Lyddæmperen er skruet på plads for enden af løbet på den enorme russers Tokarev-pistol. Syv kaliber 7,63 mm patroner sidder klar i magasinet. Ikke en lyd høres. Bjørnens læber former tavst ord, mens nedtællingen fra halvtreds skrider frem i hans hoved.
Philip rører uroligt på sig henne ved vinduet. Han føler sig tung, helt ubeskrivelig tung, kan næsten ikke løfte fødderne fra gulvet, og samtidig er det umuligt for ham at fjerne blikket fra den gråsorte pistol, russeren holder i sin store lab med noget, der mest af alt ligner ømhed. Philip gentager igen og igen i sit indre, at han vidste, noget som det her ville ske, han vidste det bare. Han ved, han bør gøre noget, før russeren beslutter sig for at skyde dem ned en efter en, men han aner ikke hvad. Hans tanker er et rod.
Poul sidder på hug på gulvet med en CD i højre hånd, mens han ubevægeligt stirrer ned i gulvet, som om han forsøger at benægte eksistensen af russeren.
Laila står lidt fra Philip og stirrer heftigt åndende lige ned i løbet.
“Hør her ... “ begynder hun, men får kun en hvisken frem, som dør bort, idet Mikail Prokhorov griber fat i pistolen med venstre hånd, tager ladegreb og fører den første patron op i kammeret med et skarpt klik. Hendes mund tørrer ud, og benene begynder at dirre under hende.
Nedtællingen nærmer sig sin afslutning inde i Mikails hoved. Han er afslappet, næsten fredsommelig. Ikke en følelse står at læse i hans øjne, der borer sig ind i Lailas, idet han løfter pistolen mod hendes hoved. Og trykker af i samme sekund hans nedtælling når nul.