Kvinden, der sad og ventede i receptionen på Nacka Politistation, fangede Thomas’ opmærksomhed, i samme sekund han trådte ind ad døren. Klokken var halv otte torsdag morgen.
Hun var påfaldende bleg og helt uden sminke i ansigtet. Thomas vurderede hende til at være omkring de femogfyrre, et par år ældre end ham selv. Hun havde en kort, sort dynejakke på samt et par mørkeblå jeans, der var slidte forneden.
»Thomas, der er en, der gerne vil tale med dig og Margit,« råbte receptionisten, da hun fik øje på ham.
Kvinden rejste sig op med det samme.
»Er det dig, der er Thomas Andreasson?«
Thomas nikkede.
»Jeg hedder Maria Nielsen. Min søn Marcus ...« Hun gik i stå, men tog tilløb igen. »Min søn Marcus døde i søndags. Du var der, du så ham.«
Thomas huskede kroppen, der havde hængt og dinglet i solskinnet. Han huskede det klare efterårslys og den døde dreng. Stilheden i værelset, da redderne forsigtigt havde løsnet rebet og løftet ham ned.
Maria Nielsens stemme skælvede, da hun fortsatte: »Jeg er nødt til at tale med dig.«
»Kom med,« sagde han og førte hende hen imod elevatorerne.
De kørte op på anden sal, og Thomas tog sit adgangskort frem for at låse op ind til efterforskningsenhedens kontorer.
Thomas holdt en kop kaffe fra det lille køkken hen imod Maria Nielsen med en spørgende bevægelse. Hun tog imod den uden et ord. Sort med to stykker sukker, som hun lod dumpe ned i den dampende væske.
Thomas viste hende ind i et af de mindre besøgslokaler. Maria Nielsen tog plads på stolen uden at tage sin jakke af.
»Jeg bliver nødt til at tale med dig om min søn,« røg det ud af hende, allerede inden Thomas havde nået at sætte sig ned. »Marcus kan ikke have taget sit eget liv. Det er umuligt. En eller anden må have slået ham ihjel.«
»Hvorfor siger du det?«
Thomas lod blikket hvile på Maria Nielsens blege ansigt og anstrengte sig for at gøre sin tone neutral. Han ville ikke gøre hendes desperation større ved at vise tvivl.
»Jeg ved det bare,« sagde hun. »Marcus har aldrig talt om at begå selvmord. Han var ikke nogen ulykkelig person. Han har aldrig været deprimeret eller nedtrykt.«
Thomas lænede sig frem og sagde: »Marcus var jo flyttet hjemmefra. Kan der ikke være sket noget, som du og hans far ikke kendte til?«
Hun rystede bestemt på hovedet.
»Det tror jeg ikke på. Vi havde god kontakt. Desuden ville David have vidst det, hvis der var noget i vejen.«
»David?«
»Marcus’ lillebror. De er ... var ... som tvillinger. David er fuldstændig knust. De skulle på skiferie til vinter og havde talt om at tilbringe en uge i De Franske Alper, så snart Marcus havde overstået sin eksamen i januar.«
Hun tog et krøllet papirlommetørklæde op af lommen og tørrede sig om næsen.
»Hvorfor skulle han planlægge en rejse med sin bror, hvis han havde tænkt sig at dø?« Hendes tonefald skiftede fra opgivende til aggressivt. »Kan du svare mig på det? Hvorfor skulle han det?«
Thomas viftede lidt afværgende med hånden.
»Du ved sikkert, at obduktionen ikke tydede på andet end selvmord? I har vel fået en kopi af rapporten?«
Hun nikkede sammenbidt.
»Det beviser ingenting.«
»Politiet har foretaget en gerningsstedsundersøgelse, men intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag Marcus’ død.«
Thomas så medlidende på hende.
»Alting peger på, at han døde for egen hånd,« sagde han.
Maria Nielsen for sammen, som om nogen havde slået hende. Hendes øjne fyldtes med tårer.
»Det gør mig ondt,« sagde Thomas.
»En eller anden må have dræbt Marcus.« Maria Nielsen rettede pegefingeren mod Thomas. »I må ikke lægge hans sag væk. Det må I ikke.«
»Det har jeg heller ikke sagt, at vi vil. Men når vi ikke finder tegn på, at der er begået en forbrydelse, er det svært at indlede en drabsefterforskning.«
Vreden, der hastigt var flammet op, blev lige så pludseligt erstattet af fortvivlelse.
»Åh, jeg beder dig. For min søns skyld.«
Hun lænede sig ind over bordet og greb hårdt om Thomas’ håndled.
Thomas følte med hende, men han vidste også, hvad Den Gamle, efterforskningsenhedens chef, havde sagt på gårsdagens morgenmøde om nedskæringer og underbemanding. Bunkerne hobede sig op på skrivebordene. Under de omstændigheder ville en ung studerende, der efter alt at dømme var blevet træt af livet, nok ikke blive opprioriteret.
»Har du selv børn?«
Spørgsmålet kom uventet, og et øjeblik kunne Thomas ikke svare. Han førte kaffekoppen op til munden for at vinde tid.
»Har du?« gentog Maria.
»Nej. Jo.«
Han kunne selv høre, hvor dumt det lød. Hans krop huskede fornemmelsen den morgen, hvor han vågnede, og Emily lå helt stiv i vuggen ved siden af sengen. Da alle genoplivningsforsøg havde vist sig forgæves, måtte ambulancefolkene bruge magt for at få ham væk fra den lille.
Hendes død havde ødelagt hans ægteskab med Pernilla og næsten ham med.
»Jeg havde en datter ... men hun døde, da hun var lille.«
Nu kunne han i hvert fald sige det højt. Det havde taget meget lang tid at nå dertil.
Maria Nielsen glippede med øjnene. Men draget om munden var beslutsomt. Hun så stift på ham med sine røde, opsvulmede øjne.
»Det gør mig ondt, men så må du også kunne forstå, hvordan jeg har det lige nu.« Stemmen blev endnu mere påtrængende. »Du må hjælpe mig. Marcus tog ikke livet af sig. Det ved jeg, at han ikke gjorde.«
Thomas trådte ind i det store lokale, hvor de plejede at holde deres morgenmøder. Han havde lige fulgt Maria Nielsen ud, og hendes sorgfulde bøn sad stadig i ham.
Den Gamle sad som sædvanligt for bordenden med Karin Ek, deres effektive sekretær, ved siden af. Lige overfor drak Erik Blom den sidste dråbe af sin kaffe. Det våde hår og blussende ansigt vidnede om, at han kom lige fra fitnessrummet. Hans mobil bippede, og det trak lidt om hans mund, da han læste beskeden.
Thomas kunne sagtens forestille sig, at det var en sms fra en af de mange piger, der kom og gik i den sorgløse politimands liv. Selv kunne han knap nok huske, hvordan det var at leve sådan en tilværelse.
Lige da urets visere nærmede sig otte, gik døren op, og Margit kom ind. Hun gik hen til Thomas og satte sig ved siden af ham.
»Sorry,« mumlede hun i retning af Den Gamle. »Trafikprop på Skurubron.«
Hun fik et kort nik til svar.
Mens de gennemgik dagens punkter, tænkte Thomas igen på Maria Nielsen. Han havde givet hende et halvvejs løfte om ikke at lægge sønnens sag på hylden. Ikke fordi han havde ændret opfattelse, men fordi hendes fortvivlelse havde gjort dybt indtryk på ham.
Pludselig opdagede han, at der var blevet helt stille omkring ham.
»Er du med, Thomas?« sagde Den Gamle.
Thomas prøvede at samle sig og se ud, som om han fulgte med. Men han anede ikke, hvad de snakkede om.
Som så ofte før i den seneste tid kneb det med koncentrationen. Det var, som om hans hjerne ikke ville adlyde. Han kunne tænke på én ting, og så pludselig tænkte han på noget helt andet.
»Ja da,« sagde han.
»Godt, så slutter vi for i dag,« sagde Den Gamle.
»Vent lidt,« sagde Thomas.
»Ja?«
Den Gamle betragtede ham.
»Marcus Nielsen.«
Thomas’ tonefald lød mere insisterende, end det havde været hans mening.
»Hvad er der med ham?«
»Burde vi ikke se lidt nærmere på hans død?«
Den Gamle så spørgende på ham.
»Han hængte sig,« sagde han.
»Jeg har mødt hans mor i dag. Hun tror ikke på det.«
»Jeg var hjemme hos hans familie i søndags,« sagde Margit. »Ingen af dem ville acceptere, at det var selvmord. Det vil pårørende sjældent.«
»Jeg vil i hvert fald gerne bruge et par timer mere på det,« sagde Thomas.
Han syntes, han så et eller andet i Margits øjne, som det var svært at identificere. Medlidenhed, måske. Eller bekymring for, om han måske var ved at miste grebet?
Han var kommet for sent til gerningsstedet i søndags, og det var ikke første gang, det var sket. Han sov stadig dårligt, og sommetider tog han sovepiller, selvom de gjorde ham sløv dagen efter. Det var også sket, at han ikke hørte vækkeuret og sov så meget over sig, at han gik helt glip af morgenmødet.
Men alternativet var, at han vågnede ud på de små timer uden at kunne falde i søvn igen, med tankerne kværnende i hovedet som en film, der ingen ende ville tage. Og så var det søvnmanglen, der fik ham til at gå rundt som i en tåge hele dagen.
»Jeg havde tænkt mig at besøge familien og snakke med dem en sidste gang.«
Han lød usikker. Han kunne godt selv høre det og rettede sig op. Med noget fastere stemme sagde han:
»Det synes jeg godt, vi kan tillade os. Knægten var kun toogtyve.«
»Så lad gå da,« sagde Den Gamle. »Men brug ikke for lang tid på det, Thomas. Vi har brug for dig til noget andet, nu hvor du er her igen.«
Den Gamle samlede sine papirer sammen og rejste sig. Mødet var forbi.
Familien Nielsen boede i et hvidt murstenshus i en af Stockholms nordlige forstæder. Området bestod af mindre huse, side om side på temmelig små grunde. Flere af husene var bygget om eller havde fået tilbygninger, men det var tydeligt, at de fra starten havde været helt ens.
Døren blev åbnet af en teenagedreng, som så bleg og medtaget ud. Det måtte være David, tænkte Thomas, Marcus’ lillebror.
Han præsenterede sig og blev lukket ind.
»Mor,« råbte drengen. »Det er politiet.«
Der lød trin på trappen, og Maria Nielsen kom ned i entreen. Hun så ud, som om hun lige havde grædt, øjnene var rødrandede. Håret var samlet med en elastik, men meget af det havde løsnet sig og hang i tjavser omkring ansigtet.
»Er det dig?« sagde hun forbavset.
Thomas rakte hånden frem til goddag.
»Jeg håber ikke, jeg forstyrrer,« sagde han, »men jeg har lidt flere spørgsmål. Hvis det altså er i orden.«
»Selvfølgelig.« Hun glattede håret med en nervøs bevægelse. »Vil du have kaffe?«
Thomas var forberedt på spørgsmålet. For de fleste, der fik besøg af politiet, var det nærmest en rygmarvsrefleks at tilbyde en kop kaffe, og det kunne sommetider virke helt terapeutisk.
Han rystede på hovedet.
»Nej tak, det er ikke nødvendigt. Jeg skal bare lige have lidt mere at vide om Marcus.«
Han fulgte efter mor og søn ind i stuen, hvor de satte sig. Et stort fladskærms-tv dominerede stuen. En Xbox, som var placeret på et sort understel, sladrede om brødrenes interesse for tv-spil.
Nu var der kun én bror tilbage.
»Er det længe siden, Marcus flyttede?« begyndte Thomas.
»Det var sidste år, da han startede på universitetet,« svarede Maria Nielsen. »Men han kom stadig ret meget herhjemme. Han var her for eksempel et smut i lørdags.«
Hun så ned på sine hænder.
»Han plejede at tage sit vasketøj med hjem til mig.« Et sørgmodigt smil gled hen over ansigtet. »Selvom jeg syntes, at han burde ordne sådan noget selv, kunne jeg ikke lade være med at hjælpe ham med det.«
Maria Nielsen skubbede trodsigt hagen frem.
»Marcus var akkurat, som han plejede. Derfor er det ubegribeligt, at han ...« Hun kiggede hen mod vinduet og hviskede: »... hængte sig samme aften.«
David gav en halvkvalt lyd fra sig, da hans mor udtalte de forbudte ord.
Thomas prøvede at gå forsigtigt frem.
»Kan du huske, hvad han lavede, da han var her sidst? Sagde han noget særligt, som du hæftede dig ved?«
Hun trak på skuldrene. En opgivende gestus, der antydede det kaos, der rådede i hendes indre.
»Alt var præcis, som det plejer. Marcus tog noget at spise i køkkenet, og så gik han op på sit værelse.«
Thomas så hen på David.
»Var du hjemme på det tidspunkt?«
»Ja, det var jeg.«
»Syntes du, der var noget anderledes ved din bror?«
Davids mund skælvede, da han svarede:
»Marcus var præcis, som han plejer. Sådan som mor sagde.«
»Lavede I noget særligt i lørdags?«
»Nej, han lå for det meste på sin seng og surfede lidt rundt på nettet.«
Thomas kom i tanker om, at Marcus’ computer stadig ikke var fundet. Hans mobiltelefon var også væk.
»Hvad brugte han?«
»Sin computer, selvfølgelig.«
»Vi kan ikke finde den på kollegiet. Er du sikker på, at han havde den med i lørdags?«
David så forbavset ud.
»Marcus slæbte altid sin computer med alle vegne. Den plejede at ligge i hans rygsæk. Han gik ingen steder uden den.«
»Kan han have glemt den her?« tænkte Thomas højt. »Kan den ligge på hans værelse?«
Thomas drejede hovedet og så på moren.
»Jeg har ikke set den,« sagde Maria Nielsen. »Men vi kan gå op og kigge efter med det samme, hvis du vil.«
Hun rejste sig og gik foran Thomas op ad trappen til første sal. Her var der en lille kort gang. Maria Nielsen lukkede den første dør op og trådte et skridt til siden, så Thomas kunne gå ind.
Marcus’ gamle værelse var ikke særlig stort, ikke mere end højst otte kvadratmeter. Det indeholdt en seng, et skrivebord og en lænestol i slidt sort læder. Væggene var dækket af plakater, og der hang også et gammelt spejderflag.
Thomas gik hen og rørte ved det afblegede stof.
»Marcus var aktiv i søspejderne som teenager, han kunne godt lide at være på havet,« sagde Maria Nielsen. »Han var også medlem af en kanoklub, der plejede at ro rundt i Stockholms skærgård.«
Thomas vendte sig om.
»Det kan jeg også godt lide. Jeg har hus på Harö, i nærheden af Sandhamn, og ror tit rundt derude.«
Maria Nielsens mund fortrak sig.
»Akkurat ligesom Marcus.«
»Hvad syntes han om sine studier?« spurgte Thomas.
Hun satte sig på sengen og strøg med hånden hen over det bløde fåreskind, der lå i fodenden.
»Marcus blev meget glad, da han kom ind. Han tog adgangsprøven og fik fine karakterer. Det var ikke så let at komme ind; der er mange, der gerne vil læse psykologi.«
»Hvorfor var det lige det fag, han søgte?«
»Han blev interesseret i det i gymnasiet. Her var der en lærer, som inspirerede ham til det. Det er egentlig mærkeligt, at en enkelt person kan betyde så meget for de valg, man træffer.«
Stemmen lød vemodig.
Thomas så sig om en sidste gang. Han kunne ikke se nogen computer eller andet iøjnefaldende. Marcus havde indtil sin død været en helt almindelig studerende.
Det kendte telefonnummer glødede på telefonens display.
Hvis Nora ikke rørte knapperne, ville telefonsvareren gå i gang. Opringningen fra Henrik ville automatisk blive koblet til den, og hun ville selv kunne vælge, hvornår hun ville aflytte beskeden.
Eller lade være med at aflytte den.
Men tænk, hvis det var noget vigtigt.
Modvilligt trykkede hun på svarknappen.
»Det er mig.«
Da hun hørte de overlegne ord, steg vreden op i hende.
Hvorfor forventede han, at hun ville kunne genkende hans stemme? Hvor var det dog typisk for ham bare at tage for givet, at hun vidste, at det var ham. De var trods alt separeret, og snart ville deres skilsmisse være en realitet. Efter tretten års ægteskab.
»Ja.«
Nora kunne også være kort for hovedet.
»Jeg har fået problemer med efterårsferien.«
Nora bed sig i læben for ikke at komme til at sige noget dumt. Hun forstod ikke, hvor al den vrede kom fra, men det var som at åbne for en sluse, så snart hun hørte hans stemme.
»Jaså,« sagde hun.
»Mit skema er blevet ændret. Jeg har vagt hele den uge, så jeg kan ikke tage drengene med til London som planlagt.«
»Er du helt sikker på, at det ikke er Marie, der har fået dig på andre tanker?«
Ordene havde knap nok forladt hendes læber, før hun fortrød dem. Hvordan var hun dog blevet sådan en sur mokke? Nu måtte hun altså tage sig sammen.
»Hold Marie uden for det her!«
Men Nora kunne ikke lade være.
»I vil måske hellere på en lille romantisk tur? For hun orker vel ikke to besværlige drenge, der hænger på dig uafbrudt?«
»Nu holder du op!«
Henriks stemme lød som et piskesmæld.
Nora rødmede. Hun tog en dyb indånding og tvang aggressiviteten væk fra sin stemme.
»Drengene bliver skuffede.«
»Jeg ved det godt.« Henrik lød mere forsonlig. »Det er faktisk ikke min skyld. En af de andre røntgenlæger er blevet sygemeldt i to måneder, og så er hele vagtplanen lavet om.«
»Aha.«
Nu skammede hun sig lidt.
»Jeg tænkte, at vi kunne tage af sted lidt senere. Jeg har fire dage fri i slutningen af november.«
»Så må de have fri fra skole.«
Nora kunne selv høre, hvor negativ hun stadig lød.
»Det betyder vel ikke alverden,« sagde Henrik. »De går kun i anden og sjette klasse. Et par dage kan vel ikke spille den helt store rolle. De går jo ikke ligefrem i gymnasiet.«
Nora slugte en besk kommentar.
»Nej, det skulle nok kunne lade sig gøre. Men du må selv bede dem fri fra skole.«
»Hvordan gør man det?«
Vreden vældede frem igen.
Hvor havde han dog haft det let i alle de år, hvor hun havde sørget for den slags. Hun havde taget sig af al kontakt til skole og daginstitutioner, og han havde ikke behøvet at løfte en finger.
Og som tak havde han været hende utro med en sygeplejerske på sit arbejde.
»Du kan jo ringe til skolen og spørge!« sagde hun og smed røret på.
Den blåhvide tape sad stadig uden for døren til Marcus Nielsens kollegielejlighed. Thomas løftede den forsigtigt til side og låste op.
Der lugtede indelukket i lejligheden, der egentlig kun var et stort værelse, dog med eget toilet og brusebad. Værelset henlå i halvmørke, det var overskyet udenfor, og det blændende lys, som han huskede fra om søndagen, var væk.
Han så sig omkring uden rigtigt at vide, hvad det var, han søgte. Det var måske nytteløst at tage herhen, men han havde lovet Maria Nielsen at prøve at finde ud af, hvad der var sket med hendes søn.
Sådan føltes det i hvert fald.
Han ville bruge et par timer mere på sagen. Det var det mindste, han kunne gøre.
Thomas trak et par plastichandsker på og begyndte at gennemgå bøger og papirer på skrivebordet.
Det meste så ud til at være studierelevant, men under en af bunkerne fandt han flere japanske mangategneseriehæfter. De så slidte ud, og et af dem havde en stor fedtplet på omslaget.
Thomas smilede. Marcus havde nok haft brug for lidt afveksling fra de akademiske tekster.
Metodisk gennemgik han bogreolen og gik derefter i gang med garderobeskabet. Øverst på en hylde lå nogle sweatre, der var omhyggeligt lagt sammen, og han anede Maria Nielsens hånd bag dette syn, som stod i skarp kontrast til det øvrige roderi.
Under sengen stod der en rød og hvid sportstaske. Han trak den frem og kiggede i den, men fandt kun en slidt våddragt. Det var sikkert den, Marcus havde brugt, når han var ude og ro. Hvis han plejede at komme ude omkring Sandhamn, havde de måske oven i købet vinket til hinanden, sådan som man gjorde, når man var roer.
Thomas havde sin egen kajak og roede som regel ud i de tidlige sommermorgentimer. Pludselig længtes han efter at tage sig en tur. Det var et godt stykke tid siden sidst.
Der var gået over en time, uden at han havde fundet noget.
Med et sidste blik på det tomme værelse slukkede han lyset og lod Marcus Nielsen bag sig.