Jeg gik i panik, da vi skulle gennemføre øvelsen med beskyttelsesmasker i morges. Ja, det var endnu værre, for jeg gik fuldstændig amok.
De stillede os op på geled og gennede os ind, to ad gangen, i et mørkt, gasfyldt lokale. Der var så meget røg, at man intet kunne se, officererne måtte bruge lommelygter for at lyse hen imod udgangen, ellers havde vi ikke kunnet finde ud.
Instruktionerne var krystalklare. Man skulle gå ind i lokalet, tage masken af og tage en dyb indånding, inden man måtte sætte den på igen.
Derefter skulle man på korrekt vis anmode om lov til at forlade rummet, før man kunne blive sluppet ud.
Under gennemgangen før øvelsen lærte vi, at sennepsgas lugter af hvidløg, mens kvælstofsennepsgas har en tydelig fiskelignende lugt. Nervegas dræber i løbet af få minutter.
Mens vi stod og stampede i køen, steg nervøsiteten. Den ene efter den anden kom tilbage og lød, som om de skulle hoste lungerne op.
Kaufman kom styrtende ud, faldt på knæ og brækkede sig. Tårerne stod ud af øjnene på ham, og han blev ved og ved, og til sidst kom der kun galde, mens han lå foroverbøjet og rystede.
Da det blev min tur, havde jeg allerede åndenød. Pulsen hamrede løs i panden. Jeg tog masken på, men blev stående på dørtrinnet. Et hårdt puf fra sergenten fik mig til at snuble et par skridt ind i det mørke rum.
»Gå nu,« mumlede han bag masken.
Jeg tog et par skridt til. Ved siden af mig så jeg, hvordan to fra gruppen gispede efter vejret med et glasagtigt udtryk i øjnene.
Med skælvende hænder tog jeg masken af og indåndede røgen.
Virkningen kom øjeblikkeligt.
Jeg følte trang til at kaste op, hoste og spytte. Det sved forfærdeligt i halsen og på hænderne, der var ubeskyttede, og jeg tog straks udrustningen på igen. Men det hjalp ikke. Jeg troede, jeg skulle dø lige på stedet.
Martinger fik fat i mig.
Han virkede på en eller anden mærkelig måde immun over for gassen. Bagefter fik jeg at vide, at der er nogle enkelte, der reagerer på den måde. Den har ingen effekt på dem.
Han fik mig udenfor og holdt mig fast, da jeg prøvede at flå masken af for at få frisk luft.
»Slap af,« skreg han til mig. »Træk vejret gennem masken, du skal trække vejret gennem masken.«
Snot og slim stod ud af mig, mens jeg brølede helt ukontrolleret. Jeg kradsede ham for at komme løs og få befriet mit ansigt for det sorte gummihylster.
Martinger blev ved med at holde fast.
Senere fortalte han mig, at gassen bliver siddende i tøjet. Hvis jeg havde hevet masken af, ville det, der havde siddet i det, være steget til vejrs og være fordampet mod mit ansigt.
Det ville have gjort det hele mange gange værre.
Det svider stadig i øjnene. Og panikken glemmer jeg aldrig.
Klokken var over et, og Nora følte sig rastløs. Hun havde sovet godt og var ikke vågnet, før klokken var ni, næsten en personlig rekord.
Efter en lang morgenmad havde hun besluttet sig for at tage en afslapningsdag. Hun havde taget lidt arbejde med fra banken, men det kunne sagtens vente til søndag aften. I den her weekend havde hun ikke lyst til at tænke på sit arbejde. I stedet havde hun sat sig ud på verandaen med en bog.
Hun gik ind i køkkenet for at lave sig en kop kaffe, der bestod af lige dele kaffe og mælk, sådan som hun havde gjort, lige siden hun som teenager havde villet lære at synes om den bitre smag.
Nora havde stadig ikke rigtig vænnet sig til, at tante Signes køkken nu var hendes, selvom hun havde indrettet det med en del af sine egne ting. Signes blondegardiner hang der stadig, nyvaskede og uberørte.
Hun satte sig ved det gamle klapbord med de hvide pindestole. Stolene var skrammede og slidte, men det kunne Nora godt lide. Det var ikke alting, der behøvede at være nyt og strålende.
Uden for vinduet så hun, at rønnen havde store bærklaser. Det plejede ifølge et gammelt mundheld at være et sikkert tegn på, at det ville blive en kold vinter. Bladene var begyndt at skifte farve og var ved at få smukke røde og gule nuancer.
Nede ved fiskeskurene kunne hun se Olle Granlund, der gik og syslede med et eller andet, og Nora kom i tanker om, hvad hun havde lovet Thomas. Hun skulle jo huske at spørge ham om Korsö.
Hurtigt tog hun sin jakke på og stak fødderne i et par gamle sejlersko, der havde kendt bedre dage. Hun lukkede døren bag sig og gik ned til bådebroerne.
»Hej!« sagde hun. »Hvordan går det?«
Olle Granlund vendte sig om.
»Hej, Nora. Kommer du her hver eneste weekend?«
»Ja, det skulle man efterhånden tro.«
Nora slog sig ned på bænken, der var holdt oppe af et par store sten. Lysebrun tang var skyllet op og flød rundt i vandkanten foran hende. Luften var klar og frisk.
»Der er dejligt herude på denne årstid,« sagde hun.
»Og så er man fri for turisterne.«
»Der er lidt mere fredeligt nu,« indrømmede Nora. »Men heroppe nordpå er der nu næsten altid stille og roligt, også i juli, hvor de fleste kommer.«
»Jeg kan huske dengang, hvor her næsten ikke kom nogen. Det var nu slet ikke så ringe.«
Turisterne var et stående samtaleemne på øen, næsten ligesom vejret. Havde man ikke andet at snakke om, kunne man altid beklage sig lidt over alle dem, der invaderede øen om sommeren. Når havnen var helt fyldt med mennesker, og man måtte trække cyklen gennem byen, fordi det var umuligt at komme frem på anden måde.
»Du ved jo godt, at de er nødvendige for øens overlevelse,« sagde Nora som så mange gange før. »Hvad skal forretningerne ellers leve af? Af det, som du og jeg køber?«
Olle Granlund fnøs, men det var godmodigt ment. Han havde blå tømrerbukser på, og Nora kunne se en tommestok stikke op af en af lommerne.
Hun strøg med hånden hen ad den glatte træplanke. Den var blevet varm i solen, og hun spekulerede på, hvor mange gange hun mon havde siddet på denne simple bænk og set solen gå ned i havet.
Hvordan skulle hun føre samtalen hen på Korsö? Hvis hun fortalte, at politiet var interesseret, ville Olle måske slet ikke sige noget. Hun besluttede sig for en halv sandhed.
»Der er en ting, jeg gerne vil vide. Du fortalte sidste weekend, at du havde aftjent din værnepligt på Korsö. En af mine venner er interesseret i øens historie. Kan du huske mere fra din tid derovre?«
Olle nikkede.
»Ja, det må jeg da indrømme. Var der noget særligt, du ville vide?«
Nora tænkte efter. Thomas havde ikke været særlig specifik.
»Vidste du, at det var russiske krigsfanger, der opførte Korsö fyr i 1747?« afbrød Olle Granlund hendes tanker.
Nora rystede på hovedet.
»Hvornår kom Kystartilleriet derover?« spurgte hun.
»Lad mig nu se.«
Olle Granlund lænede sig tilbage på bænken.
»Det var i mellemkrigstiden, da krigstruslen lå over Europa. Man ønskede at kunne afspærre de forskellige passager for at kunne forsvare indsejlingen til Stockholm under en invasion. Jeg tror, man begyndte at bygge det tunge batteri engang midt i trediverne. Antiluftskytsudstyret blev placeret i tårnet.«
Nora vidste, at Korsö fyr var blevet afløst af Sandhamns fyr, der var blevet opført i 1869. Fyret var blevet til et tårn, Korsö Tårn.
»Hele øen var vel befæstet?« sagde hun.
»Det blev den lidt efter lidt, efterhånden som nye forsvarsværker blev bygget til. Da jeg lå der, havde man allerede gravet flere af tunnelerne. Derefter fortsatte man med nye byggerier indtil midten af halvfemserne. Men så faldt klokken i slag for Korsö. Batteriet blev tømt for ammunition, og det meste blev revet ned eller plomberet. Øen bruges stadig om sommeren, men slet ikke i samme grad.«
Mens Olle talte, rettede han ryggen og gestikulerede med hænderne. Nora kunne ane den unge kystjæger, han engang havde været.
»Hvor ved du dog alt det her fra?« spurgte Nora. »Du er jo som et omvandrende leksikon.«
»Én gang kystjæger, altid kystjæger.«
Olle havde fået en ny klang i stemmen.
»Der er en forening for gamle gutter som mig. Ad de kanaler hører man lidt om, hvad der foregår. Sommetider er der sammenkomster ude på øen, hvor de nye soldater viser de nye ting frem for os gamle.«
»Øen ligger så nær på,« sagde Nora og drejede hovedet og kiggede over på Korsö, der kunne anes på den anden side af sundet. »Og alligevel ved jeg næsten intet om den.«
»Har du aldrig været i land derovre?«
»Nej, selvfølgelig har jeg da ikke det. Det er jo forbudt.«
Olle Granlund sendte hende et langt blik.
»På æresord,« sagde hun hurtigt. »Jeg er jurist. Jeg gør ikke noget, man ikke må.«
»Skal vi tage en lille tur derover?«
Han pegede på sin gamle båd, som lå fortøjet ved broen med påhængsmotoren trukket op.
»Er det ikke stadigvæk forbudt at komme der?«
Det var et finurligt smil, der mødte hende i det vejrbidte ansigt.
»Tror du, der er nogen, der kommer og tager os, hvis vi går i land?«
Nora rystede på hovedet.
»Jamen så kom.«
Han vendte sig og gik hen mod bådebroen uden at afvente svar.
Klokken nærmede sig to, og Thomas mente, at det måtte være på tide at komme hjem. Han havde tilbragt hele lørdag formiddag på stationen for at gennemgå det materiale, han ikke havde nået i ugens løb, men var ikke blevet meget klogere. Nu var han stiv i ryggen og led og ked af alle papirbunkerne.
Han ringede til Pernilla for at sige, at han snart tog hjem.
»Jeg tager herfra om et øjeblik. Hvad skal jeg købe ind til middag?«
»Det ved jeg ikke, jeg er ikke særlig sulten.« Pernilla lo lidt. »Men du kender jo grunden.«
»Jeg holder ind ved supermarkedet og ser, hvad jeg kan finde på.«
»Så når vi altså ikke til Harö her i weekenden? Det er for sent nu, ikke?«
Thomas havde længtes ud i skærgården. Selvom de kun fik et enkelt døgn derude, foretrak han det frem for at blive inde i byen. Men Pernilla var træt, og der var færre færger på denne årstid, så spørgsmålet var, om ikke dagens sidste allerede var sejlet.
»Jo, det er det vist. Men du, Nora spurgte, om vi ville spise middag hos hende, hvis vi tog derud. Kan du ikke ringe og melde afbud?«
»Bliver hun så ikke skuffet?«
»Næ, det var kun en løs aftale.«
»Okay, så ses vi om lidt. Kør forsigtigt.«
Et lille øjeblik efter ringede telefonen.
Thomas troede, det var Pernilla, der alligevel havde særlige ønsker med hensyn til middagen, så han skyndte sig at tage den.
»Er det Thomas Andreasson?«
En umiskendelig skånsk dialekt fyldte røret.
»Grönstedt fra Västerås her. Det glæder mig, at politiet i Stockholm arbejder i weekenden.«
»Det gør du også, kan jeg forstå.«
»Ja, Andreasson, du gjorde mig skam lidt nysgerrig.« Endnu en gang udtalte han ‘mig’ som ‘maaaj’, og Thomas så en korpulent, godmodig skåning for sig. »Så vi har undersøgt Erneskog her til formiddag.«
Thomas greb fastere om telefonen.
»Hvad har I fundet ud af?«
»Død ved drukning. Han havde ferskvand i lungerne og var kraftigt beruset, da han døde. Alkoholpromillen oversteg 1,5. Han må have taget godt fra af den whiskyflaske, der blev fundet ved siden af ham.«
Thomas trak skrivebordsskuffen ud for at finde en notesblok, mens han lyttede.
»Fandt du andet?«
»Det var et godt tip, du gav mig. Der var godt nok ingen aftryk af fingerspidser, men jeg tror heller ikke, det var nødvendigt.«
»Hvorfor ikke?«
»Fordi der er et rundt mærke på brystkassen, en tydelig blåfarvning under huden, som må være opstået umiddelbart før dødsøjeblikket.«
»Kan der findes en naturlig forklaring?«
»Næppe. Det må være påført med en genstand, som en anden person har holdt. Det ser ud, som om den er blevet presset ind i huden, skråt oppefra.«
»Har du nogen idé om, hvad det kan have været for en genstand?«
»Tja, der er ingen fingre eller håndflader, der efterlader den slags aftryk.«
»Hvordan ser det ud?«
»Det er helt rundt, cirka fem centimeter i diameter. Forestil dig et aftryk fra et boldtræ.«
Thomas prøvede at forestille sig Sven Erneskog liggende i badekarret, skingrende beruset, med ansigtet lige akkurat over vandoverfladen.
Der skulle ikke mange kræfter til for at presse ham ned med et langt og hårdt redskab. Tre, fire minutter, for han havde sikkert kun orket kæmpe lidt imod i begyndelsen.
»Han er måske faldet?« foreslog Thomas mod bedre vidende.
»Så ville det have set helt anderledes ud. Hvis han var gledet og havde slået sig, ville der også have været andre mærker på kroppen. Desuden er der små blodudtrædninger i kanten af det blå.«
»Jeg forstår.«
»Sven Erneskog er med stor sandsynlighed blevet myrdet,« sagde retslægen. »Men det var vel også det, du regnede med?«
»Ja,« svarede Thomas.
Altså en seriemorder. Det var præcis så slemt, som han havde frygtet.
»For resten,« sagde Grönstedt. »Du havde ret med hensyn til sæben. Der var spor af brun sæbe både i badevandet og i lungerne.«
På vej ud igennem havnen så Nora, at der lå et par sejlskibe fortøjet, trods det sene tidspunkt på året. Men den store bådebro foran KSSS virkede forladt, og der sad ingen udenfor i restauranten.
Luften var frisk, og Noras hår flagrede i vinden. Solen stod lavt, og hun skyggede for øjnene for bedre at kunne se. De passerede Lökholmen og den lavvandede vig, hvor sejlerskolen holdt til om sommeren. Området var gabende tomt, alle joller var for længst bugseret ind til Saltsjöbaden, hvor KSSS’ nye klubhus lå.
Vandet ved indsejlingen krusede sig en anelse i den lette brise.
Olle slog et kraftigt sving, og de drejede ind i Korsö Sund, der afgrænsedes af Kroksö mod vest. Nu kunne Nora se den brede betonbrygge. Den gik parallelt med trækajen og fulgte strandlinjen. Når familien havde været på udflugt i deres egen båd, havde hun flere gange set camouflagefarvede krigsskibe ligge der.
Olle Granlund slukkede for motoren og lagde rutineret til på indersiden af den bastante brygge. Nora fastgjorde fortøjningen og sprang op på bryggen. Hun blev stående og så sig lidt nervøst omkring.
Men der kom ingen soldater. Det eneste, hun kunne få øje på, var nogle måger, der svævede højt oppe over vandet på jagt efter føde.
»Kom nu,« sagde Olle Granlund og vinkede. »Der sker ingenting.«
Nora fulgte efter. En temmelig bred asfalteret vej, som ikke havde kunnet ses fra søsiden, førte op til et åbent torv. Omkring det lå røde toetageshuse med sorte døre og kviste.
»Det her er forlægningen,« forklarede Olle Granlund.
»Hvor er det stort,« sagde Nora.
»Der er meget mere, længere oppe til venstre ligger en anden vej med huse af samme slags.«
Nora standsede op foran en solid bygning med sprossede vinduer. Facaden var mørkebrun, og nogle trappetrin førte op til en bred dobbeltdør.
»Det er marketenderiet. Det var her, man kunne købe cigaretter og andre småting.«
Nora kiggede rundt. Det var som at befinde sig i en spøgelsesby. Alting var her, lige bortset fra menneskene.
»Lad os gå op til tårnet,« sagde Olle Granlund.
Der var længere og mere stejlt, end Nora havde forestillet sig. Da de kom op til tårnet, var hun helt forpustet, men udsigten var det hele værd.
Østersøen bredte sig ud foran dem. Almagrundens fyr kunne anes lige der, hvor himmel og hav smeltede sammen i en blålig dis. Mindre øer trådte frem mod alt det blå som små jordfarvede blomster.
Havoverfladen var så plan, at Nora forstod, hvorfor middelaldermennesket med stor overbevisning havde påstået, at jorden ikke kunne være rund.
»Jeg anede ikke, at Korsö var så kuperet,« sagde hun.
»Det er derfor, øen er perfekt både til rekognosceringsopgaver og forsvar, det vil sige har det, der kaldes for militærstrategisk betydning.«
Et lille stykke væk lå et hvidt hus, der hvilede på et højt gråt fundament. Olle Granlund pegede på det beskedne hus.
»Det dér er den gamle fyrmesterbolig. Har du hørt tale om fyrmester Avén?«
»Det tror jeg ikke.«
»Han var en legendarisk rosendyrker. Digteren Elias Sehlstedt skrev et digt til ham en midsommeraften. Det begyndte sådan her: ‘Fanfare for Avén! Fuld jubel og honnør! Gid lykken sine blomster til dig plukke!’«
»Smukt.«
Nora beundrede tårnet.
I stenfacaden kunne ses nogle glugger hist og her. Øverst var der en lille udbygning med mindre vinduer i. Det mindede om et flyveledertårn med 360 graders udsigt.
»Har du været deroppe?« spurgte hun.
»Mange gange. På mellemetagen er der både køkken og soveværelse. Der er ikke særlig meget plads, men det fungerer.«
Olle Granlund klappede den ru facade, som om det var en kær gammel ven.
»Desuden bliver tårnet brugt til forskellige øvelser for soldaterne.«
»Som for eksempel hvad?«
»Blandt andet til at klatre ned med et reb som led i træningen.«
Nora blinkede.
»Det må da være din spøg?«
Hun kiggede op ad dette høje tårn igen. Tanken om at klatre ned fra toppen var skræmmende. Der var ingenting at holde i, intet, der kunne tage af for et fald mod den hårde klippe nedenunder.
»Man kan jo slå sig selv ihjel,« sagde hun.
»Ja, det er der nok en vis risiko for.« Olle Granlund lo lidt. »Men hvis man skal gøre drenge til mænd ...«
»Det lyder helt vanvittigt. Man skal da ikke udsætte rekrutter for livsfare. I hvert fald ikke i det svenske forsvar.«
»Du skulle bare vide, hvad man kunne beordre kystjægere til. Der var mange opgaver, der var langt værre.«
En følelse af ubehag for gennem Nora.
»Som for eksempel hvad?« spurgte hun.
Olle Granlund vendte hovedet væk, som om han fortrød, at han overhovedet havde sagt noget. Han svarede ikke, men begyndte bare at gå.
Skyggen fra det høje tårn føltes pludselig truende.