Dagbogen. April 1977


I morgen forflyttes vi til Korsö, Kystartilleriets egen ø uden for Sandhamn.

Vi skal blive derude indtil slutningen af august og bo i noget, der kaldes for Korsö-lejren, en samling barakker, der ligger øst for den store kaj.

Man sover på to- og firemandsstuer, små kabiner med køjesenge, hvor der dårligt nok er plads til at vende sig. Men det bliver skønt at slippe for sovesalen med al den snorken og mumlen hele natten, det er jeg meget træt af.

Der ligger en stor sten der, hvor skibene lægger til.

I den er kystjægernes ed indridset:

Jeg (kystjæger) sværger ved vor beskytter Thor at være et forbillede for andre soldater ved altid at gøre mit bedste i alle situationer, være en god kammerat og aldrig give op.

Jeg vil bære kystjægernes symboler, baretten og neptunforken, med hæder og respekt.

Det er den ed, der får os til at holde ud.

Kapitel 44

Der var gået flere timer på pubben, uden at Nora havde bemærket det. De havde bestilt en øl hver og derefter endnu én. Nu var hun blevet lettere fnisende.

Eftermiddagens tungsind var forsvundet. Samtalen med Jonas flød let og behageligt, der var ingen mangel på samtaleemner, og hun grinede højt den ene gang efter den anden, når Jonas fortalte sine drabelige historier om tåbelige flypassagerer og deres opførsel om bord. Han var den fødte fortæller.

Mens de havde siddet der, var der kommet flere gæster til. Næsten alle borde var optaget, og en behagelig summen af stemmer fyldte lokalet. Ved bardisken stod flere sandhamnbeboere og hang, og der var fuld gang i fadølsanlæggene.

De sad lidt for sig selv inde ved et af tomandsbordene.

»Er du ved at være sulten?« spurgte Nora. Hendes mave var begyndt at knurre. »Vil du helst blive siddende hernede, eller skal vi gå op på de bonede gulve?«

»Hvad har du selv mest lyst til?«

»Jeg synes, vi skal gå op i a la carte-afdelingen i restauranten ovenpå,« sagde hun smilende. »Det er stadig ret tidligt, så vi kan sikkert få et bord på glasverandaen. Der er sådan en flot udsigt over havnen.«

Nora rejste sig.

»Kom.«

Hun tog sin jakke, og Jonas fulgte efter uden protester. Det virkede nærmest, som om han syntes, det var fint, at hun tog styringen.

De gik ned ad den lille stentrappe og de få meter hen til indgangen til restauranten. Den tunge egetræsdør knirkede, da Jonas åbnede den. De trådte indenfor, og Nora pegede hen mod et gammeldags indrettet lokale med vandrette vægpaneler.

»Der har du den ældste del af Sandhamn Kro. Det er en af øens oprindelige brændevinsstuer fra 1700-tallet. Det var den eneste trøst, bønderne fra Eknö havde, når de blev tvangsudskrevet til Sandhamn for at fungere som lodser for sejlskibene til hovedstaden for over 300 år siden.«

Jonas kastede et hurtigt blik derind, mens Nora fortsatte op ad en lille trappe til restauranten.

Kun halvdelen af bordene var optaget, så der var ingen problemer med at få et med udsigt over havet. Det var ved at blive mørkt, og den oplyste Sejlerrestaurant på den anden side af havnen aftegnede sig tydeligt mod den blå aftenhimmel. Silhuetten med det lille røde tårn i toppen var et klassisk Sandhamn-symbol.

Nora bestilte sin yndlingsret, fiskegryde, og et glas hvidvin. Jonas valgte bøf og rødvin. Servitricen var der hurtigt med vinen.

»Fortæl mig noget mere om din datter,« sagde Nora.

»Wilma, den stædigste teenager i verden,« sagde Jonas, lænede sig tilbage i stolen og fortsatte med blidere stemme: »Hun er tretten og kan ikke leve uden sin computer og sin mobiltelefon.«

»Jeg har selv en af slagsen.«

Nora så Adam for sig, hendes tidligt udviklede, stolte søn, der mere og mere kom til at ligne sin far. Lige så begavet og lige så stædig.

En varm følelse bredte sig i hendes bryst.

»Hun smider alt sit tøj på gulvet og bryder sammen, når hun har glemt sin yndlingstrøje hos Margit, min eks,« sagde Jonas og pillede lidt vemodigt ved dugen. »Indimellem kravler hun op og putter sig ind til mig, når vi sidder i sofaen og ser fjernsyn, men det sker sjældnere og sjældnere. Hun er ved at blive stor.«

»Er hun ked af, at hun skal bo hos dig hver anden uge?«

Nora var nødt til at spørge. Spørgsmålet havde kværnet rundt i hovedet på hende, hver eneste gang hun havde pakket drengenes tasker og sendt dem af sted til Henrik.

Jonas sad lidt og tænkte, før han svarede.

»Jeg ved det ikke,« sagde han til sidst. »Hun var så lille, dengang vi blev skilt, så hun har aldrig kendt andet. Vi bor i nærheden af hinanden, og indtil videre har det fungeret udmærket.«

»Men hun har ikke sagt noget om det?«

»Nej, det har hun faktisk ikke.«

Nora kunne mærke lettelsen brede sig i kroppen. Måske bekymrede hun sig uden grund.

»Har Margit giftet sig igen?«

»Ja, for flere år siden. Vores forhold gik i stykker, næsten lige efter at Wilma blev født.«

Det gik op for Nora, at samtalen var ved at udvikle sig til et helt krydsforhør, men hun kunne ikke dy sig.

»Har Margit andre børn?«

»Ja, en søn. Desuden har hendes mand en dreng fra et tidligere forhold. Så der er en hel del, der skal gå op i forbindelse med ferier og helligdage og den slags, men jeg synes, det har fungeret fint.«

Jonas løftede sit glas, som om han skålede for, at alting havde fungeret fint.

»Kommer I godt ud af det med hinanden?« spurgte Nora.

»Ja, det må man sige. Det er som sagt over ti år siden, vi blev skilt, og vi var enige om, at det var den bedste løsning. Vi var alt for unge og umodne, til at det kunne holde. Wilma var ikke just planlagt, og vi blev lige overrumplede begge to. Nu hjælpes vi ad. Hvis jeg pludselig bliver kaldt på arbejde, tager hun over, og omvendt.«

»Det lyder ideelt.«

»Tja, det fungerer udmærket. Hvordan gør du og din eks?«

»Hvordan vi gør?«

Nora trak lidt på det.

Indimellem kunne hun overhovedet ikke forestille sig, at hun nogensinde ville kunne enes med Henrik om noget som helst. Lige meget hvad de talte om, endte det med skænderier og ophedede diskussioner.

»Vi har ikke rigtig fundet rutinen endnu,« sagde hun til sidst. »Vi har kun været separeret i et halvt år.«

Hun slog ud med hænderne i en opgivende gestus.

»Er det meget svært?« spurgte Jonas.

Nora så væk. Hun måtte synke, inden det lykkedes hende at svare.

»Ja.«

»Det bliver bedre med tiden, det lover jeg dig. Efter et stykke tid får man bygget sit eget liv op, og tingene kommer lidt på afstand. Den første tid efter separationen er altid den værste, så bliver det bedre. Tro mig.«

Jonas smilede opmuntrende, og Nora slappede lidt af.

Til sin overraskelse opdagede hun, at hendes vinglas allerede var tomt. I smug skævede hun til Jonas og så, at han dårligt nok havde rørt sit.

»Det er en virkelig god vin,« sagde hun som for at undskylde sig.

Jonas vinkede til servitricen og bestilte mere vin af samme slags som den, hun lige havde drukket.

Den galante gestus gjorde indtryk på hende. Hun tog et stykke brød og smurte smør på og nød surdejssmagen, der bredte sig på tungen.

»Hvilken klasse går Wilma i?«

»Hun er lige begyndt i syvende, men hun ser ældre ud. Det kom her i løbet af sommeren. Pludselig skød hun i vejret og begyndte at bruge makeup. Tidligere fortalte hun løs om sine venner, både piger og drenge, men nu er hun lukket som en østers. Jeg må ikke engang gå ind på hendes værelse uden at banke på. Og døren er altid lukket.«

Det var noget, som Nora kunne genkende.

»Det her er de sværeste år,« sagde hun.

»Ja, det siger man. Jeg troede i min naivitet, at det blev lettere, når de blev store. Men også den her fase bliver vel overstået engang.« Han skar en lille grimasse. »Er det nemmere med drenge?«

»Hvad vil du have, jeg skal sige?« sagde Nora med et lille smil. »Jeg har ingen erfaring med piger. Men Adam er godt på vej ind i puberteten. Han har humørsvingninger, der virkelig vil noget.«

Det var skønt at høre, at der var andre unge, som det var svært at blive klog på – at det altså ikke kun gjaldt hendes søn.

»Jeg må tage flere og flere kampe med Adam,« fortsatte hun. »Simon er heldigvis stadig så lille. Du ved, hvad man siger: små børn, små bekymringer ...«

Servitricen kom hen til bordet med deres mad. Det duftede forførende fra fiskegryden, og Nora kunne næsten ikke vente.

Jonas fik en enorm portion pommes frites med bearnaisesovs til sin bøf. Noras fisk virkede som det rene helseflip i sammenligning.

Da Jonas bøjede sig ind over sin tallerken, blinkede det i hans halskæde. Nora opdagede, at han havde datterens navn indgraveret i den, og blev helt rørt ved synet.

»Har du aldrig villet have flere børn?« spurgte hun.

Jonas lagde bestikket fra sig og løftede sit vinglas. Han drejede det langsomt mellem fingrene. Den røde væske havde en mørk glans, og bevægelsen fik den til at skvulpe let.

»Jeg har selvfølgelig tænkt på det. Men sådan er det aldrig blevet ...«

Han tog en slurk af vinen. Blikket var gådefuldt.

Kapitel 45

»Gå hjem og sov, Thomas,« sagde Margit. »Du er jo helt hvid i hovedet.«

Det var, som om en sværm af insekter havde indtaget den lille lejlighed. Den unaturlige stilhed, der havde hvilet over Bo Kaufmans hjem, var blevet afløst af stemmer fra alle dem, der var i gang med at undersøge gerningsstedet.

Nilsson, kriminalteknikeren, der havde undersøgt liget af Fredell, var blevet indkaldt specielt. Han var fuldt beskæftiget inde i soveværelset.

En kvindelig kollega kom ud i køkkenet og vrængede ansigt i afsky.

»Føj for helvede, hvor ser her dog ud.«

Som om rodet på køkkenbordet var sværere at tage end den døde mand i soveværelset, tænkte Thomas. Men det var måske bare, fordi den døde var, hvad man kunne forvente i jobbet, mens køkkenet stred mod hendes opfattelse af god hygiejne. Hvad vidste han?

Hans kræfter var ved at være opbrugt. Han havde sat sig på en stol i køkkenet med hånden under den ene kind og albuen på bordet.

»Hvornår har du sidst fået noget at spise?« spurgte Margit.

Thomas blev nødt til at tænke efter. Det var et godt stykke tid siden. Han havde købt en grillpølse, lige inden han satte sig ud i bilen. Det var det eneste, han havde fået siden morgenmaden.

»Her.« Uden at afvente svar tog hun en Toblerone op af sin taske og rakte ham den. »Spis.«

Taknemmeligt brækkede han et stort stykke af og puttede det i munden. Efter endnu en bid havde han det lidt bedre.

»Jeg hørte om bilulykken. Der er bud efter dig for tiden.«

Tonen var mere bekymret end bebrejdende.

»Du bør blive hjemme og tage det roligt, i det mindste i morgen.«

Thomas rystede på hovedet, men Margit stod fast på sit.

»Du er næsten lige kommet tilbage fra sygeorloven. Du skal være forsigtig, så du ikke får tilbagefald.«

Hun havde ret, det vidste han godt. Men der var alt for meget lige nu. Han måtte slappe af en anden gang.

Han slog afværgende ud med hånden, rejste sig og gik ind i soveværelset, hvor Nilsson allerede havde været i gang i et stykke tid. »Hvordan går det?«

Kriminalteknikeren rettede sig op. Han bevægede sig forbløffende smidigt trods sin korpulente krop. De tykke hænder var skjult under et par plastichandsker, og han holdt en pincet mellem fingrene.

»Som du sikkert allerede har bemærket, så er der ingen åbenlys dødsårsag. Han er ikke blevet skudt eller stukket ned. Der er slet ingen tegn på ydre vold.«

Liget lå, som det havde gjort, da Thomas fandt det.

På ryggen, med lukkede øjne.

Kaufman havde T-shirt og jeans på. T-shirten var forbløffende ren. Havde han mon været på vej et eller andet sted hen?

»Er der tale om en naturlig dødsårsag? Mener du, at Kaufman ikke er blevet myrdet?«

Det var muligt, men føltes helt usandsynligt. Tre mænd fra samme kystjægergruppe dør ikke af sig selv i løbet af et par uger.

Det gør de ikke.

Nilsson rystede på hovedet og så sigende hen imod sengen. Thomas drejede hovedet. Ved siden af liget lå en pude i et afbleget rødt pudebetræk.

»Der har du dit mordvåben.«

Nilsson løftede forsigtigt puden op i det ene hjørne ved hjælp af pincetten.

Thomas lænede sig frem og studerede det røde stof. Der var et svagt, næsten usynligt rundt aftryk i midten med nogle lysere pletter rundt om.

»Gerningsmanden kvalte ham med puden,« sagde han lavmælt til Nilsson. »Mens han lå og sov. Han er måske ikke engang vågnet, fordi han var for fuld. Et par minutter med puden over ansigtet, så var sagen klaret.«

»Retslægen må afgøre, om han var beruset, men du har sikkert ret.«

Thomas ligesom vejrede ud i rummet. Lugtede der ikke af whisky? De andre ofre havde drukket whisky, inden de blev myrdet. Men da han besøgte Kaufman sidst, havde der kun stået tomme ølflasker på køkkenbordet.

Whisky var en meget dyr drik for én, der var nødt til at drikke sig bevidstløs hver eneste dag.

»Har du fundet en whiskyflaske?« spurgte han.

»Ja, der lå en tom én under sengen.«

»Vær endelig ekstra omhyggelig med den.«

Thomas var ikke meget for at stille det næste spørgsmål, men der var jo ingen vej udenom:

»Hvornår tror du, han døde?«

»Han har ikke været død ret længe.« Nilsson så på uret. »Et par timer måske. Dødsstivheden er først ved at indfinde sig nu.«

Et par timer.

Thomas bed tænderne sammen.

Havde Kaufmans liv mon stået til at redde, hvis et par kvadratcentimeter dækgummi havde holdt en kilometer længere?

»Thomas!«

Margit kaldte på ham. Hun stod ude ved døren til hovedtrappen.

»Jeg tror, jeg ved, hvorfor yderdøren ikke var låst. Se her.«

Hun pegede på låsen. Det var en patentlås, der krævede, at nøglen skulle drejes om, før slåen gik i.

»Hvis morderen ikke havde nøgle, kunne han ikke låse udefra.«

»Så det må være én, der ikke havde nøgle til lejligheden. Altså en ukendt ...«

»Både-og. Kendt nok til, at Kaufman lukkede ham ind. Den er ikke brudt op. Men ikke så nær en bekendt, at han selv kunne låse sig ind.«

Thomas nikkede.

»Spørgsmålet er, om vi har at gøre med samme gerningsmand eller ej,« sagde Margit og strøg sig over det kortklippede, hidsigt røde hår.

Hendes telefon bippede, og hun kastede et kort blik på sms’en.

»Bertil spørger, om det bliver sent. Hans fætter kommer til middag hos os i aften.«

Hun tastede et par bogstaver og sendte svaret af sted. Det var ikke svært at forstå, hvad det betød.

»To druknede, en kvalt og en, der måske er blevet hængt,« sagde hun eftertænksomt.

»Metoderne er forskellige,« sagde Thomas. »Og vi ved stadig ikke, om Marcus Nielsen døde for egen hånd.«

Han vendte sig om.

»Vent, jeg skal lige have tjekket en ting.«

Han gik tilbage til soveværelset, og Margit fulgte efter. Nilsson kiggede spørgende på dem, da de dukkede op i døråbningen.

»Jeg vil vædde på, at han også har sæbevand i lungerne,« sagde Thomas.

»Sæbevand?«

Nilsson så spekulativ ud.

»De andre havde sæbe i lungerne. Brun sæbe. Kan du finde noget spor efter det?«

Nilsson vendte sig om og holdt en forseglet plasticpose i vejret.

»Det er ikke til at afgøre lige i øjeblikket. Men det her glas lå ved siden af whiskyflasken. Jeg vil analysere det og se, om jeg kan finde nogen rester.«

Margit lænede sig op ad væggen med armene over kors.

»Hvad betyder det med sæbevandet, tror du?«

»Godt spørgsmål. Jeg ville bare ønske, at jeg også havde et godt svar.« Thomas så på Nilsson. »Ring, så snart du ved noget.«

»Det skal jeg nok.«

De gik ind i stuen for at lade kriminalteknikeren få ro til sit arbejde. Margit flyttede et par reklameaviser og satte sig i den snavsede sofa. Thomas satte sig i lænestolen.

»Hvorfor sker mordene kun i weekenden?« fortsatte hun. »Det må der være en grund til.«

»Det har jeg også spekuleret på,« sagde Thomas.

Han begyndte at få svært ved at koncentrere sig, hovedet føltes tungt, og det strammede i tindingerne. Han lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene.

»Det er, som om gerningsmanden følger en slags ugeplan, hvor mærkeligt det end lyder,« sagde Margit. »Men hvad betyder det?«

Thomas tvang sig selv til at åbne øjnene igen.

Margit havde taget sin kalender frem og sad og bladrede i den.

»Det er måske én med meget faste arbejdstider,« foreslog hun. »En, der ikke kan forlade sit arbejde i ugens løb, som for eksempel en lærer. De kan ikke bare liste ud og begå forbrydelser.«

Hun smilede ironisk.

Thomas anstrengte sig for ikke at miste koncentrationen. Han havde ondt i brystet.

»Hvad med for eksempel én, der pendler i ugens løb?« sagde han.

»Ja, præcis!« sagde Margit. »En, der kun befinder sig i Stockholm lørdag-søndag. Gerningsmanden er ikke i byen resten af tiden. Men hvilket erhverv har man så?«

Pludselig gabte Thomas højt og inderligt. Han kunne ikke længere skjule, hvor udmattet han var.

Margit lagde sin lommekalender væk.

»Nu tager du hjem og sover,« sagde hun. »Du må få en anden til at køre dig hjem. Du er ikke i stand til at føre bil. Jeg kan godt blive her lidt endnu.«

Thomas nikkede mat.

»Jeg ringer til Den Gamle og informerer ham,« sagde Margit.

Med en kraftanstrengelse kom Thomas op at stå. Han var begyndt at få kvalme og måtte svælge kraftigt for at få styr på brækfornemmelserne.

En tanke tog form i ham. De søgte en, der enten boede eller arbejdede uden for Stockholm og derfor kun kunne komme her i sin fritid.

Han blev stående i døråbningen.

»Kunne det mon være en militærperson, der gør tjeneste et andet sted?«

I samme sekund han havde udtalt ordene, gik deres betydning op for ham.

En anden kystjæger. En, der stadig var i aktiv tjeneste.

Kapitel 46

Mørket havde sænket sig uden for vinduet, men i horisonten sås en bleg halvmåne.

Nora rørte rundt i kaffekoppen. Den var næsten tom. Hun undrede sig over, hvor tiden var blevet af. Vinen var også drukket, men hun følte sig ikke beruset, kun afslappet og glad.

Jonas havde ikke haft noget at indvende mod hendes forhør af ham, men sneget et par af sine egne spørgsmål og overvejelser ind undervejs. Han havde ikke nævnt nogen kæreste, og hun havde heller ikke spurgt.

Han virkede ikke så meget yngre end hende nu, snarere jævnaldrende. De havde jo børn på samme alder, så der kunne trods alt ikke være så mange år mellem dem.

Hans hår krøllede en smule i nakken. Om nogle få dage var han nødt til at få det klippet, hvis det ikke skulle blive for langt. I øjeblikket så det bare lidt pjusket ud.

Hun rørte rundt i koppen endnu en gang.

»Der er vist kun bundfald tilbage i den der,« sagde Jonas og rørte ved hendes hånd.

Nora slap skeen.

Havde han bare strejfet hende tilfældigt, eller var det med vilje?

Det var så lang tid siden, nogen havde rørt ved hende som kvinde.

Nora strøg en lok om bag øret for at skjule sin forvirring.

»Ja, kaffen er vist drukket nu,« smilede hun mat.

De andre borde var tomme. Servitricen havde flere gange været henne i nærheden af dem som for at skynde lidt på.

Nu kom hun tilbage.

»Undskyld, men køkkenet lukker om et øjeblik. Hvis I skal have mere, skal I bestille det nu.«

»Nej tak,« sagde Jonas. »Eller vil du have mere af nogen slags?«

Han så på Nora.

»Jeg skal heller ikke have mere,« sagde hun. »Det smagte fantastisk. Må vi bede om regningen?«

Hun rakte ud efter pungen i jakkelommen og ignorerede Jonas’ indvendinger.

»I aften er det mig, der betaler. Det var jo det, vi aftalte.«

Thomas var gået i seng, lige så snart han kom hjem. Kroppen værkede af træthed, og det dunkede i foden der, hvor hans tæer engang havde siddet.

Ved ellevetiden blev han vækket af en forfærdelig tørst. Tungen var helt tør og klæbede til ganen, så han næsten ikke kunne synke. Det var, som om slimhinderne i munden var tørret ud.

Der var mørkt i soveværelset, og kun Pernillas regelmæssige åndedrag brød stilheden.

Han havde ikke fortalt hende, hvad der var sket, kun at det havde været en hård dag. Der var ingen grund til at belaste hende med den kendsgerning, at han endnu en gang havde været døden nær. Det var selvfølgelig en del af en politimands hverdag, men han vidste, hvor rystet hun ville blive. Og det var det sidste, hun havde brug for i sin nuværende tilstand.

Uden at tænde lyset forlod han sengen og gik ud på badeværelset. Han drak to store glas vand, før tørsten slap sit tag, og han fik det lidt bedre.

Udmattet støttede han med begge arme mod vasken og stod lidt og betragtede sit spejlbillede. Øjnene var opsvulmede, og han følte sig helt færdig. Hvordan han overhovedet skulle få kræfter til at komme op i morgen, tage tøj på og komme videre med sit arbejde, anede han ikke.

Lige nu føltes det som en umulig opgave.

Pludselig så han igen anhængeren for sig, da den kom svingende frem og tilbage hen over kørebanen. Følte panikken, da hans bil ikke adlød. Han knugede så hårdt om håndvasken, at det gjorde ondt i fingrene. Det hamrede i brystet, og han opdagede, at han trak vejret ind gennem næsen i korte gispende åndedrag.

Med en kraftanstrengelse tvang han sig selv til at give slip på vasken. I stedet bøjede han hovedet og skyllede ansigtet i koldt vand, indtil hjerterytmen blev normal.

Med klodsede bevægelser fyldte han glasset igen og drak det i langsomme slurke.

Da han skulle stille glasset fra sig, ramte han kanten af badekarret. Han huskede synet af Jan-Erik Fredell i karret. Det livløse ansigt under vandet.

Grönstedt havde mailet fotoet af Sven Erneskog. Han havde ligget på næsten samme måde. På ryggen i et helt fyldt badekar med hovedet under vand.

Pludselig gik det op for Thomas, hvorfor Bo Kaufman var blevet kvalt med en pude.

For sit indre blik fremmanede han billedet af det lille badeværelse i Kaufmans lejlighed. Der var kun lige plads til toilet, håndvask og brusebad.

Morderen havde været tvunget til at bruge en anden fremgangsmåde.

Kaufman havde ikke haft noget badekar.