Thomas var lige kommet tilbage til sit kontor efter morgenmødet, da telefonen ringede. Han kunne ikke genkende nummeret på displayet.
»Andreasson.«
»Hej, Susanna Albäck. Marcus Nielsens underviser.«
Stemmen var lys, hun lød ikke ret gammel. Højst tredive, mente Thomas uden at have set hende.
»Tak, fordi du ringer tilbage.«
»Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig før. Jeg var til en konference i Paris, og der har været et eller andet i vejen med telefonsvareren. Jeg har ikke kunnet aflytte mine beskeder før i dag. Hvad drejer det sig om?«
Thomas forklarede situationen, og af det lille gisp i røret forstod han, at Susanna Albäck ikke havde haft nogen anelse om, at en af hendes studerende ikke længere var i live.
»Åh nej,« sagde hun og snøftede. »Undskyld mig et øjeblik.«
Det lød, som om hun ledte efter noget at pudse næse i. Lyden af papir, der blev revet af en rulle, kunne høres i baggrunden, og Thomas ventede på, at hun skulle samle sig.
»Hvad kan jeg hjælpe dig med?« sagde hun til sidst.
»Vi prøver at danne os et billede af Marcus’ sidste dage, men vi kan ikke finde hans computer. Jeg tænkte derfor på, om der eventuelt var noget i hans studier, der kunne hjælpe os i efterforskningen.«
»Det med computeren lyder underligt,« sagde Susanna Albäck. »Marcus havde den altid med alle vegne.«
Udtalelsen skærpede Thomas’ mistanke om, at den måtte være blevet stjålet.
»Vi har ledt overalt, både i affaldscontaineren og på kollegiet,« sagde han. »Også hjemme hos forældrene, men vi kan ikke finde den.«
»Okay,« sagde hun stille.
»Vi tænkte, at du måske kunne hjælpe os i stedet for. Hvad arbejdede Marcus med, lige før han døde? Du har måske nogle mails eller andre papirer, han har givet dig, som vi kan kigge på?«
Der blev stille igen, og Susanna Albäcks stemme var grødet, da hun svarede.
»Jeg er stadig hjemme, men jeg kan tage ind på universitetet og finde det materiale frem, som Marcus har afleveret.«
»Det ville være dejligt. Ring til mig igen, så snart du kan,« afsluttede Thomas.
Susanna Albäck ringede, inden der var gået en time. Thomas sad sammen med Margit, da han så hendes telefonnummer på displayet.
»Nu har jeg samlet de papirer sammen, jeg har fået af Marcus,« sagde hun.
»Fint. Kan du scanne dem ind og maile det hele til os?«
Susanna Albäck lød lidt usikker.
»Så moderne hjælpemidler har vi desværre ikke her på fakultetet. Er det i orden, hvis jeg kopierer og sender det? Det skulle kunne være fremme i morgen; det er jo inden for Stockholm.«
»Det er helt fint.«
Margit puffede let til ham.
»Spørg, hvad det er, hun har fundet,« hviskede hun.
»Hvad er det for noget materiale, du vil sende os?«
Det raslede i baggrunden, og det lød, som om hun bladrede i en bunke papirer.
»Jeg har hans kildefortegnelse og udkast til den opgave, han var i gang med. Dens titel var: ‘Group Dynamics in a Closed Environment’.«
»Hvad betyder det?«
Thomas satte telefonen på medhør, så Margit kunne følge samtalen. Hun trak sin stol hen til bordet.
»Marcus gik på tredje semester på psykologistudiet, og her i efteråret meldte han sig til et kursus, der handler om de strukturer og processer, der styrer samspillet mellem mennesker i forskellige grupperinger.«
Thomas brummede let til svar. Højtravende akademikersprog var ikke lige hans kop te.
»Det er et særligt felt, hvor der fokuseres på normer, lederskab, beslutningsprocesser og konflikter inden for og mellem forskellige grupperinger.«
Susannas stemme havde fået et let docerende tonefald, som om hun befandt sig i en forelæsningssal, og Thomas spekulerede på, om alle universitetslærere var lige så kedsommelige at høre på. Eller måske faldt hun tilbage i et vant mønster for at kunne tackle sin egen usikkerhed ved situationen.
»I kurset indgår verbal og non-verbal kommunikation samt for fagområdet relevant forsknings-, dataindsamlings- og databehandlingsmetodik.«
»Undskyld, jeg afbryder,« sagde Thomas, »men kan du ikke fortælle lidt mere konkret, hvad det var, Marcus var i gang med.«
Susanna Albäck tabte tråden.
»Jo, undskyld. Kurset omfatter også en skriftlig opgave, hvor de studerende selv skal beskrive og analysere strukturer og processer i en gruppe. Oplægget til den blev delt ud, da kurset startede for fire uger siden.«
»Ja?«
»Alle de studerende skal aflevere en opgave på omkring tredive sider. Den skal omhandle en virkelig situation, sat ind i en teoretisk og historisk sammenhæng. Udgangspunktet er de gruppedynamiske teorier, som indgår i kurset.«
»Hvad havde Marcus valgt at skrive om?«
»Han ville undersøge, hvordan grupper i militære sammenhænge fungerer under hårdt pres.«
Margit og Thomas vekslede et hurtigt blik.
»Hvordan ydre pres påvirker gruppedynamik og gruppeloyalitet,« fortsatte Susanna Albäck. »Hvad der sker med interne normer som følge af eksterne faktorer.«
»Kan du oversætte det der til almindeligt svensk?« spurgte Margit.
»Min kollega Margit Grankvist lytter med på vores samtale,« forklarede Thomas.
»Du må gerne forklare det der lidt nærmere,« gentog Margit.
»Marcus havde besluttet sig for at skrive om en militær enhed som referenceobjekt,« sagde underviseren. »Efter en del research og interviews valgte han en forsvarsenhed, som i særlig grad udsætter sine rekrutter for vanskelige situationer.«
»Hvad mener du med det?« spurgte Thomas.
»Nogle militærenheder gennemfører øvelser, der kan virke både grusomme og umenneskelige, fordi de vil sortere en vis andel fra.« Hun standsede op, som om hun lige skulle have vejret. »Teorien går ud på, at de, der klarer sig bedst, svejses sammen, samtidig med at de opbygger et stærkt selvbillede, både individuelt og kollektivt, som de bekræfter i fællesskab. Der opstår en ekstremt stærk loyalitet i gruppen, og efterhånden udvikles der det, man populært kalder for elitesoldater.«
»Og det havde Marcus altså tænkt sig at skrive om?« sagde Margit.
»Ja, tanken var, at han skulle studere, dels hvordan en sådan gruppe reagerede i svære fysiske og psykiske situationer, dels hvilken virkning der kunne observeres i den interne dynamik. Han skulle også undersøge, om der opstod nogen blivende effekt i gruppen, som kunne observeres mange år senere.«
»Ved du, hvilken slags soldater han endte med at vælge?« spurgte Thomas.
En telefon ringede i baggrunden, og Susanna Albäck undskyldte sig et øjeblik. Thomas hørte hende fortælle en eller anden, at han skulle ringe igen om ti minutter.
»Undskyld,« sagde hun. »Nu er jeg her igen. Hvad var det, du spurgte om?«
»Hvilke soldater havde Marcus valgt at undersøge?«
Der opstod en lille pause. Det lød, som om et stykke papir blev taget frem fra en bunke.
»Kystartilleriet,« sagde Susanna Albäck. »Han ville skrive om en deling fra 1976.«
»Hvorfor gik han tilbage i tiden?« spurgte Margit.
»Det gik åbenbart ret hårdt for sig dengang,« sagde Susanna Albäck. »Der fandt vist flere ekstreme episoder sted i halvfjerdserne. Det gjorde feltstudierne mere interessante.«
»Hvilken militærenhed drejede det sig om?«
Thomas lænede sig frem mod telefonen.
»Kystjægere.«
Karin Ek kom ind på Thomas’ kontor med et blåt plasticchartek i den ene hånd.
»Her er en kopi af det foto, du bad om. Skal jeg sende originalen retur?«
»Ja, det må du gerne. Tak for hjælpen.«
Karin lagde chartekket med kopien af Kaufmans fotografi på skrivebordet og forsvandt ud på gangen. På afstand kunne Thomas høre hendes mobiltelefon ringe, og umiddelbart derefter formanede hun en eller anden, sikkert sin yngste søn, der stadig boede hjemme, om ikke at glemme sit træningstøj, når han skulle til judo.
Han trak fotografiet frem for at kigge på det endnu en gang. Billedet måtte være taget en højsommerdag, for der var blomster på stranden foran de unge mænd. De kendte navnene på fire af dem: Jan-Erik Fredell, Sven Erneskog og Stefan Eklund samt en, der hed Kihlberg til efternavn. De sidste to var stadig uidentificerede.
En flok kystjægere, der havde aftjent deres værnepligt sammen for tredive år siden. En af dem, Jan-Erik Fredell, var død. Marcus Nielsen, der havde interesseret sig for deres gruppe, var også død.
Hvad var der sket med de andre på billedet: Erneskog, Eklund, Kihlberg og de to uidentificerede?
Thomas loggede ind på computeren og besluttede sig for at begynde med de personer, hvis for- og efternavn han kendte. Han skrev Sven Erneskogs navn, og skærmbilledet gav sig til at flimre. Så kom søgeresultatet op.
Der var kun én person i hele landet, der hed Sven Erneskog. Han boede i Västerås, og hans adresse var opført som Graningevägen 7. Ingen andre end ham selv var registreret på adressen.
Thomas prøvede med Stefan Eklund. Søgemaskinen fandt tretten styk med det navn i Sverige, med adresser i flere forskellige byer.
Det var alt for mange til, at det var muligt at afgøre, hvem af dem der havde været soldat på Korsö i halvfjerdserne.
Endnu en gang slettede han bogstaverne og søgte på Kihlberg. Der var over fem hundrede personer i hele landet, der hed Kihlberg til efternavn. Uden noget fornavn var det umuligt at finde ham.
Han måtte bede Karin Ek om at søge videre efter Kihlberg og Stefan Eklund. Men i mellemtiden kunne han i hvert fald prøve at finde mere information om Erneskog.
Med et par tryk på nogle taster fik han Erneskogs personnummer frem og gik ind i Kriminalregistret og Registret over Mistænkte.
Ingenting.
Thomas sad lidt og tænkte. Hvis Erneskog havde optrådt i forbindelse med et eller andet, ville det kunne ses i RAR og DUR, de registre, der var tilknyttet de forskellige regionale politimyndigheder. Her fandtes alt lige fra tilbagekaldte anmeldelser til fortegnelser over personer, der havde medvirket i forskellige resultatløse efterforskninger.
Nu kunne han bare konstatere, at det ville have været godt at have haft det landsdækkende politiregister, som de havde ønsket sig så længe. Så ville han bare have kunnet slå op på Sven Erneskog, og al tilgængelig information ville hurtigt være dukket op på skærmen.
Som det var nu, måtte han tale med en eller anden i den region, Erneskog tilhørte.
Thomas rakte ud efter telefonen og tastede nummeret til kriminalpolitiet i Västermanland.
»Hasse Rollén,« svarede en mand efter nogle få sekunder.
Thomas præsenterede sig og ridsede kort situationen op. Han opgav Sven Erneskogs navn og bad Rollén se efter, om der skulle være noget på Erneskog i Västermanlands egne systemer.
»Lige et øjeblik, så skal jeg kigge efter,« svarede Rollén.
Thomas ventede i røret.
Efter et par minutter kom Rollén tilbage.
»Fyren er død,« sagde han.
»Er du sikker?«
»Ja.«
»Hvornår døde han?«
Nogle hørlige indtastninger senere kom Rolléns stemme tilbage.
»For halvanden uge siden.«
»Kan du være mere præcis?«
»Han døde den 16. september.«
Thomas trak vejret hurtigere.
»Hvordan døde han?«
»Lad mig nu se,« sagde Rollén. »Han blev fundet død i hjemmet.«
»Er det muligt at få mere at vide?«
»Så må du snakke med den, der har sagen. Det er vicepolitikommissær Maria Mörk.«
»Har du hendes telefonnummer?«
Thomas fik nummeret og lagde på efter at have takket for hjælpen. Han blev siddende med telefonen i hånden. Endnu en af mændene fra fotografiet var død. Oven i købet samme weekend som Marcus Nielsen.
Det kunne umuligt være et tilfælde.
Han tastede Maria Mörks nummer, men fik intet svar. Klokken nærmede sig otte om aftenen, hun var sikkert gået hjem.
Han rejste sig og gabte stort. Han havde allerede været i gang i over tolv timer. Der var ikke noget at sige til, at han følte sig træt.
Vicekriminalkommissær Mörk måtte vente til i morgen.
Inden han gik hjem, lagde han en seddel til Karin og bad hende tjekke de tretten gange Stefan Eklund, der fandtes i Sverige.
Det føltes pludselig vigtigt at få opsøgt alle, der var med på det tredive år gamle fotografi.
Thomas satte sig ind i bilen for at køre hjem. De digitale cifre på instrumentbrættet viste 20:17.
Fotografiet af kystjægerne på stranden gav ham ingen ro. Han havde selvfølgelig været på Korsö mange gange, fordi marinepolitiet havde en overnatningshytte der, men han kendte ikke noget til øens historie.
Impulsivt trykkede han knappen med Noras nummer, inden han drejede ud fra parkeringspladsen.
»Det er Thomas.«
»Hej. Sikke det knitrer og brager.«
»Jeg sidder i bilen. Det er sikkert derfor. Jeg har lige et spørgsmål til dig, der jo har tilknytning til Sandhamn. Hvad kender du til kystjægernes aktiviteter på Korsö?«
»Korsö?« Nora tøvede lidt. »Hvordan mener du?«
»Vi er i gang med en efterforskning, der eventuelt kan have forbindelse dertil.«
»Jeg er lige kommet ind ad døren. Lad mig få jakken af, så ringer jeg tilbage med det samme.«
Nora gik ind i stuen og satte sig i sofaen med telefonen i hånden. Hun sparkede skoene af og trak benene op under sig.
Hvad vidste hun egentlig om Korsö?
Nora så Korsö Tårn for sig, den mørke bygning, der rejste sig truende ud for Sandhamns østre havneindløb. En befæstet ø, der havde været forbudt område, dengang hun voksede op. Som barn havde hun sommetider set camouflagemalede soldater ro forbi med alvorlige miner.
Hun havde aldrig været i land.
Med højre hånd ringede hun op til Thomas, der svarede med det samme.
»Hej igen,« sagde hun. »Jeg ved ikke særlig meget, men jeg tror, at de fleste af aktiviteterne blev afviklet i halvfemserne. Hvad drejer det sig om? Du lyder så hemmelighedsfuld?«
»Er der ingen historier i omløb?« spurgte Thomas. »Ingen underlige rygter eller den slags?«
»Tja. Der var nogle tv-journalister, der prøvede at gå i land i halvfemserne. Det gav en værre ballade.«
TV-Nyhederne havde prøvet at bevise, at den militære bevogtning var lemfældig. De havde ankret op ud for Korsö med en sejlbåd for at lave hemmelige optagelser. Inden de vidste et ord af det, var de bordet af kystjægerne.
I stedet for billeder af hemmelige militæranlæg fik offentligheden nu billeder af journalisterne selv – liggende bagbundne på stranden og bevogtet af gravalvorlige soldater med automatvåben. Noget, som de konkurrerende tv-kanaler ikke havde været sene til at rapportere med skadefro smil.
»Det kan jeg godt huske, men jeg er mere ude efter gamle uretfærdigheder eller skandaler. Kender du noget til den slags?«
»Hvad mener du?« spurgte Nora.
Thomas’ stemme lød lidt tøvende, som om han heller ikke selv rigtig vidste det.
»Jeg kan ikke komme det nærmere. Men sommetider kan der være gammel sladder eller noget, der ligesom virker påfaldende.«
Nora opdagede, at der var gået en maske i strømpebukserne, og kunne ikke lade være med at pille i den. Straks begyndte den at løbe og blev dobbelt så lang.
Nora pillede ved den en sidste gang og konstaterede, at der ikke var andet at gøre end at smide strømpebukserne væk.
»Nå, glem det,« sagde Thomas. »Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er ude efter. Jeg ville bare lige høre dig, fordi din familie har boet på Sandhamn så længe.«
»Desværre ved jeg ikke ret meget,« sagde Nora. Hun kom i tanker om sin samtale med Olle Granlund nede ved bådebroen. »Men jeg har en nabo i Sandhamn, som aftjente sin værenpligt der for mange år siden. Jeg kan godt spørge ham, hvis du vil have det.«
»Okay, men du skal ikke have noget besvær med det. Hvis du alligevel skal til Sandhamn i weekenden, kan du jo høre ham.«
Nora så indløbet til Sandhamn for sig. Toldboden fra 1700-tallet, der rejste sig bag de rødmalede huse. Hvide bøjer, der vippede uden for bådebroerne. Jonas, der smilende løftede sit vinglas inde på Dykkerbaren.
Skulle hun tage derud på fredag?
Hvorfor egentlig ikke?
»Jeg tror, jeg tager derud,« sagde hun. »Henrik har drengene i den her uge, så jeg er alene. Jeg kan godt snakke lidt med Olle, hvis du vil have det.«
»Ring til mig, hvis du finder ud af noget.«
»Selvfølgelig. Eller måske kan vi ses derude? Skal I ikke til Harö?«
»Jo, hvis jeg altså ikke skal arbejde.«
»Så kan du og Pernilla jo komme et smut forbi. Har I ikke lyst til at komme og spise?«
»Det vil vi meget gerne. Jeg ringer til dig på lørdag.«
Nora kom i tanker om det tv-indslag, hun havde set aftenen før.
»Jeg så dig for resten i fjernsynet,« sagde hun. »Der var noget i nyhederne om mordet på en af mine gamle lærere. Jan-Erik Fredell. Er det en sag, du er indblandet i?«
»Det kan man godt sige.«
Thomas blev pludselig meget fåmælt.
Nora var engang stødt på sin lærer i tunnelbanen. Han havde haft militæruniform på og en baret på hovedet. Han havde fortalt, at han var på vej til rådighedsøvelse.
»For resten,« sagde hun. »Han havde vist været kystjæger, ikke? Er det derfor, du stiller spørgsmål om Korsö?«
Nora blev siddende i mørke, da de havde lagt på.
Thomas var klappet i som en østers efter hendes spørgsmål om Fredell og Korsö. Hun var blevet lettere irriteret over, at han først stillede spørgsmål og derefter nægtede at fortælle noget som helst, når hun spurgte hvorfor. De havde afsluttet samtalen, uden at hun havde fået noget ud af ham.
Der var næsten lige så mørkt indenfor som udenfor, men hun orkede ikke rejse sig og tænde lyset. I stedet lod hun sig synke tilbage i sofapuderne.
I morgen var det fredag, ugens sidste arbejdsdag.
Weekenderne var altid værst i de uger, hvor hun ikke havde børnene. Hverdagene kunne fyldes med arbejde, og indimellem var det også lykkedes hende at tage til træning eller mødes med en veninde. En onsdag aften kunne man godt tage et glas vin eller gå i biografen for at se en tøsefilm.
Men i weekenden var det familien, det gjaldt. Så var der ingen, der ville mødes med fraskilte veninder på tomandshånd. Det var måske også meget godt, for de få middage, som Nora havde været inviteret med til, havde været ret så anstrengende.
Folk vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til skilsmissen, og det plejede at føre til en trykket stemning omkring bordet. Nogle forsikrede, at de ikke ville vælge side, men så rodede de sig alligevel ud i lange forklaringer om, hvor svært det var at invitere Henrik og Nora til samme fest. Andre ville have hende til at lette sit hjerte og var ligefrem påtrængende i deres spørgsmål om Henriks nye kæreste: Hvad syntes Nora om Marie? Hvordan føltes det, at Marie var flyttet ind i hendes gamle hjem? Hvad syntes drengene om det hele?
Spørgsmålene holdt ikke op, selvom Nora mumlende prøvede at skifte emne. Hver gang endte det med, at hun havde lovet sig selv aldrig mere at sige ja til den slags invitationer.
En del af vennekredsen var hun simpelthen holdt op med at se. Sejlerne, som Henrik havde kendt, siden han var barn, havde hun helt mistet forbindelsen med, men det var ikke noget, hun sørgede over.
Opgivende rejste Nora sig og tændte lyset. Så greb hun fjernbetjeningen og tændte for nyhederne.
Hun burde virkelig se at få sig et eller andet at spise, men hun havde ikke lyst til noget. Desuden havde hun glemt at købe ind, så det eneste, hun havde i huset, var mysli og tykmælk. Men hendes sukkerværdier krævede, at hun spiste noget nu.
Pludselig følte hun en dyb længsel efter Sandhamn og den ro, der indfandt sig derude. Hvis hun pakkede en taske i aften, kunne hun tage direkte derud efter arbejde i morgen. Måske endda tillade sig at gå en time tidligere, så hun slap for at skulle stresse.
På Sandhamn var det lettere at holde ensomheden ud, selvom Den Brandske Villa var mere end dobbelt så stor som lejligheden. Hvis hun følte sig for ensom, kunne hun altid banke på hos sine forældre eller nogle bekendte eller bare veksle et par ord med en nabo hen over stakittet.
På Sandhamn var det ikke så vigtigt, om hun var gift eller single. Der tog ingen sig af, at hun lige var blevet separeret.
Der var hun bare sig selv, Nora.