I morgen sker det. Så skal jeg møde på Rindö uden for Waxholm, hvor søværnets frømandsuddannelse, Kystjægerskolen, ligger.
Far har lovet at køre mig derud, allerede klokken otte om morgenen skal jeg melde mig til tjeneste. Vi må hjemmefra ved sekstiden for at nå det.
Næsten tusind personer søgte ind, fire hundrede blev udvalgt til ekstra session, og kun fem procent blev optaget. Cirka to tredjedele plejer at klare sig gennem uddannelsen.
Far er stolt, det gør han intet for at skjule. Dengang han var i militæret, var det som kok, og han virkede faktisk lidt misundelig, da jeg fortalte, hvor jeg havde søgt hen.
Mor blev nærmest lidt bange, da der kom brev om, at jeg var optaget.
»Er det virkelig nødvendigt, at du gør sådan noget?«
Jeg grinede bare ad hende. Jeg kunne allerede se mig selv i den grønne baret med den gyldne trefork.
Kystjægernes logo.
Da jeg var ti år, var familien i Stockholm. Vi spadserede op til slottet, og ved Skeppsbron lå flere af søværnets skibe på rad og række.
Vi var på vej væk derfra, da en gruppe soldater kom marcherende. De havde alle sammen grønne baretter på og gik taktfast på rad og række. Alle så de helt ens ud, med strenge, alvorlige miner. Men lige idet de passerede os, var der en, der blinkede til mig – som om jeg var én af dem.
Jeg måbede af bare forbløffelse.
»Hvad var det for nogle?«
»Kystjægere,« sagde far. »Et elitekorps.«
»Kystjæger,« sagde jeg og stak min hånd i hans. »Det vil jeg være, når jeg bliver stor.«