Føj for den lede. Sikke en modbydelig dag.
De vækkede os tidligt i morges. Vi skulle ud og træne på Tarzanbanen, en forhindringsbane, hvor man skal krybe og sno sig gennem det meste af Korsö.
Vi fik ingen morgenmad, kun ordre om at stille op i beskyttelsesdragter.
Det støvregnede, da jeg åbnede døren, og himlen var grå. Tågen var væk, men jeg kunne se den ligge ude i horisonten.
Jeg havde hurtigt spist en plade chokolade, som jeg havde haft i lommen, og jeg kunne se, at flere andre også havde haft et eller andet i gemmerne. Sigurd og Kaufman gumlede på livet løs, mens vi skyndte os at blive klar.
Efter en times løb og klatring kom vi til en lang underjordisk tunnel. Indgangen var kulsort. Vi så mistænksomt på den.
Sergenten tog en kniv og en lommelygte frem for at jage eventuelle hugorme og andet kryb væk.
»Ind med jer,« skreg han.
Ligesom de andre bøjede jeg mig ned og krøb et par meter. Jeg ålede mig frem på albuerne. Der var så mørkt og trangt, at jeg næsten ikke kunne komme igennem. Det var umuligt at kravle, man kunne kun mave sig frem.
Pludselig kunne jeg mærke et eller andet, der smuttede hen over ryggen på mig, og udstødte et gisp.
»Hvad er der?« hvæsede Kihlberg foran mig.
»Ingenting,« mumlede jeg og fortsatte.
Pludselig gik det hele i stå. Jeg ramte et par støvler og forstod, at Kihlberg ikke bevægede sig længere. I næste sekund fik jeg Anderssons hoved op i mine egne såler.
Det føltes, som om vi lå der i en evighed.
Hvis de spærrede røret af, ville vi aldrig kunne komme ud. Vi ville være fanget som rotter i en fælde.
Jeg spekulerede på, om det var endnu en test, udtænkt af vores ledere, for at afprøve vores udholdenhed.
Sikkert. Men hvor længe skulle vi i givet fald blive her?
For ikke at gå i panik prøvede jeg at trække vejret jævnt og roligt, og jeg kradsede mig selv hårdt i hånden. Den fysiske smerte gjorde det lettere ikke at tænke på, at vi var lukket inde.
Til sidst ville jeg have gjort hvad som helst for at komme ud i dagslyset.
Da der var gået en evighed, begyndte Kihlberg at bevæge sig igen. Lettet fulgte jeg efter, så hurtigt jeg kunne, ud til klipperne og den friske luft.
Her ventede lortehullet os.
En gammel tradition på Korsö.
Øvelsen skulle afsluttes med, at man forcerede et vandhul, en grumset grøft, kun en meter bred, men ti meter lang, fyldt med rådnende planterester og gammel lort.
Bogstavelig talt.
Der var gået rygter om, at man før øvelsen havde tømt latrinerne ned i grøften. Officererne grinede, da de fortalte om det ved aftensmaden i går.
»I morgen er det lortehullet, det gælder,« sagde de smilende til os, mens de holdt øje med vores ansigtsudtryk.
Forventningsfuldt.
»Det stinker ad helvede til,« sagde sergenten. »Gæt engang, hvor soldaterne skider, lige inden de forlader øen?«
Ti centimeter over vandoverfladen ligger der et trægitter, som kun giver den, der svømmer, minimalt med plads til næse og mund.
For enden af hullet forsvinder gitteret ned under vandet, så man er tvunget til at dykke ned og gennem et smalt hul for at komme op på den anden side.
»Pas på, I ikke får vand i munden,« advarede sergenten. »Det er ikke godt for helbredet.«
Jeg kiggede ned i det snavsede vand og fik brækfornemmelser. De dunste, der steg op, var modbydelige.
Så tog jeg en dyb indånding, kneb øjnene sammen og hoppede i. Det var sværere, end jeg havde troet. Jeg sank i til skuldrene, men kunne alligevel ikke komme ind under gitteret.
Det ækle søle nåede mig til hagen, og jeg tvang mig selv til at fortsætte. Da det kom op over ørerne, skulle jeg kaste op. Men langt værre end lugten var følelsen af magtesløshed, da kroppen forsvandt i den stinkende pøl.
Jeg stirrede op i himlen for at kunne trække vejret gennem næsen og arbejdede mig frem ved hjælp af gitteret. Pludselig var det der ikke længere. Jeg forstod, at jeg måtte ned under overfladen for at komme videre.
Med endnu en dyb indånding dykkede jeg ned, mens jeg som en vanvittig ledte efter det hul, der var den eneste vej ud derfra. Jeg var så koncentreret, at jeg ikke længere tænkte på al lorten.
Da jeg kom op på den anden side, lagde jeg mig fladt ned på maven, så det, der havde siddet i min dragt, kunne løbe af og ned i hullet igen.
Efter mig fulgte Martinger, og til sidst kom Andersson.
Da hans hoved dukkede op af den brune vandoverflade, stod sergenten med skrævende ben foran ham.
Sergentens uniform var perfekt presset. Han så ud, som om han skulle ud på en eftermiddagspromenade i en park.
»Det dér var for dårligt, Andersson.« Han smilede koldt og gjorde en sigende bevægelse. »Det må du gøre om. Vær nu en stor dreng og svøm tilbage, så vi kan se, at du ved, hvordan det skal gøres.«
Nu troede jeg faktisk, at Andersson havde fået nok. Hans kæber stivnede, og øjnene blev smalle. Et øjeblik var jeg overbevist om, at han ville kaste sig over sergenten.
Kihlberg gjorde en bevægelse, som om han ville komme Andersson til undsætning, men så dukkede fyren ned under overfladen igen.
Tilbage i sølet.
Føj for den lede.
Der var lyst i værelset, da Nora vågnede. Hun prøvede at se, hvad klokken var, men hendes venstre arm lå under Jonas’ ryg, og hun ville ikke risikere at vække ham. Omkring fem, måske halv seks, ville hun gætte på.
Hun kunne mærke på sin krop, at hun kun havde sovet et par timer, så klokken kunne ikke være ret mange.
Hun burde kunne mærke al den vin, hun havde drukket til middagen, men hun havde det helt fint. Måske kom det senere på dagen, når trætheden overmandede hende.
Da ingen af dem havde tænkt på at trække rullegardinerne ned, kunne hun se Jonas helt tydeligt i det blide morgenlys. Han lå på ryggen og trak vejret med rolige åndedrag, der af og til blev afbrudt af en hvæsende lyd. Ikke som en egentlig snorken, snarere som om han rømmede sig lidt.
Længe lå Nora og studerede hans ansigt. Skægstubbene var mørke, ligesom håret, men med et par hvide stænk. Det glædede hende, for så var han nok alligevel ikke helt ung.
Hun havde stadig ikke turdet spørge om hans alder.
Ved hårgrænsen havde han en uregelmæssig brun plet, der ellers plejede at være skjult under pandehåret, men nu, hvor det var strøget tilbage, kunne hun tydeligt se den.
Nora rakte hånden ud for at mærke på den, men standsede i sidste øjeblik. Tænk, hvis han vågnede.
Hun var på én gang opstemt og skrækslagen.
Hvis hun vækkede ham, forsvandt magien måske. Samtidig trængte hun til ham igen, det var begyndt at sitre i kroppen. Det var længe siden, hun havde følt et sådant begær.
Tænk, hvis det, der skete i går, havde været en stor misforståelse, noget, som hun ville fortryde, hver eneste gang hun stødte på ham uden for havelågen?
Tanken fik maven til at trække sig sammen. Jonas var pilot og enlig far, han var måske ikke interesseret i andet end en engangsaffære. Hun skulle passe på med at drømme om andet.
Men hun trængte sådan til ham.
Hun rørte forsigtigt hans skulder med læberne, inden hun fortsatte med at kigge på hans sovende ansigt. Hans øjne bevægede sig lidt under øjenlågene, som om han drømte. Om noget godt, håbede hun.
Nej, tænkte Nora. Det havde været dejligt. Det, hun havde oplevet sammen med Jonas i nat, ville hun aldrig fortryde, lige meget hvordan det endte.
Thomas trådte ind i mødelokalet med tunge skridt. Han var dødtræt og kunne sagtens have sovet meget længere. Han havde ikke vækket Pernilla, men bare skrevet en seddel om, at han var taget på arbejde. På vejen var han standset og havde købt et krus kaffe, som han havde hældt i sig i et forsøg på at vågne.
Margit så op, da han trådte ind. Hun havde sat sig ved bordets langside og skubbede et fad kanelboller hen til ham.
»Hvordan har du det?«
Han gabede bare som svar.
Den Gamle trådte ind i lokalet med Kalle Lidwall, Erik Blom og Karin Ek i sit kølvand. De slog sig ned ved bordet, og Karin lukkede døren omhyggeligt efter dem.
Margit gav et referat af begivenhederne i Kaufmans lejlighed dagen forinden. Hun havde sat fotografiet af den døde op på tavlen, så alle tydeligt kunne se, hvordan han lå, da han blev fundet.
Thomas vred sin stive nakke, så det knagede i den.
»Det må være én og samme morder,« sagde han konstaterende.
»Selvom han ikke lå i badekarret?« sagde Den Gamle.
»Hvor drukner man nogen, hvis man ikke har adgang til et badekar?« spurgte Thomas.
Der kom et glimt af forståelse i Margits øjne.
»Offeret havde kun brusebad,« sagde hun langsomt. »Det var ikke muligt at dræbe ham på samme måde som de andre.«
»Morderen måtte altså improvisere.«
Den Gamles tørre kommentar lød ufrivilligt komisk.
»Hvis han altså ikke på forhånd vidste, hvordan Kaufmans lejlighed så ud,« sagde Thomas.
Han kunne se forløbet for sig.
Gerningsmanden ringer på døren, bliver lukket ind i lejligheden og kaster et blik ud i badeværelset, der viser sig at være et brusebadeværelse. Lynhurtigt erkender han, at fremgangsmåden må være en anden denne gang.
Hvad var der i lejligheden, der kunne bruges?
Det havde nok ikke taget morderen ret lang tid at finde en anden løsning. Alt, hvad han behøvede at gøre, var at genne den fordrukne mand ind på soveværelset.
Havde Kaufman haft nogen idé om, hvad der ventede ham?
Forhåbentlig ikke.
Thomas rejste sig og gik op til whiteboarden. Han tog en tusch og tegnede en grundplan over Kaufmans lejlighed.
»Gerningsmanden kommer ind. Eller rettere: Kaufman lukker ham ind,« sagde han og tegnede en rød pil i entreen.
Margit tog over.
»På en eller anden måde, sikkert ved at true med et våben, får han Kaufman til at lægge sig i sengen og drikke sig fuld. Fuld nok til, at han ikke vil kunne gøre modstand.«
»Hvilket i Kaufmans tilfælde ikke har været særlig svært,« indskød Thomas.
»Og så bruger han puden,« sagde Den Gamle, der fulgte deres tankebaner.
»Fredell lukkede også frivilligt sin morder ind,« bemærkede Erik Blom og klikkede med sin kuglepen.
»Af en eller anden grund er de ikke bange for gerningsmanden,« sagde Thomas.
»De må kende hinanden,« sagde Margit ligeud.
Karin så op fra sin notesblok.
»Hvis han truede ofrene med et våben, hvorfor skød han dem så ikke bare?«
Thomas gik tilbage til sin stol. Det var et spørgsmål, han allerede havde stillet sig selv.
»Der kan findes en simpel forklaring,« sagde Erik Blom. »Han har måske ikke haft adgang til en lyddæmper. Det lyder utrolig højt i en lejlighed, når man skyder nogen. Risikoen for at blive opdaget er meget stor.«
»Desuden er det noget griseri, især hvis man skyder på klos hold,« sagde Kalle. »Det sprøjter på tøjet, og der kommer flere biologiske spor.«
Margit var enig.
»Indtil nu er alting foregået uden den slags,« sagde hun. »Vi har ikke fundet et eneste spor af gerningsmanden. Det er velplanlagt, lige fra start til slut.«
»Bortset fra det med puden?« sagde Karin Ek.
»Ja, den indgik ikke i planen fra starten,« svarede Thomas. »Med lidt held kan vi finde morderens dna på pudebetrækket. Han må have brugt hele sin vægt for at presse den ned over Kaufmans ansigt.«
»Alting tyder på en intelligent gerningsmand,« sagde Den Gamle. »Koldblodig nok til at kunne håndtere modgang og smart nok til at finde på nye løsninger.«
»Det ser ud, som om han øger sværhedsgraden,« bemærkede Karin Ek.
Alles blikke vendtes mod hende.
»Hvad mener du med det?«
»Han begyndte med den nemmeste, Fredell. Derefter tog han alkoholikeren.«
»Men hvad så med Erneskog?« indvendte Margit. »Hvordan kan du vide, at han var ‘nem’ at myrde?«
Hun lavede citationstegn i luften med pegefingrene.
Karin Ek tav.
Thomas tænkte sig om.
»På en måde har du nok ret,« sagde han. »Gerningsmanden har en plan. Han vælger, i hvilken rækkefølge han skal tage sine ofre. Og han bliver stadig mere sikker, ellers havde han ikke fundet på en anden fremgangsmåde i Kaufmans tilfælde.«
»Tror du, at han øver sig?«
Igen havde Karin Ek sagt det uventede.
»Øver sig?«
»Hver gang bliver det lidt sværere, lidt mere avanceret. Jeg tænker på min søns judo.« Karin Ek vædede læberne med tungen. »Det lyder måske fjollet, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med hans træning, hvor sværhedsgraden øges lidt efter lidt.«
Thomas lukkede øjnene. Hvis Karin havde ret, hvilket var meget muligt, betød det, at flere personer kunne stå for tur. Morderen øvede sig til nye opgaver.
Hvem blev det næste offer?
Det bankede på døren, og vikaren fra receptionen kom ind med en avis i hånden.
»Den her er lige kommet. Har I set den?«
Den Gamle tog imod avisen og holdt den frem, så alle kunne se forsiden.
WEEKEND-MORDEREN stod der med store bogstaver. Den Gamle læste hurtigt teksten igennem.
»Jaså, nu har offentligheden så fået en grundig redegørelse.« Tonen var irriteret. »Her kan I læse det meste om de dødsfald, der er sket inden for de seneste uger.«
»Hvordan har de fået fat i det?« røg det ud af Karin.
»Et mord natten mellem lørdag og søndag tre uger i træk. Det kan ikke undgå at vække almen interesse,« sagde Margit tørt. »Der var jo en hel del skriveri om Fredell i sidste uge. En syg mand, der bliver overfaldet i sit eget hjem, er godt nyhedsstof. Det var bare et spørgsmål om tid, før de begyndte at lægge to og to sammen.«
Den Gamle lagde irriteret avisen væk.
»Medierne må vi tage os af, når mødet er slut. Hvem melder sig frivilligt?«
En mur af tavshed mødte ham. Han fnøs, men uden større overbevisning.
Thomas rejste sig igen og gik op til whiteboarden. Med en blå tusch skrev han SÆBE med store bogstaver.
»Hvad betyder sæben?« spurgte han. »Ifølge obduktionsrapporterne har mindst to af ofrene spor efter brun sæbe. Jeg vil gætte på, at de finder det samme hos Kaufman.«
»Hvad bruger man den slags sæbe til?« tænkte Margit højt. »Man skrubber gulv, vasker genstande af og fjerner pletter.«
»Morderen har måske et kompleks,« sagde Erik Blom og lod sine fingre glide gennem det tilbagestrøgne hår, der skinnede svagt af hårgelé. »Et eller andet med vand og renlighed.«
Han så ikke ud til at have barberet sig til morgen, men det virkede snarere, som om han havde ladet de mørke skægstubbe stå med vilje og ikke af tidsnød.
Thomas syntes, han lignede en trendy reklamemand langt mere end en hæderlig politimand.
»Måske vasker han sine hænder,« fortsatte Erik.
»Kan du uddybe det?« spurgte Thomas.
»Jeg tænker på, om gerningsmanden prøver at sige, at han ikke er skyldig. At det på en eller anden måde ikke er hans skyld.«
Det kunne Thomas nu ikke få til at stemme. Hvis Erik havde ret, burde det være gerningsmanden, der blev vasket, og ikke ofrene.
»Jeg er ikke enig,« sagde han. »Jeg tror, at sæben har noget med de dræbte at gøre.«
»Blev der fundet sæbe ved obduktionen af Marcus Nielsen?« spurgte Den Gamle.
Thomas tænkte efter.
»Nej, ikke så vidt jeg husker.«
»Knægten var meget yngre end de andre,« sagde Den Gamle. »Kan der være noget ved aldersforskellen, der har en betydning?«
»Mener du, at han var ‘renere’ i en vis forstand?« Margit lavede igen citationstegn i luften. »Ikke lige så skyldig som de andre?«
»Noget i den retning.«
»Det er muligt.« Margit sank tilbage i stolen. »Men svært at sige. Jeg forstår det i hvert fald ikke.«
Hun hev sin tykke trøje af og smed den på en ledig stol.
»Hvad skulle skylden i givet fald bestå i?« spurgte Thomas. »Hvad skulle morderen befri sine ofre for?«
De kiggede på hinanden. Ingen i lokalet kunne give noget svar.
Margit fulgte efter Thomas ind på hans kontor og satte sig i den ene af de to gæstestole.
Han havde taget avisen med og bladrede frem til resten af artiklen. Journalisten havde et godt greb om hændelsesforløbet, men kendte ikke alle detaljer.
»De har i det mindste ikke opdaget forbindelsen til militæret,« sagde Thomas, da han havde læst færdig.
»Jeg har ikke kunnet komme i kontakt med Elsa Harning,« sagde Margit. »Jeg har lagt flere beskeder på hendes telefonsvarer, men hun har ikke ringet tilbage.«
»Vi må have fat på resten af gruppens navne.«
Thomas rejste sig og gik ud på gangen.
»Karin,« råbte han. »Vi skal bruge dig.«
Hun kom ud fra sit kontor. En anelse rød i kinderne, men med tilfreds mine. Som om hun vidste, hvad han ville. I hånden havde hun to plasticchartekker.
»Hvordan er det gået med Eklund og Kihlberg?« spurgte Thomas.
»Jeg var lige på vej hen til dig. Jeg mødte i morges klokken syv bare for din skyld.«
»Tusind tak.«
Thomas tog imod plasticmapperne og gik ind til Margit igen.
På den ene stod der Leif Kihlberg, og på den anden Stefan Eklund. I Eklunds lå der kun et enkelt ark. Thomas fiskede det ud.
»Eklund opholder sig ikke længere i Sverige,« sagde han. »Han flyttede til Australien i firserne. Det er ikke lykkedes Karin at finde hans nuværende adresse.«
»Hvad så med Kihlberg?« spurgte Margit.
Thomas skimmede den tætskrevne tekst.
»Han bor i Göteborg.«
»Altså ikke i Stockholm,« sagde Margit eftertænksomt. »Tror du, at han kan tænkes at have været i hovedstaden i de sidste weekender?«
Thomas forstod, hvad hun mente,
»Jeg synes, vi skal tage til Göteborg i morgen og spørge ham selv.«
Thomas huskede den gamle jazzpianist Count Basies ord: Det er ikke musikken, der er vigtig. Det er de toner, du ikke kan høre, der betyder noget.
Hvilke toner skulle de lytte efter?
Da Nora vågnede næste gang, var hun alene i sengen. Klokken var over ti, hun havde sovet meget længere, end hun havde tænkt sig.
Først blev hun skuffet over, at Jonas ikke var der. Så kom hun i tanker om hvorfor. Allerede fredag aften havde han nævnt, at han skulle flyve til Bangkok om søndagen. Han havde nok taget den første morgenfærge til Stavsnäs for at nå det.
Hun sank tilbage i puden og blev liggende lidt, halvvejs blundende, halvvejs vågen, mens tankerne vandrede.
Igen og igen så hun Jonas for sig i månelyset.
Silhuetten af hans krop, da han sov med regelmæssige åndedrag, hendes bare mave mod hans ryg, da hun vågnede i det første morgengry. Hans blide smil, da hun vækkede ham.
Langsomt fik hun morgenkåben på. Hun ville vente lidt med at tage tøj på, havde ikke rigtig lyst til at skylle nattens dufte væk. I stedet havde hun tænkt at unde sig selv den luksus at sidde lidt ude på verandaen med en kop kaffe.
Det føltes stadig så uvant kun at have sig selv at tænke på og ikke skulle sørge for morgenmad til resten af familien, men for første gang i meget lang tid syntes hun, det var dejligt, at der ikke var andre.
Da hun kom ud i køkkenet, lå der en lille seddel på bordet.
Knus, Jonas stod der skrevet med blyant.
Ved siden af sedlen havde han stillet et vandglas med en rosenknop, der var lige på nippet til at springe ud. Han måtte have plukket en af efterårets sidste røde roser fra buskene op ad husmuren.
Den romantiske gestus gjorde hende varm om hjertet, og hun lænede sig frem og snusede til rosen. Dens svage duft mindede hende om sommer.
Selvom det kun havde været for en enkelt nat, havde det ikke været nogen fejltagelse, gentog hun for sig selv.
Lige idet Nora låste hoveddøren bag sig, hørte hun, at der blev råbt på hende. Da hun vendte sig om, fik hun øje på Olle Granlund uden for stakittet.
»Skal du hjem?«
»Ja, desværre. Arbejdet kalder. Og desuden kommer drengene tilbage fra Henrik i morgen.«
Bare det at udtale ordene fik det til at gibbe i hende af længsel efter dem.
Nora så på sit ur. Waxholmfærgen sejlede om et kvarter. Det var den sidste afgang i dag, så hun måtte ikke komme for sent.
Den manglende nattesøvn sad i kroppen. Hun havde prøvet at sove lidt om eftermiddagen, men det havde været umuligt at falde til ro.
Hun puttede nøglerne i lommen og gik de få skridt ud til lågen og Olle Granlund.
Han holdt et håndskrevet stykke papir i hånden. Det så ud, som om det var revet ud af en gammel kollegieblok, på den ene side var der fire runde huller i margenen. Et svagt tommelfingeraftryk var synligt i det ene hjørne.
»Jeg fandt det digt af Elias Sehlstedt, som jeg fortalte dig om på Korsö. Jeg har skrevet det ned til dig.«
Nora blev helt rørt.
»Hvor er det pænt af dig,« sagde hun. »Tusind tak.«
Hun tog imod papiret og læste op fra det.
Fanfare for Avén! Fuld jubel og honnør!
Gid lykken sine blomster til dig plukke!
Her er du selv din egen kommandør,
Og hindres ej af no’n Skeppsholmsklokke.
I tårnets høje skykontor,
Der kan du sidde som en sol og fyre
Og holde lampen over skib og ror
Så havets sønner ej til Helved styre.
»Tak skal du rigtignok have. Det er vel nok fint.«
Nora ville have sværget på, at hun så en svag rødmen på den ældre mands hals.
»Jeg tænkte nok, at du ville synes om det,« sagde han.
Nora skævede til sit armbåndsur. Hun måtte ikke komme for sent til færgen.
Olle Granlund stod og vred sig, som om han havde besluttet at sige noget, men ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle få det gjort.
»Jeg har tænkt over det, du spurgte om i går,« begyndte han. »Om gammel sladder om kystjægerne.«
»Ja?« sagde Nora og åbnede lågen.
Olle Granlund så sig omkring, som om han var bange for, at nogen skulle høre, hvad han havde tænkt sig at sige.
»Kan du huske, hvad jeg fortalte dig? At kystjægerne blev trænet til at blive hårde, både over for sig selv og andre.«
Nora nikkede uden at sige noget.
Olle flyttede sin kropsvægt fra den ene fod til den anden. Hans øjne havde fået et ulykkeligt udtryk.
»Sommetider gik det galt, officererne gik for vidt.«
Nora følte det, som om hun begik et overgreb og snagede i ting, der ikke vedkom hende. Men hun rystede følelsen af sig og ventede på fortsættelsen.
»Rendyrkede sadister, hvis sandheden skal frem. Der var især en, der havde et rigtig dårligt ry. Jeg har hørt om et tilfælde, hvor en soldat for enhver pris ville hjemsendes. Han var ved at bryde fuldstændig sammen. Presset blev for stort for den stakkels fyr.«
»Hvad skete der med ham?«
»Han sårede sig selv med en kniv. Han jog den ind i det ene ben, så blodet sprøjtede, og han ikke kunne marchere mere. Han tænkte nok, at det ville få dem til at sende ham hjem.«
»Gjorde de så det?«
»Nej. Officeren var et rigtigt svin. Han fortrak ikke en mine, da han så, hvad fyren havde gjort. ‘Stik også kniven i det andet,’ sagde han bare.«
Ordene fik Nora til at rykke baglæns.
Olle Granlund kiggede ned.
»Det er ikke det værste.«
Nora kunne se sorgen i hans ansigt. Og også noget andet.
Skam over en våbenbror.
»Kan det blive værre?«
»Det lykkedes soldaten at komme væk derfra til sidst. Men han omkom ved en bilulykke kort efter. Det siges, at det fik den pågældende officer til at udbringe en skål i messen, fordi soldaten havde været en uduelig kystjæger, som han var glad for at komme af med.«
»Det lyder fuldstændig urimeligt.«
»Ja, men den sergent var som sagt et sort får. En undtagelse fra reglen.«
Olle Granlund strøg sig over sit grå hår. Trods hans alder var der masser af det.
»De allerfleste var nogle gode soldater, det må du huske på. Der har altid ligget en god tanke bag kystjægerkompagniet. Opgaven var at beskytte Sverige mod fremmed invasion. Og så er man nødt til at teste soldaternes udholdenhed til bunds.«
Nora var splittet mellem ønsket om at høre mere og nødvendigheden af at nå færgen. Hun kunne lige nå et sidste spørgsmål, men så måtte hun også løbe.
»Kan du huske, hvad han hed, ham, du taler om?«
Olle Granlund kløede sig i nakken. Hans blå tømrerbukser havde brune pletter på knæene. Han havde sikkert ligget på knæ på bådebroen og ordnet et eller andet.
»Det er så længe siden. Jeg kan faktisk ikke huske det.« Han kløede sig bag øret. »Men jeg skal nok prøve at finde ud af det.«
Nora løftede sin taske op igen.
»Ved du, hvornår han var ansat?«
»Engang i halvfjerdserne.«