Mine arme ryster stadig, det gør ondt alle vegne. Vi måtte stille os op ude i gangen midt i nat, med udstrakte arme, og ordren bestod i at holde forskellige beklædningsgenstande frem, én ad gangen.
Vi måtte ikke sænke armene, uanset hvor trætte vi blev. Musklerne værkede af anstrengelsen, men vi måtte ikke ændre stilling, ikke en millimeter.
»En strømpe ad gangen, hold den frem i strakt arm, soldat,« skreg sergenten.
Vi stod der i en evighed og turde ikke åbne munden for at protestere.
»I skal opdrages til at blive gode soldater. I skal kunne klare de krav, som krigen stiller,« brølede han i halvmørket.
Hvis nogen kom med indvendinger, blev der beordret jægerhvil. Det er en forbandet stilling. Man læner ryggen op ad væggen med knæene bøjet i en vinkel på halvfems grader. Lårmusklerne skriger af smerte efter bare et par minutter. Sigurd og Andersson faldt først om, de røg i gulvet og lå bagefter der og vred sig.
Sergenten betragtede dem uden et ord. Men jeg syntes, jeg kunne se hans foragt. Især da hans blik gled hen over Anderssons rystende krop.
Lad mig ikke besvime, mumlede jeg ved mig selv, mens jeg tvang mine rystende lår til at forblive i samme stilling. Gode Gud, lad mig ikke besvime for øjnene af sergenten.
Inden vi til sidst fik lov til at gå i seng, skulle vi synge nationalsangen.
Igen og igen. Højere og højere. Som sindssyge skrålede vi løs af fuld hals. Inden vi kom i seng, var klokken over tre, og jeg var helt rundt på gulvet af søvnmangel og udmattelse.
De sidste nætter har jeg sovet ved siden af min seng for at slippe for at rede den, så jeg sparer et par sekunder om morgenen.
Kaufman sover med bukser og støvler på for at nå morgenmønstringen i tide. Det gør Martinger også. Det er forbudt, men de tager chancen. Straffen for at komme for sent er værre.
Ved daggry vækkede de os igen. Vi skulle løbe i kolonne til bruserummet. Der var vandet allerede tændt for fuld styrke.
På signal fra en fløjte løb vi to og to ad gangen ind i det iskolde vand. På næste signal skulle man stille sig bagest i køen, og mens geleddet bevægede sig fremefter, skulle man sæbe sig ind, indtil man igen kunne løbe ind i strålen.
Ind gennem det åbne vindue strømmede den rå morgenluft.
Vi har alle søgt herind frivilligt.
Og jeg har ikke tænkt mig at være den første, der bliver sendt hjem.