Birger ligger På Knæ inde i skuret, hvor hans Knallert Normalt står. Det gør den ikke Her Til Morgen, men det havde han Glemt. For der plejer den jo Altid at være. Han havde helt Glemt, at den var Punkteret i går aftes, og han derfor Tomlede Hjem til sin Søde Mor.
Men skuret var ikke tomt, som det skulle have været, når hans Knallert ikke var der. Det var Mærkeligt, men der lå en Taske af den slags, der er God Til At Have Sit Fodboldtøj i. Han har selv en. Men den er Rød. Denne her er Sort. Sort som Kul.
“Tak, Gud,” hvisker han stille med bævende hjerte.
“Tak.”
Onkel Niels Tog Fejl, da han Sagde til Birger, at han Ikke Skulle Høre På Præstens Jesus-Flipperi. Det ved Birger nu. For i tasken er der Søreme Flere Penge End Birger Kunne Forestille Sig, hvis det ikke var, fordi de var der, og det er Lettere at Forestille Sig Noget, man kan se.
Flere Penge End Han Kunne Forestille Sig, det var det, han Havde Bedt Gud Om. Det var det. Præcis det. Og det var, hvad han fik. Flere Penge End Han Kunne Forestille Sig. En hel taskefuld. Lige hvor hans Knallert skulle have stået, hvis den var der, og ikke stod et andet sted. I hans Skur, hvor man skal Bruge Nøgle For At Komme Ind.
“Tak, Gud,” hvisker han, men er ikke Sikker på, Gud kan høre ham, så han tager tasken op i Favnen, går ud i Gården og danser rundt i Den Faldende Sne, mens han råber Af Sine Lungers Fulde Kraft: “TAK! TAK, GUD! TAK FOR PENGENE! NU SKAL MIN MOR IKKE DØ! HUN SKAL IKKE DØ! TAK, GUD! HUN SKAL HAVE EN BEJ-PARS-OPERATION! PÅ HOSPITALET FOR DE RIGE! TAK!”
Han Snurrer Rundt Om Sig Selv, mens Sneen lægger sig på hans opadvendte ansigt, hvor det smelter på de varme, salte tårer.