I morgen tidlig skal vi med færgen over Oxdjupet og videre til Värmdölandet.
Tidspunktet er kommet for Jægermarchen, den fjerde og sidste store prøve for at opnå den eftertragtede baret. Øvelsen har kun ét eneste formål, nemlig at skille fårene fra bukkene. De rekrutter, der ikke kan leve op til standarden, skal bortsorteres fra gruppen.
Det er fem dages helvede næsten uden mad og søvn. Forude lokker baretten med den gyldne neptunnål og de magiske ord: »Huen af – baretten på.«
Vi tager af sted om et øjeblik. Det øser ned. En hård regn, der begyndte allerede i nat. Den har hamret mod ruderne i timevis.
Jeg har gennemgået min udrustning tre gange for at være sikker på, at alting er med.
Andersson har forbundet sine fødder for at kunne klare det. Fodsålerne er røde og hævede efter alle de mange måneders march, men hvis han skal være kystjæger, skal de kunne holde til det.
Vi marcherede i øsende regn og isslag. Femten minutters march, ti minutters hvile. Hver sjette time var der en spisepause, men flere gange nåede vi ikke at få en eneste bid, før der blev blæst luftangreb eller andet, der tvang os til at pakke hurtigt sammen igen og komme videre.
Jeg holdt krampagtigt fast i en strop i oppakningen på ryggen af Kaufman, der gik foran mig. Bag mig holdt Andersson fast i en lignende strop i min rygsæk. Kihlberg gik forrest, og Sigurd bagest.
Vi gik med hinanden på slæbetov.
Da vi kom til en bred grøft, stillede sergenten sig skrævende op foran os.
»Hør nu her, I kraftidioter. Den hurtigste måde at komme sikkert over er at sætte en fod ned midti.«
De, der fulgte rådet, blev dyngvåde om fødderne og måtte fortsætte marchen med gennemblødte strømper og sure støvler.
Det var bare hans ondskabsfulde spøg. Han modarbejdede os.
Dagen blev til nat, og så blev det dag igen, og vi fortsatte marchen.
Alle havde vabler på fødderne, dem under fodsålerne var værst. Når de sprækkede, blev huden flænget, og for hvert skridt jeg tog, trådte jeg i mit eget blod og pus.
Et pludseligt ryk i stroppen fik mig til at standse op.
Andersson var holdt op med at gå. Han stod med åben mund og stirrede lige ud i luften.
Så begyndte han at tale i vildelse.
»Vil du have gødning? Det bliver femoghalvfjerds kroner,« mumlede han i et høfligt tonefald.
Det rene vrøvl kom strømmende ud af hans mund.
»Rosengødning eller hestegødning?« fortsatte han og så forbi mig, hen imod én, der ikke var der. »Det er vigtigt med gødning, prima komøg, ellers kan intet vokse i bedet. Hvilken slags vil du have?«
Feltkoma.
Det var der mange, der fik. En kombination af for lidt søvn og mad, lavt blodsukker og væskemangel.
Andersson blev ved med at tale usammenhængende om sin plantegødning, og jeg så mig rådvild omkring.
Kihlberg kom til undsætning. Han forlod sin plads i geleddet og gik hen til os. Fra sin oppakning tog han en plade chokolade, som han havde gemt, og stoppede et par stykker ind i munden på Andersson.
Det fik ham til at vågne op. Øjnene var stadig vidt opspærrede, men det lykkedes ham at fokusere.
»Kom nu, vi må videre,« sagde Kihlberg og gav ham stroppen i hånden igen.
Han lukkede hans fingre om den, så Andersson ikke skulle slippe taget. Så puffede vi ham i gang.
Lidt efter var den gal igen. Denne gang var det Erneskog, der brød sammen.
Han lagde sig ned på jorden i fosterstilling. Af ren udmattelse begyndte han at tude som et lille barn.
Sergenten kom hen og gav ham et spark. »Mand eller mus?« skreg han, men Erneskog stønnede bare. Til sidst hviskede han: »Mus« til sergenten. »Mus, mus.«
Det lykkedes Martinger at få ham på benene. Han halvvejs bar, halvvejs slæbte ham, indtil vi kom til Myttingeviken.
Ved hjælp af en udspændt line skulle vi forcere vigen, fra den sydlige til den nordlige side, hvor vi skulle slå vores telte op og få noget hvile.
Da vi nåede over, turde ingen af os tage støvlerne af. Så ville vi aldrig have fået fødderne i dem igen.
Og så begyndte også jeg at hallucinere.
Jeg kunne mærke madlugt og så en grillkylling for mig. Jeg rakte hånden ud og var overbevist om, at jeg holdt om et kyllingelår, som jeg gumlede på. Mine kæber bevægede sig, mens jeg slugte maden, der ikke var der.
Vi er tilbage på kasernen nu, men jeg fryser stadig. I skæret fra et bål, der flammede i natten, fik vi vores baretter. Alle sammen,
Jeg har været vågen i over nitten timer, et helt urimeligt langt stræk.
Men vi klarede det.