Det digitale ur viste 06:17, da Thomas slog øjnene op. Han var faldet i søvn ved midnatstid og kunne måske godt have brugt en times tid mere, men han følte sig alligevel udhvilet.
Pernilla sov roligt og fredeligt ved siden af ham. Hun lå på siden med den ene arm om maven i en beskyttende stilling.
Thomas betragtede hende med en blanding af lykke og uro. Det var et mirakel, at hun var blevet gravid igen. Første gang havde det krævet en lang proces med hormonbehandlinger og insemination for at kunne lykkes. Og da Emily så døde helt uventet, tre måneder gammel, havde tabet været ubærligt.
Der fandtes ingen rationel forklaring på, at de havde kunnet skabe et lille foster på egen hånd, men Thomas følte en dyb og inderlig taknemmelighed over, at det var sket.
På kommoden henne ved vinduet stod et indrammet foto af Emily. Hun lå nøgen og nybadet på et lyserødt håndklæde og smilede et af sine allerførste smil. Det var taget, et par dage før hun døde, og i meget lang tid havde Thomas ikke kunnet få sig selv til at se på fotografiet for slet ikke at tale om at have det stående fremme. Men for et par uger siden havde Pernilla simpelthen bare stillet det der, og til sin store overraskelse havde Thomas syntes godt om det.
Nu plejede han at kigge på sin datter, lige inden han faldt i søvn, og for første gang siden hun døde, kunne han huske glæden fra dengang, hvor hun levede.
Bare alting nu gik godt.
En abort ville ingen af dem kunne klare, så havde det været bedre, om Pernilla aldrig var blevet gravid igen. Det var han helt overbevist om.
Han svingede benene ud over sengekanten og vaklede som sædvanlig lidt, da han rejste sig. Det tog tid at vænne sig til den underlige fornemmelse, når han satte fodsålen ned. Helt ville det nok aldrig gå op for ham, at hans krop ikke længere var intakt.
Iført morgenkåbe gik han på bare fødder ud i køkkenet og satte kaffemaskinen i gang. Da det sorte bryg var færdigt, skænkede han sig en kop og satte sig ved bordet i køkkenet. Straks begyndte tankerne at kredse om Marcus Nielsens selvmord.
Der var møde på stationen klokken halv ti, og en af hans første opgaver var at finde ud af mere om de personer, som Marcus havde kontaktet før sin død. Måske kunne Cronwall eller Kaufman svare på nogle af de spørgsmål, de manglede svar på.
Der var dejligt udenfor, selvom klokken kun var halv ni. Nora besluttede sig for at sætte sig lidt ud i solen med sin kaffekop, inden hun skulle lave morgenmad til drengene.
Da hun kom ud på trappen, så hun, at Olle Granlund sad nede ved bådebroerne. Han løftede hånden til hilsen, og hun vinkede tilbage.
»Hvordan har du det i dit store hus?« råbte han.
Nora gik ned til ham og satte sig på den gamle sladrebænk af drivtømmer, som havde stået der, så længe hun kunne huske.
»Vi begynder at finde os til rette, men tante Signe er ikke væk endnu,« svarede hun. »Hver gang jeg hører hendes gamle ur slå, venter jeg at se hende komme ud fra køkkenet.«
Olle Granlund bøjede hovedet.
»Signe elskede det hus, det var hendes kæreste plet på jorden,« sagde han. »Det er godt, at du ikke har lavet så meget om, men bevarer det gamle.«
Nora drejede sin kaffekop i hænderne.
»Det ville virke underligt, hvis jeg fjernede alle Signes møbler. Det føles stadig, som om det er hendes hus, selvom det lyder skørt.«
»Det synes jeg da ikke, det gør. Jeg forstår, at du savner hende.«
»Utrolig meget. Jeg holdt så meget af hende.«
»Det var vi flere, der gjorde.«
Han sendte hende et underfundigt blik. Hun studsede.
»Hvad mener du med det?« sagde hun og puffede ham let i siden. »Det har du da aldrig sagt noget om.«
Olle Granlund missede op mod solen og sagde med halvt sænkede øjenlåg:
»Hun var jo ti år ældre, men jeg må indrømme, at jeg havde et godt øje til hende, dengang jeg var i tyverne.«
Nora lænede sig op ad skuret bag bænken.
»Det var noget nyt. Nu bliver du altså nødt til at fortælle lidt mere.«
Olle Granlund så helt fornøjet ud, som om han igen var en ung mand på frierfødder.
»Jeg prøvede lykken en midsommer, hvor jeg havde orlov fra militæret. Det må have været i sommeren 1958. Jeg kom herover fra Korsö i min flotte grønne uniform og prøvede at gøre så godt et indtryk som muligt.«
»Lykkedes det dig?«
»Det gik ikke særlig godt.« Olle Granlund grinede. »Jeg prøvede at byde hende på en kop kaffe, men hun afviste mig øjeblikkeligt. ‘Hvad skal en flot ung mand med en gammel kone som mig?’ sagde hun. Det var ikke muligt at blødgøre hende.«
»Typisk Signe, må man nok sige.«
»Ja, hun var jo ret bestemt af sig, så jeg måtte lunte væk med halen mellem benene. Men vi kom altid godt ud af det med hinanden, hun og jeg.«
Nora så Signe for sig. Det klare blik og den bestemte mine, som hurtigt mildnedes, når Adam og Simon kom løbende og spurgte, om hun havde noget slik til dem.
»Ved du tilfældigvis, hvorfor hun aldrig blev gift? Jeg har altid undret mig over det, men aldrig turdet spørge.«
Olle Granlunds vældige næver lukkede sig om en dåse snus, som han åbnede med et rutineret greb.
»Det siges, at hun forelskede sig i én, der svigtede hende uden et ord til forklaring.«
»Sikke en sørgelig skæbne.«
»Ja, men det er bare gammel sladder, så jeg kan ikke garantere, at det er sandt. Det skulle være sket et par år efter anden verdenskrig, dengang jeg kun var en ung knægt.«
»Og siden da har hun boet alene i det store hus.« Nora kiggede på Den Brandske Villa, der tårnede sig op bag dem. »I alle de år.«
»Og nu bor du der.« Olle Granlund stoppede snusdåsen i lommen igen. »Det er på høje tid, at der kommer en ny familie og tager det i besiddelse. Så stort et hus skal ikke stå tomt. Det er godt, at du og dine drenge er flyttet ind.«
Nora så på uret og rejste sig fra bænken.
»Apropos drengene, så er det nok på tide, at jeg får noget morgenmad i dem.«
»Sig bare til, hvis du får brug for hjælp til et eller andet. Du ved jo, hvor du kan finde mig.«
»Tusind tak.« Nora smilede varmt til ham. »Jeg kommer nok hurtigere, end du tror.«
»Hvad ved vi om de to dødsfald?«
Den Gamle havde som sædvanlig sat sig for bordenden. Klokken var halv ti, og hele gruppen var samlet.
Kalle Lidwall så frisk og udhvilet ud, men Erik Blom havde et søvndrukkent udtryk i ansigtet. Han havde strøget håret tilbage med en smule gelé og drak kaffe af et stort papkrus fra 7Eleven.
»Blev det sent i går?« spurgte Karin Ek, der sad lige over for ham.
»Det kan man godt sige.«
»Du har måske gang i en ny pige?« sagde hun smilende. »Du er uforbederlig.«
Inden han nåede at svare, sagde Den Gamle:
»Til sagen. Skal vi starte?«
Han så spørgende på Margit og Thomas.
Thomas havde allerede sat billeder af Fredell og Nielsen op på væggen og pegede nu på fotografierne.
»Det drejer sig om to personer uden nogen umiddelbar forbindelse med hinanden. Men inden for en uge efter deres første og eneste møde er de døde begge to. Den ene er en psykologistuderende, opvokset i Täby, den anden en førtidspensioneret gymnastiklærer bosat syd for Stockholm. Det første dødsfald ligner et selvmord, muligvis er det andet det også, men det er ikke til at sige lige i øjeblikket. Der er ingen tydelige tegn på, at der foreligger en forbrydelse, men situationen er bemærkelsesværdig.«
Den Gamle rømmede sig.
»Kan du sige noget mere om Fredells død?« spurgte han.
»Han bliver obduceret i morgen,« svarede Margit. »Så får vi at vide, om han er blevet myrdet, eller om han druknede af egen fri vilje. Han var alvorligt syg, og hans kone sværger på, at han ikke havde nogen fjender.«
»Hvis vi nu antager, at Marcus Nielsen ikke tog livet af sig selv,« sagde Den Gamle, »hvad har retslægen så at sige om ham? Ved vi for eksempel, om han virkelig døde på findestedet?«
Thomas bladrede i sine papirer og sagde så: »Der er ingen tvivl om, at han døde af selve hængningen. Der var punktformede blødninger i øjnene, som ikke ville have været der, hvis han havde været død, før han fik løkken om halsen.«
»Desuden var der flere ligpletter på benene, så hvis hængningen var arrangeret for at skjule, at han var blevet dræbt et andet sted, ville ligpletterne have set anderledes ud,« indskød Margit.
»Ja, ja,« afbrød Den Gamle. »Jeg ved godt, hvordan ligpletter opfører sig. Men har vi fundet andre faktuelle tegn på, at han ikke døde for egen hånd?«
»Tja,« sagde Thomas. »Selvmordsbrevet er ikke underskrevet, og vi kan ikke finde hans computer. Hans forældre kan bevidne, at han havde en med, dagen før han døde. At computeren er væk, er nok det mest påfaldende.«
»Men altså ingen entydige beviser.«
Den Gamle lænede sig tilbage og trak vejret dybt ind.
»Hvad med andre ting?« spurgte han. »Uvenner, økonomiske problemer, problemer fra fortiden?«
»Det kan jeg kigge nærmere på,« sagde Erik hurtigt. »Karin kan hjælpe mig med at søge.«
Han sendte hende et spørgende blik, som blev besvaret af et varmt nik. Der var ingen tvivl om, at deres sekretær havde et godt øje til Erik Blom.
»Fint,« sagde Margit. »Se, hvad I kan finde. Der kan være forbindelser mellem Fredell og Nielsen, som vi ikke kender til. Thomas og jeg tager os af de personer, som Marcus Nielsen mødte i tiden op til sin død. Vi opsøger dem i dag.«
»Jeg synes, vi bør bede om at få en udvidet retsmedicinsk obduktion af både Fredell og Nielsen,« sagde Thomas. »For resten så var Fredell fuldt påklædt, da han blev fundet død. Det er også ret påfaldende. Måske kan man finde noget på hans tøj?«
Den Gamle nikkede bifaldende. Han havde hørt bedre efter, end Thomas havde troet.
»Er der andet?«
»Muligvis endnu en ting, der taler for, at det ikke var selvmord i Nielsens tilfælde,« sagde Thomas. »Han havde ingen sygdomshistorie.«
»Sygdomshistorie?« gentog Karin Ek.
Thomas så hen på hende.
»De fleste, der tager livet af sig, har haft en eller anden kontakt med sygehusvæsnet. Været indlagt på en psykiatrisk afdeling, haft angstanfald, været til lægen. Men Nielsen er helt ren. Der er intet.«
Erik Blom drak sin kaffe færdig og smed papkruset hen imod papirkurven. Det ramte kanten og faldt ned på gulvet. Han rejste sig og samlede det op.
»Thomas har ret,« sagde han og smed kruset i papirkurven. »Fyren ville være registreret et eller andet sted, hvis han havde været på vej til at tage livet af sig.«
Thomas fortsatte: »Nielsens mor sværger på, at han aldrig har så meget som nævnt ordet selvmord.«
Waxholmfærgen skulle afgå om et kvarter, og Nora skyndede på drengene. De havde kun en taske hver, så der var ikke meget bagage, men det tog alligevel et par minutter at gå ned til Dampskibsbroen.
Hun låste hoveddøren, så efter, at køkkenvinduet var lukket og haspet, og tog weekendtasken over skulderen.
På vejen kom de forbi familiens gamle hus, og hun skævede i smug ind i haven efter et glimt af Jonas.
Der var ingen at se nogen steder, huset så lukket og låst ud. Han var måske allerede taget hjem, skulle sikkert på arbejde i morgen.
Da hun kom ned til havnen, kunne hun på afstand se små klynger af mennesker, der stod og ventede på færgen. Efterårssejlplanen betød færre afgange i weekenden, og næste afgang var først i aften.
Ud af øjenkrogen kunne hun se den hvide Waxholmfærge, der kom ind gennem sundet.
»Skynd jer nu,« sagde hun til drengene, der gik foran hende. »Vi må ikke komme for sent til båden.«
På vej hen over landgangen kunne hun ikke lade være med at dreje hovedet en sidste gang for at kigge efter Jonas.
Ved kiosken kom en mand gående med en avis i hånden. Et øjeblik troede hun, at det var ham, men så opdagede hun, at det var en helt fremmed.
Hun rystede på hovedet over sig selv og gik om bord.
Robert Cronwall boede i en etplansvilla i den nordvestligste del af Lidingö, som kun var forbundet med Stockholm med en bro.
Der var ikke mange andre biler at se, og Thomas beundrede flygtigt husene på den stejle skrænt på hver side af broen. Længst oppe til højre tronede Millesgården, friluftsmuseet på Herserudsklippan, som den berømte kunstner og billedhugger Carl Milles havde grundlagt.
»Udsigten må være fantastisk,« sagde Margit, som om hun havde læst hans tanker.
»Ja, men ikke billig.«
»Det er der ingenting i Stockholm, der er.«
Thomas drejede rattet og svingede til højre. Vejen fortsatte ned under broen, og snart efter kom der et skilt, som fortalte, at de var på vej mod Islinge.
»Hvad var det nu, adressen var?« spurgte han.
»Constantiavägen. Du skal til højre næste gang.«
Margit pegede.
Huset var en rød murstensvilla, som så ud til at være fra trediverne. I haven stod flere krogede æbletræer med grene, der bugnede af frugt. En hel del lå på jorden. Det var tydeligt, at ejeren ikke var særlig interesseret i sin overvældende æblehøst. I forlængelse af en terrasse bygget i mursten af samme farve som husfacaden lå en trappe, der førte op til hoveddøren.
Thomas ringede på. De hørte lyden af en lås, der blev åbnet, og så stod en kvinde i halvtredserne foran dem. Hun havde en lyserød strikket trøje på og perleøreringe i øreflipperne.
»Hvem søger I?« sagde hun, da hun så Thomas og Margit stå udenfor.
Thomas forklarede hende deres ærinde.
»Kom indenfor. Min mand er inde i stuen.«
De fulgte efter hende ind i en stor stue med en bred, muret åben pejs i samme røde mursten som selve huset. Gennem en bue kunne de skimte en smuk spisestue, hvor der hang en stor krystallysekrone over spisebordet. En skænk med gulddekorationer stod op ad den fjerneste væg, og oven på den stod en samling familiefotografier. Et af dem forestillede en ung mand med studenterhue, og på et andet stod en ung mand i uniform ved siden af en ældre mand, der også var i uniform. På et tredje havde fotografen fanget et par klædt i tøj fra halvtredserne.
I en plyslænestol sad en mand med læsebriller på. I baggrunden lød der dæmpet klassisk musik. Thomas syntes, han kendte stykket, men kunne ikke rigtigt placere det. En klaversonate, men hvilken?
Manden så nysgerrigt på Thomas og Margit.
»Thomas Andreasson, kriminalpolitiet.« Thomas viste sin legitimation. »Vi har nogle spørgsmål om en ung mand, som vi tror, du har mødt for et par dage siden.«
Robert Cronwall tog brillerne af og rejste sig. Håret var begyndt at blive sølvfarvet, men han så ud til at være i god form. Thomas gættede på, at den golftaske, han havde set ude i entreen, kunne være en del af forklaringen.
»Værsgo at sætte jer ned.«
Han pegede hen mod sofaen.
»Tak,« sagde Thomas og satte sig ved siden af Margit.
Sofaen var blød, og han sank godt ned i den.
»Hvad var det, I sagde, I ville?«
Margit lænede sig frem.
»Vi vil gerne vide, om du har haft besøg af en studerende, der hedder Marcus Nielsen?«
Robert Cronwalls ansigt fik et spørgende udtryk.
»Marcus Nielsen?« sagde han langsomt. »Jeg kender vist ingen af det navn.«
Thomas tog et fotografi op af inderlommen og rakte det frem.
»Han var studerende, toogtyve år gammel og boede i Jarlaberg.«
»Hvad drejer det sig om?« sagde Robert Cronwall, mens han granskede fotografiet.
»Han er desværre død,« svarede Margit. »Vi efterforsker dødsfaldet.«
»Jamen dog.« Svaret kom spontant. »Hvad er der da sket?«
»Han begik selvmord for en uge siden,« svarede Thomas.
Robert Cronwall så chokeret fra Thomas til Margit.
»Vi fandt dit navn i hans telefon og vil derfor gerne vide, om I har mødtes, og hvad I har talt om,« fortsatte Thomas. »Han var studerende på Stockholms Universitet.«
»Nå, nu forstår jeg.« Robert Cronwalls ansigt klarede op. »Jeg blev ringet op for et stykke tid siden af en, der sagde, at han studerede psykologi. Kan det have været ham?«
»Det er meget muligt,« sagde Thomas.
»Det er rigtigt, at vi har talt sammen.«
»Hvornår mødtes I?« spurgte Margit.
»Vi talte sammen i telefonen, vi mødtes ikke. Det var derfor, jeg ikke kunne kende ham. Hvornår kan det have været?« Robert Cronwall tænkte sig om i et par sekunder. »For godt en uge siden. Jeg kan ikke huske det præcist.«
»Hvad talte I om?«
»Han ville interviewe mig.«
»Om hvad?«
»Om min tid på Søofficersskolen, jeg var jo kadet der.« Cronwall nikkede hen imod fotografiet på skænken. »Han var i gang med en opgave på Stockholms Universitet og ville vide mere om mine oplevelser, men jeg foreslog ham at ringe til søværnet i stedet for.«
»Hvorfor det?« spurgte Margit.
»Jeg syntes ikke, at jeg havde så meget at fortælle. Jeg har andet at tage mig til og har ikke rigtigt tid til at medvirke i universitetsopgaver.«
Et irriteret glimt dukkede op i Robert Cronwalls øjne.
»Hvor længe varede samtalen med Marcus Nielsen?« spurgte Thomas.
»Den var meget kort. Han ringede og præsenterede sig, sagde, at han havde et par spørgsmål. Jeg afslog, og vi lagde på. Et par minutter. Højst.«
Robert Cronwall så på sit armbåndsur.
»Hvis I vil have mig undskyldt, så skal vi have en større middag for vores Rotarykreds i aften, og der er meget, der skal forberedes. Jeg er formand for Rotary her på Lidingö, det indebærer visse forpligtelser.«
Den sølvhårede mand rejste sig for at markere, at samtalen var forbi.
»Det gør mig ondt at høre om den unge mands død,« sagde han. »Men jeg har faktisk ikke mere at bidrage med.«
»Bare lige et sidste spørgsmål,« sagde Thomas. »Kender du én, der hedder Jan-Erik Fredell?«
Robert Cronwall strøg sig over hagen med højre hånd.
»Jeg ved det ikke. Der er ingen klokker, der ringer. Jeg er desværre bedre til ansigter end til navne.« Han trak undskyldende på skuldrene. »Hvem er han?«
»Han var gymnastiklærer, men har været syg i flere år,« sagde Thomas. »Han er også død. Vi tror, der kan være en forbindelse mellem ham og Marcus Nielsen.«
»Desværre, jeg kan ikke placere ham.«
Margit tog sit kort frem og rakte Cronwall det.
»Du må gerne ringe, hvis du skulle komme i tanker om noget.«
»Må jeg lige spørge om noget helt andet?« sagde Thomas. »Hvad hedder det musikstykke, du spillede, da vi kom?«
Cronwall standsede op.
»Det var Franz Liszts Liebestraum No. 3. Det siges, at han skrev et til hver af sine elskerinder. Han havde jo en hel del som bekendt.«
Da de kom ud i entreen, kunne Thomas se fru Cronwall gennem døren ud til køkkenet. Hun løftede hånden til hilsen, men kom ikke ud for at sige farvel.
Det sidste, han så, da de forlod huset, var hendes ryg bøjet over noget, der lignede en lammesteg.