I formiddags var vi på øvelse på det sydlige øvelsesterræn. Pludselig sagde sergenten til os, at vi skulle stille os op på geled. Han spændte et reb ud og gav os ordre til at springe over det, en efter en. Da vi var færdige med vores klodsede spring, lo han os lige op i ansigtet.
»I er lige sprunget over frokosten,« sagde han grinende.
Derefter fik vi intet at spise før aftensmaden.
Her til aften sad vi og spillede kort på sovesalen.
»Kom nu, Andersson,« sagde Eklund, da han delte kort ud. »Du er den eneste, der ikke har snakket om damer.«
Eklund kan godt lide at spille barsk fyr og sendte sigende øjekast til os andre.
»Men du har måske aldrig fået noget?«
Eklund er tit grov i munden. Hans far er slagter, og han har hjulpet til i slagteriet, lige fra han var tretten. Eklund praler med, at han allerede ved, hvordan man overlever i vildmarken. ‘Fang en kanin,’ siger han. ‘Hold den i ørerne, og giv den én på skallen. Når øjnene triller ud, er den død. Så skal den bare flås og parteres. Glem ikke at tage tarmene ud, ellers smager den af lort.’
Den slags ting kan han lide at sige.
Anderssons ører blev mørkerøde. Han mindede mig om min fem år yngre lillebror, når jeg drillede ham. Samme manglende evne til at bevare fatningen. Og frustrationen, når han ikke kunne finde på et godt svar hurtigt nok.
Jeg har aldrig hørt Andersson snakke om piger. Det eneste foto, han har med, er af hans mor. Hun sidder i græsset med Anderssons lillesøster i favnen. Jeg så det i hans skab engang, hvor han havde glemt at lukke det rigtigt.
»Du har måske aldrig fået dyppet rejen?« fortsatte Eklund med en hånlatter. »Fortæl nu.«
Pludselig stod sergenten i døråbningen. Latteren forstummede brat, men han havde hørt tilstrækkeligt.
»Har vi en lille uskyldighed blandt os?« sagde han og stod nærmest og smagte på ordene.
Ingen sagde en lyd. Andersson prøvede fortvivlet at finde på noget at sige. Hans ører var nærmest selvlysende.
»Du er måske ikke kønsmoden endnu?«
Mere blev der ikke sagt, men Andersson vendte hovedet væk, mens ansigtsfarven blev mørkere. Jeg havde ondt af ham, men lige idet jeg skulle til at sige noget, kom Kihlberg farende.
»Kaptajn Westerberg er på vej,« gispede han.
I løbet af et sekund stod alle i retstilling, sergenten med. Rangordenen er klar, og sergenten måtte rette ind i geleddet som alle andre, når den berygtede kaptajn viste sig.
»De herrer! I morgen får vi besøg. Kompagnichefen kommer, og jeg regner med, at alle vil gøre deres bedste.«
»Javel, hr. kaptajn,« svarede vi alle med én mund.
Andersson var bakket helt ind til væggen, hvor han nu stod ved siden af Martinger, som er et helt hoved højere end ham. Jeg så Martinger træde et skridt frem ligesom for at beskytte Andersson mod flere kommentarer fra sergenten. Kihlberg stillede sig ved siden af, så han var fuldstændig skjult.
Andersson stod og så stift ned i gulvet.