Skab glæde i dit liv

Smid mindreværd, skyldfølelse, sorg og problemer langt væk. Smid ”kan-ikke” væk. Smid ”overvægtig” væk. Du er kun overvægtig hvis du lader stå til og ikke gør noget ved det. En tilstand der ikke er til glæde for nogen. Det er ikke rart at slæbe rundt på mere end højst nødvendigt.

Men du har taget bestemmelsen, at du ikke lader stå til! Du er allerede begyndt ved at læse denne bog. Derfor er du nu på vej til at blive slankere. Måske er det allerede sket, og du holder godt fast i det, fordi det skal vare livet ud.

Se for dig, at du smider alt det negative langt væk. Alt det, der har hæmmet dig. Følelsen af, at du ikke kan styre din spisning. Eller at du ikke er god nok.

Visualiser, at du trækker det ud af dig, samler det som en stor sort klump i hænderne og smider det ud over havet, hvor det opløses og forsvinder. Se det for dig, indtil du mærker, at det er sket. Noget vil lette indeni. Og det vil ske, fordi du bliver hvad du tænker. Enkelt og let. Dermed gør du plads til glæden. Den glæde, der tilhører dig. Som du kan skabe selv, og som du har ret til.

Det bedste, du kan gøre for at blive psykisk stærk og dermed kunne tage gode beslutninger, er at finde glæden. Mener du ikke, du kan se den nogen steder, så led efter den. Tænk dig om og mærk efter. Den ligger i dig. Og den ligger udenfor dig. Du skal bare øve dig i at tænke på glædelige ting, og at føle alt det glædelige, du kan komme i tanker om. Når du fokuserer på glæden, aktiverer du den. Vis andre glæden, og de vil sende den tilbage til dig. Det er en fantastisk vekselvirkning, som gør dig stærk og handlende på en god måde.

(I min bog: ”Tænk det – skab det” med undertitlen ”Dine tanker kan ændre dit liv” kan du læse meget mere om at finde glæden og letheden, og hvor godt jeg-kan tanker virker, så du kan opleve fantastiske forandringer og finde mening med dit liv.)

Glæden findes alle steder. Er du glad, lykkelig og tryg og har lyst at dele denne glæde med andre, har du ikke hverken tid eller lyst til at blive overvægtig. Og overvægt kommer ikke bare ”af sig selv”, for nu har du hånd i hanke med dit eget liv.

Når du spejder efter glæden og åbner øjnene for den, finder du den. Du kan lære at leve glæden, så den bliver en del af dig. Så du ikke behøver dulmende erstatninger i form af forkert og for megen mad. Lever du i en tilstand af glæde og livsmod, vil dit barn opleve det og selv blive ligesådan. Og det vil gå videre til andre i familien, ja, alle, du er i berøring med, bare ved at de ser eksemplet. At søge glæden sammen og praktisere den giver et utroligt overskud, sammenhold og grundlag for nye, gode beslutninger.

Når du har lært at køre livet derhen hvor du ønsker, er der simpelthen basis for alt muligt godt. Også at kunne gennemføre gode forandringer. Det sker fordi du først har tænkt det sådan, og handling følger efter tanken. Det bliver et liv med overskud. Du vil kunne lære det videre til dit barn. Ikke alene ved dine ord. Men mest af alt ved dine handlinger. Og din udstråling. Det er den største gave du kan give både dig selv og dit barn – ja, hvem du end omgås.

Du vil leve smukt. Og du vil være smuk. Fordi du er stærk.

Held og lykke på vejen.