“Nu ska’ du lige høre, hva’ jeg si’r til dit øre. Okay? Kærligheden er død. Den findes kun i sødsuppereklamer, Disney-film og 6. klasse.“
Vinterens første sne falder stille i store, bløde fnug og lander på bilens forrude, hvor den straks bliver viftet bort af de hvinende vinduesviskere.
“Det er ene, fordi du har været uheldig et par gange, at du siger det, ikk’årh. Du mener det jo ikke i virkeligheden, Philip.”
Motoren brummer ujævnt, den ene af de seks cylindre lyder til at kunne opgive alt, hvornår det skulle være. Gearkassen skurrer, hver gang der bliver skiftet gear. Og blæseren, der holder det indre af vognen nogenlunde varmt, klaprer på samme måde, som når små drenge har sat et stykke pap fast med klemmer på deres cykler for at få dem til at lyde som knallerter.
“Ka’ du ikk’ bare holde op med at kalde mig det?”
“Hvad? Philip? Men det hedder du da?”
Det er en gammel, blå Ford Granada med rusthuller i dørene. Fra bakspejlet hænger to hvide plysterninger og dingler ude af takt. Bilens stereoanlæg fejler intet. Splinternyt Pioneer, højttalere i fordørene og i bagruden.
“Og hva’ så? Derfor behøver du vel ikk’ plage mig med det. Hov, Prøv at dreje til venstre oppe ved Artillerivej!”
“Oppe ved hotellet?”
“Si, bambino. Hør, du gi’r ikk’ en smøg, vel?”
Det er sen eftermiddag. Mørket er allerede godt i gang med at sænke sig over et julepyntet og ret stresset København. Vi er midt i december. Det er tirsdag.
“Det er altså den femte, du låner, ikk’årh.”
“Du har tal på det, hva’? Jeg har jo sagt, jeg køber nogen, ikk’? Gi’ mig nu den smøg og koncentrer dig så lidt om at køre bil, lillebror. Du ska’ se at trække over mod venstre, hvis vi ska’ ned ad Artillerivej, si’r jeg bare.”
Selvom man ved det, kan det godt være svært at se, at det er to brødre, der sidder i bilen. De er også kun halvbrødre, når det kommer til stykket. Samme mor. En kedelig jysk kvinde, der aldrig har udrettet andet end at miste de mænd, hun kastede sin kærlighed på.
Den jysktalende, mørkhårede fyr bag rattet hedder Poul. Han har brune øjne og skæve tænder. Kort hår, pæn læderjakke, mørkeblå cowboybukser og olie under neglene.
“Var der nogen, der fulgte efter os? Så du det? Er du sikker?” Den anden bror har drejet sig halvt af led og hænger ind over ryglænet for at se ud ad bagruden. Og lader sig så synke lettet sammen i sædet, mens han suger hårdt på cigaretten. “Pyha, jeg havde det ellers lige på fornemmeren. Fuck, mand.”
Han er en hel del tyndere end sin bror. Har blå øjne, der ikke er i ro ret længe ad gangen. Lyse, skulderlange dreadlocks, brune skindbukser og en blå jakke, der ikke er varm nok.
Han retter sig lidt op, asker skødesløst og smiler. “Der findes altså bare ikk’ sukkersød kærlighed, det’ bare det, jeg si’r, ikk’? Helt ærlig, mand, ingen fis her, men gi’ mig bare et eksempel, Polledreng. Bare et eks, ikke en skid mere.”
“Keld og Hilda.”
Vognens bagende hænger lavt, som om den bliver tynget af noget tungt i bagagerummet. Af og til skraber stænklapperne mod asfalten med en hul skurren.
“What? Keld og Hilda? Wau! Hva’ har du gang i?”
“Lykkelig, lyserød kærlighed, ikk’årh. Det er da Keld og hans Hilda.”
“Hold da op, mand. Den tror du ingengang selv på. De er sgu da så tuttenuttepæne, at det ikk’ ka’ være andet end fucking camouflage. Det’ til at brække sig over for vildt, mand. Nu ska’ du høre, hvordan det virkelig er med dem. No shit. Hilda er totalt inde i noget sado-griseri. Lædermasker, nihalede katte, gabestokke, hele maskineriet. Hun er helt syg med det. Det’ Keld ikk’ rigtig, men han finder sig i det for ikk’ at miste hende, for han ka’ simpelthen bare ikk’ finde ud af at være tuttenuttepæn uden hende. Hvor tror du, deres sild af en datter har fået det der med bodypaint fra, spø’r jeg bare?”
“Det ved du da ikk’ en disse om, Philip.”
“Suk, mand!”
Støvlerne på Pauls fødder er en af de der cowboystøvleting, alle gik rundt med engang i slutningen af firserne. Der falder en klump snasket, beskidt og halvsmeltet sne fra det trekantede hak ved hælen, da han løfter foden fra speederen og drejer den hen på bremsen.
“Jeg syn’s ikke, du skal sige sådan noget, når du ikke ved det med sikkerhed.”
“Hør, hva’ fanden er det, du laver, mand?” Philips lyseblå øjne flakker fra forruden hen på sin brors ansigt og tilbage. Det ene sekund fulde af panik, det næste lammet af forbløffelse, så igen panik. “Vi ska’ ikk’ stoppe her.”
Imens bremser bilen forsigtigt, men glider alligevel det sidste stykke på den snedækkede vej, inden den endelig står helt stille nogle meter fra en eller anden fyr med en knallert, der er gået død. Han har trukket hætten på sin jakke op om hovedet, men han smiler i lyset fra vognens forlygter og vinker. Man kan se hans ånde som lette skyer, der blander sig med den faldende sne omkring hans ansigt. Han forlader sin knallert og stamper hen mod vognen.
“Jeg tager da en tomler op, ikk’årh,” siger Poul.
Philip snapper efter vejret. “Er du død i skallen eller hva’?”
“Der kan da ikk’ ske noget ved det. Vi kører alligevel bare rundt sådan på må og få. Vi tager da vel ikk’ skade af at hjælpe sådan en stakkel, når hans knallert ikke vil køre.”
“Det her sker bare ikke. Det sker bare ikke.”
“Desuden er det min bil, Philip.”
“Det vil jeg ... “ begynder Philip, men tager sig i det, da døren bag ham går op, og fyren med knallerten sætter sig ind på bagsædet, mens han banker sne af sine tunge støvler. Philips mund går op og i uden en lyd. Hans øjne flakker. Så slår han ud med hånden og siger dæmpet, næsten sukkende: “Bare hold op med at kalde mig det, ikk’.” Så synker han sammen i sædet og stirrer fast ud gennem forruden.
Poul vender sig om mod fyren, der uden et ord har sat sig ind på bagsædet. Han sidder med flettede fingre og et kækt smil i sine sløve øjne. Hans hoved virker på en eller anden måde for stort. Ligesom hans næse og mund. Han har tykke øjenbryn, kort, mørkt hår og en grøn jakke med kunstig pelskrave. Hans hænder er også alt for store. Han ånder dybt ind, før han siger noget med sin besynderlige, slørede stemme. Man kan tydeligt høre den omhu, han lægger i sine ord:
“Dav, jeg hedder Birger. Det var Pænt Af Jer at stoppe op. Tak Skal I Have, i hvert fald.”
“Hvad er der gal’ med din knallert? “
“Den er Punkteret. Men jeg kan Få Mogens til At Lappe Den i morgen. For han er nemlig en Flink Fyr. Så jeg har låst den med Kædelåsen, som jeg altid gør, når jeg ikke Bruger den. For man kan jo aldrig vide, Nu Om Stunder. Der er Mange Mærkelige Mennesker rundt omkring, det siger min Søde Mor tit til mig.”
Philip ser ikke længere ud ad forruden - han har presset sine øjne i. Hans mund er knebet så hårdt sammen, at det næsten ser ud, som om han ikke har nogen læber.
Poul klør sig i nakken. Fyren på bagsædet ser blot på ham med et åbent, forventningsfuldt udtryk i sit tunge ansigt.
“Hvor skal du henad?”
“Hjem.”
“Hvor er det?”
“Ravnsborg Tværgade nummer 3. På 3. sal til Højre. 2200 København N.”
“Er der langt derhen? “
“Hvis man Går, er der. Det er Alt For Langt at gå, det er derfor, jeg har min Knallert.”
“Kan du vise mig vej, for jeg er ikk’ så godt kendt her i København, ikk’årh.”
“Orkjada. Du skal Bare Vende og så Køre over Langebro, hvis den Ikke Er Oppe. Ellers må man Vente, til Den Kommer Ned Igen. Så kører du bare Ligeud, indtil du skal til Højre og så til Venstre over Dronning Louises Bro med de smukke lygter og Irma-Hønen. Og så er du der næsten!“
Poul synker ned i sædet og sidder en stund, næsten som et spejlbillede af sin bror på det andet sæde, så sætter han bilen i gear og vender. “Kan du ikk’ sige, når jeg skal dreje?”
“Jo!”
Og de næste minutter er den eneste lyd, der blander sig med motorens ujævne gang, den knagende lyd fra Philip, som skærer tænder.
“Har I ellers fået købt jer nogle Julegaver?” spørger Birger pludselig fra bagsædet.
“Øh, nej,” mumler Poul og prøver forgæves at ignorere sin brors tavse, men stadig mere påtrængende bebrejdelser.
“Det er ellers Ved At Være På Høje Tid.”
“Tjo, tja.”
“Jeg har Købt et Stort Tæppe til Min Søde Mor. For hun er begyndt at Fryse Om Aftenen. Der er blomster på det. Ikke i en vase, men i et Mønster. Det var dyrt. 559 Kroner og 95 øre. Men jeg har selv Sparet Sammen af de penge, jeg tjener på Mit Gode Arbejde. Og det kan Byttes, hvis hun ikke Kan Lide Det. Hun skal bare have Bonen med og komme ned Inden otte Dage, sagde manden i Forretningen.“
“Der’ mere end otte dage til jul, Birger,” siger Philip tonløst uden at tage blikket fra forruden. “Han har snydt dig.”
“Nå,” siger Birger og ser ned på sine hænder og så ud ad sideruden. Han sukker dybt. “Jeg er Ikke Dum, jeg er Bare Ikke Så Hurtig nogen gange. Det siger Min Søde Mor Selv.”
“Det skal du da ikk’ tænke på. Hun bliver da vældig glad ved det tæppe, når hun sidder sådan og fryser, ikk’årh.”
Birger svarer ikke. Han ser ud til at tænke. Meget. Han siger først noget, da han beder om at blive sat af.
Poul svinger ind til siden.
“Tak Skal I Have,” siger Birger, smækker døren og går med tunge skridt bort fra vognen.
“Fuck dig!” snerrer Philip i samme sekund, fyren er ude af bilen. “Er du totalt hjernelam, din narrøv? Vi har et lig i bagagerummet, for helvede, og så ligger du og leger handikap-taxa. Hva’ foregår der oppe i din knold af en jydespasserhjerne, mand? Er du bare helt tabt for omverdenen?“
Vognen svinger ud og blander sig med trafikken. Dens blinklys blinker alt for hurtigt.