Hånden, der skruede kapslen af, rystede.
Bo Kaufman bandede. Hvorfor fanden skulle det også være så svært at åbne den skide flaske. Han tørrede sine svedige hænder af i buksebenet og prøvede igen.
Med et hårdt ryk med håndleddet fik han den op og tog sig en ordentlig slurk.
Siden politiets besøg havde han drukket uden ophold. Han vidste godt selv, at han var i en elendig forfatning; det var værre, end det havde været længe. Han havde svært ved at koncentrere sig og rystede nu ikke kun på hænderne, men også over resten af kroppen.
Det var temmelig længe siden, han havde fået noget ordentligt at spise, men der var intet i køleskabet. Cigaretter var der heller ingen af, og snart var det også forbi med sprutten. Han var i gang med den sidste flaske.
Han måtte ind til centeret, inden systembolaget lukkede for weekenden. Ellers ville han blive nødt til at købe sort. Det var det sidste, han havde lyst til. Det var alt for dyrt, og man vidste aldrig, hvad det var for noget skidt, de prakkede én på.
Bo Kaufman gik ud i det lille badeværelse for at pisse. Han prøvede at undgå sit eget spejlbillede, men fik alligevel et glimt af ansigtet, da han stillede sig op foran toilettet og gravede i underbukserne.
Han så skrækkelig ud.
Hvorfor fanden skulle politiet også komme her og snuse?
Da han var færdig, pjaskede han lidt vand i ansigtet og under armene. Bagefter børstede han tænder, for første gang i flere dage, og gik ind for at finde en ny T-shirt.
Han måtte se at komme ned, inden butikkerne lukkede, og det var ikke nogen god idé at se alt for sølle ud, når man skulle købe alkohol, så kunne det ske, at han ikke fik lov til at købe noget. Det havde han prøvet før.
Gassen gik af ham, da han kom ind på soveværelset, og han satte sig tungt ned på den uredte seng.
I tredive år havde han prøvet at holde minderne væk. Det havde kostet ham hans kone, et normalt liv, kontakten med sønnen.
Skrækken sad stadig i ham.
Da politiet havde spurgt, havde han ikke turdet sige noget. Han havde ladet, som om han ikke kunne huske noget fra den tid.
Han var lige så bange i dag, som han havde været dengang.
Kun alkoholen kunne få angsten til at slippe sit tag, den kulsorte angst, der bestandigt hev og sled i ham.
I mange år havde han omhyggeligt passet sit arbejde som elektriker. Han tog sig sammen om dagen og drak kun om aftenen og i weekenden. Han skulle ikke have noget af at blive taget i en politikontrol.
Da sønnen var lille, havde de haft nogle gode år. Dengang var det lykkedes ham at holde det onde på afstand. Han tænkte på sin søn og prøvede at holde stand. De havde været lykkelige dengang.
Men efterhånden kom mareridtene tilbage, og det eneste, der gjorde tilværelsen udholdelig, var den vodka, han hældte i sig.
Hvor mange gange havde han ikke lovet sig selv, at det skulle være slut? Indtil det hele ramlede.
Det havde bare været tomme løfter.
Da sønnen blev teenager, gik den ikke længere. Han skammede sig over sin far og turede rundt med sine kammerater i stedet for at læse lektier. Eva blev træt af hele tiden at skulle skælde ud. I årevis havde hun bedt ham om at søge hjælp. Hun truede med at forlade ham, hvis han ikke ændrede adfærd, og til sidst gjorde hun alvor af sin trussel.
Et sted havde han altid vidst, at det ville ende sådan. Inderst inde havde han bare ventet på at blive forladt, han fortjente ikke bedre.
Ikke efter det, han havde gjort.
Der var ingen hjælp at få. Det var alt for sent.
Telefonens kimen skar gennem stilheden, og Bo Kaufman for sammen.
Der var sjældent nogen, der ringede til ham, så sjældent, at han faktisk blev helt glad, når en ung telefonsælger ringede op for at prøve at sælge ham noget. Det var i hvert fald en menneskelig stemme, især når det var en af de unge piger, der ville have ham til at tegne abonnement på et eller andet.
Telefonen blev ved med at ringe.
Bo Kaufman rejste sig og gik ud i entreen, hvor telefonen hang på væggen. Lige idet han skulle til at svare, holdt den op med at ringe.
Han blev stående og så fjollet på røret, som havde tydelige spor af gamle fingeraftryk.
Den ringede igen.
»Kaufman,« sagde han hæst.
Han genkendte ikke stemmen, men besvarede spørgsmålet.
»Ja, jeg er hjemme.«