Døren går i bag ham med en svag piben fra slidte hængsler, der næsten forsvinder i grøden af stemmer, U2 og en flippermaskines klapren og bippende fanfarer, men ikke helt. Philip bliver stående en stund lige inden for døren, mens han stadig med den ene hånd hvilende på dørhåndtaget forsøger at danne sig et overblik.
Varmen lukker sig om ham som en fed sovs, men han kan endnu fornemme kulden udefra under huden. Bartenderen rækker to øl over disken til en fyr med gedebukkeskæg, en kvinde ved et af bordene ser op på Philip, men møder ikke hans blik, to fulde narrøve lidt længere nede skændes med blussende ansigter. Philips urolige øjne vandrer videre. Hjertet flimrer i hans bryst, munden er tør og sammenbidt, en dråbe sved triller ned ad hans ryg, og åndedrættet hvæser i bihulerne.
Endelig ryster han sine dreadlocks bort fra ansigtet med et kast med hovedet, stopper hænderne i lommerne og bevæger sig væk fra døren.
Efter at have kantet sig forbi et tæt sammenslynget teenagepar, finder han ved den fjerneste del af baren, hvad han søger.
“Hallo, Mickey!” siger han og lægger højre hånd på en bred, muskuløs skulder, mens han flygtigt ser sig tilbage.
“Slimy!” hilser Mickey med et kort nik. Han er skaldet, har tatoveringer helt ned på fingrene med de tunge sølvringe, og en ukrænkelig ro over sig, som kommer af den respekt lædervestens rygmærke indgyder. “Hvordan helvede er det, du ser ud?”
Philip knuger hænderne i lommerne, mens hans blik flakker rundt i baren. “Jeg må tale med dig!”
Et smil leger i Mickeys øjenkroge, mens han vågent iagttager Philips blege ansigt. “Fair nok,” siger han og skvulper isterningerne rundt i whiskyen. Han har tid nok og nyder at lade Slimy-drengen syde lidt. “Spyt ud.”
“Ikke her.”
Endnu et langt, drilsk blik, før han ånder ind og lader luften sive langsomt ud ad næsen. “Okay,” siger han blot, bunder sin whisky og nikker ned mod toiletdøren, idet han rejser sig.
Philip følger efter som en lydig hund med sænket hoved og hænderne nervøst knugende om lommeuld.
Stanken af sur pis bider i næsen ude på toilettet. Graffitien består hovedsagelig af hip-hop-bandernes ulæselige navnetræk. ZAPP, RENS, GURK. Der er en pisserende i rustfrit stål og tre aflukker, hvoraf det ene er optaget.
“Du ligner en, der’ dybt ude og skide?” siger Mickey til Philip med sin lune stemme, mens han går hen og banker på døren ind til det optagede toilet og utålmodigt vrisser: “Se og bli’ færdig derinde!”
Philip trækker på skulderen, idet der bliver skyllet ud.
Mickey smiler: “Jeg troede, de kaldte dig Slimy, fordi du aldrig har siddet inde, fordi du er glat som en ål?”
En fyr med rødt, krøllet hår kommer ud fra toilettet med en gnaven mine og sætter kursen mod håndvasken.
Philip vender ryggen til uden at svare Mickey.
“Dine hænder er rene nok,“ konstaterer Mickey koldt.
Fyren skal lige til at sige noget, men tager sig i det og forsvinder med et rasende blik.
Da døren er smækket i bag ham, løfter Mickey det ene øjenbryn, lægger hovedet en anelse på skrå og siger blot: “Nå?”
Philip går hen til vasken, ser på sit eget spejlbillede og forsøger at samle sig. Det forbandede toilet giver ham klaus. Det er, som om væggene trækker sig sammen om ham, han føler sig fanget. “To kilo hvid,” fortæller han spejlet.
“Jeg har kun XTC, lidt speed og ... “ begynder Mickey, inden han rynker panden og stirrer på Philips nakke. “To kilo, hva’ har du gang i?”
“Jeg har to kilo hvid. Hundrede procent rent.”
“To kilo? Hvor har du det fra?”
“Fuck det,” siger Philip og vender sig fra spejlet. “Er I interesserede?“
Mickey sukker dybt, bider sig i kinden og går hen til den modsatte væg. “Er du sikker på, du ved, hva’ du gør?”
“Det’ mit problem, ikk’?”
“Måske.” Og efter en lang lang tænkepause: “Hva’ ska’ du ha’ for det?”
“To hundrede.”
“To hundrede?” Mickey kradser sig i nakken, mens et smil langsomt finder plads på hans læber. “Jeg får fat på Sardinen, men jeg lover ikke noget, okay?”
“Fedt nok.”
Skæftet på en lille revolver kommer til syne i det korte sekund, Mickey stikker hånden ned i sin inderlomme og fisker en krøllet lap papir frem. “Her. Gi’ mig halvanden time. Det er nummeret på en telefonboks. Er jeg der ikk’, så prøv igen ti minutter senere, okay?”
“Okay,” nikker Philip og begynder at gå hen mod døren, mere end blot en anelse for hurtigt.
“Hov, Slimy, vent lige!”
Han standser modvilligt og sender et spørgende blik.
“Her, tag dem her. Du trænger til at falde lidt ned, dreng.”
“Jeg har ikk’ en øre,” mumler han, men tager alligevel imod den lille pose, Mickey giver ham. To små lyserøde piller smiler til ham gennem det klare plastic.
“Det finder vi ud af,” siger Mickey og lukker Philips hånd om posen med pillerne. “Ses!”
“Ses!” siger Philip og går.