
“Det’ dit barn, Philip. Forstår du ikk’? Vi ka’ ikk’ ta’ os sammen til at droppe junken for vores egen skyld, men hvis vi har et lille barn at ta’ os af, så ... “
“Fuck dig! Mit? Gu’ det røv, mand. Du’ for langt ude, ved du det? Du’ narkoluder, mand, hva’ har du gang i?”
“Det’ jo kun med dig, jeg ikk’ bruger gummi, og det ved du godt.”
“Fuck dig, det ka’ enhver sgu komme og sige.”
“Jeg beholder det. Og jeg scorer dopen. Jeg havde bare troet, du var mand nok til at ville tage dig af dit barn, så det ikk’ skulle vokse op med en far, det aldrig ser, som en vis anden! Men kylling du bare ud, så starter mig og den lille et nyt liv på en palmestrand langt væk. Med røven fuld af penge og nul junk. Mens du sidder herhjemme med nålen i armen som den taber, du er!” Hun griber indkøbsposen, fnyser ad Philip og begynder at rejse sig.
“Hey, hov, hallo!” udbryder han. “Det var jo ikk’ sådan, jeg mente det, vel? Selvfølgelig ska’ mit barn ikk’ leve uden sin far. Det var jo bare, fordi jeg li’som ikk’ ville ha’, ungen sku’ blive født, når begge dens forældre er blevet skudt af russerne, ikk’? Jeg’ med, selvfølgelig er jeg det!”
“Så kom!” siger hun blot og rejser sig helt.
“Fino bambino,” siger Philip, lader hamburgeren, som han kun har siddet og pillet ved, ligge og følger hende ud. Lidt senere forlader de Hovedbanegårdens travlhed. Indkøbsposen med russernes to kilo dope i en brun pakke ligger i boks nummer 24 i det underjordiske boksrum. Langt væk fra den identiske pakke med druesukker gemt for alle tilfældes skyld i deres gamle fjernsyn.
Vel hjemme igen begynder de at lægge planer for salget af heroinen. De har lige nået at blive enige om at forsøge sig hos rockeren Mickey og undgå de lidt for smarte pakistanere, da Bjørnen ringer og siger, at han vil komme og hente sin dope i løbet af et par timer.