Jeg er bekymret for Andersson. Sergenten nyder det, hver gang han kan sende nogen hjem. Han er som et rovdyr, der lurepasser på et bytte, og nu ser det ud til, at han har besluttet sig for at knække Andersson.
Det virker, som om Andersson kan mærke det. Det rykker i hans ansigt, og han mumler i søvne og vender og drejer sig hele natten.
Man skulle tro, det ville være en lettelse for ham at rejse og aldrig behøve at se sergenten igen. Men hver gang jeg prøver at tage sagen op med ham, skifter han emne.
Kihlberg gør sit bedste for at beskytte Andersson. Han er udnævnt til gruppeleder, og han tager sig af os, akkurat ligesom Martinger.
Forleden dag skulle vi rede vores senge om otte gange. Om aftenen bandede vi alle sammen over sergenten.
Andersson højest af alle.
Lidt for højt.
Sergenten stod uden for døren på gangen og havde hørt hvert eneste ord. Han kom ind på sovesalen, bredt smilende, som om han var henrykt over den mulighed, der havde vist sig.
Satans, tænkte jeg, da det gik op for mig, at sergenten havde stået og lyttet i smug. Hvad gør han nu?
Sergenten gik direkte hen til Andersson uden at tage sig af resten af os.
»Kinesisk bue,« brølede han til Andersson. »Pande i gulv!«
Kinesisk bue er den værste af alle straffe.
Andersson blegnede. Så bøjede han sig ned mod det hårde gulv. Han lagde hænderne på ryggen og rejste sig, så den spændte krop stod som et omvendt V, og kun panden og tæerne rørte gulvet.
Jeg så, hvordan sveden øjeblikkeligt brød frem på panden af ham.
Kinesisk bue er frygtelig ubehagelig. Efter femten sekunder føles det, som om ens kranie sidder i en skruestik, efter tredive sekunder er det den rene tortur.
Kun få kan klare mere end et minut.
Andersson holdt kun ud et øjeblik. Han faldt om på gulvet og vred sig med lukkede øjne.
Sergenten så på ham med afsky.
»Hent en spade,« brølede han.
Så beordrede han Andersson til at grave et latrinhul. Mindst en meter dybt.
»Og det skal være nu, Andersson!« skreg han.
Det lykkedes Andersson at rejse sig og gøre, som han havde fået ordre til.
Termometret viste minus tretten grader, og det sneede kraftigt. Sneen fyldte hullet, i takt med at Andersson gravede. Han kæmpede med spaden i over en time, men jorden var stivfrossen. Den eneste måde at gøre det på, var ved at hakke sig ned, centimeter for centimeter.
Det var selvfølgelig umuligt.
Jeg så ham gennem vinduet derude. En ensom figur, der lignede en skygge i snefoget. Vi burde have stået der alle sammen, men sergenten havde kun valgt at straffe ham.
Til sidst gav Andersson op og kom ind.
Et tyndt lag is havde lagt sig på hans hue. Han gik hen til sergenten, der sad ved et rundt bord og spillede kort med to andre befalingsmænd.
Rystende af kulde stillede han sig i retstilling foran sergenten.
»Anmoder om tilladelse til at indstille gravningen!« sagde han.
Han var blå om læberne og frøs, så han næsten ikke kunne få ordene frem.
Sergenten så spørgende på ham. Han tog et hiv af cigaretten og skoddede den langsomt. Med det lyse hår og den høje pande mindede han om en officer i en gammel krigsfilm.
»Er hullet en meter dybt?« sagde han med drævende stemme.
Andersson rystede på hovedet. Hans hænder skælvede.
Han stod med skrævende ben og hænderne omme på ryggen, men jeg kunne se, at han frøs så meget, at han ikke kunne holde dem i ro. Hans øreflipper var helt hvide.
Sergenten lo, men øjnene var kolde. Smalle sprækker i et ansigt uden fjerneste tegn på medfølelse.
I det øjeblik hadede jeg ham.
»Smerte er en højere form for nydelse, Andersson.«
Sergenten så ikke op, da han sagde det. I stedet trak han et kort og smed det ud på bordet.
»Lad nu bare fyren komme ind i varmen,« sagde en af de andre befalingsmænd.
Han hedder Kolsum, han er løjtnant, stampersonel ligesom sergenten, og siges at være en hyggelig fyr. Kolsum pegede hen mod Andersson.
»Fyren er jo som en istap. Det er nok nu.«
Sergenten så ud, som om han tøvede. Så trak han på skuldrene og tog et nyt spillekort fra bunken på bordet.
»Fyld hullet til igen,« sagde han uden at værdige Andersson et blik.