Vi bliver ikke straffet. Det, der sker, må aldrig kaldes for straf. Vores overordnede uddeler kun belønninger.
Belønninger.
Vi belønnes med uendelige serier af armbøjninger og jægerhvil. Vi løber rundt i kasernegården i minusgrader og laver frøhop i øsende regn.
Jeg vidste ikke, at man kunne få så ondt i muskler og andre kropsdele. Fødderne er værst. Sommetider vil jeg overhovedet ikke kendes ved mine fødder. Smerterne gør, at de forvandles til fjender. Når de ikke adlyder, forvandles de til symboler på, at min egen krop modarbejder mig.
Hver morgen minder de opsvulmede fodsåler om, hvad der venter i dagens løb.
»I er ikke mere værd end en flok hunde,« siger sergenten til os. »I må trænes i at adlyde ordrer.«
Men hunde bliver behandlet bedre. Hunde får ros og opmuntring for at kunne lære en vis adfærd, ikke evindelige fysiske afstraffelser.
Kaufman mistede sin gasmaske i går. Han vidste, hvad der ventede.
En belønning, en stor belønning.
Han ledte efter den overalt, i stadigt større cirkler. Til sidst stod han henne ved skabet og nærmest græd, mens han gennemgik indholdet for hen ved tiende gang. Som en skrækslagen lille unge, der havde mistet et stykke nyt legetøj. Han var fuldstændig ude af den.
Det eneste sikre var, at sergenten ville udtænke noget rigtigt modbydeligt som ‘belønning’.
Sergenten smilede, da Kaufman til sidst fik presset frem, hvad der var sket. Det var nærmest, som om han fik ondt af ham. Så pegede han ud mod kasernens gård.
»Hop to gange rundt på knoerne.«
Kaufman blegnede.
Hans knoer var allerede helt hævede efter utallige armbøjninger. Huden på håndryggene var helt fyldt med sår efter alle de gange, de var blevet presset ned mod gruset, når ordren ‘stræk-bøj’ var blevet givet.
Hver gang sårskorperne var begyndt at læges, var de blevet revet op igen.
»Kan jeg ikke gøre noget andet? Jeg gør hvad som helst, hr. sergent.«
Stemmen var grædefærdig.
Sergenten vippede på hælene, mens han tænkte over Kaufmans udtalelse. Ikke en mine fortrak han, så snarere helt uforstående ud.
»Du modsætter dig altså min ordre? Er det sådan, jeg skal forstå det?«
Kaufman rystede på hovedet.
Han er en af de mest veltrænede i gruppen. Han er tidligere elitesvømmer og plejer at holde ud længere end de fleste af os, når vi er på øvelse. Ikke en af de kvikkeste, men en god kammerat. Han gør, som han får besked på, uden at sætte spørgsmålstegn ved noget.
Nu lignede han en lille dreng, der var bange for at få prygl, da han tiggede om barmhjertighed, trods den brede ryg og den muskuløse nakke.
»Nå, men så se at komme i gang.«
Kaufman gjorde, som der blev sagt.
Ubevægelige stod vi og så på, mens han lavede frøhop rundt i gården. Sveden drev ned ad ansigtet på ham. Under sidste omgang kom der små klynkelyde fra ham. Han kunne ikke holde dem tilbage.
Da han var færdig, besvimede han.
Vi blev nødt til at bære ham hen på infirmeriet, hvor han fik en stivkrampeindsprøjtning. Lægen sagde, at hænderne nok var blevet inficeret, og at han kunne få men for livet.
Nu ligger han to senge herfra, og jeg kan høre ham jamre sig i søvne.
Han har fået sin belønning.