Arm i arm spadserede Nora og Jonas langsomt hjem fra kroen. Det var langt over midnat.
De passerede den bakke, som børnene plejede at rutsje på, indtil buksebagene var helt slidte, og den gamle jollehavn på Norr, hvis vindskærme yderst på bådebroerne mindede om gamle dage.
Lyset var slukket i de fleste huse, og de mødte ingen mennesker på vejen.
Alt for hurtigt var de henne ved lågen til Den Brandske Villa.
Nora vendte sig om mod Jonas.
Han stod tæt op ad hende. Der var kun et par centimeter mellem deres ansigter. Hun kunne mærke sin krop reagere på hans nærhed. Kraven på hans sejlerjakke strejfede hendes hage, men hun flyttede sig ikke.
Et lille godnatknus kunne hun godt give ham. Det ville ikke kunne misforstås.
Hun løftede armene. Forsigtigt, så han ikke skulle misforstå noget.
Han lugtede så godt.
Og i stedet for at trække sig væk lagde han armene om hende med en selvfølgelighed, der fik Noras hjerte til at hamre.
Sådan blev de stående i lang tid.
Varmen fra Jonas omsluttede hende. Hun havde helt glemt, hvordan det føltes at være så nær på et andet menneske. Hun glødede, som om hun havde siddet foran en åben pejs.
Nu følte hun sig meget mere beruset end før. Hun skælvede lidt, men blev stående helt stille, bange for, at øjeblikket skulle gå tabt, hvis hun bevægede sig.
Så løftede hun ansigtet og kiggede lige ind i Jonas’ øjne.
Det var umuligt at aflæse udtrykket i dem, men det gjorde ingenting. Deres læber mødtes, og pludselig var det eneste, der betød noget, hans mund, hans tunge, hans krop mod hendes.
Det var pragtfuldt at give efter, slippe styringen – hende, der altid var så kontrolleret. Et sted inderst inde jublede hun over, at hun turde.
Først lang tid senere begyndte Nora at mærke kulden. Temperaturen var dalet kraftigt, der kunne højst være ti grader. Hendes tæer var begyndt at blive følelsesløse, og hun kunne ikke forhindre sig selv i at ryste i nattekulden.
»Kom med ind,« sagde hun. »Vi kan ikke blive stående her hele natten.«
Hun tog Jonas i hånden og trak ham med ind i Den Brandske Villas mørke entré. Uden at tænke førte hun ham op ad trappen og ind på soveværelset.
Mit soveværelse, nåede hun at tænkte, inden hun mærkede hans hænder under sin bluse. Det er mit alene, og jeg kan tage, hvem jeg vil, med herop.
Utålmodigt prøvede hun at få sit eget og hans tøj af på én gang. Hun famlede med hånden inden for Jonas’ bukselinning, samtidig med at hun trak lynlåsen ned i sine jeans. Hans fingre mødte hendes i samme ærinde, og hun gøs af velbehag, da hun mærkede hans fingerspidser mod sin bare hud.
Med den ene hånd fjernede hun dynen og trak Jonas med sig ned. Hun slog sine ben rundt om ham og mærkede hans varme. Med tommel- og pegefinger strøg hun ned over hans lænd og fortsatte ud over den runde kurve.
Jonas vendte hende blidt om på ryggen.
Med begge hænder tog han om hendes ansigt så forsigtigt, at berøringen næsten ikke var mærkbar. Hans håndflader var tørre og varme mod hendes kinder, og endnu en gang så hun lige ind i hans øjne, der var helt tæt på hendes egne.
Lyset var slukket i værelset, men halvmånen lyste uden for vinduet. Det hvide måneskin mildnede efterårsmørket og kastede lange skygger ind over sengen, hvor de lå.
»Kom,« hviskede hun.
Stemmen var grødet.
»Du er så smuk,« åndede han ind i hendes øre. »Du er så dejlig, Nora.«