Nogle journalister var på besøg og blev vist rundt i dag. Vi stod i en klynge, da de kom forbi, og jeg hørte et par af deres spørgsmål.
Var det sandt, som rygtet sagde, at nogle af officererne havde sadistiske tilbøjeligheder?
»Der går en hel del historier om uddannelsen her,« kom det fra en fyr med tonede pilotbriller og beige polotrøje. Han var helt oppe at køre, som om han forventede en afsløring.
Kaptajn Westerberg rystede på hovedet. Han var mindst femten centimeter højere end den lille, tynde reporter. Westerberg bøjede sig forover og forklarede, at visse befalingsmænd indimellem kunne være en smule ‘overambitiøse’, det var det hele.
Så smilede han afvæbnende, som om tanken var ham fuldstændig fremmed. Underligt nok lod journalisten sig nøje med det. Han forlod emnet, og de gik videre.
De burde have mødt sergenten, tænkte jeg opgivende, så ville de have kunnet opleve et rigtigt sadistsvin.
Forleden læste jeg om hans far i en af aviserne. Farmand var fotograferet i fuld admiralsuniform, med kors og bånd og stjerner på, sammen med et par andre høje herrer. Der havde åbenbart været et eller andet statsbesøg med udenlandske flådefartøjer, og han havde været inviteret til middagen bagefter med kongen.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om sergenten også havde læst artiklen om sin far. Mon de ligner hinanden? Og er lige modbydelige begge to?
De andre officerer kan også være grove indimellem, men ingen går så langt i deres straffe som sergenten. Sommetider spekulerer jeg på, om han mon er helt rigtig i hovedet.
Men alle lader ham bare fortsætte, ingen griber ind.
Det er nok, fordi hans far kender kompagnichefen. Alle de dér høje herrer kender jo hinanden og holder sammen.
Thomas ringede til Margit fra sit kontor. Telefonen ringede tre gange, før hun tog den.
»Jeg har lige hørt fra retslægen i Västerås. Erneskog blev også myrdet.«
»Først Fredell og så Erneskog.«
»Og måske også Marcus Nielsen,« tilføjede Thomas.
»Ja, det må vi nok regne med.«
Margit lød pludselig helt træt, som om hun først nu indså konsekvensen af det, hun lige havde sagt.
»Det lader til, at vi har fået en seriemorder på halsen,« sagde Thomas.
»Ja, og spørgsmålet er ikke kun hvem, men også hvorfor.«
Der blev stille.
»Vi må have fat i de navne fra forsvaret,« sagde Thomas. »Så hurtigt som muligt.«
»Jeg skal prøve at få Harning til at rubbe sig.«
»Ja, gør det, der er måske flere ...«
Thomas behøvede ikke at sige så meget mere. Margit forstod, hvad han mente.
»Kaufman?« sagde hun.
Thomas kastede et blik på sit ur. Han havde lovet Pernilla at tage hjem, men han var begyndt at få en rigtig ubehagelig fornemmelse i maven.
»Jeg ringer til ham og tjekker. Svarer han ikke, tager jeg derud.«
»Alene?«
»Jeg skal nok være forsigtig.«
Olle Granlund førte Nora forbi tårnet, ud østpå. Her tyndede skoven ud, og der voksede kun nogle enkelte buske og lidt enebærkrat i fjeldkløfterne. Hist og her lå der store bunker af grå sprængsten. Nora måtte se sig godt for, når hun kravlede over de skarpe klippeblokke.
Efter et stykke tid kom de til en betonkonstruktion med glat tag, der var bygget ind i den stejle klippe. Små firkantede huller i muren vendte ud mod havet.
»Det her kaldes for en ørnerede,« sagde Olle. »Neden under gluggerne var der træborde til maskingeværer og ammunition.«
Nora betragtede den underlige formation, der stak ud fra fjeldet. Den smeltede sammen med naturen – og så alligevel ikke helt – i en underlig blanding af ældgammel granit og moderne byggematerialer.
»Hvor mange af dem er der på øen?«
»En hel del, men de fleste er bedre camoufleret eller helt ødelagt.« Han pegede. »Derhenne lå der før i tiden en indgang til en affyringsrampe for luftværnsskyts.«
Olle vendte sig væk fra hende og spyttede lidt snus ud i krattet. En sværm af mitter steg op, da strålen ramte, som et fint tågeslør, der uventet forsvandt i alle retninger.
»I den retning dér har du Tunnelbanebjerget,« sagde Olle Granlund.
»Sjovt navn. Hvorfor kalder man det det?«
»Det var der, kommandocentralen lå. Den blev bygget i firserne, og indgangen var en rund tunnel af bølgeblik, der mindede om en tunnelbane.«
Nora lod blikket glide rundt. Der hvilede noget vemodigt over stedet, som var blevet overladt til sin skæbne efter så mange år.
»Det må have kostet det hvide ud af øjnene at bygge alt det her,« sagde hun. »Det er svært at forstå, at det hele bare er blevet opgivet.«
»Der er anlæg overalt i fjeldet, beredskabsrum, forbindelsesgange, maskinrum og ammunitionsforråd. Og gastætte døre, selvfølgelig, hvis fjenden skulle finde på at anvende giftgas.«
Gas. Bare ordet gjorde Nora helt dårlig.
»Kan man komme derind?« spurgte hun.
Olle Granlund rystede på hovedet.
»Alt det, der er tilbage derinde, er plomberet.«
Han gik et par meter nærmere kanten.
»Men denne ‘ørnerede’ er i god stand. Kom her og se.«
Nora gik nærmere.
På nært hold så betonen meget kedelig ud sammenlignet med den årede granit. Der voksede græs i sprækkerne, og vilde planter havde slået rod rundt omkring. Næsten halvfjerds år var gået, og cementen var allerede godt i gang med at smuldre.
Hun trådte ned ad et par trin, så hun kunne kigge ud gennem gluggen.
Et eller andet tittede frem i det ene hjørne, og Nora bøjede sig ned. Mellem to fliser lå en gammel gulnet seddel. Bogstaverne var trykt med en umiskendelig forældet skrift, som om teksten var skrevet på en gammel skrivemaskine for meget længe siden.
NUMMERSEDDEL, til udrustning tilhørende såret (syg, død), stod der med blegede bogstaver.
En ligseddel.
Trafikken var spredt, og der var ikke særlig mange biler på vejene. Thomas tog motorvejen og holdt fartbegrænsningen på halvfems kilometer i timen.
Med den ene hånd på rattet ringede han Bo Kaufman op. Der var heller ingen, der svarede denne gang, akkurat ligesom da han ringede til ham fra stationen.
Telefonen blev ved med at ringe, indtil den blev koblet fra. Så kom der en metallisk stemme og oplyste ham om, at abonnenten ikke var til at træffe i øjeblikket, men at han kunne prøve igen lidt senere.
»Men så tag den dog, menneske,« mumlede han.
Den dumpe uro i ham voksede, for hver gang han trykkede på gentage-knappen.
Thomas skulle lige til at prøve igen, da et eksplosionsagtigt smæld, ligesom et pistolskud, lød et sted foran bilen. Smældet kom helt uventet, og han gav reflektorisk slip på mobiltelefonen, i samme sekund han registrerede det.
Med hornet i bund kom en lastvogn for fuldt drøn ind i kurven foran ham. Den svajede frem og tilbage og var kommet over i hans bane. Den tunge anhænger røg ind over vejbanen og kom helt ukontrolleret sejlende efter førerhuset. Den hældede i en underlig vinkel og så ud til at være meget tæt ved at vælte over i Thomas’ side.
Et hvidt og skrækslagent ansigt kom til syne bag rattet i det høje førerhus, samtidig med at den vilde tuden med hornet fortsatte.
Thomas handlede instinktivt.
Han huggede bremsen i, samtidig med at han prøvede at undgå anhængeren.
Væk, væk, han måtte væk, alt andet var ligegyldigt.
Volvoen var forsvindende lille i sammenligning med den store lastvogn, der tårnede sig op foran ham. Hvis anhængeren væltede, ville han ikke have en chance.
Af al kraft pressede han foden mod bremsen for at sætte farten ned. Samtidig drejede han rattet, så meget han overhovedet kunne.
Volvoen krængede over, og han kæmpede for at bevare kontrollen over den. Bare nu ikke bremserne satte sig fast, så ville bilen køre lige ind i lastvognen foran ham.
Frontalt.
Asfalten var fugtig. Var det godt eller dårligt? Han kunne ikke rigtig huske det.
Afstanden til lastvognen blev mindre.
Thomas bed tænderne sammen.
De havde gået i en halvcirkel og nærmede sig kajen igen. På vejen tilbage havde Olle vist Nora endnu flere forseglede indgange. Mange ville hun ikke have lagt mærke til, hvis ikke han havde gjort hende opmærksom på dem. De var godt skjult og faldt godt i med omgivelserne.
Et par hundrede meter før stranden kom de til et fjeld, hvor indgangen var omgivet af et trådnet, som var helt gennemvævet af græs og planter. Det gjorde det næsten umuligt at se, hvor indgangen gemte sig.
»Derinde har jeg siddet i mange nætter,« sagde Olle Granlund og pegede. »Der er mange minder, der vækkes til live, når man går rundt sådan her.«
Hans måde at formulere sig på fik Nora til at tænke på Thomas’ spørgsmål om gamle rygter. Forsigtigt sagde hun:
»Har du nogensinde hørt nogen tale om, at der skulle være, foregået noget underligt herude?«
»Hvordan underligt?«
Nora trak på skuldrene.
»Gamle historier og sladder, du ved. På steder som det her må det da vrimle med alle mulige myter om de forskellige øvelser og den slags.«
Pludselig blev der helt vindstille, og luften føltes kold mod hendes kind.
»Tja, Nora, jeg ved ikke rigtig. Det er klart, at der florerer mange gamle historier.« En skygge så ud til at lægge sig over hans øjne. »Men jeg kan ikke lige komme i tanker om nogen.«
Han tog et par skridt til, men standsede så op.
»Du må forstå, at de mænd, der lå her, ikke kun skulle forvandles til soldater. De skulle være elitesoldater. Deres stresstærskel skulle afprøves til det yderste. Det handlede om at få fremdyrket en kontrolleret aggressivitet. At få skabt soldater, der aldrig lod noget som helst hindre dem i at nå deres mål.«
Ordene røg ud af munden på Nora, før hun nåede at stoppe dem:
»Det lyder som rendyrkede fascistmetoder.«
Olle Granlunds blik flakkede.
»Sådan har jeg nu aldrig opfattet det.«
Det puslede i krattet. I det fjerne hørtes lyden af en gammel motorbåd.
Nora lukkede øjnene og prøvede at forestille sig stedet, som det måtte have set ud, dengang i hundredvis af soldater holdt til på øen. Unge mænd med tætklippet hår, der adlød en ordre uden at sætte spørgsmålstegn ved den eller protestere. Hensynsløse og helt uden hæmninger, hvis hun havde forstået naboens hentydninger ret.
Nora så sine sønner for sig. Adam og Simon med deres glatte kinder og spinkle drengekroppe. Ville de også kunne presses til bristepunktet i et sådant miljø?
Nora gik hen til de brede døre og rørte ved metallet. En fornemmelse af klaustrofobi ramte hende. Tænk at sidde i et lille fugtigt bjergkammer omgivet af våben og tavse, sammenbidte soldater.
Alle med et eneste mål for øje: at standse fjenden for enhver pris.
Hvordan kom man videre, når man havde fået så streng en træning? Det måtte præge én for resten af livet. Og hvordan blev man så som menneske?
Da bilerne var kun nogle få meter fra hinanden, lykkedes det Thomas at få drejet Volvoen væk.
Den fortsatte ud i rabatten. Efter yderligere et par meter fik han den stoppet. Den forreste del af lastvognen passerede Thomas på kun nogle få meters afstand, men anhængerens bagende snittede Volvoens front, og det var nok til, at den røg fremefter og endte med snuden halvvejs nede i grøften.
Kraften ved kollisionen var så voldsom, at Thomas blev kastet sidelæns, men sikkerhedsselen holdt ham fast i førersædet. Bilen blev stående på fire hjul uden at vælte. Der gik en sidste rystelse gennem den.
Thomas blev siddende. Mærkeligt nok var airbaggen ikke blevet udløst.
Tavsheden rungede i ham.
Efter et godt stykke tid gik det op for Thomas, at han stadig sad og knugede om rattet med begge hænder. Pulsen hamrede, og han var våd af sved på ryggen.
Thomas prøvede at tvinge sig selv til at trække vejret langsomt, med rolige åndedrag. I bakspejlet så han sit eget kridhvide ansigt. Lastbilen var standset omkring tyve meter bag ham. Anhængeren stod på skrå og et godt stykke ovre i den forkerte vejbane.
Efterhånden gik det op for ham, at chaufføren stod udenfor og bankede på sideruden. Med en kraftanstrengelse tvang han sig selv til at slippe rattet og rulle vinduet ned. Den skarpe lugt af brændt gummi strømmede ind gennem den åbne bilrude.
»Hvordan går det? Er du okay?«
Lastvognschaufføren talte med finsk accent. Han så skrækslagen ud og svedte kraftigt.
Thomas nikkede og åbnede munden.
»Det tror jeg. Hvad skete der?«
»Jeg punkterede.«
Chaufføren pegede hen på enden af anhængeren, og Thomas så, at to dæk i den ene side var helt flade.
»Der lød et knald, og jeg mistede kontrollen. Og så kom du. For satan da.«
Thomas opdagede, at sikkerhedsselen skar sig ind i brystkassen på ham. Med langsomme bevægelser løsnede han den og åbnede bildøren.
Han følte sig helt mat og satte fødderne forsigtigt på asfalten. En pludselig svimmelhed tvang ham til at støtte sig til bilens tag.
»Jeg bliver nødt til at sende bud efter hjælp til at blive slæbt væk,« sagde chaufføren.
Han fingererede nervøst ved sin mobiltelefon.
»Nu bliver chefen ikke glad. Jeg var allerede et par timer forsinket. Lasten skal til Södertälje.«
Thomas prøvede at tænke. Han tog sin politilegitimation frem. Det var en anstrengelse bare at åbne tegnebogen.
»Jeg er politimand.«
Chaufføren begyndte at svede endnu mere. Store dråber samledes i ansigtet og faldt fra næsen og ned på hans skjorte.
»Jeg har ikke drukket,« sagde han med ynkelig stemme. »Det var en ulykke. Du kan jo selv se. Hjulene eksploderede bare. Det var ikke min skyld.«
Thomas stoppede langsomt legitimationen ned i lommen med rystende hånd.
»Du kommer nu nok til at skulle blæse i ballon under alle omstændigheder.«
»Jeg sværger, jeg har ikke rørt så meget som en dråbe.«
»Det er jo godt,« sagde Thomas træt.
Han kiggede sig omkring og indså, at han var nødt til at blive, indtil politi og reddere kom.
Stedet skulle afspærres hurtigst muligt, så de ikke risikerede, at nogen kørte ind i anhængeren. Volvoen kunne nok bakkes ud på vejen igen, men det ville tage et godt stykke tid, før alting var ordnet. Han blev nødt til at kontakte Pernilla.
Langsomt begyndte hjernen at fungere igen.
Kaufman.
Thomas lænede sig ind i bilen efter telefonen for at ringe til ham igen.
Der var stadig ingen, der svarede.
Da Olle og Nora kom tilbage til Sandhamn, var klokken blevet over tre om eftermiddagen. Nora takkede for turen og gik hjem til sig selv.
Det havde været en interessant oplevelse at være i land på Korsö, men udflugten havde givet hende en fad smag i munden. Hun havde svært ved at forlige sig med det, Olle havde fortalt om de øvelser, soldaterne gennemgik.
Nora lagde sig i den gamle kurvesofa på verandaen. Solen skinnede, og inden hun vidste af det, var hun faldet i søvn. Hun vågnede ved, at telefonen ringede.
»Hej, det er Pernilla.«
»Hej,« svarede Nora søvndrukken, men glad.
Glæden var ægte.
Thomas var blevet et helt andet menneske, efter at Pernilla var kommet tilbage. Den gamle Thomas, hendes bedste ven og barndomskammerat, var blevet sig selv igen efter nogle svære år.
Nora havde altid så godt kunnet lide Pernilla. Til forskel fra Henrik havde Pernilla aldrig haft noget at indvende imod Thomas’ og Noras langvarige venskab, som gik helt tilbage til teenagealderen, da de blev konfirmeret sammen.
»Kommer I til middag i aften?« spurgte Nora.
»Desværre ikke. Thomas har næsten lige ringet. Han er stadig på arbejde, så jeg tror ikke, vi når det.«
Endnu en aften helt alene.
Nora turde dårligt nok indrømme over for sig selv, hvor meget hun havde glædet sig til at se sine venner.
»Det var ærgerligt.«
Hun gjorde sit bedste for at holde stemmen neutral og ikke vise, hvor skuffet hun var.
»Ja, det er smadderærgerligt, men Thomas arbejder utrolig meget for tiden.«
»Det er okay. Jeg kan gå ned på kroen eller tage mig et eller andet foran fjernsynet.«
Det sidste lød patetisk. Det kunne hun godt selv høre.
»Nu får jeg helt dårlig samvittighed,« sagde Pernilla.
Nora gjorde en kraftanstrengelse for at lyde lidt gladere.
»Det er helt i orden. Men vi ses vel til Simons fødselsdag på tirsdag? Jeg sagde det til Thomas for et stykke tid siden.«
»Selvfølgelig kommer vi da til Simons fødselsdag,« sagde Pernilla.
Det lød, som om hun ikke kendte spor til invitationen.
»Er der noget særligt, han ønsker sig?«
Nora så Simon for sig – liggende på gulvet med byggeklodser over det hele.
»Lego. Han kan sidde i timevis og bygge forskellige figurer.«
»Godt. Så køber vi det.«
Gennem vinduet så Nora to japanske turister med kameraer, der fotograferede hendes hus. Det skete indimellem, at turister standsede op ude på vejen og beundrede den smukke bygning.
Pernilla spurgte forsigtigt: »Kommer Henrik også på tirsdag?«
»Ja. Desværre.« Hun tøvede. »Jeg kan jo ikke så godt forbyde ham at komme til hans søns fødselsdag.«
»Og hvad med Marie?«
Pernilla lød, som om hun dårligt nok havde turdet spørge.
»Hun kommer ikke. Hun har intet at gøre der. Det er ikke hendes søn, der fylder år.«
Det gik op for Nora, at hun var ude af stand til at tage Maries navn i sin mund uden at lyde for strid.
»Har jeg fortalt, at vi skal have prinsesselagkage?« sagde hun med endnu mere påtaget munterhed. »Det er det bedste, Simon ved.«
Pernilla forstod, at der skulle skiftes emne.
»Det lyder godt. Thomas elsker også prinsesselagkage. Så ses vi på tirsdag.«
Der lød et klik, da Pernilla lagde på. Nora sad og pillede ved mobilen. Hvad skulle hun finde på i aften? Hun havde ikke lyst til at være alene med sine tanker. Så blev hun alt for let ked af det og begyndte at spekulere forfra på alt det, der var sket mellem hende og Henrik.
Hvis de så i det mindste var blevet skilt, fordi de havde været enige om, at det var slut med kærligheden mellem dem. Så ville det have været lettere, forestillede hun sig. Det ville ikke gøre ondt på samme måde. Men skilsmissen var blevet udløst af, at hun havde afsløret hans utroskab. Hans svigt blev dermed dobbelt.
Og som om det ikke var nok, så var genstanden for hans kærlighed også flyttet ind i deres hus.
Nora hadede tanken om, at Marie nu sad og spiste morgenmad der, hvor hun selv plejede at sidde med dagens første kop kaffe, og at Marie sov i den samme dobbeltseng, som hun og Henrik havde delt.
Hvis Simon vågnede midt om natten og listede ind i soveværelset for at få trøst, lå der nu en anden kvinde ved siden af hans far.
Det var det, der gjorde mest ondt.
I et øjebliks klarsyn gik det op for Nora, at det ikke handlede om at skrue tiden tilbage. Hun ønskede ikke at være gift med Henrik længere. Det var jo også hende, der til sidst havde insisteret på, at de blev skilt.
Men alting ville have været meget lettere, hvis han ikke var flyttet sammen med Marie lige med det samme.
Hvordan kunne han gå videre så hurtigt?
Efter fjorten års ægteskab og to børn burde han da også sørge over, at det var endt på den måde, og at det ikke var lykkedes dem at klare den store opgave, de havde påtaget sig: at sikre, at deres sønner voksede op i en lykkelig og kærlig familie.
Den velkendte følelse af fiasko sænkede sig over hende, og hun kunne mærke, at tårerne var på vej. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe. Det ville måske hjælpe på humøret.
Hun kiggede over mod sit gamle hus på den anden siden af vejen.
Jonas var også barnløs i denne weekend, havde han sagt på færgen. Måske skulle hun invitere ham ud at spise som tak for sidst? Hun ville meget hellere spise middag sammen med ham end sidde alene hele aftenen.
Som om han havde læst hendes tanker, gik hans dør op, og han trådte ud og blev stående i døråbningen.
Nora løftede hånden til hilsen gennem vinduet. Inden hun nåede at fortryde, lukkede hun sin egen hoveddør op og gik de få meter hen til hans låge.
Jonas mødte hende ved stakittet.
Nora tøvede. Det var nu sin sag at invitere på middag sådan uden videre.
»Hej. Sikke et dejlig vejr,« sagde hun i stedet.
Ikke nogen særlig original bemærkning, men Jonas så ikke ud til at tage anstød af det.
»Ja, det er skønt.«
»Det er tit godt herude, selvom det regner inde i byen. Sommetider kan man se skyerne inde over fastlandet, mens vi har sol her.«
Nu ævlede hun.
Nervøst borede Nora hænderne ned i bukselommerne og overvejede, hvordan hun skulle nærme sig emnet.
Jonas var fugtig i håret, som om han lige havde været i bad. Han havde lidt barberskum siddende under det ene øre.
»Jeg havde tænkt mig at gå et smut ned på pubben,« sagde han.
Nora kunne ikke bestemme sig. Turde hun nævne noget om at spise sammen?
Modet svigtede hende.
»Det lyder som en god idé. Hyg dig.«
Hurtigt tog hun hænderne op af lommerne, mens hun vendte sig om for at gå tilbage til huset. I sit stille sind skændte hun på sig selv. Nu skulle hun altså sidde alene hele aftenen. Så farligt kunne det da heller ikke have været at invitere ham på middag.
Jonas’ stemme lød bag hende:
»Vil du ikke med? Jeg havde tænkt at banke på hos dig og spørge.«
Hun standsede og vendte sig om. Pludselig havde hun fået det meget bedre.
»Jo. Gerne. Helt bestemt.«
En dyb indånding.
»Jeg havde faktisk tænkt mig at spørge, om jeg måtte invitere dig på middag, som tak for sidst.«
Jonas så ud til at blive glad for hendes forslag. I hvert fald så det ikke ud, som om han syntes, det var nogen dårlig idé.
»Jeg skal bare lige ind og hente mine penge,« sagde hun.
»Det behøves ikke. Jeg har tegnebogen med.«
Han viftede med noget læderagtigt, han havde i hånden.
Nora gik hen til ham, så de stod over for hinanden. Hun blev lige overrasket, hver gang hun opdagede, at hun kunne kigge lige ind i øjnene på ham.
»Det er jo mig, der inviterer.«
»Det finder vi ud af.«
»Nej, den her gang er det min tur. Vent lige et øjeblik, så kommer jeg.«
Nora løb hurtigt tilbage til huset, inden han nåede at sige mere. Hun for op ad trapperne, og et øjeblik efter havde hun skiftet til en pænere bluse og ført en kam gennem håret. Fra sin håndtaske snuppede hun en tube med lipgloss.
Et hurtigt blik i spejlet viste et rødkindet ansigt. Hun havde bestemt fået farve på sin tur til Korsö.
Resultatet var ikke helt dumt, trods alt, tænkte Nora og smilede til sig selv i spejlet.
Det tog flere timer at få vejbanen ryddet, så trafikken kunne komme i gang igen. Lange køer havde dannet sig i begge retninger, så da Thomas endelig kunne tage af sted, tog det et godt stykke tid at komme derfra.
Han så på uret.
Han havde ringet til Pernilla ved tretiden, og nu nærmede klokken sig seks. På et tidspunkt havde han overvejet at bede Margit tage over, men han havde forestillet sig, at bjærgningsarbejdet ville være gået hurtigere, og det havde virket unødvendigt, at hun skulle køre hele vejen inde fra byen, når han allerede var halvvejs.
Men da han drejede ind mellem karreerne, hvor Kaufman boede, begyndte han at fortryde sin beslutning. Han var udmattet og længtes efter at komme hjem og sove. Chokket efter sammenstødet sad stadig i ham, og der ville højst sandsynligt komme en form for efterreaktion, det var han godt klar over. Det gjorde også ondt der, hvor sikkerhedsselen havde skåret sig ind i kroppen på ham.
Men nu var det for sent at fortryde.
Kaufman havde stadig ikke taget sin telefon.
En kvinde med en barnevogn gik forbi, da Thomas steg ud af bilen. Han smilede til hende, men hun smilede ikke igen, vendte bare hovedet den anden vej.
Reaktionen undrede ham. Men hvad kendte han til stemningen i bebyggelser som den her?
Han slog tanken væk og fortsatte hen til Kaufmans opgang. Forhåbentlig var der en helt enkel forklaring på, at manden ikke tog sin telefon. Han var sikkert for beruset til at høre den. Hvis Thomas kimede på dørklokken længe nok, skulle han nok kunne få Kaufman til at vågne.
Hvorefter han ville kunne køre hjem og få hvilet ud.
Denne gang fungerede elevatoren ikke. Thomas måtte tage trappen op til fjerde sal. Da han var kommet derop, så han sig omkring. Lyden fra et populært tv-program trængte ud gennem en af nabodørene. Thomas syntes, han kunne genkendte jinglen. Fra de andre lejligheder var der intet at høre, men en svag lugt af mados nåede hans næsebor.
Han ringede på flere gange, uden at der skete noget. Så tog han i håndtaget. Der var ikke låst, og døren gik en smule op.
Trætheden veg for den pludselige bølge af adrenalin, der skød gennem kroppen.
Han trak sit tjenestevåben.
Med pistolen klar sparkede han døren op på vid gab. Der var ingen at se. Nogle reklamer lå spredt over det brune tæppe i entreen, og der hang en jakke på en krog.
Thomas så sig omkring og gik yderligere et par skridt frem. Der var åbent helt ind til det ulækre køkken. Det så om muligt endnu værre ud end sidst. Luften var tyk af gammel cigaretrøg og sur øl. Endnu flere tomme flasker og dåser havde samlet sig på køkkenbordet.
Langsomt fortsatte han ind i den lille stue. En plettet sofa og et bord, hvis plade var fyldt med ringe efter ølflasker, var det eneste møblement bortset fra et stort tykmavet fjernsyn i et hjørne.
Kaufman var der ikke.
Thomas så ud mod badeværelsesdøren. Kom der ikke en lyd derudefra? Lydløst lukkede han fingrene om det mørkegrå plastichåndtag og trykkede det ned.
Og så åbnede han døren.
Synet af en snavset toiletkumme var det eneste, der mødte Thomas. Det pludselige vindtryk fik bruseforhænget til at blafre, og lugten af gammel urin kom bølgende hen imod ham.
Instinktivt trådte han et skridt tilbage. Stanken var rædsom. Hvordan kunne Kaufman dog holde det ud?
Og hvor var han henne?
Der var stadig helt stille i lejligheden, og Thomas kiggede sig omkring. Nu var der kun et sted tilbage, han ikke havde været.
Soveværelset.
Døren var lukket rigtigt, ikke bare skubbet i. Thomas tog et par skridt, og så åbnede han den på vid gab med en hurtig bevægelse.
På ryggen i sengen, midt i det snavsede sengetøj, lå Bo Kaufman med åben mund.
Der var ingen tvivl om, at han var død.