Opdagelsen

Indtil den dag havde jeg aldrig skænket det en tanke. At jeg kunne få for meget fedt på kroppen. Som ung tænkte jeg tit, når jeg så en overvægtig person: Hvordan er det dog gået til?

Jeg havde aldrig spekuleret over min egen vægt overhovedet, for jeg havde altid været slank. Jeg havde heller aldrig tænkt særlig meget på mad. Jeg kunne spise hvad som helst, kage, is, slik – når jeg havde lyst til det – det gik lige igennem mig. Intet satte spor. Men egentlig spiste jeg ikke meget af den slags. I det hele taget tænkte jeg ikke meget på mad, og slet ikke på søde sager. Hvorfor, ved jeg ikke. Måske fordi jeg altid var så optaget af andet, at jeg ikke havde megen tid tilovers til tanken om spisning.

Nå, men nu kommer vi til opdagelsen. Og jeg glemmer den aldrig.

Det var en onsdag eftermiddag. Jeg var gået ind i en butik for at købe tøj. Nu stod jeg i prøverummet med den lækreste bluse, en meget kropsnær model.

Hurtigt tog jeg min trøje af og kiggede i spejlet. Og hvad så jeg ved nærmere eftersyn?!

Det kunne ikke være rigtigt! Fedt! Deller! Ikke mange. Ikke store. Men de var der. Og min første tanke var:

Hold da op - du har jo taget på! Se lige på dig selv.

Brug vreden

Jeg har aldrig læst en bog, der handler om at slanke sig, som også handler om vrede. Det gør min imidlertid. Ordene om vreden fylder ikke en stor del. Men lige præcis så meget, at de kan udnyttes positivt.

Jeg blev så vred da jeg så, at jeg var blevet for tyk! Først blev jeg vred på livet, skæbnen, Gud og Fanden eller hvem det nu var, der havde gjort det her ved mig. Hvorfor ikke skubbe ansvaret fra sig, hvis det ellers lader sig gøre? For det kunne da ikke tænkes, at det var mig selv, der var årsag til det…?

Jeg blev ved at kigge ind i det spejl. Jeg vendte og drejede mig, fokuserede på spejlet bagved. Måske var der bare noget i vejen med det første spejl. Jeg håbede inderligt, at jeg havde taget fejl.

Men nej. Dybest set vidste jeg jo, at et spejl ikke lyver. Heller ikke det spejl.

Jeg glemte alt om den nye bluse. Hurtigt tog jeg tøjet på igen. Jo, den var jo god nok. Bukselinningen strammede en smule. Mine bukser sad ellers altid løse. Jeg skulede ondt til billedet i spejlet og sagde højt til mig selv:

”Når du har smidt fedtet, kan du få nyt tøj. Ikke et sekund før.”

Hård behandling. Men jeg følte, at det præcis var det, der skulle til. Jeg havde spist mig til et par deller. Nu skulle de væk, det skulle jeg nok sørge for. Og jeg sagde til mig selv:

Jeg starter nu! Lige nøjagtig i dette sekund. Det, jeg ser dér i spejlet, det er fortid – fra NU af! Nu arbejder jeg på, at det forsvinder igen. Og jeg skal nok vise mig selv, at jeg kan. Ingen klynkeri her, selv om jeg kommer til at føle mig lidt sulten af og til. Og nej, jeg køber ikke den chokoladebar på hjemvejen, jeg ellers havde tænkt på. Det er slut med den slags!

Jeg var både vred og ked af det, da jeg gik ud af forretningen. Min opdagelse var bestemt ikke en af de gode. Faktisk følte jeg mig ydmyget. Over at min krop så ud på en anden måde end jeg havde bestemt. Den skulle være slank. Det var den ikke. Jeg følte et underskud. Men pludselig slog tanken mig:

Godt! Det underskud kan jeg mærke, der er en masse kraft i. Den kraft må kunne bruges!

Jeg vil lige her indskyde: Der er – i mange andre sammenhænge – en utrolig styrke i et underskud. Du kan tage de stærkeste og mest holdbare beslutninger på et underskud. Du kan skabe det mest fantastiske ud af et underskud. Jeg har skrevet mine bedste bøger på underskud. Underskud, blandet med stædighed – det er der virkelig power i! Bare prøv det.

Nogle ville sige: Jamen det er da den omvendte verden! Muligvis, men så lev højt på det. Måske kender vi bare ikke ”verden”. Måske har vi lagt os for fast i, hvordan det hele fungerer. Det er fint af og til at prøve at vende tankerne en hel omgang. Det bevirker nemlig tit, at vi gør nye, revolutionerende opdagelser. Og at vi dermed får gang i handlingerne. Dem, der pludselig vender det hele til et positivt overskud.

Jeg tænkte nu: Zoom lige ind på problemet og se det grundigt og usminket. Det gjorde jeg så de første dage. Det havde den virkning, at jeg holdt endnu mere fast i min beslutning og tænkte:

Så vender vi. Fra nu af ser du ikke på problemet. Det er kun midlertidigt, og du har selv skabt det. Nu skal du selv løse det. Det er løsningen, du nu skal zoome ind på. Og det KAN du! Fra nu af ser du dit liv som værende fyldt med løsninger.

Derfra var det bare at skride til handling. Ikke i morgen. Allerhelst med tilbagevirkende kraft, hvilket desværre ikke kunne lade sig gøre. Men så det bedste, jeg var i stand til at præstere: NU.