Ikke alle dage er dårlige. Ikke alle. Nogle få indimellem er velsignede med en ro, der risler lige så stille gennem sindet. Som denne tirsdag i december for eksempel. Der er frost i luften, en sød, spids knitren i næseborene. Skyerne er mørke og ligger stille over København og venter og venter og venter. Men sneen vil snart komme, det er Mikail Prokhorov ikke i tvivl om, det vil sne inden længe.
Han fylder sine lunger med kildrende frostklar luft og kan ikke lade være med at smile til den latterlige by, skæbnen har ført ham til. Han ved, at det ikke passer sig for en i hans sted at gå rundt og smile til verden, man bør udstråle kulde, selvsikkerhed og magt, men han kan ikke lade være. Vinteren er endelig kommet til Danmark, og der er intet i verden, Mikail elsker så højt som vinter. Det skulle da lige være en lille lun tøs til at varme sengen med en rigtig kold vinternat, hvor en ondsindet snestorm raser gennem Moskvas gader.
Han havde egentligt ventet, at han ville komme til at længes helt frygteligt hjem til Rusland, så snart vinteren viste sig i dette lille forkælede tuttenutteland, men i stedet føler han sig for første gang tilpas og velkommen.
Jojo, den er god nok, det vil begynde at sne i løbet af den næste time. Han kan fornemme det i tænderne, når han hiver luft ind mellem sine brede, sprukne læber.
Han går rask til med hænderne hængende løst ned langs siderne, ad fortove, der virker alt for smalle, når han maser sin brede krop mod strømmen af mennesker, ad stille sidegader, som runger i deres dødlignende tomhed, og over små pladser med højtråbende druksutter på bænkene.
Han går på må og få, men han strejfer ikke formålsløst om. Han er på vagt, selvom han ikke ser ud til at være det; det er han nødt til. De har været heldige med politiet i Danmark, der har stirret sig blinde på rockerbanderne, og sådan skal det helst fortsætte med at være. Lad dem endelig blive ved med det, som Leonid Matejka siger, så overtager vi gaderne imens. - Og fylder dem med førsteklasses kaukasisk dope, så godt vi kan.
Smilet sidder klistret fast på Mikails ansigt, han kan bare ikke vriste sig fri af dets greb, lige meget hvad han gør. Og selvom han efterhånden er blevet ganske kendt i denne del af Amagerbro, kan han ikke lade være med at gå større omveje, end hvad der, når alt kommer til alt, er nødvendigt for at sikre sig, at han ikke bliver forfulgt. Sådan er det bare. Vinteren er en kælen omfavnelse af hans sjæl.
Men selvfølgelig sker det langt om længe, at denne vældige og glade russers fødder fører ham ud på Holmbladsgade, hvor linje 5 brummer forbi og små perkerunger står i grupper og kæmper for at se seje ud i alt for store trøjer med hætterne hængende ned ad ryggen. De trækker sig stilfærdigt væk, idet han nærmer sig. Måske er hans enorme størrelse nok, måske er hans rygte begyndt at brede sig, hvem ved? Mikail lægger dårligt mærke til dem. Han er vant til den slags hjemme fra Moskvas mørke gader. I starten fyldte det ham med et boblende hav af selvværd; de frygtede ham, alle sammen, hver og en; han var en, man respekterede midt i fattigdommens kaos. Og han havde penge, flere end nogensinde før, nok til at kunne sørge godt for sin mor, der boede i en lille, ussel etværelses med svamp i væggene. Og han nød især sit tilnavn, Bjørnen, til dels for den styrke det rummede. Men mest af alt fordi det at have fået et tilnavn var et tegn på den ærefrygt, han mødte, efter han havde slået lederen af en rivaliserende bande, Nicolae Bondarenko, ihjel en julenat, da svinet ville snige sig ned til sin lille elskerinde og bolle sig fra sans og samling, og i stedet endte som Bjørnens første offer.
Men alt bliver en vane, selv nydelse, måske især nydelse, og inden man ser sig om, overser man det, mens det toner bort i hverdagens grå uendelighed.
Sadolins malingsdunster kommer cirklende, idet han traver ud ad Holmbladsgade, med kær fabriksduft i den lette vinterluft, det er næsten som hjemme.
Ungarnsgade kommer, og han drejer til højre. Begynder at fløjte, men tager sig i det. Han ser op på vinduerne, leder efter de rigtige. Standser ved en opgangsdør og ser op på himlen med længselsfulde øjne. Så presser han en kort, tyk finger mod dørtelefonen ud for navneskiltet med Philip Svendsen.
“A, mand,” snøvler en kvindestemme.
“Det ær maj,” siger han på sit bedste dansk, som ikke er ret godt.
“Hvem mig?”
“Hål åp.”
“Det ka’ enhver sgu da komme og sige. Jeg ka’ da for helvede ikk’ lukke hvem som helst ind, mand.”
“Det ær Mikail Prokhorov.”
“Hvorfor sagde du ikk’ bare det med det samme?”
Døren brummer, og han træder ind i opgangen og begynder at slæbe sig op ad de nedslidte trapper uden at tænke på andet end sne.
Udenfor falder det første fnug fra himlen, daler stille gennem smoggen, bliver grebet af en svag vind og hvirvles op og hen ad gaden, før det lander på taget af en rusten Ford Granada, hvor det endelig finder hvile, mens millioner af andre fnug stilfærdigt følger efter det ned over København.