Pigen, der ringede, var skræmt fra vid og sans.
»I må komme nu, med det samme.«
»Kan du lige først fortælle, hvad du hedder?«
Den professionelle stemme hos SOS Alarm var klinisk uden at være uvenlig. På skærmen viste det digitale ur, at klokken var præcis 10:03 om formiddagen.
»Det er så frygteligt ... det er Marcus.«
»Kan du ikke prøve at forklare, hvad der er sket?« sagde den kvindelige operatør. »Prøv at tage dig sammen og fortæl.«
»Jeg er hjemme hos ham.«
»Du bliver nødt til at give mig en adresse.«
»Han trækker ikke vejret. Han hænger der bare.«
Hulkende svar i en blanding af gråd og chok:
»Jeg kan ikke få ham ned.«
»Hvilken adresse befinder du dig på?« spurgte operatøren igen.
I baggrunden hørtes de dæmpede stemmer fra kollegerne, der modtog andre alarmopkald. Indtil nu havde der været relativt roligt. Det var søndag formiddag, og aftenens og nattens alarmer var klaret for længst. Operatøren var mødt ind klokken seks om morgenen og havde allerede nået at drikke tre kopper kaffe.
»Hvor befinder du dig?« gentog hun i mikrofonen.
Nu var det unge menneske i den anden ende af røret faldet lidt til ro.
»Värmdövägen 10 B, i Nacka,« kom det hulkende.
»På kollegiet,« hikstede hun til sidst. »Vi havde aftalt, at vi skulle læse sammen.«
»Hvad hedder du?«
»Amanda.«
»Hvad mere end Amanda?«
»Amanda Grenfors.«
Ordene var grødede, vantro, som om hun ikke fattede det, hun så foran sig.
»Prøv at fortælle, hvad der er sket, Amanda,« sagde kvinden fra alarmcentralen.
Hun gjorde notater under samtalen. Adressen lå et stenkast fra Nacka politistation. Det ville kun tage en patrulje et par minutter at komme derover.
»Marcus hænger ned fra loftet, i et reb,« sagde pigen. »Han er helt blå i hovedet.«
Stemmen knækkede over.
Operatøren ventede. Der gik et par sekunder.
Så kom det hviskende:
»Jeg tror, han er død.«
Ejendommens hoveddør stod åben, da politibilen ankom. Huset var bygget i fyrrerne, og de mange cykler udenfor vidnede om, at det var et sted, hvor der boede mange unge mennesker, et af de huse, der for nylig var omdannet til studenterkollegium for at imødekomme et skrigende behov fra hovedstadens læreanstalter.
De to betjente gik op ad en trappe og ind i en lang korridor med omkring ti døre på hver side. De kom forbi køkkenet, hvor en bunke snavsede tallerkener fyldte vasken. På en skabsdør havde nogen sat en håndskrevet seddel op med tape: Ryd op efter dig, din mor bor her ikke!
Der var ingen mennesker i køkkenet, men der lå en dårligt lukket affaldspose i et hjørne. Efter lugten at dømme havde den ligget der et godt stykke tid.
Nederst på gangen stod en dør på vid gab. Lige uden for den sad en bleg ung kvinde med ryggen op ad væggen. Hun havde jeans og sorte gummisko på og en tyk rød sweater, der virkede alt for stor til hendes tynde krop.
»Er det dig, der er Amanda?« spurgte den kvindelige betjent, der først nåede derhen.
»Mm.«
Et tårestrimet ansigt blev vendt op mod hende. Politibetjenten satte sig på hug og rørte let ved den unge kvindes arm.
»Hvad er der sket?«
»Han hænger derinde.« Hun løftede højre hånd og pegede skælvende. »Fra lampekrogen.«
Betjentene fulgte bevægelsen med blikket. Solen brød frem, og i det pludselige lys, der kom strømmende ind gennem vinduet, sås små svævende støvkorn. De dannede en skinnende glorie rundt om den ensomme skikkelse, der hang og dinglede fra loftet. Den måde, hovedet hang på, og nakkens vinkel bekræftede, hvad de allerede havde haft på fornemmelsen.
Marcus Nielsen var død.
Han løb hen over den ujævne is uden for Sandhamn, og den bristede under fødderne på ham. Vandet slugte ham, og det føltes, som om fingre og tæer frøs af. Det iskolde havvand pressede luften ud af hans lunger og trak ilten ud af hans blod.
Snart ville han drukne i den dybe rende. Ingen ville komme ham til undsætning, for ingen vidste, at han befandt sig herude på isen.
Han græd.
Han ville ikke dø på den her måde, ikke så ensom og uden at få sagt farvel.
Vandet, der tvang kulden ind i kroppen, sugede al kraft ud af ham, og han fortrød alt det, han aldrig havde fået sagt og gjort.
Men hvordan skulle han have kunnet vide, at hans tid allerede var forbi?
Mens han langsomt blev følelsesløs, gik det op for ham, at hans hjerte slog langsommere, han var ved at miste bevidstheden. Snart ville en falsk varme brede sig i årerne, han ville give efter, og så ville det være forbi for altid.
Men sådan her ville han ikke dø, ikke nu, ikke uden Pernilla ved sin side. Nu frøs han så meget, at han var nødt til at give slip. Han sank tilbage i det iskolde vand, mens han mistede følelsen i sine lemmer. Han var ikke længere i stand til at kæmpe imod.
Der lød en skinger og påtrængende kimen, en kimen, der krævede hans opmærksomhed.
Han åbnede øjnene og opdagede, at han lå i sin egen seng. Pernilla trak vejret dybt og roligt lige ved siden af.
Han rakte armen ud og famlede efter telefonen på natbordet. Fingrene lukkede sig om metalhylstret, men mistede grebet, og mobilen faldt på gulvet.
Den var stille i et par sekunder, men begyndte så at ringe igen, endnu højere denne gang. Lyden ville ikke holde op, og Pernilla rørte på sig ved siden af ham.
»Det er din telefon,« mumlede hun.
Hendes stemme fik ham endegyldigt tilbage til virkeligheden.
Han svingede benene ud over sengekanten, men da han skulle til at rejse sig og satte venstre fod ned på gulvet, var han ved at miste balancen. Han havde stadig ikke vænnet sig til det. Så bøjede han sig ned og fik fat på mobilen.
Han førte den op mod kinden, der stadig var fugtig af tårer.
Stemmen var rusten, da han svarede:
»Det er Thomas.«
På vej ud til bilen gennemgik Margit Grankvist de sparsomme oplysninger, som den vagthavende havde givet hende over telefonen.
Hun havde siddet ved morgenbordet sammen med Bertil, da opringningen kom. Begge pigerne sov endnu. Bertil kiggede knap nok op over kanten på avisen; han vidste med det samme, at hun skulle af sted.
Han havde efterhånden vænnet sig til det. Margit smilede lidt ved tanken om sin tyndhårede mand. Han var lærer i engelsk og svensk i folkeskolens ældste klasser, og hun var godt klar over, at en del af hendes veninder ikke ligefrem syntes, at han var verdens mest spændende mand. Men de havde holdt sammen i mere end tyve år og havde to dejlige piger, der snart var flyvefærdige. Anna blev student til sommer, og Linda var lige begyndt i gymnasiet.
Margit åbnede bildøren og satte sig ind på førersædet. Det var en kølig formiddag, og man kunne godt mærke, at efteråret nu nærmede sig for alvor. Sensommervejret, der havde varet i flere uger, ville snart blive afløst af kolde vinde og mørke skyer. Det var allerede blevet meget mørkere om aftenen, dagene ville blive kortere og kortere, indtil der kun var seks timers blegt dagslys tilbage.
Inden det endelig begyndte at gå den anden vej igen.
Det blev sværere og sværere for Margit at holde den lange svenske vinter ud. I den seneste tid var hun begyndt at drømme om en lille lejlighed i Sydspanien, en plads i solen til hende og Bertil, når pigerne var flyttet hjemmefra.
Telefonen bippede, og hun så, at der var kommet en sms med nye oplysninger om den døde dreng. Han var ganske vist toogtyve, men hun tænkte på ham som en dreng. Hendes egen Anna var atten, kun nogle få år yngre.
Han hed Marcus Nielsen, studerede psykologi på Stockholms universitet og havde boet alene i den kollegielejlighed, hvor han var blevet fundet for godt en time siden.
Hun vred startnøglen om og bakkede ud fra indkørslen. Der var ingen trafik på det her tidspunkt, og det ville nok ikke tage hende mere end tyve minutter at nå hen til Värmdövägen.
Margit parkerede uden for kollegiets opgang og låste bilen. Hun nikkede til en uniformeret betjent på trappen og passerede flere studerende i morgenkåber, der kiggede ud ad deres døre. Kriminaltekniker Staffan Nilssons velkendte stemme hørtes, allerede inden hun trådte over dørtrinnet og ind på værelset.
Liget hang stadig og dinglede fra krogen i loftet, men det ville snart blive løftet forsigtigt ned og sendt til Retsmedicinsk Institut i Solna.
»Godmorgen,« sagde Nilsson og nikkede til Margit.
Hun gik længere ind i lokalet og så sig om, mens hun trak de plastichandsker på, han havde rakt hende.
Værelset var forbløffende stort af et kollegieværelse at være, nok omkring de tyve kvadratmeter, gættede hun på. Ryddeligt og ikke særlig snavset, selvom papirkurven svømmede over af fastfoodemballage, og det så ud, som om der ikke havde været støvsuget meget længe.
»Så flot boede vi ikke, dengang jeg studerede,« sagde Nilsson bag hende. »Dengang måtte vi nøjes med værelser, der var så små, at man knap nok kunne vende sig i dem.«
En nydeligt redt seng stod lige til venstre for indgangen, og henne ved vinduet var der et skrivebord med en drejestol, der var stillet pænt ind under det. Langs den ene væg havde Marcus Nielsen placeret en hvid bogreol fra Ikea af den slags, som Guinness Rekordbog omtaler som verdens mest solgte. En dør lige over for sengen førte ind til et lille brusebad. Margit kunne lige ane nogle toiletpapirruller på gulvet gennem døråbningen.
»Der har du hans sidste hilsen.«
Nilsson pegede på et stykke papir, der lå på hovedpuden.
»Et afskedsbrev?«
Han nikkede og læste højt:
»Tilgiv mig, men alting er så svært. Marcus.«
Margit bøjede sig frem og studerede papiret.
»Det er en computerudskrift.«
»Ja.«
»Men ikke underskrevet.«
»Nej.«
»Hvor er computeren henne?« Hun kiggede over på skrivebordet, der var oversået med papirer og flere opslåede bøger. »Har I allerede fjernet den?«
»Nej, jeg har ikke fundet nogen.«
»Hvad kan han ellers have skrevet på?«
Nilsson trak på skuldrene.
»Godt spørgsmål.«
Margit gik hen til skrivebordet og kiggede i skufferne. Så åbnede hun garderobeskabet og blev mødt af en stor bunke tøj, der bare var proppet derind, rent og snavset i en salig blanding. På gulvet under sengen fandt hun en rygsæk. Hun kiggede i den, men den var tom.
»Der er i hvert fald ingen computer her.« Hun så på Nilsson igen. »Kender du nogen i hans generation, der kan klare sig uden?«
»Det ser heller ikke ud til, at han har nogen printer.«
Nilsson havde ret. Der fandtes hverken papir eller printer på værelset.
»Hvis selvmordet har været planlagt i længere tid, har han måske printet afskedsbrevet ud et andet sted, for eksempel på universitetet,« sagde kriminalteknikeren.
»Det er muligt.«
Margit gik hen til den døde igen. Her var lidt højere til loftet end normalt, så hendes ansigt endte lige ud for Marcus Nielsens talje.
Han havde en grå hættetrøje og slidte jeans på. En plet bagpå afslørede, at endetarmen havde tømt sig i dødsøjeblikket. Stanken slog imod hende, idet hun gik rundt om liget, og hun rykkede instinktivt lidt tilbage og vendte ansigtet væk. Så bakkede hun endnu et par skridt for at få et bedre overblik.
Marcus Nielsens ansigt var stivnet i en vild grimasse. Øjnene var halvvejs lukkede, og lidt savl havde samlet sig i den ene mundvig. Munden stod åben, som om han havde prøvet at skrige, da rebet strammedes.
Havde han fortrudt i samme sekund, som han havde mistet fodfæstet? Eller var det bare en muskelspasme, som kroppens autonome system havde forårsaget på egen hånd?
Håret var unaturligt sort, hvilket blev yderligere understreget af det kridhvide ansigt.
»Det kan da ikke være hans naturlige hårfarve,« sagde Margit.
»Sikkert ikke,« sagde Nilsson. »Men det vil obduktionen vise.«
»Hvor længe tror du, han har været død?«
Nilsson kløede sig med pegefingeren på næsen.
»Mindst en fem-seks timer. Dødsstivheden er ved at sætte ind.«
Margit så grundigt på rebet fra forskellige vinkler. Løkken var dybt begravet i halsen, hvor huden var misfarvet med strejf af mørkerøde og lilla nuancer. Den anden ende af rebet var fastgjort med en solid knude til en lampekrog i loftet.
»Hvordan er han kommet derop?« spurgte hun og besvarede derefter sit eget spørgsmål. »Han må have stillet sig på skrivebordet, lagt løkken om halsen og være hoppet ned derfra.«
Hun målte liget med blikket. Marcus Nielsen var ret spinkel og ikke særlig høj. Men han måtte alligevel veje omkring halvfjerds kilo.
»Mærkeligt, at den har kunnet holde til hans vægt,« sagde hun halvhøjt.
»Mener du krogen?«
»Mmm.«
Nilsson rettede ryggen og betragtede krogen.
»Huset er solidt bygget. Der er ikke noget byggesjusk ligesom i meget af det, der blev bygget i halvfjerdserne.«
»Du mener altså, at hvis han havde boet sådan et sted, ville han have overlevet?« sagde Margit.
Hun gik hen til bogreolen og greb et indrammet foto, der stod i øjenhøjde. Det forestillede den døde sammen med en teenagedreng og et par midaldrende mennesker. Sikkert hans forældre og lillebror. Hvide tal nederst i det ene hjørne afslørede, at billedet var taget 20-7-2006, altså sidste sommer.
Det lignede et feriefoto. De sad på en taverna, og baggrunden bestod af hvide huse med blå døre. De havde nok befundet sig et sted i Det Græske Øhav, tænkte Margit, på en hyggelig rejse med hele familien. Uden nogen som helst anelse om, hvad der ventede.
Den døde lignede sin mor meget, med samme smalle øjne og lige næse. Hendes hår var lysebrunt, men det havde sønnens måske også været, inden han farvede det. Marcus’ ansigt var venligt og imødekommende, og han så intelligent ud, overhovedet ikke tynget af noget, som fjorten måneder senere skulle få ham til at tage livet af sig.
Broren lignede mere faren. De havde begge to lyst hår og var lidt tykke. Faren havde lagt armen om skuldrene på sin yngste søn og smilede bredt til kameraet. Det var højst sandsynligt en tjener, der havde fotograferet dem.
»Han så rar ud,« bemærkede Margit.
»Det gør de fleste. I hvert fald inden de dør.«
Svaret var ikke sarkastisk, bare tørt konstaterende.
Politihumor, tænkte Margit. En måde at holde tragedien på afstand.
Langsomt stillede hun fotografiet tilbage på hylden. Hun vidste, at faren arbejdede hos kommunen, og at moren var sygeplejerske. Lillebroren boede stadig hjemme og gik i 3. g.
Akkurat ligesom hendes Anna.
Det her var måske det sidste billede af hele familien. Der ville ikke komme flere. Forældrene skulle underrettes hurtigst muligt, og det var ikke en opgave, Margit glædede sig til.
Nilsson tog noget frem fra sin store sorte taske og forsvandt ud på badeværelset.
»Er der nogen tegn på, at det kan være andet end selvmord?« spurgte hun Nilssons ryg.
Han rystede på hovedet uden at vende sig om.
»Ikke på dette tidspunkt. Men vi sikrer os selvfølgelig fingeraftryk og andre biologiske spor, hvis der er nogen.«
»Hvor er pigen, der fandt ham?«
»Hun sidder ude i køkkenet sammen med Torunn. Hun var meget chokeret, da vi kom.«
»Det er ikke så underligt, omstændighederne taget i betragtning.«
Margit kastede et sidste blik på bøgerne i reolen. Mange af dem havde titler på engelsk, der afspejlede Marcus’ psykologiske interesseområde. På skrivebordet lå der mere af samme slags.
»Han læste psykologi på Stockholms Universitet,« sagde Margit. »Gad vidst, om han også selv havde psykiske problemer?«
Nilsson dukkede op i døren.
»Du mener af den slags, der gør, at man tager sit eget liv?«
Nora Linde stod træt og kiggede på rodet på sin søns værelse. Efter hendes og Henriks separation var det en kendsgerning, at Adam havde søgt mere og mere tilflugt ved sin computer. Mens tøjbunkerne på gulvet voksede, sad han fastklinet til skærmen og chattede eller spillede computerspil. Det var, som om han foretrak den virtuelle verden frem for den virkelige. Han svarede ikke, når man sagde noget til ham, og blev knap nok siddende ved middagsbordet for ikke at miste dyrebar computertid.
Nora prøvede at sætte grænser, men det var ikke let, når Henrik og hun havde så forskellige meninger om sagen. Hvad hjalp det, at hun insisterede på et begrænset antal timer per dag, når Henrik lod drengene spille, som de havde lyst til, når de boede hos ham? Hvis det havde været svært at enes, dengang de boede sammen, var det ingenting imod nu.
Kun to uger efter at Henriks utroskab var blevet afsløret for et halvt år siden, havde hun med professionel effektivitet – hun var jo trods alt jurist – sørget for at få indsendt alle skilsmissepapirerne. Fordi de havde børn under seksten år, krævedes der en betænkningstid på seks måneder, inden ægteskabet kunne opløses.
Nora havde ikke brug for nogen betænkningstid. Hun var helt overbevist om, at hun ikke ville være gift med Henrik mere. De kunne knap nok veksle to ord uden at komme op at skændes, og hun udsatte det til sidste øjeblik, hver gang hun var nødt til at ringe til ham. Men sommetider var det nødvendigt. Med et barn på syv og et på tolv var der tit ting, der skulle diskuteres.
Men hver gang hun tastede hans nummer, håbede hun, at telefonsvareren ville gå i gang.
Det værste var, når det var Marie, Henriks nye kæreste, der tog telefonen. De var flyttet sammen i sommerens løb, og Marie havde hurtigt fundet sig til rette i det rækkehus i Saltsjöbaden, som havde været Nora og Henriks i så mange år. Marie havde en lys, temmelig gennemtrængende stemme og talte hurtigt og med tilbageholdt åndedræt, som om hun altid var forbavset over, hvordan verden dog kunne te sig. MarieafGrénier, sagde hun ud i én køre.
Hver gang tænkte Nora surt, at nu burde hendes tidligere svigermor da være tilfreds. Endelig havde hendes fantastiske røntgenlægesøn fundet sig en kvinde, der kunne begå sig i de finere kredse. Godt nok var hun kun af lavadel, men familien stod optegnet i Riddarhuset, og Marie var opvokset på en herregård.
Lige præcis det, som Henriks mor, Monica Linde, i årevis havde ønsket sig i stedet for Nora, som ganske vist havde en juridisk embedseksamen, men var den første i sin familie med en akademisk uddannelse.
Simon havde snart fødselsdag, og den skulle hun simpelthen overleve at fejre sammen med Henrik, uanset hvad hun mente om sin eksmand. Men tanken om fødselsdagsfesten fik hendes mave til at snøre sig sammen.
Nora sparkede let til snavsetøjsbunken på gulvet.
»Adam,« råbte hun ind imod stuen, hvor han sad og så fjernsyn. »Kom ind og ryd op.«
Der gik et par sekunder, og så råbte hun igen, nu mere insisterende.
»Adam?«
Lyden af skridt røbede, at den skarpe tone havde gjort udslaget. Hendes surmulende søn nærmede sig.
»Hvorfor skal du altid sådan hakke på mig?«
Selvom det var det sidste, hun ønskede, følte hun irritationen komme snigende.
»Det gør jeg, fordi du tvinger mig til det. Hvis du ryddede lidt mere op, behøvede jeg ikke gøre det.«
»Far gør det da aldrig.«
Det sved i Nora. Med usvigelig præcision havde Adam sendt en kommentar af sted, der havde ramt plet.
»Men nu er du her hos mig og ikke hos far.« Hun fortrød ordene, i samme øjeblik hun havde sagt dem, men kunne ikke stoppe. »Desuden har far rengøringshjælp, og det har vi ikke råd til.«
Et foragteligt blik var det eneste svar, hun fik.
Jeg ønsker jo, at de skal have det godt her hos mig, tænkte Nora. Hvorfor ender det så altid med, at jeg skændes med dem?
Som for at understrege sine dystre tanker fangede hun et glimt af sig selv i spejlet på væggen.
Hun havde altid været slank, men nu var hun mager. Hvis ikke hendes diabetes havde tvunget hende til regelmæssige måltider, ville hun aldrig have husket at spise, appetitten var forsvundet fuldstændigt i det sidste halve år. Det skulderlange rødblonde hår trængte til at blive klippet, og hun havde mørke rande under de grå øjne.
Nora vidste godt, at hun ikke fik tilstrækkeligt med søvn, men anede ikke, hvordan hun skulle kunne lave om på det. I hendes taske lå en stak dokumenter fra banken, som hun skulle have læst, inden den ny uge startede. Det ville blive endnu en lang aften.
»Vi kan hjælpes ad,« sagde hun i et forsøg på at glatte ud og bøjede sig ned for at samle nogle snavsede strømper og underbukser op under sengen.
»Mm.«
Han så ikke op.
»Adam, kom nu. Jeg ved godt, det ikke er særlig let, men vi er nødt til at prøve.«
»Mm,« lød det igen.
Hun lagde en hånd på hans arm.
»Adam, min ven ...« Hun tog tilløb. »Jeg tænkte, at vi måske kunne tage til Sandhamn i næste weekend? Du kan tage en kammerat med, hvis du vil. Far skal til konference, så I skal være hos mig to weekender i træk.«
Et svagt smil anedes i det smalle ansigt.
Begge drenge elskede at tage ud til øen, især nu, hvor de var flyttet ind i Den Brandske Villa, Sandhamns måske smukkeste hus, som Nora havde arvet for et par år siden efter sin nabo Signe Brand.
I sommerens løb havde de ved forenede kræfter frisket det lidt op indvendigt og sat nyt tapet i soveværelserne. Selv Simon havde lært at stryge tapetklister på i et jævnt lag. Han havde været så dybt koncentreret, at han nærmest kom til at skele af anstrengelse.
Det var ikke kun på Sandhamn, de var flyttet. Nora havde fundet en lys treværelseslejlighed i en udlejningsejendom centralt i Saltsjöbaden, hvor hun nu boede med sine sønner. Drengene delte det største værelse, og selv havde hun taget det mindste. Køkkenet var stort og solrigt. Det samme gjaldt stuen, og i et lille indhak i køkkenet var det lykkedes hende at klemme et skrivebord ind, så hun havde fået sin egen arbejdsplads. Lejligheden lå omkring et kvarter fra deres gamle hjem.
Hendes tanker blev afbrudt af Adams stemme.
»Må jeg tage Wille med?«
William Åkerman havde været Adams bedste ven siden fjerde klasse. Drengene var blevet endnu tættere knyttet til hinanden i det sidste halve år, hvor Adam havde skullet prøve at vænne sig til at bo forskellige steder hver anden uge.
Hun lagde armen om hans skuldre og trykkede ham ind til sig. Som barn havde han været nærmest hvidhåret, men nu var hans hår blevet sandfarvet. Det var ikke så mørkt som Henriks, men ellers var far og søn som en kopi af hinanden.
»Han må gerne komme med.«
»Tak, mor.«
Adams tonefald var også blevet blidere, og Nora kunne mærke, hvordan den knugende fornemmelse i brystet forsvandt.
Så kom hun til at tænke på Thomas, hendes barndomsven og Simons gudfar. Han havde sommerhus på Harö kun ti minutter fra Sandhamn. Skulle hun ringe til ham og sige, at de tog derud næste weekend?
Da Margit nærmede sig køkkenet, kunne hun høre dæmpet gråd og en, der talte i et beroligende tonefald. Hun gik derud og så, at gråden kom fra en ung kvinde, der sad ved et rundt spisebord. Ved siden af hende sad en politibetjent på omkring femogtredive, en, Margit havde set før. Det måtte være Torunn.
»Det her er Amanda,« sagde Torunn og rejste sig for at gøre plads til Margit.
»Hvordan går det?« spurgte Margit og satte sig ned på det stadig varme sæde.
»Ikke så godt,« hviskede Amanda.
»Jeg ved, det ikke er særlig behageligt, men kan du fortælle mig, hvad der skete, da du fandt din ven?«
»Vi havde aftalt, at vi skulle mødes i dag. Vi har en opgave for til i morgen og skulle gøre den færdig her i formiddag.«
Øjnene var opspilede, og gråden havde fået øjenvipperne til at klæbe sammen til strittende flueben.
»I er altså studiekammerater?«
»Ja. Vi læser psykologi sammen.« Ansigtet fortrak sig. »Læste, mener jeg.«
Margit klappede hende på armen.
»Kan du huske, om døren var åben, da du kom herhen?«
»Jeg tror, den var lukket.«
»Men var den låst indefra? Har du en nøgle?«
Amanda rystede på hovedet.
»Den var ikke låst. Jeg bankede først på, men da han ikke lukkede op, tog jeg i håndtaget og gik ind.«
Hun gik i stå, da hun huskede det syn, der havde mødt hende en halv times tid tidligere. Det trak omkring munden, og hun pressede en knytnæve imod den for ikke at komme til at græde igen.
Margit ventede uden at skynde på pigen.
»Og så hang han bare der,« sagde Amanda til sidst. »I loftet, og han stirrede på mig, selvom han var død. Hang bare der og stirrede på mig.«
Hun skjulte ansigtet i hænderne.
»Så du nogen andre ude på gangen, da du kom?« spurgte Margit.
»Nej, alle sov. Jeg kom jo ret tidligt.«
Margit lagde sin hånd over Amandas.
»Er du helt sikker på, at du ikke så nogen?«
Ude fra gangen hørtes stemmer og lyden af flere mennesker, der nærmede sig. Margit gik ud fra, at det var redningsfolk, der kom for at hente liget. Nilsson havde nok gjort, hvad han skulle, på nuværende tidspunkt.
»Jeg så ingen,« sagde Amanda igen.
»Var I nære venner, du og Marcus?«
»Ja.« Amanda rakte ud efter et glas vand, der stod på bordet, og drak et par slurke.
»Altså, vi studerede sammen. Det har vi gjort de sidste semestre. Vi begyndte på universitetet samtidig. Men vi var ikke kærester eller noget.«
»Hvad var I i gang med lige nu?«
»Vi har et fag, der hedder ‘Grupper og gruppeprocesser’, og var startet på vores skriftlige opgaver.«
»Ved du, om Marcus havde en computer?«
Et udtryk af forvirring viste sig på pigens ansigt, som om hun ikke rigtigt forstod spørgsmålet.
»Selvfølgelig havde han det.«
»Vi kan ikke finde den.«
Der gik et par sekunder, mens Amanda så ud til at tænke efter.
»Har I set i hans rygsæk? Eller i sengen? Han lå for det meste i sin seng og skrev.«
»Ikke henne ved skrivebordet?«
»Nej, der havde han bare alt sit materiale.«
»Ved du, om han havde en printer på værelset?«
»Nej, det tror jeg ikke. Jeg har i hvert fald aldrig set nogen.«
»Er du helt sikker?«
Amanda nikkede.
»Hvor printede han så ud henne?« spurgte Margit.
Den unge kvinde havde fået lidt farve i ansigtet igen. Hun så mere fattet ud end før, men sad stadig og hev nervøst i ærmerne på sin sweater. De var allerede trukket meget langt ud og dækkede det meste af hænderne.
»Universitetet har en printer, som vi kan bruge. Det gør de fleste, også jeg.«
Det var der ikke noget underligt i, tænkte Margit. Et selvmord er som regel planlagt i forvejen. Hvis Marcus Nielsen ikke havde sin egen printer, havde han sikkert sørget for at printe sit afskedsbrev ud et andet sted. Han kunne have forberedt sit selvmord flere uger, ja, flere måneder, i forvejen.
Det eneste, der ikke rigtig stemte, var, at han havde bedt Amanda om at komme her til formiddag. Men måske havde han gerne villet findes hurtigt?
»Hvornår aftalte I, at I skulle mødes i dag?«
»I fredags, på biblioteket, da vi ikke var blevet færdige med opgaven.«
Margit rettede sig op. Stolen var hård og ubekvem, en billig pindestol, som sikkert ikke havde kostet mange kroner. Men kollegier var jo heller ikke ligefrem kendt for deres kostbare møblement.
»Har Marcus opført sig anderledes på nogen måde i den seneste tid? Har han været chokeret eller ked af et eller andet?«
Amanda rystede på hovedet.
»Nej, han har været helt, som han plejer. Det er derfor, jeg ikke fatter ...«
Stemmen knækkede over. Tårerne begyndte at strømme igen.
Margit ventede, til pigen var faldet til ro. Hun måtte sendes hjem i en patruljevogn, så snart de var færdige.
»Har han nogensinde talt om at begå selvmord?« spurgte hun lidt efter.
»Nej, slet ikke.«
Amandas svar kom hurtigt og med eftertryk.
»Og det er du helt sikker på?«
»Ja.«
»Og I var så nære venner, at du ville have lagt mærke til det, hvis han gik og grublede over noget?«
Amanda nikkede så heftigt, at det mørke hår faldt ned over panden og skjulte ansigtet.
»Ja, vi kunne tale om næsten alt.«
Margit lænede sig frem.
»Jeg er nødt til at spørge dig om det her, selvom det kan virke ubehageligt, men kan du forestille dig nogen grund til, at han skulle ønske at dø?«
»Nej, har jeg jo lige sagt.« Amandas stemme var blevet trodsig, og hun så Margit direkte ind i øjnene. »Marcus var ikke deprimeret. Han var lidt stille af sig, men slet ikke på den måde.«
Selvmordere fortæller ikke altid om deres planer, tænkte Margit. Men statistikken taler sit eget sprog. Det var reglen snarere end undtagelsen, at venner og familie fastholdt, at der ikke havde været selv det mindste tegn på, at der var noget galt.
En pludselig bevægelse fik hende til at dreje hovedet. En høj mand var på vej ud i køkkenet til dem.
Det lyse hår, hvori man kunne skimte et par grå stænk, så forpjusket ud. Det virkede, som om han bare havde strøget et par fingre igennem det. Øjnene var opsvulmede, som om han lige var vågnet efter en tung søvn, og de brede skuldre ludede let forover.
Hun snarere fornemmede end så den lette halten, som mindede om, hvor nær han havde været ved at dø på isen uden for Sandhamn i vinter.
»Thomas!«