Højhuset i Brandbergen lignede et monument over tressernes blinde byggeiver, der skulle forsyne Stockholm med forstæder til at huse arbejdssøgende, der kom ind både fra landområderne og fra andre lande.
På begge sider af hovedindgangen var husmuren dækket af graffiti, og i noget, der måtte være en kældernedgang, var ruden smadret.
»Tror du, bilen kan få lov til at stå i fred?« mumlede Margit.
Hun så sigende på en ødelagt cykel med forvredne eger, der stod lænet op ad muren ved siden af noget, der lignede et forsøg på et blomsterbed. Det var oversået med affald. Gammelt slikpapir, en øldåse og lasede plasticposer. Det eneste, der stak op mellem alt skraldet, var et par græstotter og nogle mælkebøtter. De blomster, der engang var blevet plantet i bedet, havde for længst givet op.
»Spørgsmålet er, om det er en fordel eller en ulempe at vise, at vi kommer fra politiet,« sagde Thomas.
På afstand kunne han se nogle halvstore drenge, der stod og røg. De havde hættetrøjer på og burde have været i skole på det her tidspunkt.
Han overvejede, om de mon stod og ventede på en lejlighed til at negle så mange dele som muligt fra bilen, eller om de simpelthen ikke havde noget bedre at tage sig til.
»En af os burde måske blive hernede?« sagde Margit.
»Nej, kom,« sagde Thomas, da han havde låst bilen. »Det går nok.«
Bilen var forsynet med en kraftig alarm, så hvis nogen rørte den, ville han eller Margit forhåbentlig kunne høre den og nå at reagere, inden der skete alt for stor skade. Havde det været hans egen Volvo, havde han måske handlet anderledes, men denne gang havde de taget en af de civile politibiler, som stationen rådede over.
Han lagde bilnøglerne i lommen og gik hen imod indgangen.
På en tavle lige inden for hoveddøren så de, at Bo Kaufman boede på fjerde etage. Der var tretten i alt.
Elevatoren fungerede, men den var lige så overbroderet med graffiti som resten af bygningen, og Thomas spekulerede på, hvordan familierne øverst oppe mon klarede sig, når den ikke fungerede. At dømme efter det øvrige hærværk havde han svært ved at tro, at elevatoren fik lov til at være i fred i længere tid ad gangen.
De gik op til fjerde sal og ringede på hos Kaufman. Ifølge de oplysninger, Karin havde fundet frem, boede han alene og var på socialhjælp. Hun havde ikke fundet noget, der kunne tyde på et arbejde eller fast ansættelse nogen steder.
Da der ikke blev lukket op, ringede Thomas på igen. Længere denne gang.
Der lød slæbende skridt på den anden side af døren, og så blev den åbnet på klem.
»Ja?«
»Er du Bo Kaufman?« spurgte Thomas. »Vi kommer fra politiet og vil gerne lige tale med dig.«
Thomas fornemmede, at Bo Kaufman skulle til at lukke døren igen. Han tog fat i dørkarmen med den ene hånd og stirrede lige ind i et par rødsprængte øjne. Bo Kaufman slap dørhåndtaget og trådte et skridt tilbage. Døren gled op og afslørede en mand i en snavset hvid T-shirt, der strammede over maven.
»Jeg har sgu da ingenting gjort,« mumlede han.
»Det er der heller ingen, der påstår,« sagde Margit. »Men vi har brug for at tale med dig. Må vi komme indenfor?«
Margit og Thomas gik ind i den enkelt møblerede lejlighed og fulgte efter Kaufman ud i det lille køkken. Han satte sig på en af de to stole ved et smalt spisebord. Op ad væggen stod et gammelt køleskab, hvis håndtag var sat fast med gaffatape.
Den skrammede vask var propfuld af opvask.
At dømme efter de snavsede glas og de fulde askebægre på køkkenbordet havde Bo Kaufman festet en del i den sidste tid.
De rystende hænder, huden med de grove porer og de mange tomme ølflasker tydede alt sammen på et dybt og langvarigt alkoholmisbrug. Han hutler sig sikkert igennem med forskelligt sort arbejde, når socialhjælpen ikke slår til, tænkte Thomas. Han havde set lignende tilfælde før.
Margit fjernede en bunke reklamer fra en stol, men beholdt en som underlag, inden hun satte sig over for Kaufman.
Thomas så sig om efter noget at sidde på og fandt en taburet under bordet.
»Har du haft gæster?« spurgte Margit.
Bo Kaufman strøg sig over håret, der krøllede i nakken. Hans ansigt var oppustet, og Thomas spekulerede på, om han var ædru. Sikkert ikke. I hans tilstand forlod alkoholen sjældent kroppen. Inden promillen blev for lav, sørgede han sikkert for at få den op igen.
»Jeg havde et par kammerater på besøg i aftes.«
»Bor du alene?«
»Mm.« Han trak på skuldrene. »Jeg havde en pige på et tidspunkt, men hun smuttede.«
»Har du børn?«
»En søn, men vi ses ikke så tit.«
Thomas tog billedet af Marcus Nielsen op af inderlommen og lagde det på bordet.
»Kender du ham her?«
»Nej,« sagde han efter at have kastet et kort blik på det.
»Se grundigt på det,« sagde Margit. »Måske har du mødt ham på et eller andet tidspunkt?«
Kaufman samlede fotografiet op med en rystende hånd. Neglenes sorte rande aftegnede sig mod den hvide kant.
»Jeg har aldrig set fyren før.«
»Er du helt sikker?«
»Ja, har jeg jo sagt.«
Han lod billedet falde.
»Han hedder Marcus Nielsen og har læst psykologi på Stockholms Universitet,« forklarede Thomas. »Han er død, og vi fandt dit navn i hans mobil.«
Et usikkert udtryk viste sig i Kaufmans øjne.
»Hvorfor det?«
»Det er det, vi prøver at finde ud af,« sagde Thomas tålmodigt.
»Og du har ingen anelse om, hvorfor Marcus skulle have noteret dit navn?« spurgte Margit.
»Nej.«
Kaufman rodede i lommen på sine snavsede jeans og fandt en krøllet pakke cigaretter frem. Han fik ild på en tændstik og tændte en cigaret, som han tog et dybt hvæs af.
Margit lænede sig frem. Hendes beslutsomme mine fortalte Thomas, at hun ville prøve at gå hårdere til Kaufman og få ham til at opgive sin forsvarsposition.
»Hvad lavede du i forrige weekend og i lørdags?«
»Hvad?«
Margit prøvede igen.
»Kan du huske, hvad du lavede i lørdags og weekenden inden?«
»Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg har nok været sammen med mine kammerater.«
Bo Kaufman virkede overrumplet. Han kiggede over på Thomas som for at få en forklaring, eller måske endda sympati, men Thomas havde svært ved at opbyde nogen medfølelse. Manden var bedøvende ligeglad med resten af verden, når bare han fik noget at drikke.
»Er der nogen, der kan bevidne det?« spurgte Margit og lagde armene over kors.
Hun ventede på hans svar uden at tage blikket fra ham.
»Hvad fanden? Prøver I at knalde mig for noget? Jeg har ingenting gjort.«
»Vi vil bare have, at du fortæller, hvor du befandt dig i lørdags og weekenden inden da. Ikke spor andet.«
Margit blev ved med at stirre på ham.
Kaufman tog et ordentligt hiv af cigaretten. Da han havde pustet røgen ud igen, klarede hans ansigt op.
»Tobbe var her hele lørdagen. Snak bare med ham, hvis I vil.« Tonefaldet blev kværulantisk. »Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede weekenden før. I kan da ikke anklage mig for noget, bare fordi jeg har en dårlig hukommelse. Jeg har aldrig set ham, har jeg jo sagt.«
Thomas prøvede en anden indfaldsvinkel.
»Kender du en, der hedder Cronwall, Robert Cronwall?« spurgte han.
Kaufman tog et dybt hvæs. Så rystede han på hovedet uden at sige noget.
»Hvordan så med ham her? Kender du ham?«
Thomas tog et billede frem af den afdøde Jan-Erik Fredell og lagde det på bordet ved siden af fotografiet af Marcus Nielsen.
Det så ud, som om der var næsten halvtreds år mellem de to, selvom det i virkeligheden kun var det halve.
»Jeg har aldrig set ham før. Jeg sværger. Bor han her i nærheden?«
»Han hed Jan-Erik Fredell,« sagde Margit. »Kender I hinanden?«
Kaufman fik et voldsomt hosteanfald. Han rejste sig for at få luft og blev ved med at hoste med hovedet bøjet ind over køkkenbordet.
Margit rejste sig og prøvede at dunke ham i ryggen, men han viftede hendes hånd væk og greb fat i bordet. Da anfaldet var overstået, tog han et glas og fyldte det med vand.
Efter at have drukket det tændte han en ny cigaret og trak røgen dybt ned i lungerne.
»Hvad fejler du?« spurgte Margit.
»Kronisk hoste,« mumlede han hæst og tørrede et par tårer væk, som hosteanfaldet havde fremkaldt.
»Er det så virkelig nødvendigt at ryge?«
»Det sagde de også på sundhedscentret. Lægen sagde, at jeg skulle holde op med at ryge og drikke.« Han skar en grimasse. »Forbandet bedreviden! Hvad fanden ved læger om det? Hvis man holder op, kan man lige så godt lægge sig til at dø med det samme.«
Han lod langsomt røgen sive ud af munden. Nikotinen så ud til at stive ham lidt af, for han satte sig ned og tog billedet af Jan-Erik Fredell op igen, og med cigaretten i den ene hånd studerede han det én gang til, nu med ægte interesse.
»Han hed Jan-Erik Fredell,« sagde Thomas. »Han døde i lørdags, halvtreds år gammel.«
Et eller andet så ud til at røre sig i hovedet på den fordrukne mand. Pludselig blinkede han voldsomt og slap fotografiet, som om han havde brændt sig.
»Hvad var det, du sagde, han hed?«
»Jan-Erik Fredell.«
»Er det Fredell?«
»Ja,« svarede Margit.
»Janne Fredell. For helvede, han ligner en gammel mand.«
Du er nu heller ikke selv for køn, tænkte Thomas.
»Han havde MS,« sagde han højt. »Han kunne næsten ikke bevæge sig mere.«
»Han er altså død?«
»Myrdet,« sagde Margit. »Det skete i lørdags.«
»Det var fandens.«
»Han blev druknet i sit eget badekar.«
Bo Kaufman snappede efter vejret, da Margits ord havde bundfældet sig.
»Er det virkelig rigtigt?« sagde han hæst.
»Ja, og vi prøver at finde årsagen,« sagde Margit. »Kan du hjælpe os?«
Kaufman tændte en ny cigaret med gløden fra den gamle, før han skoddede i en underkop.
»For satan da,« sagde han og rejste sig pludseligt.
Han gik hen til vasken og undersøgte de ølflasker, der stod langs med kanten. Efter et par forsøg fandt han en, der stadig var lidt i. Han løftede den op til munden og tømte den. Så blev han stående med den brændende cigaret i hånden og vippede frem og tilbage på hælene.
»Fredell myrdet. Hvorfor satan er han det?«
Thomas begyndte at blive træt af at skulle gentage alting flere gange for den alkoholiserede mand.
»Vi ved det ikke, men vi vil gerne vide, om du ved noget, der kan hjælpe efterforskningen videre. Hvor godt kendte I hinanden?«
Bo Kaufman lænede baghovedet op ad de slidte køkkenlåger og lukkede øjnene. Uden for vinduet blev stilheden flænget af drønet fra en startende motorcykel.
Thomas tænkte kort på deres ubevogtede bil, men foreløbig havde de ikke hørt noget til alarmen.
Efter et par sekunder åbnede Bo Kaufman øjnene igen og så sørgmodigt på dem.
»Vi var soldaterkammerater.«
»Hvorhenne?« spurgte Margit.
»I søværnet.« Han så ud til at være ved at blive nostalgisk. »Vi var kystjægere sammen.«
Endnu en kystjæger. Thomas’ koncentration skærpedes.
»Hvornår?«
»I halvfjerdserne. Først i Waxholm og bagefter på Korsö uden for Sandhamn.« Kaufman rejste sig pludselig op fra stolen. »Vent lige et øjeblik.«
Han forsvandt ind i stuen og lod betjentene sidde tilbage i det beklumrede køkken. De kunne høre en skuffe blive trukket ud og skubbet ind igen, hvorefter en ny blev åbnet.
Margit snusede ind og vrængede på næsen.
»Puh, hvor her stinker herinde. Man kan dårligt nok trække vejret.«
Hun skulle lige til at åbne vinduet, da Kaufman kom tilbage fra stuen. I hånden havde han et gammelt slidt fotoalbum med rødt bind.
»Nu skal I se her.«
Han åbnede albummet og pegede på et foto, hvor han stod i fuld uniform med baret på hovedet. I baggrunden kunne man ane noget, Thomas mente, måtte være Waxholms fæstning.
»Her er jeg. Menig Kaufman til tjeneste!«
Han stillede sig op og gjorde klodset honnør, og nu fik Thomas medlidenhed med ham, med den unge mand, der var forsvundet et eller andet sted undervejs.
Også Kaufman måtte engang have drømt om et andet liv. Hvad var det, der var gået skævt?
Kaufman satte sig ned igen og bladrede nogle sider frem, indtil han kom til et billede midt i albummet. Det viste en gruppe soldater med bare overkroppe, som stod på en sandstrand. Flere kajakker var trukket på land ved siden af dem, og solen skinnede. Det så ud, som om billedet var taget sidst på eftermiddagen, for skyggerne var lange. I baggrunden var der fyrreskov og træbarakker.
Alle mændene smilede bredt til kameraet.
De virker så sorgløse, tænkte Thomas.
»Det er mig, der står der.«
Bo Kaufman pegede på en ung mand midt i billedet. Han så godt ud, overkroppen var muskuløs, og han var solbrændt. Selve indbegrebet af sundhed. Kontrasten til den mand, der sad foran dem, var skræmmende. Det var ikke til at fatte, at det var den samme person.
Hvordan kunne nogen ændre sig så meget?
»Er Jan-Erik Fredell også med på billedet?« spurgte Margit.
»Ja.«
Kaufman lænede sig frem og pegede med en snavset pegefinger på én af dem, der stod i nærheden af ham på billedet.
»Han står dér.«
Jan-Erik Fredell kunne have været i familie med Bo Kaufman. Samme plyssede hår og samme veltrænede overkrop. Han missede mod kameraet med den ene hånd støttet mod hoften.
Også han var solbrændt og virkede ubekymret.
Også han havde forandret sig fuldstændigt.
»Er det dér dine andre soldaterkammerater?« spurgte Margit. »Lå I inde samtidigt?«
»Ja, vi var i samme gruppe. Vi tilhørte første deling.«
Thomas prøvede at huske den militære organisation i Kystartilleriet. Soldaterne var opdelt i mindre grupper, små nok til at kunne operere effektivt og ikke større, end at sammenhold og kommunikation fungerede. Der var fire-fem grupper i en deling. De var sammen gennem hele uddannelsen.
Selv havde han aftjent sin værnepligt i flåden om bord på en minestryger i Østersøen. Det havde været naturligt at vælge søværnet, efter alle årene i sommerhuset i Stockholms skærgård. Men Thomas havde aldrig følt sig tiltalt af tanken om at blive kystjæger, selvom de holdt til kun et stenkast fra Harö. Der var noget ubehageligt ved ideen om en særligt udvalgt militærenhed, der regnedes for bedre end alle andre. Det var en elitetankegang, som han følte sig helt fremmed over for.
»Hvem er de andre på billedet?« spurgte Margit.
Bo Kaufman kløede sig i hovedet.
»Lad mig nu se.« Han pegede på den mand, der stod nærmest ham selv. »Ham der, det er Kihlberg, han var gruppens leder og en helvedes fin fyr.«
»Hvad hed Kihlberg til fornavn?«
»Tja ... dengang brugte vi aldrig fornavne, kun nummer og efternavn.«
Bo Kaufman tog en dyb indånding og lod derefter luften sive ud gennem munden med en lille hvæsende lyd.
»Mig kaldte de for 108. Jeg var 108 Kaufman.«
Kaufman havde ændret tonefald, opdagede Thomas. Pludselig lød han mere samlet og ikke som et menneske, der var ved at gå i opløsning. Som om et ekko fra det militære liv havde sneget sig ind i stemmen og fremkaldt resterne af den disciplinerede unge mand, han måtte have været engang.
Margit pegede på en anden soldat, der stod længere til højre i billedet.
»Hvem er det?«
»Ham dér,« sagde Kaufman langsomt. »Det er Erneskog, vi delte værelse på Korsö.«
»Hvad hedder han mere end Erneskog?«
Han skoddede cigaretten og tændte en ny. Luften i det lille køkken var nu så tyk af cigaretrøg, at det sved i halsen på Thomas. Han rejste sig.
»Er det okay, at jeg lige åbner vinduet?«
Kaufman tog ingen notits af Thomas. Han rynkede panden i forsøget på at genkalde sig ting, der var sket for tredive år siden.
»Lad mig se. Han hedder ... Sven, Sven Erneskog, og ham ved siden af ...« Han afbrød sig selv. »Eklund. Ja, for satan, Stefan Eklund hed han.«
Kaufman virkede helt oplivet over sin præstation og så triumferende på de to politifolk.
»Knolden fungerer skam på mig endnu,« sagde han. »Helt hjernedød er jeg ikke.«
Thomas skrev navnene ned.
»Kan du også huske de sidste to?« spurgte Margit med et nik ned mod de soldater, der endnu ikke var identificeret.
»Ja, hvad var det nu, de hed ...«
Et udtryk af fortvivlelse bredte sig over Kaufmans ubarberede ansigt. Overlæben begyndte at dirre, og et sekund troede Thomas, at manden ville begynde at græde.
Var han blevet så berørt af at tale om gamle minder? Eller var det en pludselig indsigt i sit eget forfald, der havde ramt ham?
»Jeg kan ikke huske det. Det er væk akkurat ligesom Kihlbergs fornavn.« Han så helt sørgmodig ud. »Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville kunne glemme.«
Thomas så på billedet igen.
»Må vi låne fotografiet? Jeg lover, at du nok skal få det tilbage. Men vi vil gerne tage en kopi af det.«
Han løsnede varsomt fotografiet fra albummet og vejede det i hånden. Den sene eftermiddagssol på billedet skinnede på de muskuløse overkroppe. En af mændene holdt en baret i hånden, hvor kystjægernes emblem glimtede.
For tredive år siden havde Kaufman tilhørt eliten blandt soldater. Nu var han helt i opløsning.
»Sikke et vrag,« sagde Thomas og drejede startnøglen.
Trods deres bange anelser havde bilen været urørt, da de kom ud fra Kaufmans opgang. De drenge, der havde stået og røget et stykke derfra, var forsvundet.
»Han drikker sig ihjel,« sagde han og blinkede af for at dreje til venstre.
Det var begyndt at småregne, og Thomas havde sat vinduesviskerne i gang. Klokken nærmede sig tre om eftermiddagen.
»Det var sørgeligt at se,« sagde Margit stille.
De var stødt på alle former for menneskeligt forfald i deres år som politifolk. Misbrugere, der havde begået frygtelige ting i deres jagt på stoffer, og ofre for mishandling, der knap nok kunne genkendes. De havde set lejligheder, der var totalsmadrede, og ligdele, der fik det til at vende sig i maven på dem.
»Man vænner sig aldrig til det,« fortsatte hun.
»Nej, og det er sikkert også godt.« Thomas skiftede gear med højre hånd. »At man ikke bliver afstumpet, mener jeg.«
»Man må bare håbe, at ens egne børn aldrig bliver afhængige på den måde.«
Det virkede, som om Margit havde taget mødet med Kaufman mere personligt, end hun plejede. Hun var en erfaren politikvinde, der aldrig mistede fatningen og kunne klare de fleste situationer. Men Anna og Linda, hendes to teenagedøtre, var en stadig kilde til uro, og Thomas havde tit og ofte måttet lægge øre til hendes bekymringer.
Som betjent vidste hun kun alt for godt, hvordan det kunne gå unge piger, der ikke passede på. Så hun gik i den anden grøft. Margit var blevet en overbeskyttende mor, der evig og altid skændtes med sine døtre om, hvor grænsen skulle gå.
At Bertil, hendes mand, nægtede at tage stilling og i stedet fjernede sig, når skænderierne mellem kvinderne i hjemmet bragede løs, gjorde kun hendes frustration endnu større.
»Linda var fuld, da hun kom hjem i lørdags,« sagde hun lidt efter. »Hun brækkede sig i blomsterbedet, inden hun kom ind. Og bagefter prøvede hun at undskylde sig med, at hun havde fået dårlig mave.«
Margit udstødte en dyster lille hånlatter.
»Dårlig mave! Troede hun virkelig, at jeg ville hoppe på den?«
»Hvad var der sket?«
»Det fik jeg lidt efter lidt hevet ud af hende. De havde været en flok, der havde konkurreret om at drikke så mange tequilashots som muligt. Tequilashots! Hun er da gammel nok til at vide bedre.«
»Hun er kun sytten år. I den alder tænker man sig ikke altid om. Man vil så meget mere, end man magter. Hvordan var du selv i den alder?«
»Vi har jo talt så meget om det,« fortsatte Margit, som om hun ikke havde hørt Thomas’ kommentar. »Hun ved, hvor farligt det er for en ung pige at blive så beruset, at hun ikke kan passe på sig selv. Herregud!«
Hun strøg håret væk fra ansigtet med en vred bevægelse.
Thomas rakte hånden frem og justerede klimaanlægget. Den civile politibil, som de kørte i, var en ældre model, og der blev let enten for varmt eller for koldt i kabinen.
»Hun lærte måske en lektie, når hun blev så dårlig, som du siger,« sagde han.
Thomas rodede ved klimaanlægget igen.
»Det plejer at ordne sig,« sagde han. »Jeg tror ikke, at Linda kunne finde på at begå rigtige dumheder.«
»Det må man i hvert fald ikke håbe.«
Margit stirrede ud ad vinduet.
»Jeg bliver bare så nervøs, når hun går i byen,« sagde hun lidt efter. »Hun er så lille og kan ikke forsvare sig, hvis nogen vil hende noget ondt.«
Linda lignede Margit, der var lille og senet og ikke havde et overflødigt gram fedt på kroppen. Begge døtrene var nogle kønne piger med langt, lyst hår, der hang ned ad ryggen.
Der skulle ikke mere til, end at en enkelt mand overskred grænsen. Det vidste både Thomas og Margit. Hver sommer fik politiet den ene anmeldelse efter den anden fra piger, der i beruset tilstand var kommet ud for ting, der ville forfølge dem resten af livet.
Han forstod godt Margits bekymring, men der var ingen grund til at gøre den værre.
»Linda vil sikkert holde sig i skindet i det mindste i den nærmeste fremtid,« sagde han og klappede hende beroligende på armen. »Hvis hun har haft alvorlige tømmermænd efter for meget tequila, varer det nok et godt stykke tid, inden hun rører alkohol igen.«
»Det kommer hun i hvert fald heller ikke til,« sagde Margit sammenbidt. »Hun har fået udgangsforbud resten af måneden.«
Thomas sad ved skrivebordet og prøvede at danne sig et overblik over efterforskningen. Foran sig havde han en bunke udskrifter af forhørsprotokoller og notater, som han havde samlet sammen og var begyndt at gennemgå.
Erik Blom og Kalle Lidwall havde opsøgt forskellige mennesker, som Marcus havde haft en relation til, lige fra familiemedlemmer til gamle skolekammerater og andre studerende på samme kollegium.
Det billede, der tonede frem, viste en ung mand, der ikke adskilte sig fra de fleste andre universitetsstuderende.
Marcus Nielsen havde haft gode karakterer og været en engageret studerende. Måske lidt nørdet, som en af hans studiekammerater havde udtrykt det. Marcus sad tit oppe til langt ud på natten og spillede computerspil eller surfede på internettet, og han kunne godt lide at chatte med internetbekendte fra hele verden.
Intet så ud til at afvige fra det normale eller til at have nogen betydning for efterforskningen.
En eller anden havde sagt, at Marcus havde talt om, at han gerne ville arbejde med unge, når han engang blev færdig. Der fandtes en videreuddannelse til ungdomspsykolog, som han havde søgt oplysninger om. Hans mor havde nævnt, at hans lillebror var blevet mobbet i folkeskolen. Det kunne måske have bidraget til interessen.
Direkte adspurgt om det sandsynlige i, at Marcus skulle have givet sin computer væk eller måske glemt den et eller andet sted, havde alle svaret blankt nej. Alle var enige om, at Marcus aldrig gik nogen steder uden den.
Thomas fik en fornemmelse af, at en del af løsningen måtte ligge i den forsvundne computer.
Han tog en slurk lunken te og bladrede i den anden bunke, der bestod af udskrifter af samtaler med naboer, bekendte og pårørende til Jan-Erik Fredell. De var også systematisk blevet opsøgt i løbet af de sidste par dage.
Ifølge Lena Fredell var det utænkeligt, at nogen skulle have villet hendes mand noget ondt. Han havde været idrætslærer i hele sit voksne liv og meget afholdt og anerkendt. Flere gange var han blevet udråbt som skolens bedste lærer.
Fredells kone nægtede at tro, at hendes mand skulle have haft nogen fjender. Hun insisterede på, at han måtte være blevet overfaldet af en ukendt indbrudstyv. I den seneste tid var det selvfølgelig sket, at bander havde ringet på hos ældre mennesker og begået hjemmerøverier, men Thomas havde svært ved at affinde sig med tanken. Desuden var der ikke forsvundet noget fra parret Fredells hjem.
Hvis det var skuffelsen over et for ringe udbytte, der havde resulteret i Fredells død, burde fremgangsmåden også have været en anden. Et dræbende slag langet ud i vrede, et hastigt affyret pistolskud, det havde Thomas kunnet acceptere. Men at drukne en fuldt påklædt mand i hans eget badekar, det var lidt for avanceret. Det tydede på et helt andet motiv end en røvers jagt på penge og kostbarheder.
De havde stemt dørklokker hos naboerne, men det havde heller ikke givet resultat. Kun meget få havde været hjemme midt på dagen den solbeskinnede lørdag, hvor Jan-Erik Fredell var blevet myrdet, og ingen havde observeret noget usædvanligt i opgangen.
Thomas blev siddende med rapporten fra de politifolk, der havde stemt dørklokker i Fredells ejendom. Spørgsmålet var, hvor lang tid gerningsmanden havde skullet bruge til at tage livet af Jan-Erik Fredell.
Han løftede telefonrøret og ringede til Sachsen.
»Andreasson her,« sagde han, da retslægen svarede. »Du, jeg har et spørgsmål angående Fredell. Har du nogen idé om, hvor lang tid hele forløbet kan have taget?«
»Mener du drukningen?«
»Det hele.«
Sachsen tænkte efter.
»Ikke særlig lang tid,« sagde han så. »Fra det tidspunkt, morderen trådte ind i lejligheden, til Fredell åndede vand ind i lungerne ...«
Thomas ventede på fortsættelsen.
»Hvor lang tid tager det at fylde et badekar op med vand?«
Thomas tænkte efter. Selv tog han for det meste brusebad, men hvor lang tid tog det at fylde et kar?
»Måske et kvarter, i hvert fald ikke over tyve minutter.«
»Okay. Lad os antage, at det tog højst et kvarter at komme ind i lejligheden og tvinge Fredell med ud på badeværelset. Læg dertil tyve minutter til at fylde karret. Ned under vandet med Fredell. Læg hertil seks-syv minutter til at drukne ham, hvis gerningsmanden vil være på den sikre side. Hvad får du så?«
»Mellem femogtredive og femogfyrre minutter.«
»Der var jo ikke nogen fremmede fingeraftryk, så morderen må nok have haft handsker på. Altså har han ikke behøvet at bruge tid på at fjerne aftryk.«
»Det vil sige: god planlægning.«
»Ja, på alle måder. Det er en effektiv morder, du har med at gøre.«
Eftertænksomt lagde Thomas på. Det havde altså taget højst tre kvarter at tage livet af den syge mand. En iskold gerningsmand havde fået adgang til lejligheden, tvunget Fredell til at lægge sig fuldt påklædt i det fyldte kar og derefter presset ham ned under vandet.
Hvorfor blev han dræbt på den måde?
Der var mange, langt enklere måder at tage livet af nogen på. Hvorfor havde gerningsmanden valgt den her metode?
Thomas rejste sig og gik lidt rundt for at få gang i blodcirkulationen. I bygningen overfor stod en kvinde ved et åbent vindue og røg i stedet for at gå udenfor, selvom det ved lov var bestemt, at kontormiljøer skulle være røgfri. Thomas havde kolleger, der efter mange års tobaksforbrug var gået over til nikotintyggegummi, mens de surt mumlede, at det ikke var menneskeværdigt at tvinge folk ud i kulden, når de havde behov for et hvæs. Men den tobaksafhængige kvinde derovre så ud til at være helt ligeglad med alle forbud.
Thomas slap hende med blikket og spekulerede videre.
Morderen måtte have haft et våben for at kunne tvinge Fredell ned i karret. Altså var det muligt, at han også havde tvunget Marcus Nielsen til at simulere selvmord. Under våbentrussel kunne han have fået Marcus Nielsen til at kravle op på sit skrivebord, lægge en løkke om halsen og derefter tage et dødbringende skridt lige ud i luften.
Det reb, der havde været brugt til at hænge Marcus Nielsen, var sendt til analyse, og i bedste fald ville man kunne finde fibre eller andet, der kunne vidne om, at en anden person havde befundet sig i rummet. Den udvidede retsmedicinske undersøgelse havde ikke bragt noget nyt.
Men hvis gerningsmanden havde haft et våben med, formodentlig en pistol, hvorfor havde han så ikke bare skudt Fredell? Han havde jo ikke gjort noget for at skjule det faktum, at Fredell var blevet tvunget i døden. Det ville have været en smal sag at trykke på aftrækkeren, med en lyddæmper ville ingen have kunnet høre noget.
Ræsonnementet gik endnu en gang i ring.
Thomas satte sig ned igen. Han fandt et stykke papir frem for at prøve at sætte de forskellige facts ind i en slags system, men blev siddende med pennen i hånden.
Måske var Marcus Nielsens død helt uden forbindelse til Jan-Erik Fredells. Der manglede stadig et afgørende bevis på, at de to dødsfald havde noget med hinanden at gøre.
Men der var endnu et spørgsmål: Hvorfor havde nogen villet skjule, at Marcus Nielsen var blevet myrdet, når der ikke var gjort noget forsøg på at skjule mordet på Jan-Erik Fredell?
Det hang heller ikke sammen.
Thomas skrev sine overvejelser ned, men blev ikke meget klogere.
Han fandt Marcus Nielsens telefon frem og begyndte at bladre listen over kontakter igennem en sidste gang for at sikre sig, at de ikke havde glemt nogen. Da han havde krydset dem alle sammen af, fandt han Marcus Nielsens kalender frem igen.
En af de sidste dage i sit liv havde han indført et notat om Apotek Beckasinen. Det lå i Farsta, fandt Thomas ud af efter en hurtig søgning på nettet.
Han trak en af papirbunkerne hen til sig og bladrede hurtigt frem til det, han søgte.
Frem til sin død havde Marcus Nielsen været helt sund og rask, og han havde ikke taget nogen form for medicin. Han var heller ikke allergisk over for noget.
Hvorfor havde han så noteret navnet på et apotek i Farsta, langt fra både sin egen bopæl og forældrenes villa? Hvis han havde skullet bruge et apotek, kunne han da bare være gået ind på det første det bedste i nærheden, for eksempel i Nacka Forum, fem minutters gang derfra.
Thomas besluttede sig for at tage en tur til Farsta.