Vi er otte mand i gruppen, og vi ser ens ud med plyssede hoveder og grønt tøj. Som en samling papirdukker, klippet efter samme skabelon.
Forvandlingen skete allerede i går – jeg gik til frisøren som en almindelig svensk ung mand med halvlangt hår og kom ud igen med syv millimeters plys. Med favnen fuld af forskellige beklædningsgenstande prøvede jeg at finde frem til min forlægning.
Ikke engang vores fornavne må vi beholde, i stedet tiltaler man os med nummer og efternavn. Jeg har nummer 103. Ettallet står for første deling, og tretallet for min plads i gruppen. Jeg er den ældste i vores gruppe, Andersson den yngste. Han er decemberbarn, og det er måske derfor, han er lidt mindre end os andre. Men han er sympatisk, selvom han ikke siger ret meget. Vi har senge lige op ad hinanden.
Vi er tyve i alt, der deler forlægning, og køjesengene står side om side med kun nogle få meters mellemrum.
Kihlberg virker helt okay. Det samme gør Martinger, som er næsten to meter høj og bred som en ladeport. De andre er sikkert også okay, det er bare Eklund, jeg har det lidt svært med.
Alle virker nervøse, men jeg har læst alle de pjecer, der findes, og ved, at kystjægeruddannelsen kræver en stærk psyke og en god fysik. Man tager kun de allerbedste.
Jeg er godt forberedt.
Jeg har kun sovet et par timer de seneste døgn. Vi spiser på ti minutter, vælter maden i os og løber derhen, hvor vi skal. Hver eneste gang vi skal nogen steder, sker det i løb. Vi bliver vækket hele tiden, til sidst ved man dårligt nok, om det er nat eller dag, man løber rundt i en evig tåge af søvnmangel.
Vi laver armbøjninger, og hvis én af os kollapser, skal vi alle sammen begynde forfra. Alle må lide, når der er én, der ikke kan mere. Så snart vi gør noget forkert, bliver vi straffet, og alt, hvad vi gør, er forkert.
Jeg ved snart ikke, om jeg orker at fortsætte.
Alting bliver visiteret uafbrudt.
Da jeg kom hertil, troede jeg, at visitering var noget, politiet eller toldvæsnet gjorde, men nu har ordet fået en helt ny betydning. Det betyder, at hver eneste ejendel bliver kontrolleret igen og igen, for at vi skal lære at lægge alting i perfekt orden.
Vi skal folde alt vores tøj sammen ti gange, før det ligger rigtigt i skabet. Bagefter smider befalingsmanden det hele ud på gulvet, og så begynder det forfra igen.
I går skulle vi lige til at gå i seng, da sergenten viste sig i døren. Det betød visitering den halve nat. For hvilken gang havde jeg ikke tal på. Men nu kunne jeg bare ikke mere. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev tyk i halsen, men kneb øjnene i, så ingen skulle opdage noget.
Alligevel bevægede mine fødder sig, og jeg indtog min plads.
»Orden i skabet!« skreg sergenten ind i mit øre og bandede over vores kollektive inkompetence. »Det her ser forfærdeligt ud! Kun prøjsisk disciplin råder, intet andet, har I forstået?«
Sergenten begyndte sin militærtjeneste et par år før os, men er blevet hængende som fastansat, stampersonel tror jeg, det hedder. Det betyder, at det er ham, der bestemmer. Lige meget hvilke ordrer han giver, skal vi adlyde dem.
Hans ord er lov.