»Det er Sachsen.«
Han havde ikke behøvet præsentere sig. Thomas kendte godt retslægens stemme. Desuden havde de samarbejdet tilstrækkeligt mange gange til, at han kunne genkende telefonnummeret på mobilens display.
Sachsen var blevet noget af en medieberømthed i den seneste tid. Han havde vidnet i en opsigtsvækkende retssag, hvor en voldtægtsmand havde overfaldet en række unge piger. Retslægen havde påpeget, at ofrenes skader var ens, og at våbenet måtte være det samme i hvert tilfælde, og derved havde man kunnet knytte gerningsmanden til flere brutale voldtægter, og Sachsen var blevet interviewet til alle mulige aviser.
»Det var tidligt! Du skal måske ikke på tv i dag?«
Klokken var kun halv otte om morgenen, og Thomas var lige mødt og havde sat sig ved skrivebordet.
»Ha, ha.« Sachsen syntes ikke, det var morsomt. »Jeg var her til sent i går, for at I ikke skulle vente for længe. Jeg synes, du og Margit skal komme herhen.«
»Vi er der inden frokost.«
»Hvad tror du, han har fundet?« spurgte Margit Thomas, da de gik fra parkeringspladsen og hen til den lave bygning på Karolinska sjukhusets område, hvor Retsmedicin havde hjemme.
Der lå nedfaldne blade hist og her på græsplænerne. Luften var blevet køligere.
»Det vil vise sig.«
Thomas var fåmælt, han gik og tænkte på den samtale, han havde haft med Marcus Nielsens mor, lige før de kørte.
Hun havde ringet endnu en gang for at høre, hvordan det gik, og i samtalens løb var det gået op for ham, hvor dårligt familien havde det. Lillebroren, David, ville ikke i skole, og Maria var sygemeldt. Faren var også helt fortvivlet.
Hun havde bønfaldet ham om at finde sin søns morder, men Thomas havde ikke haft nogen trøstende ord at give hende.
Kendsgerningen var, at de stadig ikke vidste, om det var selvmord eller ej.
Thomas åbnede døren ind til obduktionslokalet, hvor Oscar-Henrik Sachsen plejede at holde til. Retslægen kom dem i møde. Bag ham kunne de skimte et lig, der lå udstrakt på et aflangt metalbord.
Den umiskendelige lugt af menneskelige organer nåede Thomas’ næsebor. Den var anderledes end liglugt. Mest af alt mindede den om en køddisk, hvor man havde lagt forskellige fade med lever, nyre og hjerte frem uden tilstrækkelig nedkøling.
Det var en sødlig og ikke særlig behagelig lugt.
»Velkommen,« sagde Sachsen uden at række nogen af sine plastovertrukne hænder frem.
Margit spildte ikke tiden på høfligheder.
»Fortæl os nu, hvad du har fundet ud af.«
Med et nik fjernede retslægen det stykke plast, der dækkede Fredells magre krop, og pegede på den døde med en tang.
»Død ved drukning. Ingen tvivl om den sag. Han har vand i lungerne, ferskvand for øvrigt, men ...« Han holdt en kort pause for at give ordene ekstra vægt, »... det ser ud, som om en eller anden har holdt hårdt fast om hans skuldre, lige inden han døde.«
Sachsen stillede sig bag ved Margit. De var næsten lige høje.
»Gå ned i knæ,« sagde han.
Hun sendte ham et blik, der var vanskeligt at tyde, men gjorde alligevel, som hun var blevet bedt om, og gik i knæ, så hun blev næsten femten centimeter lavere end retslægen.
Han lagde begge hænder på hendes skuldre, med fingrene mod nøglebenene og tommelfingrene bagpå. Så trykkede han til.
»Av, hvad laver du?« råbte Margit.
Hun var ved at falde omkuld ved det pludselige tryk.
»Viser, hvad der skete.«
Sachsen slap Margit og fortsatte:
»Huden over nøglebenene viser spor efter fingerspidser, altså udspilede fingre, der er presset ind i huden. På ryggen er der trykmærker, som kun kan være lavet af tommelfingernegle. Hvis man tager fat i nogen på den måde skråt oppefra, er det en smal sag at presse vedkommende ned under vandoverfladen, til han holder op med at trække vejret.«
Margit gned sig på nøglebenet og gjorde en lille cirkelbevægelse med skuldrene som for at få blodcirkulationen i gang igen.
»Nå, nå,« sagde retslægen. »Så slemt er det vel heller ikke.«
Hendes ansigtsudtryk viste med al ønskelig tydelighed, at hun ville stikke ham én, hvis han fandt på at demonstrere sine konklusioner igen.
»Er der nogen, der har druknet ham?« spurgte Thomas.
»Det ser sådan ud. Hvis da ikke Fredell har været så smidig, at han har kunnet nå rundt om hele kroppen med armene. Andre alternativer er der ikke.«
»Han kunne dårligt nok bevæge sig,« sagde Thomas. »Han led af MS. Jeg mødte ham dagen før hans død.«
»Så har det været en anden, der trykkede ham ned og holdt ham under vandet, indtil han druknede,« sagde Sachsen.
»Altså mord,« sagde Margit lavmælt. »Hvad betyder det i forhold til Marcus Nielsens død?«
»Det er svært at sige.« Sachsen gned sig over hagen. »Det var ikke mig, der foretog den obduktion, men jeg har læst rapporten, og der er ikke noget i vejen med min kollegas undersøgelse. I det tilfælde er der intet, der tyder på andet end selvmord. Ingen uforklarlige blå mærker, ingen biologiske spor på kroppen fra et andet menneske. Døden er indtruffet på findestedet.«
Thomas trådte nærmere for at studere aftrykkene på Fredells bryst. Svagt blålige mærker bredte sig ganske rigtigt under huden, og det var ikke svært at forestille sig de hårde fingre, der ubarmhjertigt havde trykket til.
Uden held prøvede han at forestille sig, hvis hænder det kunne være. Hvem kunne dog finde på at myrde en, der var så hjælpeløst syg?
Retslægen kastede et blik hen på en computer, der stod på et bord. Skærmen var fyldt med bittesmå bogstaver.
»Desuden var offeret beruset,« tilføjede han.
Thomas vendte sig om.
»Hvad siger du?«
»Han var alkoholpåvirket i dødsøjeblikket. Han havde store mængder whisky i kroppen. Ved du, om han havde alkoholproblemer?«
Thomas tænkte tilbage på hylden over vasken i badeværelset. Der havde stået masser af medicin. Hvide æsker med røde advarselstrekanter.
»Han tog meget medicin på grund af sin sygdom. Det lyder usandsynligt, at han skulle drikke i den situation. Vi må spørge hans kone.«
»Jeg kan ikke huske, at jeg så nogen spiritusflasker, da vi var der,« sagde Margit eftertænksomt.
»Og det er du helt sikker på?« spurgte Thomas Sachsen.
»Kan gerningsmanden have tvunget sprut i ham, så han var lettere at have med at gøre?« fortsatte Thomas.
»Så må han have haft en eller anden form for våben,« sagde Margit.
»Ja,« sagde Thomas. »Morderen har måske truet ham med et våben til at gå ud i badeværelset og lægge sig i karret.«
»Det kunne forklare, hvorfor jeg ikke finder andre mærker på kroppen,« sagde retslægen.
»Vi må undersøge lejligheden igen og se, om vi kan finde nogen spiritusflasker,« sagde Margit. »Måske kan der være nogle fingeraftryk der.«
»Lige en sidste ting,« sagde Sachsen. »Vandet i lungerne. Først troede jeg, at det var almindeligt sæbeskum. Men jeg tjekkede en ekstra gang. Det var ikke håndsæbe, men brun sæbe. Det ser ud til, at der har været brun sæbe i badevandet.«
»Hvorfor dog det?« spurgte Thomas.
»Det kan jeg da ikke vide.«
Thomas sukkede let over Sachsens reaktion. Sommetider var retslægen utroligt nærtagende.
»Det var ikke det, jeg mente,« sagde han. »Men var det giftigt? Forværrede det på nogen måde offerets tilstand?«
»Nej, det er kun en konstatering. Jeg ved ikke, hvad det betyder.«
Brun sæbe, gentog Thomas ved sig selv. Hvad betød det?
Da Thomas kom tilbage, lå der en nydelig stak udskrifter på hans skrivebord. De havde spist en sen frokost, der bestod af hastigt indkøbte pølser med kartoffelmos og rejesalat. Klokken nærmede sig tre.
Han tog papirerne ud af chartekket. På første side var der et foto, og under det havde Karin ridset Bo Kaufmans biografi op i korte træk.
Thomas læste materialet igennem flere gange og gik så ind til Margit, der sad foran sin computer. Den lille pil bevægede sig på skærmen, mens hun koncentreret klikkede sig frem med musen.
Hun så op, da han slog sig ned i stolen over for hende og strakte benene ud.
»Nu har jeg gennemgået alt, hvad Erik og Karin har fundet frem om Fredell og Nielsen,« sagde hun. »Der er overhovedet ingen berøringspunkter. Nada.«
Hun lavede en frustreret grimasse og greb et halvspist æble, der allerede var begyndt at blive brunt i kanterne.
»Bo Kaufman,« sagde Thomas.
Margit tog en bid af æblet.
»Hvad er der med ham?« sagde hun og gumlede videre.
Thomas holdt papirerne frem.
»Karin har tjekket det sidste navn i Marcus’ kalender.«
Margit læste hurtigt informationerne igennem.
»Han bor i Brandbergen, er enlig og på socialhjælp,« sagde hun.
»Ja.«
»Heller ingen åbenlys sammenhæng der.«
»Næh, hvis du altså ikke tager med i betragtning, at ægteparret Fredell bor i Älta, der jo også er en sydlig forstad til Stockholm.«
Margit, der ikke opfattede Thomas’ galgenhumor, sendte ham et tvivlende blik. Så så hun på klokken og bøjede sig frem for at slukke for computeren.
»Jeg har for resten prøvet at få fat på Marcus Nielsens underviser på universitetet,« sagde Thomas.
»Hvordan gik det?«
Margit var fuldt optaget ved tastaturet.
»Jeg fik ikke fat på hende. Jeg har indtalt besked på hendes telefonsvarer om, at hun skal ringe til mig.«
»Okay.«
Med en stresset bevægelse samlede Margit alle papirerne sammen i en sjusket bunke, som hun proppede ind i skabet bag sig.
»Så må vi håbe, at hun snart ringer,« sagde hun. »Jeg bliver nødt til at løbe nu. Vi skal til fødselsdag hos min søster. Kan vi ikke tage Bo Kaufman i morgen? Jeg tror ikke, det gør så meget, at vi venter med ham fireogtyve timer til.«
Thomas forstod, at hun henviste til besøget hos Cronwall, der ikke havde været til større nytte. Han kunne dårligt modsige hende. Det var bedre at bruge tiden på Fredell, der bevisligt var blevet dræbt.
Han studerede fotografiet af Bo Kaufman.
Er vi på vildspor, eller kan du give os nogle svar? tænkte han. Kan du fortælle, hvorfor Marcus Nielsen hang død på sit værelse, og Jan-Erik Fredell lå myrdet i sit eget badekar?
Manden på det sort-hvide foto kiggede stumt tilbage.
Der var mørkt i lejligheden, da Nora låste op og åbnede døren. Henrik havde hentet drengene fra skole og skulle have dem hele ugen. Det betød, at hun ikke skulle se Adam og Simon i hele syv dage. Hun vidste, at de havde brug for begge deres forældre, men det gjorde ikke savnet af dem mindre.
Pludselig kom tårerne, uden at hun kunne standse dem.
En lille stemme inden i hende hviskede, at det var unaturligt. En syvårig og en tolvårig skulle se deres mor hver dag, ikke hver anden uge. Om ikke andet så havde hun stadig behov for at være sammen med dem hver eneste morgen og aften.
Uden at tage frakken af gik Nora ind på drengenes værelse. Der lagde hun sig i Simons seng mellem alle krammedyrene. Hun fandt hans pyjamas frem under puden og snusede til den. Sønnens duft fyldte næsen, og det fik hende til at græde endnu mere. I lang tid lå hun sammenkrøbet i sengen med pyjamastrøjen i hånden.
Til sidst så hun på sit ur. Klokken var snart halv otte. Hun burde se at komme i gang med at lave aftensmad, men havde ingen appetit. Desuden stak det i hjertet, når hun kun satte én tallerken på bordet, hvor der burde have stået tre.
Men hun var nødt til at spise, om ikke andet så på grund af sin diabetes.
Velmenende venner havde prøvet at få hende i bedre humør ved at sige, at hun nu fik tid til sig selv og kunne gøre, lige hvad hun ville. Hvem der bare kunne få lidt fred for en gangs skyld, havde en af hendes gifte veninder sagt, mens man kunne høre hendes familie rumstere i baggrunden.
De, der sagde sådan noget, anede ikke, hvad de talte om.
Nora begravede ansigtet i Simons pyjamas igen og prøvede at forestille sig, hvad han lavede nu. Han var sikkert i bad og skulle snart i seng. Hun så sit gamle hjem for sig og forestillede sig ham sidde i badekarret med alt sit plasticlegetøj. Nye tårer trængte sig på.
Med en kraftanstrengelse satte hun sig op på sengekanten og tørrede tårerne væk. Hun måtte tage sin insulin og se at få noget at spise. Måske ville det hjælpe lidt.
Nora arrangerede en bakke med en tallerken tomatsuppe og to skiver brød og gik ind i stuen. Der satte hun sig foran fjernsynet og tændte for nyhederne, der netop var begyndt. Med et halvt øre lyttede hun til den velkendte jingle. Som sædvanlig dominerede elendigheden – der var finansiel uro i hele verden, og der var ingen ende på alt det negative, der var at fortælle.
Pludselig så hun et foto af et kendt ansigt. Nora satte sig op i sofaen. Den mand havde hun da mødt engang? Der var noget bekendt ved ham.
»En svært handicappet mand blev sidste weekend fundet dræbt i sin lejlighed,« sagde reporteren. »Ofret hedder Jan-Erik Fredell, og han er blevet druknet i sit badekar, mens hans kone var ude at handle.«
Kameraet viste et billede af et lejlighedskompleks i en forstad med flere politibiler parkeret udenfor. Lige idet billedet zoomede ud, mente Nora, at hun så et glimt af Thomas’ ansigt. Var det en af hans sager?
Jan-Erik Fredell.
Hun tænkte tilbage. Nora var god til at huske ansigter og plejede ikke at glemme mennesker, som hun én gang havde mødt.
Reporteren gik over til et andet indslag, der handlede om den finansielle sektor, mens Nora prøvede at komme i tanker om, hvor det var, hun kendte den døde fra. Hun fandt computeren frem fra sin taske, og da den var startet op, søgte hun på navnet Jan-Erik Fredell.
Efter et par sekunder fyldtes skærmen med bogstaver. De fleste henvisninger var til det nyhedsklip, der lige var vist i fjernsynet, men så kom der en linje med et kendt navn. Enskedeskolen. Lærerstaben 1981.
Så faldt tiøren.
For seksogtyve år siden havde Jan-Erik Fredell været hendes gymnastiklærer. Nora gik dengang i ottende klasse, og Fredell var kommet direkte fra seminariet.
Alle pigerne i klassen havde været forelsket i ham. Jan-Erik Fredell havde været bredskuldret og muskuløs og utroligt lækker med kortklippet, askeblondt hår og et charmerende smil. Nora og hendes veninder havde fundet på alt muligt for at tiltrække sig hans opmærksomhed. Det var akkurat som at have fået en amerikansk filmstjerne på skolen.
Deres forrige lærer havde været en striks kvinde, der tog sin idrætsinstruktøreksamen meget alvorligt. Hun havde frataget Nora og hendes klassekammerater al glæde ved faget ved at tvinge dem til forskellige gymnastiske øvelser, som ingen kunne lide.
Jan-Erik Fredell havde vist klassen, at idræt kunne være helt anderledes. Pludselig måtte de godt spille rundbold og fodbold, på hold, som han bestemte, så ingen følte sig udenfor eller valgt fra. Selv orienteringsløb blev sjovt.
Hans undervisning var gennemsyret af engagement, og da Nora til sidst blev student, gik det op for hende, at Jan-Erik Fredell havde været en af de bedste lærere, hun havde haft i hele sin skoletid. En mand, der virkelig gjorde noget for sine elever.
Nu var han død, overfaldet i sit eget hjem uden mulighed for at forsvare sig.
Sikke en sørgelig død. Og sikke en sørgelig forandring.
Det var næsten ufatteligt, at den syge gamle mand i fjernsynet havde været hendes forgudede lærer.
Nora besluttede med det samme, at hun ville skrive et kondolencekort til enken og fortælle, hvor meget hendes mand havde betydet for hende, dengang hun gik i skole.
Telefonen ringede, og hun strakte sig og tog røret.
»Hej, mor«
Det var Simon.
»Hej, min ven.«
Hun så ham for sig i pyjamassen med de forvaskede flodheste. Adam var begyndt at sove kun i underbukser, men Simon brugte stadig pyjamas, og favoritten var en af lyseblåt flonel, som han havde arvet efter sin storebror.
»Jeg ville bare lige sige godnat.«
»Dejligt, lille mand,« sagde Nora. »Hvor er jeg glad for, at du ringer. Jeg tænkte på dig lige før.«
»Godnat, mor.«
»Godnat. Sov godt. Vi ses på mandag.«
»Hvor lang tid er der, til det bliver mandag?«
»Syv dage, min skat.«
»Så længe.«
»De går hurtigt, søde ven.«
Simon lød ynkelig, og det sved i Nora.
»Har du Bamsebjørn hos dig?«
Simon elskede sit krammedyr, en grå bamse, hvis pels var så slidt, at man nogle steder kunne se det bare stof titte frem. Den fulgte ham overalt: Bamsebjørn var det første, han puttede ned i tasken, når han skulle hen til Henrik.
»Ja.«
»Giv ham et godnatkys fra mig.«
»Okay.«
Der blev stille lidt. Det lod ikke til, at Simon havde tænkt sig at lægge på, og Nora nænnede ikke at være den, der afsluttede samtalen.
»Fik du noget godt at spise til aften?«
»Næ.«
Nu lød han mut.
»Hvad fik du da?«
»Marie havde lavet en salat med noget mærkeligt i. Ulækker stegt ost og nogle ulækre brune frø.«
»Du må ikke sige ulækker om mad.«
»Det var ulækkert, mega-ulækkert,« insisterede Simon.
»Det var nok bulgur eller måske couscous,« forsøgte Nora.
»Jeg ved ikke, hvad det hed. Men det smagte ikke godt. Jeg spiste næsten ingenting.«
»Man skal altså spise, min skat. Ellers bliver man sulten, når man skal i seng,« sagde Nora mod bedre vidende.
»Ja, mor.«
Hun forstod sin søn ganske udmærket. Bulgur og halloumi var ikke noget at servere for to drenge i den alder. Henrik burde i det mindste have tænkt på det, hvis Marie ikke vidste bedre.
»Du kan ringe til mig i morgen igen, hvis du vil sige godnat, men nu skal du sove.«
Hun kunne høre støj i baggrunden og derefter lyden af Henriks stemme.
»Simon, du må ikke snakke i telefon mere nu. Du skal op og i skole i morgen.«
»Ja, far.«
»Godnat, min skat,« sagde Nora og lagde på.
Hun stirrede stift på fjernsynet uden at se noget. Tårerne brændte i øjnene.
Klokken nærmede sig ti om aftenen. Pernilla var gået i seng, og gennem den lukkede soveværelsesdør kunne hun høre Thomas ude i køkkenet. Han var kommet sent hjem.
Normalt plejede hun at være en rigtig natteravn, men nu var hun så træt om aftenen, at det var nærmest komisk. Allerede ved nitiden begyndte hun at glippe med øjnene. Sådan havde det også været sidste gang, hvor hun bare havde haft lyst til at sove de tre første måneder af graviditeten væk.
Der var kommet en lille bule på maven. Det var sket meget hurtigere end dengang, hun ventede Emily, hun kunne næsten ikke knappe sine jeans. Hun havde også brystspænding – det var derfor, hun havde fået mistanke om, at ikke alting var, som det plejede. Hendes bh’er var begyndt at føles for små. Alligevel havde hun været flere uger om at samle mod til at tage en graviditetstest.
Hun havde taget tre efter hinanden, tør i munden af skræk for resultatet – uanset hvad det var.
Muligheden for, at de skulle få en ny chance for at blive forældre, havde været så fjern, at hun ikke engang havde overvejet den. Første gang havde det taget dem flere år, indtil de gav op og stillede sig i kø til kunstig befrugtning.
Da hun endelig var blevet gravid med Emily efter flere behandlinger, havde det været et mirakel. Hun var ikke troende, men dengang havde hun takket Gud.
Da Emily døde, blev glæden afløst af en sorg så dyb, som hun aldrig før havde oplevet.
Hvert skridt, hun tog, gjorde ondt, hver bevægelse krævede en kraftanstrengelse. Sorgen overtog hendes liv, det var som at betragte verden gennem et filter, der ikke lod andre farver end grå slippe igennem.
Ingen tårer kunne lindre smerten. Og alligevel havde hun grædt, indtil øjenlågene smertede, og det dunkede i panden.
Pernilla blev tyk i halsen, og hun rettede puden ud for at jage de mørke tanker på flugt.
Hvor var det let at falde tilbage i håbløshed og angst. I løbet af det sidste år havde hun troet, at hun var begyndt at komme sig over tabet af sin datter, men følelserne lå stadig lige under overfladen.
Det må være hormoner, sagde hun til sig selv. Hun havde også haft let til gråd, dengang hun ventede Emily. Alle gravide græd let, og følelserne tog sig nogle rutsjeture. Det var helt almindeligt.
Hun vendte hovedet og så på billedet af sin afdøde datter henne på kommoden. Sorg og smerte jog stadig igennem hende, når hun kiggede på det, men det var blevet lettere.
Hun strøg hen over maven med fingerspidserne og prøvede at forestille sig det liv, der var begyndt at gro derinde. De skulle til ultralydsscanning i næste uge, og så ville hun for første gang få sit barn at se.
Hun havde ikke fået lavet ret meget på arbejdet i dag. I stedet havde hun siddet og surfet på nettet. Kæbemusklerne spændtes, da hun tænkte på, hvordan hun havde søgt efter oplysninger om forekomsten af pludselig uventet spædbarnsdød. Og især risikoen for, at det kunne ramme to børn i samme familie.
Hun havde googlet på alle mulige søgeord for at finde statistikker, der kunne berolige hende, forskning, der kunne vise, at det var meget usædvanligt, at de samme forældre kom ud for det mere end én gang.
Glæden over graviditeten var blandet med angsten for, at noget skulle gå galt. Hun kunne ikke lade være med at tænke på det, selvom hun godt vidste, at det ikke hjalp spor. Snarere tværtimod. Det satte hende i en mørk og dyster sindstilstand, når hun i stedet burde tænkte positive tanker, der indhyllede fostret i tryghed.
‘Happy thoughts’, sagde hun til sig selv og tænkte på historien om Peter Pan. Man skal tænke ‘happy thoughts’ for at kunne flyve.
Thomas var blevet i meget bedre humør, efter at hun havde fortalt om barnet. Han havde fået den livsglæde tilbage, som havde manglet i sommer, hvor han kæmpede med mareridtene og skulle vænne sig til den nye måde at gå på.
Endnu en gang strøg hun sig over maven. Hvornår mon hun var blevet gravid?
Fordi hun ikke havde troet, at hun kunne blive gravid på naturlig vis, havde hun ikke brugt prævention og heller ikke holdt særligt øje med sin menstruation.
Pernilla lagde sig om på ryggen og prøvede at tænke efter.
I dag var det den 24. september, og hun var i ottende uge. Så måtte det være sket i anden halvdel af juli, dengang de stadig var på Harö.
Pludselig så hun øjeblikket for sig.
Det havde været en smuk morgen, og hun var vågnet meget tidligt. De havde haft et par dejligt varme sommerdage, og meteorologerne havde lovet, at højsommervejret ville fortsætte ugen ud.
Stille var hun listet ned til bådebroen og havde taget sig en morgendukkert. Uden en trævl på kroppen, fordi det var så tidligt, og der ingen var i nærheden.
Deres hus, en ombygget lade, som de havde renoveret et par år tidligere, lå i sin egen vig, og de nærmeste naboer var Thomas’ forældre og hans bror Stefan med familie. Der voksede tætte løvtræer mellem grundene, og de grønne mure skabte ro og afsondrethed.
Vandet havde været næsten tyve grader varmt. Da hun dukkede op til vandoverfladen, kom et par edderfugle svømmende forbi i roligt tempo. Duften af tang blev hængende i næseborene, og hun strøg det våde hår væk fra panden. Så blev hun siddende lidt på bådebroen, mens solens stråler tørrede dråberne på hendes ryg.
Da hun kom tilbage til huset, sov Thomas stadig. Han lå på siden, og i sovende tilstand lignede han nærmest sig selv fra dengang, de første gang mødte hinanden en varm sommeraften i Stockholm ti år tidligere.
De lyse skægstubbe fik ham til at se yngre ud, og Pernilla smilede, da hun tænkte på, hvor ru de kunne føles mod hendes kind. Hans hår var lidt fugtigt ved tindingerne, og den tynde sommerdyne lå sparket ned i en bunke i fodenden.
Hun havde ladet sig glide ned ved siden af ham og mærket kontrasten mellem sin egen svale hud og hans ryg, der var varm af søvnen. Thomas var meget solbrændt, hvilket blev ekstra tydeligt der, hvor badebukserne begyndte.
Hun lå lidt helt stille op ad ham og nød nærheden.
Så havde hun begravet ansigtet i hans halsgrube og givet den et let kys. Han havde vendt sig halvvejs om mod hende, og hun havde presset sit ene lår ind mellem hans.
Til at begyndte med lå han helt stille, som om han sov endnu, men hun vidste, at han var vågen, selvom han stadig havde lukkede øjne. Et nærmest umærkeligt smil spillede i mundvigene.
Så rejste han sig op på den ene albue og kiggede på hende med halvt åbne øjne. Deres ansigter var kun nogle få centimeter fra hinanden, da han bøjede sig ned og kyssede hende.
Bagefter holdt han om hende, og hun havde ligget længe og døset i hans arme.