I dag er der frost på ruden. De andre ligger stadig og snorker, men jeg kan ikke sove. Jeg har alt for ondt over det hele. I går var vi på vores første march, med fuld kampudrustning på femten kilo. Den varede hele dagen, og det var næsten midnat, før vi var hjemme igen, fuldstændig udmattede.
Det sidste stykke slog befalingsmanden os over ryggen med kæppe, for at vi ikke skulle dejse omkuld ude i skoven. Vi må have set berusede ud, sådan som vi dinglede af sted. Benene gav efter under os, og vi var flere, der kastede op, først mig og bagefter Eklund og Erneskog.
Vi måtte hverken spise eller drikke, og alle fik vabler og gnavesår på hænder og fødder, men nogle blev hårdere ramt end andre, Andersson værst af os alle sammen.
Da vi kom hjem, viste det sig, at begge hans strømper var gennemvædede af blod. På venstre fod var huden gnavet af helt ind til benet, og sokken var stiv af indtørret blod. Storetåneglen var helt blå.
Den anden storetånegl var faldet af. Han havde ikke haft noget plaster ved hånden, så han havde prøvet at forbinde tåen med papir, men det var gået i opløsning og havde dannet en blodig grød, der havde sat sig fast i kødet. Hans mund fortrak sig af smerte, hver gang han rørte ved storetåen.
Han sad på sengen og havde lige taget støvlerne af, da sergenten kom ind på sovesalen.
Vi fløj op i retstilling, og sergenten blev stående foran Andersson, mens hans øjne søgte de sårede fødder. Så slog han en høj latter op, løftede blikket og så ind i Anderssons forpinte ansigt.
»Nåh, min lille ven,« sagde han højt. »Skal vi ringe efter moar, så hun kan give dig plaster på?«
Andersson rystede på hovedet uden at sige noget.
Sergenten smilede tilfreds og gik videre.
»Du bør gå hen på infirmeriet,« hviskede jeg, da sergenten var gået sin vej.
Andersson rystede på hovedet igen.
»Efter den første march? Det må være din spøg. De sender én hjem, hvis man klager, det ved du da godt.«
Han haltede hen til metalskabet på væggen, hvor førstehjælpskassen stod. Gulvet bag ham blev farvet helt rødt.