“Hej, så er jeg her,” siger luderen på den ligefremme måde, alle i Danmark lader til at bruge, ligegyldigt hvem de taler til.
Den lille, småfede mand vender sig ikke fra vinduet. Han nikker blot til sit eget spejlbillede i ruden, mumler et par ord på russisk, og den enorme russer, som tog imod luderen uden for hotellet og fulgte hende op til suiten øverst oppe uden at grynte meget mere end fire-fem ord undervejs, trækker sig bort og lukker stille døren efter sig. Men der lyder ingen skridt på den anden side af døren. En stund er der helt stille.
Luderen bliver stående lige inden for døren. Skifter vægten fra det ene ben til det andet. Utålmodig. Rastløs. Han stirrer på hende i det let slørede spejlbillede i vinduesglasset. Hun er spinkel, små bryster, smalle hofter, lange ben. Hun har fulgt instrukserne til fuld tilfredshed.
Tykt lag blå øjenskygge, kraftig læbestift og kindrødt. Hvid skjortebluse, stram, brun nederdel, små sko, halvhøje hæle, lange, røde negle og opsat mørkt hår. Minder tilstrækkeligt om en ung, russisk pige, der forsøger at se så vestlig ud som muligt - og rammer helt ved siden af. Men det er sådan, han kan lide dem.
Uden at bevæge sig siger han på sit bedste dansk: “Du vil kalde mig Nikita.” Han tøver, slikker sine tænder. “Dit navn er Natasha, forstår du mig?”
Luderen nikker, men tager sig i det. “Ja.”
“Sig ’da’.”
“Hva’?”
“Sig ’da’ i stedet for ’ja’ og ’njet’ i stedet for ’nej’. Forstår du?”
“Øh, da.”
“Godt.” Han bliver stående og ser ud gennem sit eget spejlbillede på silhuetterne af Københavns tårne og spir og alt lyset, reklamerne, juletræerne. Vesten er gal med lys.
“Under kommunismen var Moskva helt mørk om natten,“ siger han stille. Hans stemme skurrer let, hans udtale er perfekt, selvom tonen aldrig vil blive helt rigtig. Han kan selv høre det, men er ligeglad. Han har altid været skrap til sprog, men en mand som ham behøver ikke gøre sig umage. Ikke med sproglige nuancer i hvert fald.
“Hva’?” siger luderen og ser sig usikkert om. Hun ved tydeligvis ikke helt, hvad der forventes af hende lige nu. Det passer ham meget godt.
“Ikke noget,” sukker han og vender sig endelig fra vinduet. Han har mørkt hår, der er begyndt at trække sig bort fra panden, og sære, næsten helt sorte, glødende øjne, der ligger dybt i deres huler. Han er nydeligt barberet, har en lidt grålig nuance i ansigtet, men udstråler alligevel sundhed. Hans læber er brede, og smilet ser ægte nok ud. Ligesom Rolex-uret og jakkesættet, der uden tvivl er skræddersyet. Her er en russer, der har forstået at udnytte omvæltningerne i sit land. Han træder hen til hende. Hun er næsten et hoved højere end ham. “Natasha,” hvisker han ømt og rører blidt ved hendes bryster gennem det tynde stof. Hun gisper let og lader hovedet falde tilbage. Hendes lange hals er lige ud for hans mund. Han griber fat i kraven på hendes skjorte og trækker til. Knapperne springer som små salige champagnepropper ud i rummet og lander på det tykke gulvtæppe. Hendes små faste bryster hopper let, vorterne stritter, lyserøde.
Han kan lugte hendes parfume, der er alt for god til illusionen om en russisk ungmø. Men man kan ikke få alt som derhjemme. Det ved han kun alt for godt. Og han har ikke råd til at drukne i hjemve.
Han lukker øjnene og lader sit ansigt hvile mellem hendes bryster. Nyder den bløde hud, der stadig er kølig fra frosten udenfor, sitre mod hans varme kinder.
Luderen lægger armene om ham, nusser ham i nakken, til han gør sig fri og går hen til barskabet, hvor han med overdrevent langsomme bevægelser går flaskerne igennem.
“Natasha,” siger han med ryggen til hende. “Gå ind i soveværelset ved siden af og sæt dig på sengen. Jeg kommer om lidt. Forstår du?”
Lettere forvirret: “Da.”
Og han hører hendes skridt hviske af sted på det tykke tæppe.
Han tager sig selv i skridtet. Ikke meget liv der. Et suk så dybt som Ruslands gæld forlader hans lunger. Han løber flaskerne igennem igen. Tequila. Rom. Tre slags whisky. Martini. Gin. Og gud ved hvor mange slags likører. Men kun en flaske vodka. Nogle gange føler han sig meget fremmed i vesten.
Han tager flasken med vodka, finsk for at det ikke skal være løgn, og går ind til luderen. Hun sidder på sengen med benene over kors og læner sig tilbage på sine strakte arme, så brysterne skyder frem og op. Skjorten er stadig åben. Selvfølgelig er den det. Knapperne ligger inde på gulvet.
Han stiller vodka-flasken på natbordet og sætter sig ved siden af hende. Hun ser på ham og skal til at sige noget, men han lægger en finger på hendes læber, og hun tier.
Han finder sine cigaretter. Amerikanske. Byder hende en. Hun ryster på have det.
“Nej tak, jeg ryger ikke. Øh, njet.”
“Nu gør du,” hvisker han.
Hun møder hans blik. Hendes klare blå øjne er nøgne. En lille bitte smule trodsige, men hun tager cigaretten, og han giver hende ild med sin guldlighter, som han ikke kan lade være med at vise frem, hver gang han får chancen. Han tager ikke selv nogen smøg.
Røgen bølger om hende, lange blå vifter, der snor sig opad, før de opløses i suitens stillestående luft. Lugten af tobak i hendes ånde.
Han trækker skjorten helt af hende, mens hun tavst og kejtet ryger. Hun løfter sig let, så han kan trække nederdelen ned om hendes ankler. Almindelige, hvide trusser. Ingen blonder. En tot kruset, mørkt hår stikker op over elastikken.
Vodkaen glinser på hendes blege hud, idet den løber fra flasken ned ad hendes hals, ned over brysterne, ned til trusserne, der suger den til sig og bliver mørke.
Nikita Dubrowski stiller flasken på gulvet, knæler mellem luderens spredte ben og slikker vodkaen i sig fra hendes bryst. Væsken kradser vidunderligt i hans mund og hals. Prikker, stikker, sitrer.
Dette er livet.
Han mærker sit lem røre på sig, skifte stilling i underbukserne, blive hårdt og presse sig mod buksestoffet. En herlig, velkommen dunken.
Han griber vodkaen og hælder resten ud over luderens trusser. Hun hiver hidsigt luft ind mellem tænderne, idet væsken svier mod den sarte hud derinde i folderne under trusserne. Nikita vælter hende om på sengen med et fast tag om hendes skuldre. En stor våd plet vodka har samlet sig under hende, som om hun har tisset, tisset vodka. Han dykker ned mellem hendes lår og suger vodka fra de våde trusser, mens han langsomt begynder at åbne sine egne bukser. Nu skal hun få russisk pik, som hun aldrig ...
Det banker på døren.
Nikita stivner, bider tænderne sammen og bander. Spyt flyver fra hans læber og lander på luderens mave.
Det banker igen. Forsigtigt, men indtrængende. Han tumler ud af sengen, vælter vodkaflasken, der triller hen ad gulvet, og lukker døren efter sig, da han går ind i det andet rum.
“DA!” brøler han. “Kom ind.”
Døren går op, og Leonid Matejka træder ind. Hele hans væsen udstråler tøven. “Undskyld, jeg forstyrrer, “ siger han.
“Det må hellere være vigtigt, Leonid,” advarer Nikita formålsløst. Ingen, og slet ikke Leonid, ville vove at forstyrre ham uden grund. Men han har atter mistet sin rejsning, og det gør ham mere pirrelig end normalt.
Leonid Matejka er en stor mand. Mørk, høje kindben, gennemslavisk. Næsten en karikatur på en russer i sit brune jakkesæt. Selv arret, der bugter sig fra hårgrænsen ned over det venstre øje og videre ned ad kinden, er en kliche.
“Det er vigtigt, ellers ville jeg aldrig ... “
“Godt. Kom med det.”
“Mikail er ikke kommet tilbage. Han skulle have været her for længe siden.”
Stilhed.
Nikita går hen til de store ruder og ser ud over København. Mørket faldt på for næsten to timer siden. Det sner stille med store, sløve fnug. Vinterens første sne. Her. I Moskva har det sneet længe. Han sukker.
“Det er ikke godt. Det er slet ikke godt.”
“Han er ikke i sin lejlighed. Og han svarer ikke på mobilen.“
Nikita sukker demonstrativt. “Find ham. Og find ham hurtigt. Hvis han er gået ud på druk, eller flagrer rundt med et eller andet kvindemenneske, så ... “ Han fuldfører ikke sætningen, behøver ikke. At svigte hans tillid er døden.
“Forstået,” nikker Leonid og begynder at trække sig tilbage.
“Hov, for resten!”
“Da?”
“Sørg for at få sendt noget mere vodka op. Og se til, at det er russisk.”