»I dag skal I lære at fryse.«
Sergenten udtalte ordene med et smil, som om han havde sagt noget virkelig sjovt.
Klokken var fem om morgenen, og vi var blevet vækket tidligt, uden varsel, mens det stadig var mørkt udenfor.
Jeg var begyndt at vænne mig til de pludselige vækninger, at blive purret i tide og utide. Også det uventede indgår nu i forventningerne.
Vi fik ordre om at stille op udenfor. Temperaturen var på frysepunktet, og jorden var dækket af et tyndt lag nysne.
»Nu skal I lære at fryse,« gentog sergenten.
Jeg kiggede rundt, men ingen så ud til at forstå, hvad han mente. Men af munterheden i hans stemme forstod jeg, at det ikke tydede godt.
Sergenten gik forrest i geleddet, og vi marcherede efter ham sydpå. Da vi kom ind i skoven, var lyset svagt og sigtbarheden dårlig. Jeg havde nok at gøre med at se, hvor jeg satte fødderne, for ikke at træde forkert. Til sidst kom vi ud på et område et stykke til venstre for forlægningerne. Det lignede en gammel mark med lerede plovfurer, hvori der havde samlet sig en del vand. Der lå et lag tynd is på det, og op ad kanterne var det mørke jordlag dækket af rimfrost.
Sergenten løftede hånden som tegn på, at vi skulle standse. Vi adlød uden en lyd. Som sædvanlig stillede vi op på geled og afventede hans ordrer.
Vi har lært, hvad der forventes af os.
»Tag rygsæk og frakke af,« beordrede han.
Jeg så mig usikkert om, og da ingen sagde noget, men bare tog tingene af, gjorde jeg det samme.
»Fold frakken sammen, og læg den oven på rygsækken,« sagde han.
»Javel, hr. sergent,« svarede vi højt som med én mund.
»Tag hovedbeklædning og vanter af,« sagde han så.
»Javel, hr. sergent,« svarede vi igen og lagde tingene oven i bunken.
Han bestemmer, og vi adlyder, mere indviklet er det ikke.
Frosten ramte os med det samme. Den bed i kinderne, og uden overtøj kunne jeg mærke kulden sprede sig i kroppen i løbet af ganske få minutter. Vi havde alle sammen opmærksomheden rettet mod sergenten, men han lod os vente, næsten som om han nød det uudtalte spørgsmål: Hvad skal der så ske nu?
Mens sekunderne gik i den dunkle morgentime, stirrede han frem for sig uden hastværk.
»Læg jer ned på ryggen,« sagde han til sidst.
Vi gjorde, som der blev sagt.
Jorden var iskold, og mit venstre ben endte i en vandpyt. Det varede ikke længe, før jeg frøs, så jeg rystede over det hele.
Jeg prøvede at dreje hovedet, så jeg kunne se de andre ud af øjenkrogen. Alle lå helt stille med ansigtet op imod himlen. Ingen protesterede, men jeg kunne se, hvor meget de, der lå nærmest mig, frøs. Læberne var blå, og deres kroppe rystede lige så meget som min.
Til venstre for mig lå Andersson, så lang han var. Kulden fik også ham til at ryste over det hele.
Tiden gik, først et kvarter, så en halv time. Jeg prøvede helt at lade være med at tænke, så var det lettere at klare. Minutterne flød sammen, og jeg var halvvejs vågen, halvvejs i dvale.
På et eller andet tidspunkt ville sergenten synes, at vi havde fået nok, og indtil da var det bare at prøve at holde ud.
Efter en evighed, måske var der gået en time, måske mere, hørte jeg en underlig lyd fra den side, hvor Andersson lå.
Det tog lidt tid, før jeg forstod, hvad det var.
Han klaprede tænder så voldsomt, at det lød som pistolskud ud over det åbne terræn.
Sergenten hørte det også. Han gik hen til Andersson og så stift på ham.
»Hr. sergent,« fik Andersson frem. »Anmoder om lov til at rejse mig.«
»Anmodning afvist,« kom det kort fra sergenten.
Det var modigt gjort at spørge, det ville jeg aldrig have turdet. Mens jeg blev liggende der på jorden, beundrede jeg ham i det stille. Andersson siger ikke så meget, men han har en stærk fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert.
Lidt efter fik vi lov til at rejse os op. Alle bortset fra Andersson. Han skulle ligge et kvarter længere.
Mens jeg kom på benene, skævede jeg til ham, men han besvarede ikke mit blik. I stedet stirrede han sammenbidt op mod den grå himmel.
Da han til sidst fik lov til at rejse sig, kunne han ikke stå på benene. Vi måtte hjælpes ad med at få ham med tilbage. Martinger, der er den stærkeste af os, tog ham på ryggen det sidste stykke.
Men det var umuligt at bruse sig varm.
Det varme vand var lukket på grund af ‘reparation’. Vi måtte pakke Andersson ind i tykke tæpper, med tøj og det hele, for at få genoprettet hans kropstemperatur.
Vi har virkelig lært at fryse i dag.