Der ligger toiletpapir og flyder i en sjappet sø af halvsmeltet sne på gulvet foran toilettet. Ordene på skillevæggen i det lille aflukke er skrevet med tus. Der er olie under neglen på den finger, der følger linjerne.
“Hør denne her, ikk’årh, Philip: Vil du tæve min glatbarberede røv med en opvredet karklud, mens jeg sluger din sperm. Skriv venligst et tidspunkt. Ha! Københavnere er li’godt nogen mærk’li’ nogen.”
“Jeg har sgu da ikk’ skrevet det, vel? Og koncentrer dig så lige om at holde udkik, hva’? Du ter dig, som om du aldrig har været på et offentligt toilet før,” vrisser Philip i aflukket på den modsatte side af midtergangen. Han er ved at rulle skjorteærmet op på den enorme, døde russer, der halvvejs sidder, halvvejs ligger på toilettet. Russerens tunge stikker let ud mellem læberne, og hans ansigt er stivnet i en besynderlig, paf grimasse. På gulvet ligger en lighter, en sodet teske og en kanyle. En rød gummislange bliver bundet stramt om ligets overarm.
“Jaja, Philip. Det gør jeg jo årh,” svarer Poul uden at løsrive sig fra skriblerierne på skillevæggene. “Trans med kunstige bryster tilbyder gensidig pikslikning. Det var li’godt grel’. Føj, for pokker da!”
“Ka’ du ikk’ bare luk’ arret et øjeblik, mand?”
“Jo da, når nu du be’r så pænt.”
Philip sukker dybt og tungt. Han vender sig fra liget af den russer, der gik under tilnavnet Bjørnen, skubber en klumpet tot hår om bag øret og ser op på Poul med såret vrede i sine flakkende øjne. “Nogen gange, Poul, nogen gange,” siger han med tilbageholdt åndedræt, “så tror jeg ikk’, du fatter en lyd af, hva’ der foregår omkring dig.”
“Det gør jeg da vel nok.”
“Så pil dog hen og vogt den dør, mand!”
“Det er årh det, jeg er på vej til,” siger Poul småfornærmet og lunter hen mod indgangsdøren. “Der er da vel ingen ude i det vejr, når det kommer til det,” mumler han for sig selv.
“Hvis vi bli’r opdaget her med det her lig, er hele verden ude efter os, ka’ jeg godt sige dig. Du aner ikke, hvor fucked vi så er, Polledreng. Den her flæskefede klump dødt kød tilhører den russiske mafia, og det’ sådan nogen mennesker, der ikke bryder sig om undskyldninger og bortforklaringer, er du med? Finder de ud af noget som helst, kan du godt kysse din ... “
Poul er lige nået hen til døren og har stillet sig med ryggen op ad den, da der bliver rusket i håndtaget udefra, og Philip glemmer med en snappen efter luft, hvad han var ved at sige.
De stirrer på hinanden i række åndeløse sekunder, mens dørhåndtaget bevæger sig op og ned, og Poul må stemme sin krop mod døren for at holde den lukket. Stanken af offentligt toilet, den døde russers gevaldige legeme, sjappet på gulvet, graffitien på væggene, alt ophører med at eksistere. Der er kun dørhåndtagets raslen og den påtrængende, men ikke særlig hårdhændede skubben på døren. Temperaturen raser mod himlen i de sekunder, men både Philip og Poul fryser.
“Er der nogen derinde?” råber en kvindestemme gennem døren. “Jeg vil gerne ind og tisse.”
“Jeg tror bare ikk’ på det her,” mumler Philip hovedrystende og rejser sig op med trætte, opgivende bevægelser.
“FUCK AF MED DIG, MØGKÆLLING! HER’ OPTAGET, KA DU IKK’ FÅ DET IND I ÆGGET? HVA ER DER GALT MED DIG? ER DU TUNGNEM ELLER SÅDAN NOGET?”
“Fuck dig!” trænger ind til dem, efterfulgt af et hidsigt spark mod døren og et lavere: “Satans bøsserøve, mand. Hvorfor fanden kan de ikke holde sig til herretoiletterne?”
Derefter stilhed.
Philip glaner hidsigt på Poul, inden han vender tilbage til liget på toilettet. Hans lange, lyse dreadlocks svinger vildt om hans hoved.
“Philip, jeg ku’ da ikk’ vide, at ... “
“Bare luk, ikk’? Bare luk, så jeg ka’ koncentrere mig lidt om det her. Du aner bare ikk’ et klap om, hvor svært det er, mand. Jeg er nødt til at finde en vene her og pumpe den fuld af junk, ikk’, hvis det bare ska’ minde det mindste om en O.D. Og det’ bare for vildt umuligt, når der ikke er en skid tryk på blodet.” Tungen er presset mod kinden i koncentration, sved løber lige så stille ned ad hans kinder, mens fingrene febrilsk leder efter en åre at stikke kanylen i.
“Hvor har du egentlig den sprøjte fra?”
“Jeg har sukkersyge, hva’ tror du?”
“Det vidste jeg ikke. Hvornår har du fået det?”
“Du’ bare for naiv nogen gange, Polledreng, ved du det?” smågriner Philip anstrengt. “Så, ups, der var den, sådan, mand. Ka’ jeg bare det pis, eller ka’ jeg bare det pis, hallo du der!”
Han lader kanylen blive siddende i den døde russers arm, da han har sendt heroin nok ind i ham til at sende en spækhugger i kredsløb. Han tørrer fingeraftryk af kanyle, ske og lighter med sit ærme og betragter så sit værk på afstand et øjeblik. “Så sku’ den vel være der. Et styk russer død af overdosis. Hva’ si’r du, Polle?”
“Jeg ved ikk’ rigtig, Philip. Måske skulle vi have ringet til politiet i stedet. Tror du ikk’, de har metoder til at afsløre, om man er død af narkotika eller først har fået det efter døden?”
Philip lukker døren ind til aflukket, hvor liget sidder på toilettet, og tørrer sved af sin pande. “Hva’ vil du ha’ jeg ska’ gøre? Vi var lissom under tidspres, ikk’? Hva’ faen sku’ jeg ha’ gjort? Vi ku’ ikk’ fise rundt med det lig i bagagerummet hele dagen, vel? Er der nogen udenfor nu?”
Poul trækker på skuldrene. “Nej, det tror jeg ikke.”
“Godt, så hjælp mig lige med gulvtæppet.”
De tager fat i hver sin ende af det sammenrullede gulvtæppe, de brugte til at bære russeren i, og forlader toilettet.
Udenfor sner det stadig med store lette fnug, der fylder den næsten mennesketomme Fælledpark med en rar, fredsommelig stemning af ubrydelig stilhed. Philip og Poul går med tæppet mellem sig fra det hvidkalkede toilethus hen til bilen, der holder i vejkanten på Borgmester Jensens Alle få meter derfra. Begge gør de sig enorme anstrengelser med at se så naturlige ud som muligt. Det er ikke det letteste, der findes, når man kommer ud fra et offentligt toilet med et to meter langt, nedslidt tæppe.
Da tæppet er forsvundet ned i bagagerummet og bagklappen smækket i med et hult drøn, hvisker Philip: “Er der nogen, der har set os?”
Poul kaster et hurtigt blik ud til siderne: “Det tror jeg ikke. “
“Godt, bare lad som ingenting, så går det nok,” siger Philip med dirrende stemme og feberhede øjne, før han styrter om til sidedøren og kaster sig ind i bilen.
Lidt efter sætter Poul sig ind bag rattet. “Philip?”
“Ja, kør nu, mand. Og hold så op med at kalde mig det!”
Poul sætter bilen i gang, og de ruller stille hen forbi Rigshospitalet med en fane af blålig udstødning bag sig. “Jeg tænkte på det, vi snakkede om før. Det med den ægte kærlighed, ikk’årh?”
“Hva’ har du nu gang i?”
“Jo, må ske regner du det ikk’, fordi du har været uheldig i dit liv og det hele ser nog’ sort ud lige nu.”
“Nåja, ikk’.”
“Jeg synes bare ikke, du skal afskrive muligheden for ægte kærlighed, sådan uden videre, altså. Du skal nok møde den en skønne dag, hvis du bare er åben for det, ikk’årh.”
Philip ser ud i sneen, der drysser ned i gadelampernes skær. Mørket er tæt nu.
“Det ved jeg ikk’,” sukker han tungt. “Desuden har jeg jo Laila.”