Nora slog øjnene op, og et øjeblik vidste hun ikke rigtig, hvor hun var. Men så gik det op for hende, at hun lå i sengen i sit nye soveværelse.
Hun elskede at vågne i Den Brandske Villa og se ud over vandet om morgenen. Der var selvfølgelig et afbleget rullegardin, men hun trak det aldrig helt ned. Hun ville ikke undvære følelsen af at slå øjnene op med den smukke udsigt lige foran sig.
Hun havde taget det nordvendte værelse i Den Brandske Villa, det, der lå på første sal og vendte ud mod havet. Tante Signe havde boet i det østvendte værelse, som Adam nu var flyttet ind i. Et mindre, vestvendt, som mest var blevet brugt som pulterkammer, havde de gjort i stand til Simon.
Nora havde søgt lyset i det nordvendte soveværelse, selvom det var det koldeste i hele huset. Når nordenvinden stod på, ruskede det i væggene, og kulden kom krybende, uanset hvor meget man fyrede i den smukke gamle kakkelovn.
Men udsigten var fantastisk.
Gennem de sprossede vinduer med buet glas så man langt ud forbi Harö, og mod øst kunne man skimte tårnet på Korsö. Øerne bredte sig ud, indtil de bare var mørke skygger, der hvilede på det blege, stille vand.
For en sikkerheds skyld havde Nora købt den varmeste dundyne, hun kunne finde, og fået installeret et ekstra varmeapparat under vinduet, alt sammen for at holde kulden væk. I sommervarmen var hun ved at smelte under dynen, men hun vidste, at hun snart ville få brug for både dyne og varmeapparat.
Hun og drengene havde ellers ikke ændret ret meget ved huset. Soveværelserne var blevet tapetseret om i farver, som drengene selv havde valgt, og køkkenet var også blevet frisket op – ganske forsigtigt, så det ikke skulle miste sin gamle charme. Hun havde flottet sig og købt en opvaskemaskine, og et par lag ny maling på paneler og andet træværk havde gjort underværker.
Den store spisestue med de fine stole med polstrede sæder havde hun ikke rørt. Almuestanduret stod og tikkede i hjørnet, og glasverandaen, hvor tante Signe plejede at sidde med sin elskede hund Kajsa, så ud præcis som før. Selv den gamle plaid lå der.
Det måtte tage den tid, det tog. Det var ikke livet om at gøre, at hun kom i orden med det samme. Det havde været anstrengende nok at flytte ind i den ny lejlighed i Saltsjöbaden. Hun orkede ikke at gå i gang med et nyt projekt lige med det samme.
Nora rullede over på den anden side, så hun kunne kigge ud ad vinduet.
Det var nærmest en religiøs oplevelse, tænkte hun ved sig selv, at se den ny dag, lige når den skulle til at begynde.
Solen skinnede, akkurat som vejrudsigten havde lovet. Det ville blive dejligt vejr, en påmindelse om, at efteråret endnu ikke helt havde taget magten.
Der var intet at høre fra drengenes værelser, men klokken var trods alt også kun halv otte. Adam og Wille ville uden videre kunne sove til klokken tolv, hvis ikke hun vækkede dem, men Simon plejede at vågne samtidig med hende. Var hun heldig, listede han ind til hende for at ligge og hygge lidt. Men han var også begyndt at blive stor, og inden længe ville han også vride sig løs af hendes greb, når hun ville holde om ham.
Hvem skulle hun så kramme?
Nora pressede læberne sammen og afbrød sin grublen. Det var helt hendes egen skyld, hvis hun ikke nød denne smukke lørdag.
Beslutsomt skubbede hun dynen til side for at tage tøj på.
Nora tog sin sejlerjakke og gik ned ad trappen og ud gennem den hvide låge. Hun kastede et hurtigt blik ud på vandet og så en perlerække af hvide skibe på vej ind til Sandhamn.
Det smukke vejr så ud til at have lokket mange ud på en sidste sejlads, inden sommeren for alvor var forbi. En slank gammel Mälar-30 gled for fulde sejl gennem sundet, og solen blinkede i det blankpolerede mahogniskrog.
På en bådebro lidt længere henne stod en af hendes naboer og rensede net. Det var Olle Granlund. Han nærmede sig de halvfjerds og tilhørte den fastboende befolkning. Nora havde kendt ham hele sit liv og løftede hånden til hilsen.
Når det ikke lykkedes én selv at fange noget, eller man ikke havde haft tid til at sætte net ud, kunne man altid banke på hos ham og tigge et par helt eller, hvis man var heldig, et par lækre aborrefileter.
Olle plejede at hjælpe til med forskellige praktiske gøremål, noget, Nora satte stor pris på nu, hvor Henrik ikke længere var her. Hun vidste godt, at hun burde blive bedre til at håndtere hammer og søm, for slet ikke at tale om problemer med varmeapparater og varmtvandsbeholdere, men også det var skrevet på listen over ting, hun måtte tage sig af senere.
Inderst inde skammede hun sig over, at hun havde gjort det så let for sig selv og overladt alt det praktiske til Henrik, men det var bare endnu et tegn på den håbløst forældede arbejdsdeling, der var vokset frem i deres ægteskab.
Hun passerede det gamle missionshus med dets buede grønne vinduer og fortsatte ned mod den sydlige del af øen.
Inde i fyrreskoven var der helt stille. Det eneste, der hørtes, var træernes susen. Jorden var dækket af lyng og blåbærris, og ind imellem hang der stadig enkelte blåbær på risene.
Nora standsede og plukkede et par stykker, selvom de havde mistet deres smag for længe siden. Juli, ikke september, var den rigtige måned at spise dem i. Nu smagte de ikke af noget. Men tyttebærrene var stadig gode. Nora overvejede at tage drengene med ud og plukke et par liter i eftermiddag. Selv hendes computernørd af en søn kunne fristes af en skål højrøde tyttebær med mælk og fløde.
Da hun havde gået et stykke tid, kom hun ud på den anden side og begyndte at gå langs sydstranden, hvor marehalmen stadig vajede i den svale sensommerbrise. Det var, som om den sydlige og nordlige del af øen havde hver sit mikroklima. Når det blæste hårdt og koldt fra nord, var vindene milde fra syd, og omvendt. Der var altid et sted at søge læ.
»Hej!« hørte hun nogen råbe bag sig. »Nora. Vent på mig.«
Nora vendte sig om og fik øje på Jonas Sköld.
Han kom gående med raske skridt omkring hundrede meter bag hende i shorts og med sorte solbriller på. Da han nærmede sig, kunne hun se, at han havde bare fødder i sejlerskoene, som om det var midt om sommeren.
»Hej, er du ude at gå tur?« sagde han.
Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ad det klicheprægede spørgsmål.
»Ses det så tydeligt?«
»Må jeg gå med?« sagde han uden at tage sig af hendes ironi.
Han faldt ind i hendes rytme, og de fortsatte et par minutter uden at sige noget.
»Hvordan er det egentlig at arbejde som pilot?« spurgte Nora for at bryde tavsheden.
Hendes nabo havde gjort hende lidt nysgerrig. Nogen samlever eller kone havde hun ikke hørt ham tale om, kun en teenagedatter.
»Tja. Mærkelige arbejdstider og hele tiden nye kolleger, men vi har fri i lange perioder indimellem.«
»Hvor flyver du?«
»Indtil nu har det mest været i Sverige og Europa, men jeg er lige begyndt at flyve langdistance. Min datter bor hos mig hver anden uge, så jeg har passet mit skema ind efter det. Nu er hun så stor, at jeg godt kan være væk i længere tid, men i mange år har jeg bare bevæget mig rundt mellem Stockholm, Göteborg og Malmö.«
»Hvad hedder din datter?«
»Wilma.« Jonas smilede, da han sagde navnet. »Hun er tretten år og går i syvende klasse.«
Han fandt mobilen frem fra baglommen. Han trykkede på den et par gange, og skærmen fyldtes af et glad ansigt. En solbrændt trettenårig med glat lyst hår og lidt for meget mascara.
»Hun ser rigtig sød ud.«
»Ja, ikke?«
Stoltheden i Jonas’ stemme var ikke til at tage fejl af.
»Hun ligner dig,« sagde Nora.
»Omkring øjnene måske, men hårfarven har hun fra sin mor.«
En kvinde med en stor labrador gik forbi, og Nora nikkede til hende. Ansigtet var bekendt, men Nora kunne ikke rigtigt placere hende. Men det var en dejlig hund.
»Sikke et flot hus, du er flyttet ind i,« sagde Jonas. »Hvor gammelt er det egentlig?«
»Den Brandske Villa? Den er bygget i slutningen af attenhundredtallet. Det er et af de ældste huse på øen. Det blev bygget af mesterlodsen Carl Wilhelm Brand, dengang øens gamle vindmølle blev flyttet. Han skyndte sig at købe grunden på Kvarnberget, da møllen var væk.«
»Det er virkelig et pejlemærke. Huset er det første, man ser, når man nærmer sig indsejlingen til Sandhamn.«
»Dengang var det noget af et samtaleemne. Han flottede sig virkelig, ham mesterlodsen. Han havde oven i købet et badekar på løvefødder. Du kan lige tro, at der blev sladret på øen.«
Jonas smilede til hende.
»Huset ligger i hvert fald fantastisk.«
»Jeg er også meget glad for det, men det kræver en del vedligeholdelse. Jeg fatter ikke, hvordan tante Signe kunne klare det alene.«
»Tante Signe?«
»Den forrige ejer, hun var et barnebarn af Carl Wilhelm Brand.«
Nora tav pludselig. Hun orkede ikke forklare, hvordan det hele hang sammen. At Signe, der havde været som en reservemormor for hende siden hendes barndom, havde begået selvmord og testamenteret huset til hende. At Henrik havde villet sælge det, men at Nora havde sat sig imod. De havde skændtes om det, og i bakspejlet kunne Nora nu se, at det havde været begyndelsen til enden på deres ægteskab.
»Hun efterlod huset i min varetægt, kan man vist godt sige,« sagde hun til sidst.
»Okay.«
Jonas rømmede sig. Det virkede, som om han havde lagt mærke til ændringen i hendes sindsstemning, for han standsede foran det glitrende vandspejl og skiftede emne.
»Sikke dog et fantastisk vejr.«
Et fugletræk dannede en sort kontrast til den lyseblå himmel.
Nora skævede i smug til sin lejer. Hvor gammel mon han var? Hans datter var på alder med Adam, så han måtte være blevet far ret tidligt. Han så ikke ud til at være meget mere end treogtredive, måske femogtredive.
Han var heller ikke særlig høj, kun et par centimeter højere end hende. Henrik var næsten lige så høj som Thomas, der målte én fireoghalvfems på strømpefødder. Det føltes anderledes at gå ved siden af en, der havde næsten samme højde som en selv.
Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om han syntes, hun virkede meget ældre end ham. Mon han vidste, at hun var blevet fyrre for et par måneder siden?
»Og du arbejder som jurist?« Jonas’ stemme afbrød hendes tanker. »Jeg synes, dine forældre sagde, at det var noget i den retning.«
»Ja, som bankjurist.«
»Er du glad for det?«
Hun blev tvunget til at tænke efter. Var hun glad for sit arbejde?
For to år siden havde hun fået tilbudt et spændende job i Malmö, men det havde hun sagt nej tak til, fordi Henrik ikke ville flytte fra Stockholm. Hun sad stadig i sin gamle stilling og havde samme chef, som hun ikke var særlig begejstret for. Men det var ikke lige det rette tidspunkt at søge nyt job på, når man stod midt i en skilsmisse. Desuden kunne hun godt lide både sine kolleger og sine arbejdsopgaver.
»Det er okay. Jeg har været der temmelig længe. Det er vel snart på tide at finde noget andet, men jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det.«
»Der skal nok vise sig nye muligheder.«
I stedet for at svare bøjede Nora sig ned for at binde et snørebånd, der var gået op. Hun kunne mærke, at øjnene blev fugtige. Nye muligheder? Hvad skulle det dog være? Hun var bange for, at drengene ville trives bedre hos Henrik end hos hende, og hun kunne ikke holde ud, at Marie boede sammen med Henrik i deres gamle hus. Skilsmissen føltes som én stor fiasko. Hun kunne slet ikke få øje på nogen nye muligheder.
»Blev du ked af det?« Jonas lød helt chokeret. »Undskyld, det var ikke min mening at såre dig.«
Nora rejste sig hurtigt op.
Jonas så så forskrækket ud, at hun ikke kunne lade være med at smile, mens hun blinkede tårerne væk.
»Så slemt er det heller ikke. Jeg er bare lidt træt. Der har været så meget i den sidste tid.«
Hun gravede i jakkelommen efter noget at pudse næse i og fandt en gammel papirserviet, der så ud til at kunne bruges.
Jonas vendte sig om og samlede en flad sten op fra stranden og slog smut med den hen over den blanke vandoverflade. Tre gange hoppede stenen, inden den sank til bunds. Endnu en sten blev sendt af sted, og denne gang lykkedes det ham at få et meget flot kast. Fem gange hoppede stenen, inden den forsvandt i vandet.
»Her.« Han rakte hende en mørkegrå sten, der var solvarm mod håndfladen. »Prøv du også.«
Nora tog tøvende imod den. Så gjorde hun en hastig bevægelse med håndleddet og gav slip på stenen. Fire hop blev det til.
»Bravo!« råbte Jonas. »Her, tag én til.«
Han gav hende en ny sten, der sank til bunds med det samme. Men den tredje hoppede fem gange akkurat ligesom hans, og Nora begyndte at grine.
»Wow, det er lang tid siden, jeg har kunnet slå så mange.«
Jonas’ varme øjne mødte hendes.
»Har du det lidt bedre nu?«
Han lagde ubesværet armen om hendes skuldre et kort øjeblik, og Nora nikkede. Det havde hun faktisk.
De gik og småsludrede om alt muligt, mens de vandrede tilbage gennem fyrreskoven og forbi missionshuset. Nu kunne hun se sit hus, sit gamle hus, rettede hun sig selv, kun et par hundrede meter længere henne ad vejen.
»Jeg kunne måske få lov at invitere dig ud at spise i aften, hvis du ikke har andet for?« spurgte Jonas uden at sætte farten ned. »Det er jo lørdag.«
Nora standsede op.
»Undskyld, hvad sagde du?«
»Jeg spurgte, om vi skulle gå ud og spise sammen. Som tak for, at jeg må leje huset af dig.«
»Jeg ved ikke rigtigt ... Jeg har jo drengene med, og også Adams kammerat.«
Jonas tog sig ikke af hendes indvendinger.
»Vi kunne gå ned på Dykkerbaren. Du ser ud til at trænge til at blive muntret lidt op.«
Nora følte efter.
Hun havde ikke spist på restaurant i umindelige tider. Hun havde hverken haft tid eller kræfter. Drengene kunne spise på grillen. De ville blive overlykkelige over at få burgere og pommes frites.
Så hvorfor egentlig ikke?
Dørklokken overraskede ham. Han ventede ikke besøg, og Lena var taget ud for at handle. Det plejede hun at gøre lørdag formiddag.
Da de ikke havde nogen bil, ville det tage et par timer, før hun kom tilbage. Som regel tog hun til Nacka Forum og købte det, de skulle bruge, i et af de store supermarkeder. Hun kunne godt lide det livlige indkøbscenter, og han undte sin kone at komme lidt hjemmefra. Det var ikke nemt for hende at skulle passe ham hele tiden, og hun havde behov for at komme ud blandt andre mennesker en gang imellem.
Det ringede på døren igen, og han prøvede at skynde sig, men det gik langsomt med rollatoren. Koordinationen var dårlig, og han vidste, at det kun blev værre. Det havde taget flere år, før han havde lært at acceptere, at han var ramt af en alvorlig sygdom. Primær progressiv MS kaldtes den. Det var den værste form. Kroppen blev langsomt nedbrudt, helt uden pauser.
Centralnervesystemet var nu ubønhørligt angrebet, og der var intet at gøre. For hver måned der gik, blev musklerne svagere og svagere, balanceproblemerne tog til, ligesom spasticiteten. Rystelserne blev værre og værre og var helt uden for hans kontrol.
Depression og håbløshed var fulgt i kølvandet sammen med en lammende træthed, han heller ikke magtede at gøre noget ved.
Han havde tabt sig og vidste, at han så mindst ti år ældre ud, end han var. Han, der engang havde været en veltrænet gymnastiklærer, var nu kun en skygge af sig selv. Alting var en pine, og indimellem spekulerede han på, om det ikke var lettere bare at få lov til at sove ind og aldrig mere vågne igen.
Det var usædvanligt at blive så dårlig som ham før de halvtreds, men det skete en sjælden gang imellem, havde lægerne sagt.
Det var ingen trøst, især ikke for Lena, som havde måttet trække et stadigt tungere læs. Hun var gået ned på halv tid for at passe ham. Noget vidundermiddel fandtes ikke, kun medicin, der hæmmede forløbet, og som i hans tilfælde kun havde en meget lille effekt.
Langsomt at blive forvandlet fra levende til død var en høj pris at betale.
Men han havde fortjent det.
Da han til sidst fik døren op, blev han stående tungt lænet op ad rollatorens håndtag. Der var noget bekendt ved hans gæst. Omhyggeligt studerede han ansigtet foran sig. Ansigtstrækkene kendte han, og så alligevel ikke. Et ekko fra et for længst begravet venskab.
Han begyndte instinktivt at bakke med rollatoren som et skjold foran sig.
»Er det dig?«
Telefonopkaldet kom klokken 15:28. Thomas kunne bagefter opgive tidspunktet så præcist, fordi han lige skulle til at tænde for fjernsynet og se fodbold.
Han havde glædet sig til at dovne i sofaen hele eftermiddagen. For første gang i meget lang tid var han ikke vågnet ved sekstiden, men havde til sin egen overraskelse sovet, til klokken var over ti. Han følte sig stadig helt fortumlet efter Pernillas besked, men en varm forventning havde slået rod i ham.
Pernilla var taget hjem til sin søster for at hjælpe hende med noget, så han havde lejligheden for sig selv.
Thomas havde formanet hende om ikke at overanstrenge sig, selvom han godt kunne høre, at han lød som en hønemor, der ikke ville slippe sin kylling. Men denne gang var der ikke plads til at løbe nogen som helst risiko.
De var blevet enige om ikke at fortælle nyheden til nogen, før der var gået mindst tolv uger. Det havde de det bedst med.
Da han havde taget telefonen, tog det ham kun et par minutter at forstå, at der ikke ville blive noget, der hed fodbold i dag.
En gammel fornemmelse rørte på sig. Det tog lidt tid, før han forstod, hvad det var. Det var så lang tid siden, han havde haft det sådan.
Politiinstinkt.
Jan-Erik Fredell lå fuldt påklædt på siden i badekarret, der var fyldt med vand til kanten.
Øjnene var vidt opspilede, og der var lidt skum i mundvigen. Han havde bøjet den ene hånd, som om han havde prøvet at få fat på et eller andet, men ikke havde kunnet holde fast i det. Ansigtet var lige så hvidt som fliserne på væggen.
Thomas blev stående i døren ind til badeværelset. På knæ foran karret lå Staffan Nilsson, der allerede var begyndt at undersøge gerningsstedet.
Yderdøren gik op, og Margit stillede sig hen bag ham. Der blev hun stående, for der var ikke plads til dem alle tre på badeværelset.
»Hvad kan du fortælle os?« spurgte Thomas kriminalteknikeren.
Nilsson kiggede op, men rejste sig ikke.
»Han er druknet. Det er svært at bedømme tidspunktet, vandet påvirker kropstemperaturen.«
»Er der tegn på ydre vold?« spurgte Margit og strakte hals for bedre at kunne se.
Nilsson rystede på hovedet.
»Ikke så vidt jeg umiddelbart kan se. Men vi må høre, hvad retslægen finder ud af. Han har måske bare villet tage sig et bad og er snublet. Det kan i hvert fald ikke udelukkes.«
Han gjorde en bevægelse ind imod stuen.
»Enken sidder derinde.«
Thomas bakkede ud og gik forbi Margit ind i stuen. Der sad Lena Fredell i den samme lænestol, som han selv havde siddet i for mindre end et døgn siden. Hun var unaturligt bleg. Thomas trak en stol hen og satte sig ved siden af hende.
»Hvad skete der?«
»Jeg havde været ude at handle,« stammede hun. »Jeg tog ind til centret, det gør jeg altid om lørdagen. Janne svarede ikke, da jeg råbte, at jeg var hjemme igen. Så blev jeg urolig. Jeg kiggede efter inde i stuen, men han var der ikke, selvom han plejer at sidde og se fjernsyn, når jeg er væk. Og der var slukket for fjernsynet.«
»Hvad gjorde du så?« spurgte Margit, der var kommet ind til dem, uden at Thomas havde opdaget det.
»Jeg kaldte igen, og så gik jeg ind i soveværelset. Jeg tænkte, at han måske havde lagt sig for at hvile lidt. Men der var han heller ikke.« Hun knugede hårdt om armlænet med den ene hånd. »Så kiggede jeg efter på badeværelset. Og der lå han, i badekarret.«
Lena Fredells ansigtsudtryk besvarede hans spørgsmål, allerede inden han havde nået at udtale det.
»Hvordan er han kommet derud?« sagde hun henvendt til Thomas. »Du så ham selv i går. Han kunne dårligt nok gå uden hjælp.«
Thomas kunne kun give hende ret. Det var svært at forestille sig, at den mand, han havde mødt i går, skulle være gået ud på badeværelset, have hældt vand i og prøvet at tage bad på egen hånd. Og da slet ikke med alt tøjet på.
»Så du nogen tegn på, at han havde haft besøg? Ved du, om her har været nogen, mens du var væk?«
»Nej.«
Hendes udtryk var opgivende.
»Vi fik sjældent gæster. Da Jannes sygdom blev værre, mistede vi kontakten med mange af vores venner. Det blev for svært, de trak sig, eller også var det os, der måtte sige fra, fordi han ikke orkede det.« Hun rystede på hovedet. »Os, der engang havde så stor en omgangskreds.«
»Var døren låst, da du kom hjem?« spurgte Thomas.
Lena Fredell rynkede panden og tænkte efter.
»Ja,« sagde hun stille. »Jeg er næsten helt sikker på, at jeg låste den op med min egen nøgle.«
»Er det en lås, der kan smækkes?« spurgte Margit.
»Ja.«
»Det ville altså ikke have været svært at låse den udefra uden nøgle?«
»Nej.« Forvirringen afspejledes tydeligt i Lena Fredells ansigt. »Mener du, at her har været nogen og slået ham ihjel?«
»Det kan ikke udelukkes,« sagde Thomas.
»Men hvorfor?« Øjnene blev blanke. »Du så ham selv. Der var næsten ingenting tilbage af ham. Hvorfor skulle nogen dog ønske at slå min mand ihjel?«
»Tror du også, at det her var et selvmord?« spurgte Thomas Margit, da de sad i bilen på vej tilbage.
Klokken nærmede sig syv.
»Er det et retorisk spørgsmål?«
Han smilede skævt, og for første gang efter at han var begyndt at arbejde igen efter sygeorloven, kunne Margit kende den gamle Thomas.
»Først Marcus Nielsen, så Jan-Erik Fredell,« sagde han. »Begge to inden for samme uge. Lidt for påfaldende til at ligne en tilfældighed.«
»Men ikke umuligt,« sagde Margit. »En ulykkelig studerende, der er blevet træt af livet, og en syg mand, der får en skør idé. Det er ikke utænkeligt, at Fredell også valgte at tage livet af sig. Du sagde jo, at han var så dårlig. Han havde måske ikke lyst til at sidde mere og bare vente på døden.«
Thomas satte farten op og skiftede bane.
»Der var ingen tegn på indbrud,« fortsatte Margit.
»Det betyder ikke, at der ikke var nogen anden i lejligheden. Han har måske lukket gerningsmanden ind frivilligt.« Thomas kastede et hurtigt blik over skulderen og skiftede bane igen. »Vi har stadig ikke fundet Marcus Nielsens computer.«
»Det behøver ikke at bevise noget. Han kan have glemt den hos en kammerat lørdag aften. Hvis han ville begå selvmord, har han måske oven i købet foræret den væk.«
»Han havde den med, da han besøgte sine forældre.«
Margit sukkede højlydt, men undgik omhyggeligt at vise, hvor lettet hun var over hans stædighed.
Thomas havde ikke været sig selv siden sygeorloven. Han havde været apatisk og havde dårligt nok åbnet munden til deres morgenmøder. Så sent som i søndags, hvor han dukkede op en time for sent, havde hun alvorligt tvivlet på, om det ville lykkes ham at komme op i omdrejninger igen.
Men nu var hendes kollega tilbage.
»Obduktionen vil kunne fortælle, om han er snublet eller er blevet presset ned i karret,« sagde hun. »Så får vi det at vide.«
»Men det tager flere dage, før den er klar. Vi må hurtigst muligt tale med de andre personer, som stod i Marcus’ telefon, helst allerede i morgen.« Thomas så eftertænksom ud. »Og få kortlagt hans liv og færden.«
Hvad skulle hun tage på?
Nora rødmede svagt. Hun spekulerede allerede over sin påklædning, selvom der var flere timer til middagen.
Det kunne egentlig ikke opfattes som en rigtig date. Jonas prøvede nok bare at være venlig over for sin udlejer, men det var evigheder siden, at hun havde været ude at spise med nogen, og hun kunne ikke lade være med at glæde sig lidt.
Det var ikke meget, der hang på bøjlerne i det velvoksne garderobeskab. Det var næsten som et værelse for sig, komplet med en lille trækrude, et levn fra de tider, hvor man klædte sig og brugte sit tøj på helt andre måder.
Hun trak den nederste skuffe ud i den gamle kommode under vinduet. Der lå en pæn hvid top fra i sommer, den måtte kunne bruges sammen med et par hvide bukser.
Nej, ikke hvide bukser. Så syntes han måske, at hun havde gjort for meget ud af sig selv. Det var bedre med jeans.
En kritisk undersøgelse af de slidte jeans afslørede, at de ville have haft godt af en omgang i vaskemaskinen. En sort fedtplet bredte sig oppe over det venstre lår.
Typisk, tænkte hun. Det måtte have sprøjtet, da hun bagte pandekager til drengenes morgenmad. Hvis hun puttede dem i maskinen, ville de ikke kunne nå at blive tørre til i aften, for hun havde ingen tørretumbler i huset. Alt blev tørret på snoren udenfor.
Nora tog jeansene af og de hvide sommerbukser på. Det så virkelig alt for pyntet ud. Som om hun skulle til cocktailparty midt om sommeren og ikke bare ned og spise på Dykkerbaren.
Altså måtte det blive jeansene.
Hun hængte de hvide bukser ind i skabet igen og gik ud på badeværelset med jeansene over armen. Her tog hun et håndklæde, som hun smurte ind i sæbe og varmt vand. Måske kan man gnubbe pletten af, tænkte hun forhåbningsfuldt og gik i gang.
Ti minutter senere var hele buksebenet gennemblødt, men pletten var der endnu.
Nora gav op.
Hun tog bukserne på igen og krympede sig, da hun mærkede det våde stof mod sit ben. Skulle hun løbe ned til Sommarboden, den lille tøjforretning over for Dampskibsbroen, og købe et eller andet på udsalg? Nu holder du op, sagde hun strengt til sig selv. Det her er ikke nogen date. Vi skal bare spise middag sammen.
Hun gnubbede håndklædet mod det våde stof, tog jeansene af og hængte dem op på håndklædevarmeren. Når de blev tørre, sås pletten forhåbentlig mindre tydeligt. Indtil da måtte hun gå rundt i joggingbukser.
Selvom de var et stykke inde i september, var Dykkerbaren næsten stuvende fuld, da Nora åbnede døren og trådte ind.
Hun kunne huske, hvordan restauranten var opstået i halvfemserne for at mætte sultne elever på dykkeruddannelsen i Sandhamn. Skolen havde købt den gamle købmandshandel for at kunne tilbyde kost og logi under dykkerkurserne, der blev afholdt på det tidligere værft på øens nordside. Dykkerskolen måtte lukke efter et par år, men restauranten bestod. På det her tidspunkt af året var der kun åbent i weekenden, og meget snart ville den lukke helt ned for vinteren.
En stor bardisk dominerede hele den ene væg med et bredt spejl bagved. I spejlet kunne hun se, at Jonas havde sat sig ved et af de lave borde henne ved vinduet.
»Hej,« sagde hun og satte sig på stolen overfor.
Pletten var mindre tydelig nu, hvor stoffet var blevet tørt. Men hun holdt alligevel jakken foran sig for en sikkerheds skyld.
Jonas havde også jeans på og en lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer. Nora var taknemmelig over, at hun ikke havde valgt de hvide bukser.
»Hej med dig,« sagde Jonas og rejste sig halvvejs op, da hun kom. »Gik det godt med drengene?«
»Ja. De fik lov til at gå ned på grillen, så de er godt tilfredse.«
Han skubbede et menukort over til hende.
Nora opdagede til sin overraskelse, at hun var smaddersulten. Hun nikkede til et par sandhamnbeboere ved et bord længere henne og kiggede så ned over menuen. Der var som sædvanlig meget, der så fristende ud. Hun valgte løjerogn til forret og kalv til hovedret.
»Fortæl lidt mere om dit arbejde,« sagde hun så, selvom de allerede havde talt om det tidligere. Men det var et taknemmeligt samtaleemne, dejlig neutralt. »Går det godt?«
Jonas så op fra menukortet.
»Det er slet ikke så dårligt, når man altså har noget at lave. Det er en hård branche for tiden, især for de store selskaber, der skal slås med lavprisaktørerne. Men jeg har det fint, selvom de gyldne tider er forbi.«
»De gyldne tider?«
»De gode gamle dage, hvor piloterne blev behandlet som guder og fik alt, hvad de pegede på.« Han løftede øjenbrynene sigende. »Dengang jeg startede, fik man stadig høje diæter og boede på femstjernede hoteller. Nu kommer der den ene sparerunde efter den anden. Men vi har det selvfølgelig langt bedre end hos lavprisselskaberne.«
Han pegede på hendes menukort.
»Har du bestemt dig?«
Nora nikkede, og Jonas gjorde tegn til den kvindelige tjener, som så ham med det samme.
Hvordan mon han bar sig ad? tænkte Nora. Så let plejede det da ikke at være at fange serveringspersonalets opmærksomhed. Han havde udstråling, det måtte hun indrømme.
Hun tog en slurk af vinen. Jonas havde foreslået en tør hvidvin fra Australien med en selvfølgelighed, der vidnede om kendskab til området. Og den var også god.
Et selskab på fire personer kom ind ad døren, og Nora genkendte straks et par af Henriks forældres venner. Inden hun nåede at kigge den anden vej, kunne hun se, at de havde opdaget hende. Forhåbentlig ville de ikke fortælle videre, at de havde set hende her sammen med Jonas.
Hun rynkede panden af irritation over sig selv. Det kom ingen ved, at hun spiste middag med andre end sin tidligere mand. Men Jonas så både lidt for godt ud og var lidt for ung til, at hun følte sig helt godt tilpas ved situationen.
Ud af øjenkrogen så hun, at en af kvinderne forlod selskabet og kom hen til deres bord. Det var Siv Angern, en nær veninde af hendes tidligere svigermor, Monica Linde. Ligesom Monica var hun velplejet og velfriseret. Hun havde en dyr sejlerjakke af et kendt mærke på.
Uden større begejstring rejste Nora sig for at hilse.
Siv Angern bøjede sig frem og kyssede Nora på begge kinder. Overklassemanerer, tænkte Nora, men sådan hilste man altså i svigerforældrenes omgangskreds.
Det var bare så typisk, at hun skulle møde dem lige i aften.
Om nogle få timer ville Monica være fuldt informeret, hvorefter hun ville ringe til Henrik og fortælle ham det. På den ene eller den anden måde skulle Nora nok komme til at høre for denne aften.
»Hej, Nora, hvor morsomt at møde dig her.«
»Hej,« svarede Nora med neutral stemme. »Hvordan går det med jer?«
»Vi er her kun lige i weekenden.« Hun pegede hen imod sin mand. »Med båden.«
Nora vidste, at ægteparret Angern havde en stor motoryacht, en Princess, over fyrre fod lang.
»Men hvor var det trist at høre om skilsmissen,« fortsatte Siv Angern. »I var sådan et smukt par, du og Henrik. Jeg havde da aldrig forestillet mig, at I ville lade jer separere. Det har taget hårdt på Monica, kan du nok forstå.«
Nora tvivlede nu på, at hendes tidligere svigermor sørgede særlig dybt. De var aldrig kommet ret godt ud af det med hinanden. Men muligvis savnede hendes tidligere svigerfar, Harald Linde, hende lidt.
»Hvordan tager drengene det?«
Siv Angern udtalte ordene med præcis samme betoning, som Monica Linde plejede at bruge, og Nora spekulerede på, om kvinderne i disse kredse mon blev skabt over helt samme læst. Samme optagethed af tøj og udseende, samme konstante brug af namedropping, så det fremgik, hvem man kendte og kom sammen med. Ren overflade uden ægte følelser.
Den del af tilværelsen med Henrik ville hun bestemt ikke savne.
»Men du har det godt, kan jeg se,« fortsatte Siv Angern og lod sig ikke mærke med, at Nora ikke havde svaret.
Et smil og et sigende øjekast over mod Jonas var ikke til at tage fejl af.
»Jeg klarer mig,« svarede Nora og lod som ingenting. »Det var hyggeligt at mødes. Jeg håber, I får en dejlig aften.«
Hun satte sig ned for at markere, at samtalen var forbi.
I samme øjeblik kom tjeneren og førte barmhjertigt ægteparret Angern og deres venner op ad trappen til første sal.
Langt væk fra Jonas og Noras bord.
»Undskyld,« sagde Nora kort. »Hun er en af mine tidligere svigerforældres gode venner.«
Jonas så ud, som om situationen morede ham.
»Hun tror måske, at du har kastet dig i armene på en ny mand. Og så er det bare din lejer.«
Noget i den måde, han sagde ‘din lejer’ på, fik hjertet til at synke i livet på Nora.
»Nu spiser vi,« sagde hun.
Tre glas vin senere var det gode humør vendt tilbage. Det var længe siden, Nora havde følt sig så afslappet sammen med nogen.
Da de kom ud fra Dykkerbaren, var det blevet mørkt. Septembernatten var kulsort, og de spredte gadelygter gav ikke meget lys. Hvis ikke nymånen havde været fremme, havde de måttet famle sig frem i de smalle gader.
Nora gik med begge hænder i jakkelommerne. Temperaturen var faldet kraftigt, og der var intet tilbage af eftermiddagens sensommervarme.
»Tak for en hyggelig middag,« sagde Jonas ved siden af hende.
Han havde også taget jakke på og gned hænderne mod hinanden for at få varmen.
»Selv tak.«
De var nået hen til Noras gamle hus og blev stående ved lågen. Halvtreds meter derfra lå Den Brandske Villa, og Nora kunne se, at lyset stadig var tændt på Adams værelse, selvom klokken var næsten halv tolv.
»Vi kan måske gøre det om en anden gang?« sagde Jonas.
»Gerne.«
Han lænede sig frem og strejfede Noras kind med læberne.
»Du er vist den sødeste udlejer, jeg nogensinde har haft.«
Ordene fik Nora til at le.
»Var det ment som en kompliment eller hvad?«
»Det kan du lige tro.«
Nora vendte sig om og begyndte at gå op mod sit nye hus, grebet af en diffus følelse af forventning.