UNGARNSGADE

“Nogen gange så aner jeg bare ikk’, hva’ jeg vil med dig, mand! Du’ så ynkelig.”

“Gi’ mig lige en chance, hva’? Laila?”

Sølvpapiret glimter i lyset fra den bulede lampe, der hænger ned over det skrammede og snavsede bord.

Selvom det er eftermiddag, er det et trist, livløst lys, der trænger ind ad vinduerne i den lille stue. Det kommende snevejrs tunge skyer har lagt sig over byen i et kvælende tæppe, der ikke lader til at bringe noget godt med sig.

Sølvpapiret dirrer svagt mellem de tynde fingre, der holder det hen over lighterens dansende flamme. Det brune pulver i sølvpapirets fold giver sig til at syde. Små faner af røg stiger langsomt op og bliver grådigt suget ind gennem et overklippet sugerør.

“En chance? Du’ bare så glad, Philip. Hva’ fanden vil du stille op med en chance? Du duer ikk’ til en skid, mand. Ikke engang pikken kan du få op at stå!”

Philip svarer ikke. I stedet stønner han: “Wau!” og lader sit hoved falde bagover, så de lange, lyse dreadlocks glider ned ad hans nakke. Sølvpapiret smider han sløvt fra sig på bordet, mens han med fjerne, sejlende øjne ser op i loftet. “Wau, mand!” Lighteren falder ud af hans hånd og rammer det snavsede gulv.

“Nå, mand, du ruller dig ud,” stønner Laila hidsigt.

Hun sidder på hug ved et stort, gammelt fjernsyn, som hun er ved at pille bagbeklædningen af. I hånden fægter hun med en skruetrækker med rødt håndtag. Junken har ældet hende før tid. Men hun kan dog stadig på sine bedste dage gå for at være en rimelig velskabt pige i midten af tredverne. Det kræver bare et godt lag makeup. For selvom hendes ansigt er for magert, og øjnene har mistet deres glød, har hun end nu store og nogenlunde faste bryster, ben som en gudinde og langt langt hår, der næsten er hvidt som sne, når det er nyvasket. Hun fyldte 20 for et par uger siden. “Det’ så flat, mand. Dope du bare dig selv langt ind i det næste århundrede, hver gang verden kommer lidt for tæt på lille Philidreng!”

“Du har sgu da osse selv lige røget.”

“Nåja, men jeg havde brug for det til at koncentrere mig, ikk’?” Hun vender sig mod fjernsynet og giver sig til at bakse med en skrue. Tungen er presset mod kinden, der buler ud. Den svage lyd af skruen, som bliver løsnet, er en stund det eneste, man kan høre.

“Det’ bare skide farligt, ikk’? Laila? Det’ det, jeg si’r. Du aner ikk’ en skid om, hva’ de russere kan finde på. De’ fuldstændig gale i hjernen, mand. Det’ med garanti gamle KGB-folk hele bundtet. Et lille bitte fuck up og de fodrer fisk med dine indvolde. Og mine med! Du er for vildt ude at skide, Laila.” Philip slår heftigt ud med hånden. Han har rejst sig og står nu ved vinduet og stirrer febrilsk ned på gaden. En perle sved haster ned over hans tinding på vej mod hagen. “Og hva’ tror du, der sker, hvis politiet opdager noget? Tror du, dine russere kommer dig til hjælp? Mig i røven!”

“Styr lige din ’noia, Philip!” siger Laila distræt, idet hun løfter bagbeklædningen af fjernsynet og trækker en pakke ud. Brunt indpakningspapir og en masse tape. Omtrent på størrelse med en pakke sukker. Hun lægger pakken på gulvet og sætter bagbeklædningen på plads igen.

“Der sker jo ikk’ en skid, vel?”

“Behøver du absolut kalde mig Philip? Du ved jo, jeg hader det navn, ikk’?” Han vender sig fra vinduet og giver sig til at vandre hvileløst rundt i stuen. “Gi’r du en smøg?”

“Hva’ med du fes ned og købte nogen selv?”

“Fuck dig!” siger han koldt og snupper sig en. Hans blik springer rundt i stuen uden at finde noget at fæstne sig ved. “Jeg ka’ altså bare ikk’ li’ det, Laila, jeg ka’ bare ikk’ li’ det.”

“Det’ der bare ikk’ så meget at gøre ved, vel?”

Philip suger heftigt røg dybt ned i lungerne, ånder stilfærdigt ud i et langt suk og bryder hostende sammen, mens Laila rejser sig og lægger den brune pakke på bordet. Hendes hænder kærtegner smånervøst pakken, det er kun der, på hænderne, at det skinner igennem, at hun heller ikke selv er helt så cool, som hun gerne vil lade Philip tro. Og resten af verden for den sags skyld.

Da hosteanfaldet stilner af, giver Philip sig igen til at vandre hvileløst rundt i stuen med flakkende øjne og cigaretten i konstant fart fra hånd til mund. “Jeg har det bare ad røven til med at skulle dø, Laila, det’ det hele, ikk’?”

“Nu lukker du bare, du gør!” råber Laila og snurrer om mod ham, mens hun fejer flasker, burgerpapir og andet affald ned fra bordet. “Jeg gider bare ikk’ og høre på dit paranoide pis, er du med? Der’ fandeme noget galt, lige meget hva’ jeg gør. Enten ska’ du spille jaloux i et par timer over, hvis pik jeg har guffet for at skrabe nok sammen til et fix, eller osse er du ved at dø, fordi det’ for farligt. Men du holder dig sgu ikk’ tilbage, når dopen først ligger foran dig på bordet, mand. Hva’ har du gang i?” Hun hiver efter vejret, men når ikke at fortsætte, for i det samme begynder dørtelefonen at ringe. Den dybe brummen skærer gennem rummet og fryser dem fast med øjnene rettet mod hinanden, ubevægelige i den tavshed, der følger, til den brummer igen, og Philip modløst bevæger sig hen for at tage den.

“Lad nu vær’ med at fucke det op, Slimy, hører du? Vi har brug for pengene,” trygler Laila, men Philip svarer ikke. Han tager blot telefonrøret ned og presser det mod øret.

“Det’ Slimy.”

“Go’daw, jeg skulle tale med Philip Svendsen, ikk’årh?”

“Hva’?”

“Jeg skulle tale med Philip Svendsen. “

“Er du russer?”

“Nej, hvorfor skulle jeg dog være det?”

“Godt, du. Hva’ vil du?”

“Tale med Philip Svendsen, ikk’årh?”

“Om hva’?”

“Sådan lidt af hvert, livet, julen, familien ... “

“Er du en af de der Jesus-flippere?”

“Nej, jeg er hans bror.”

“Jeg har sgu ikk’ nogen bror.” Philip skæver målløs hen på Laila, der ikke har rørt sig ud af stedet.

“Philip? Det er mig, Poul, ikk’årh, kan du ikk’ husk mig? Din egen lillebror? Eller halvbror er det jo. Du flyttede til København med din far, da han og mor blev skilt fra hinanden, fem år før jeg blev født.”

Philips mund åbner sig, men der kommer intet ud, tøvende trykker han på knappen, der låser gadedøren op.

Han vender sig mod Laila og slår kraftesløst ud med hånden. “Min bror,” mumler han forundret. “Det’ min bror.”

“Har du en bror?” spørger Laila og synker sammen på en stol.

“Åbenbart.” Philip står ubehjælpsomt ved dørtelefonen og glor op i loftet.

“Shit,” sukker Laila. “Lige hva’ der manglede.”

Philip nikker svagt. “Fuck. Fuck. Fuck.”

Tiden står stille, mens lyden af skridt, der slæber sig op ad trappen kommer nærmere. Snart banker det på døren.

Philip tøver en stund, men lukker så døren op.

Udenfor står en mørkhåret fyr i cowboybukser og læderjakke af den slags disco-drenge går med. Han har olie under neglene på den hånd, han rækker frem. “Du må være Philip,” siger han, idet Philip lettere overrumplet tager imod hånden. “Jeg er Poul, din lillebror, fra Jylland af.” Han trykker kort Philips hånd og træder forbi ham ind i lejligheden. “Det er vældig at se dig, brormand. Mor snakker altid om dig.” Så styrer han direkte hen til Laila og griber hendes hånd, mens han ser sig nysgerrigt om i stuen. “Poul,” smiler han, uden at se på hende.

Laila stirrer indædt på Philip. ’Få ham væk,’ former hendes læber tavs. Philip nikker, men foretager sig intet.

“Hør, du, Poul, hvor har du fået min adresse fra?”

“Fra mor af. Du ringer jo af og til og låner penge, som hun aldrig ser igen, ikk’årh?”

Philip møder Lailas blik, der er indtrængende og så hårdt, at det gibber i ham. Russeren kan komme, hvornår det skal være, så de er nødt til at få hans jydebøv af en lillebror langt bort. Russerne bryder sig ikke om vidner.

“Hør, du,” siger han og tværer det sidste af sin smøg ud i en kaffekop, “kunne du ikke have ringet, før du kom, mand? Vi er ikke sådan vildt tændt på at have gæster lige nu, vel?”

“Mor havde ikke dit telefonnummer.” Det var der selvfølgelig noget om. Philip kan mærke stressen brede sig som en sitren ned i fingrene. Han må slippe af med ham, nu, her, med det samme.

“Gi’r du en smøg?” spørger han og tørrer sved af panden.

Poul haler en krøllet pakke op ad lommen og rækker ham en. “Nå, hvad laver du så, Philip? Jeg er kommen i lære som mekaniker på Ford-værkstedet i Herning.”

“Bare lad vær’ med at kalde mig Philip, ikk’?”

“Hvad skal jeg så kalde dig?”

“Slimy lissom alle andre, ikk’.”

“Slimy? Det er da ulækkert.”

“Bare luk.”

Poul står tavs et øjeblik og ser fra rodet på gulvet, hen over de nikotingule vægge, hvor kun en krøllet Iggy Pop-plakat lyser op mellem aftryk efter nedtagne billeder, videre over bordet, det sodede stykke sølvpapir, den døde potteplante i vinduet for endelig at møde først Philips flakkende blik og så Lailas nidstirrende lyseblå øjne.

“Kan jeg låne toilettet?” spørger han. Ikke så meget fordi han skal tisse, som fordi han har brug for et par sekunder alene til at tænke i. Det var måske slet ikke så god en ide at køre til København for at besøge Philip her op til jul.

“Det’ den blå dør ude i gangen, “ siger Philip. “Kan jeg ikk’ lige bomme en smøg mere, inden du går derud?”

Han får smøgen, som han stopper op bag øret, mens Poul kanter sig ud på det mindste toilet, han nogensinde har set.

Døren er kun lige gået i bag ham, før Laila kaster sig over Philip. “Hva’ har du gang i? Hvorfor bad du ham ikk’ bare skrub’ ad helvede til? Russeren kommer altså og henter dopen, hvornår det ska’ være, hvis det’ gået hen over hovedet på dig. Og jeg har ikk’ brug for en eller anden jydespasser til at fucke det op, er du med?”

“Jeg sagde jo, det var for farligt, ikk’?”

“Bare se at få ham af vejen!” Hendes øjne har det jernhårde glimt, som altid får Philips indvolde til at fryse til is, blot med sine øjne kan hun gøre det klart, hvor ligegyldigt noget som helst, han finder på at sige eller gøre, er.

“Klart,” mumler han og lader sin cigaret dumpe ned i en tom ølflaske. Så skubber han sine dreadlocks væk fra panden, snupper smøgen bag øret og tænder den med hænder, der ikke er helt fri for at ryste. Han har en meget dårlig fornemmelse med den russer. Hans ben bryder sig pludselig ikke om at være i ro, så han giver sig til at vandre rundt på stuegulvet, mens han sparker kraftesløst til det affald, der flyder omkring bordet. Hans lillebror er en evighed om at pisse ude på toilettet, og for hvert sekund får Philip det en lille smule værre. Man skulle tro, at han trak det ud bare for at pine ham. Hvad fanden laver han derude?

Laila er tavs. Hun sidder på en stol ved bordet og piller ved den brune pakke. For farligt? Hvem helvede interesserer sig for det? Alt hvad hun foretager sig er farligt. Det er en skodverden og et lorteliv, og fuck det hele.

Hun har et par gram brun hero, nok til sig selv og Slimydrengen til engang i morgen. Han får altid nasset sig til noget af hendes dope, den taber. Var det ikke, fordi hun ikke har andre steder at være, kunne han rende hende noget så grusomt, det kan han sgu snart få lov til alligevel. Fuck ham, mand, sådan en skide halvparanoid junkie, fuck ham. Philip. Et par gram brun og en afgrund af desperation.

Det er Lailas fremtid. Hun har brug for russerens penge, og så skal hun ikke gøre andet for dem end at gemme to kilo hvid nogle dage. Det er sgu de letteste penge, hun endnu har fået fingre i. Så meget er sikkert. Så fuck farligt!

“Hvor længe kan han være om det?” jamrer Philip.

“Kan du ikk’ bare ta’ det roligt?” snerrer Laila. “Det’ bare for typisk dig, at kage helt ... “ Dørtelefonens brummen afbryder hende brutalt. Philip stopper midt i et skridt, mens den sidste rest af farve forlader hans blege ansigt.

“Fuck!” konstaterer han kort.

Laila rejser sig uden et ord og går hen og tager dørtelefonen på ben, der føles mere usikre, end hun vil være ved.

Philip har sagt, hvad der er at sige: ’Fuck!’. Der er ikke brug for flere ord.

“A, mand,” siger hun ned i røret med tilbageholdt åndedræt. Hendes stemme er grødet. Hun ser på Philip. Han vil ikke møde hendes blik.

“Det ær maj,” knitrer det i roret. Russeren, ham de kalder Bjørnen. Fuck. Philip gør nogle fagter, hun ikke magter at tyde. Tid. Hun har brug for tid. Fuckfuckfuck.

“Hvem mig?” spørger hun og anstrenger sig for at lyde uinteresseret.

“Hål åp,” lyder det nede fra russeren. Han taler dansk, som om han har en karklud i munden og to flasker vodka i maven.

“Det ka’ enhver sgu da komme og sige,” fortsætter hun, mens hendes hjerne tænker så hurtigt, at den næsten summer. “Jeg ka’ for helvede da ikke lukke hvem som helst ind, mand.”

Hun kan høre ham ånde dybt ind, før han fortsætter: “Det ær Mikail Prokhorov.” Alle ved, at man ikke leger den slags lege med russerne, men hvad skal hun stille op?

Lige nu er hun meget tæt på give Slimy ret. Det er en for vildt farlig chance, hun har taget. Fuck.

“Hvorfor sagde du ikke bare det med det samme?” slutter hun af og forsøger at lyde så let som overhovedet muligt - ingen grund til at provokere mere end højst nødvendigt - før hun trykker på brummeren og lukker Bjørnen ind i opgangen.

Om mindre end et minut vil han stå heroppe og banke på døren. Hun vender sig mod Philip.

“Russeren?“ spørger han.

Hun nikker, mens de begge lytter til russerens tunge skridt ude på trappen.

“Hva’ gør vi?” stønner hun sagte. “Hva’ fanden gør vi?”

Philip styrter hen til toiletdøren og giver sig til at banke på den. “Hey, Polle, skynd dig at blive færdig derude!” råber han. “Vi har edderbankeme for vildt travlt, mand!”

Laila føler sig kogende hed, mens hun uden at kunne finde på noget at stille op ser Philip hamre på toiletdøren.

Hun sender et stille ønske ud i universet om, at den dope, han røg for lidt siden, vil slippe sit tag i ham, så hans evindelige paranoia vil stilne af og lade ham tænke i det mindste en smule klart, ellers vil han fucke det hele op. Og gør han det, vil deres liv ikke være meget længere. Hun hører toilettet skylle ud, mens skridtene ude i opgangen tager det sidste stykke op.

Toiletdøren går op, og jydenarren stikker hovedet ud: “Hvorfor det hastværk?“ spørger han gudhjælpemig.

Philip griber ham i armen og trækker ham med hen mod entredøren. “Du ka’ bare ikk’ vær’ her lige nu. Jeg ska’ nok forklare dig det hele lidt senere, ikk’? Men nu bliver du altså nødt til at smutte. Ka’ du ikk’ drøne ned på Mac D og få noget og æde eller et eller andet? Bare giv mig en times tid, ikk’? Så ska’ jeg nok gi’ en bajer og snakke om gamle dage med sutter og bleer i Jylland, ikk’osse?”

Poul lader sig måbende føre med, hans mund åbner og lukker sig, som om han leder efter en pause i den ordstrøm, der vælter ud af Philips mund. Men der er ingen pauser. Philip japper løs, som om hans liv afhang af det. Og det gør det på en måde også.

Laila har aldrig nogensinde hørt ham tale så hurtigt, et flygtigt sekund spekulerer hun på, om der har været blandet speed i det dope, han røg lige før. Men så bliver hendes tanker viftet bort som cigaretrøg i en trækvind, da det banker på døren. Philip bliver pludselig tavs, skubber sin protesterende bror ind foran sig, idet han rækker ud for at åbne døren. “Nu går du bare, Poul!” snerrer han ud mellem sammenbidte tænder.

“Jamen,” stammer Poul, idet Philip lukker døren op, og står så ansigt til ansigt med et enormt kødbjerg.

“Jaj skal hent någet her, igge sandt?” smiler kødbjerget bredt, så man kan skimte en række store, gule tænder, samtidig med at han blokerer vejen, så Poul ikke kan komme ud. “Jaj vil sæt pris på, alle bliv her, jah?”

Philip synker en klump. “Hør, du, øhm, min bror her var lige ved at smutte. Han skal nå en bus, ikk’?”

“Der kør vel ander buser, jaj tænk, jah?”

“Men jeg skal da ikk’ med nogen bus,” mumler Poul hen for sig selv.

Philip kaster et blik på Laila. Hun sukker. “Lad ham blive.”

“Du bli’r,” beordrer Philip. Poul glor fra den ene til den anden ud en at fatte noget som helst.

“Kom ind, jeg har det her,” siger Laila og leder dem alle med sig ind i stuen, hvor hun tager den brune pakke og rækker den til Mikail Prokhorov.

“Tack,” siger han med et nydende smil. “Det vil sne i dak, jah?”

“Hva’ vil det?” Laila rynker panden.

“Sne. Hvid falle ned i luft, jah?”

“Sne? Nå, ja, det ka’ sgu da godt vær’.”

“Godtvær’, jah, snevær’, godtvær’, jah?”

Laila synker en klump. Det er frygteligt at smalltalke med en, der taler så dårligt, at man kun forstår halvdelen. Det bliver ikke bedre, når man er hundeangst for manden.

“Jaja, snevejr er godt vejr. Det er din øh ... pakke, gi’ mig så mine penge. “

“Penge, Jah? Det igge så let.”

“Hva’ mener du med det?”

“Hun ska’ sgu da ha’ sine penge, mand!” bryder Philip ind. Han og Poul havde stillet sig hen ved vinduet, men nu går han hen bag Laila. “Du ka’ godt droppe det pis der.”

“Dråbbe pis, igge dråbbe pis, igge så let at vide, jah?”

“Hva’ sker der, Mikail?” spørger Laila, mens hun demonstrativt ignorerer Philips barnlige forsøg på at beskytte hende. Hun har ikke brug for hjælp fra nogen som helst, og slet ikke fra en udbrændt junkie, der tror, han er en hvid reinkarnation af Bob Marley. Hun kan sove i hans seng, det er OK, så længe hun ikke kan finde noget bedre.

“Jeg har opfyldt min del af aftalen, ikk’?”

“Arh, jah! Hvorden jaj si det? Du moske find på jage tå harer på den samme tid, jah? Jaj igge vide, hvad i pakken vær nu. Jaj vide, da jaj daj pakken gij, men nu, igge samme sag, forstå? Jah?” Tonen er venlig, næsten afvæbnende, det samme er det skæve smil og den afslappede måde, han knapper sin jakke op på, men øjnene er på vagt.

“Det’ den samme pakke, Mikail,“ siger Laila med en stemme, der lyder mere og mere anstrengt, selvom hun kæmper for at holde sig cool. “Ingen fis her, mand. Det’ præcis den samme.”

“Gu’ det så, mand!” bakker Philip hende op, “Hva’ har du gang i? Jeg mener, wau, mand!”

“Samme pak, igge samme pak, jaj igge se, lie stor, igge lie stor, hvem ve?” smiler den enorme russer og fisker en elektronisk brevvægt op af sin ene jakkelomme. Han løfter spørgende et øjenbryn i retning af Laila, der nikkende tillader ham at veje pakken, selvom de begge ved, at hun ikke ville have kunnet afslå og stadig trække vejret.

“Tack,” siger han, tænder vægten og venter så en stund på, at den skal nulstille sig, mens han drømmende ser ud ad vinduet. “Det ær igge godt at lave business på så småk en dak, jah? Man heller tænk sig någet sted hen ok slap af, jah? Oh! Nu ær den klar, jah? Jah, jah!” Han tager den brune pakke, lægger den op på vægten, og venter, mens de digitale tal falder til ro. Så rynker han panden. “Mystisk. Jaj igge forstå. Meget stor mysterium. Den pak vokset. Før den igge var helt så stor, nu den pluslik blev mere stor, jah? Meget mystisk, jah?”

Laila synker stilfærdigt en klump, Philip tripper uroligt bag hende, mens Poul ikke ser ud til at fatte, hvad der foregår lige for næsen af ham.

“Måske vejer vægten ikk’ nøjagtigt?” foreslår Laila åndeløst. “Det’ jo ikk’ sådan, at der mangler noget, vel?”

“Ak, jah. Hvad skal jaj gør? Skal jaj lade min hænder falde, Jah? Se den and vej? Jaj ve igge, jaj ve igge. Dedt ær igge så let. Hvad skal man gør, hvad skal man igge gør? Mange ting ok tænk på, jah? Lidt for mejt her, lidt for lidt der, ok det ær såden en småk dak og snevær på vej, jah? Jaj ve igge. For mejt ær for mejt, hvor det kom fra? Jaj ve igge.”

“Hallo, altså, hva’ lissom problemet?” skærer Philip igennem, mens han med et kast med sit hoved flytter en håndfuld dreadlocks væk fra ansigtet. “Hvis vi havde forsøgt at snyde dig, ikk’, så ville der vel være mindre i pakken, det’ klart, ikk’?”

“Laila, min småk ængel,” sukker russeren, “du stråler såm ny sne, jah? Ok i dak ær min tålmodigheds skål mere stor, men gulvsvaberen der drypper i den, du forstå, jah?” Det sidste bliver sagt med et nik i retning af Philip. “Du stop dryp, så jaj tænk bedre, jah?”

Laila sukker demonstrativt og vender sig mod Philip.

“Fattede du, hva’ han sagde, Slimy?”

Philip nikker sammenbidt. “Si.”

“Så luk lige, hva’?”

“Det’ bare for meget, mand,” fnyser han, men vender sig mod vinduet og stirrer forknyt ned på gaden. “Det sker bare ikk’, jeg mener, hallo!”

“Tack,” siger russeren, da Philip omsider bliver tavs. “Det ær sådan en småk dak, og det vil vær så trist at øtelæk den, jah?”

“Whatever,” surmuler Philip.

“Du lukker bare,” bider Laila ham af. Og til Mikail Prokhorov: “Hva’ sker der så nu?”

“Pluslik mere end før, igge godt, nej, igge godt, nej, hvorden det kom der, jaj igge ve. Moske igge det samme, jah? Jaj igge ve,” siger han og tager en lommekniv frem, som han omhyggeligt folder ud. “Igge misforstå, nej. Jaj kun sigger vær, jah? Igge godt igge ok vide, nej. Du moske snyd maj, moske vægt igge dur, jaj ve igge, jah?”

Da kniven er foldet ud, stikker han den ned i pakken.

Der kommer et dæmpet smæld, idet bladet trænger gennem papir og tape. Et vågent øje under et løftet, busket øjenbryn funkler mod Laila, mens et tungt smil flyver hen over den ene mundvig. Så vrikker han kniven lidt frem og tilbage, for endelig at trække den op igen. Der sidder en smule hvidt pulver på spidsen, som han forsigtigt lægger på sin tungespids. Ganske langsamt fører han tungen langs tandkødet på sine øverste fortænder. øjnene er halvlukkede i koncentration, mundvigene rettet svagt nedad, mens han smasker højlydt. Det synes at tage ham en evighed. Poul har fundet en stak CD’er på gulvet, som han nu er ved at gennemgå. Philip står stadig ved vinduet og ser forstenet ned på gaden, der ganske stille er ved at blive dækket af vinterens første sne, men selvom han forsøger at skjule det, er hele hans væsen rettet mod russeren, der synes at fylde det meste af stuen. Laila bevæger ikke en muskel.

“Hmm,” brummer russeren og slikker sine læber, mens han med langsomme, afmålte bevægelser folder kniven sammen. “Igge godt, nej. Du vide bedre end læk finger i min mund, jah?”

“Hva’ der galt?” Lailas blik er åbent og fast.

“Galt? Jaj skal si daj, hvad galt ær. Jaj give daj tå kilo fin-fin kaukasisk heroin, jah? Ok nu du give maj tå kilo og tyv gram drusugger tilbak, jah? Ok så på den først sneværsdak, nej, igge godt, nej. Hvad du gør med den heroin, jaj give daj?”

“Helt ærligt, Mikail, det’ altså den samme pakke, som du gav mig. Jeg har ikke taget din hero, mand. Tror du, jeg’ sindssyg?”

“Jaj spør daj igæn, hvor ær den heroin, jaj give daj? Jaj so glad i dak, so hvis du kom frem med den heroin nu, jaj glem det hel. Kun en dårli spøj, jaj tænk, jah? Kom med den heroin, Laila, min småk.”

Hans kolde øjne glimter i noget, der vist skal gøre det ud for venlighed, idet han fanger Lailas blik og holder det fast. Hun mærker de små hår på hele sin krop rejse sig, men hun møder blikket, åbent.

Philip er en spændt fjeder henne ved vinduet, hvor hans øjne desperat søger en vej ud af det her pis. Han har denne enorme trang til at leve lidt længere.

“Det er ene fede CD’er, du har,” siger Poul dumt henne ved stakken af CD’er på gulvet, “men jeg forstår ikk’ ret, hvad du skal med dem, når du ikk’ har nogen CD-spiller?”

“Den solgte jeg sidste ... “ begynder Philip, men ordene dør på hans tunge, idet russeren stilfærdigt tager en pistol frem af inderlommen og med afmålte bevægelser giver sig til at skrue en lyddæmper på spidsen af den.

Først da tager Laila blikket til sig og synker flere gange, men klumpen i hendes hals bliver stædigt siddende. “Mikail for fanden,” gisper hun, “jeg har ikk’ taget din hero, det’ den samme pakke, du ga’ mig, hører du?”

“Ak,” sukker Mikail Prokhorov. “Jaj give daj heroin, du gij maj drusugger, dårli business for maj, jah?” Han gør en lille pause, som om han venter, at hun skal sige ham imod, men hun siger intet. Små tårer begynder at vise sig i hendes øjne. Han slår opgivende ud med hånden, inden han fortsætter: “Dette ær min fars gamel våbn. En Tokarev, såm han brågt i kriken. Jaj har fåt den lavet lidt om, so den nu kan bruk lyddæmper, jah? Småk, syns du, jah? Den vældij go til at hjælp på hukomels, udden so majt larm. Du husk, hvor den heroin ær, søde Laila, jah?”

Inden i sit hoved begynder Mikail langsamt at tælle ned fra halvtreds, mens han med et venligt smil på læben venter på, at Laila skal komme til fornuft. Når han nul, før det sker, vil han lade sin Tokarev-pistol overtage den videre forhandling. Måske vil det hjælpe på hendes hukommelse, hvis hendes ven med hår som en gulvsvaber får en kugle, eller måske den anden fyr, hvem ved? Snart vil døden indfinde sig i den lille stue, det er Mikail ikke et sekund i tvivl om. Og det generer ham ikke synderligt.