Den lange korridor med de hvide vægge virkede uendelig. Thomas og Pernilla gik forkert flere gange, inden de kom til den lille reception. Over lugen sad der et skilt, hvorpå der stod Ultralyd med blå bogstaver.
Pernilla havde været nødt til at minde Thomas om det om morgenen. Med et suk havde hun ventet, mens han ringede til Margit fra bilen og sagde, at han ikke kunne komme før efter to. De måtte tage et senere tog til Göteborg.
En venlig sygeplejerske viste dem ind i et rum med nedrullede persienner. I det svage lys kunne de skimte forskellige apparater, hvoraf et blinkede med et regelmæssigt grønt lys.
Pernilla blev bedt om at lægge sig på briksen og trække sin bluse op. Sygeplejersken smurte hendes mave ind i en klar gel.
»Jeg havde helt glemt, hvor kold den var,« sagde Pernilla til sygeplejersken.
Thomas holdt sig i baggrunden.
Han havde ikke sagt noget i et stykke tid, og Pernilla kunne se, at han så sammenbidt ud. Han følte sig åbenbart utilpas ved situationen. Hun søgte hans blik, men fik ikke nogen reaktion.
Hvis der var noget galt, var det bedst, at de fik det at vide nu, inden deres lille snøvs var født og blevet til et rigtigt menneske, som hun kunne holde i sin favn og kysse og kramme.
Det var bedre at miste et foster end et fuldt udviklet barn, tænkte Pernilla, men måtte alligevel stålsætte sig over for tanken.
»Sæt dig bare ned,« sagde sygeplejersken til Thomas og pegede på en trebenet taburet ved siden af briksen.
Thomas satte sig, og Pernilla tog hans hånd og gav den et opmuntrende klem. Men hans ansigt var stadig anspændt, og hans ryg stiv som en ildrager.
Præcis på samme måde havde de siddet, dengang de så Emily for første gang, tænkte Pernilla. Hun fik en klump i halsen og måtte synke kraftigt for at få den væk.
Denne gang skulle det gå godt, det skulle det bare.
Døren gik op, og en mandlig læge kom ind. Hans hår var tilbagestrøget og samlet i en nydelig hestehale. Han virkede alt for ung til jobbet, som om han kom direkte fra universitetet.
Så gik det op for Pernilla, at det ikke var lægen, der var for ung, det var hende og Thomas, der var blevet ældre. Thomas var enogfyrre, og hun selv blev fyrre i november.
Gamle forældre, efter enhver målestok at dømme.
Men ikke førstegangsforældre.
Lægen gav hånd.
»Mit navn er Peder Backlund. Velkommen.«
Pernilla sendte ham et blegt smil.
»Lad os så se, hvad vi har her,« sagde han og tændte for ultralydsapparatet.
Med øvet hånd førte han metalproben hen over Pernillas mave. Den føltes kølig og steril mod huden.
Den lille skærm ved siden af briksen lyste op, og et grågrønt grovkornet billede dukkede op.
»Du er i niende uge, ikke sandt?«
Pernilla nikkede.
»Hvordan har du det?«
»Jeg er meget træt, men ellers okay.«
»Hvad med kvalme?«
Lægen flyttede blikket frem og tilbage mellem maven og skærmen, mens han stillede spørgsmålene.
»Jo, temmelig meget, især om morgenen. Men det skulle vist snart gå over. Det håber jeg i hvert fald.«
Pernilla stirrede på den firkantede skærm. En sammenkrøben lille figur, som hun vidste i virkeligheden kun målte et par centimeter, trådte tydeligt frem for hendes øjne.
Der var altså et lille liv derinde. Et hjerte, der slog.
Indimellem gav det et spjæt i armene, små bevægelser, styret af urinstinkter og reflekser. Det lillebitte hoved bevægede sig en smule, som om det undrede sig over, hvem der mon var derude. Hvem det var, der kiggede på det i smug.
Øjenlågene, der svagt kunne skelnes på det diffuse billede, var kun sorte punkter, og hænderne, eller det, der om et par måneder ville blive til hænder, stak frem.
En lille fisk, der svømmede i det hav, som hendes livmoder havde skabt.
Lettelsen strømmede gennem Pernilla.
»Der er den. Se, Thomas.« Hun vendte hovedet om mod ham. »Kan du se den? Det er vores baby.«
Thomas sad stadig helt stille uden at sige noget, men virkede knap så anspændt længere. I mørket kunne hun se, at hans øjne var blanke.
Peder Backlund beskrev med rolig stemme det, som proben fandt inde bag lagene af hud og muskler.
Det var underligt, tænkte Pernilla, underligt og ufatteligt, at det aflange instrument, der blev presset mod hendes mave, kunne få den slags billeder frem. At man kunne se sit barn flere måneder før fødslen, og at en læge kunne afgøre, om alt var, som det skulle være, selvom fostret kun var et par måneder gammelt.
»Her har vi benene, og der kan I se begge armene,« sagde doktor Backlund.
Han førte instrumentet rundt i cirkler med et let tryk, der ikke var ubehageligt, det føltes bare lidt køligt.
»Og her har vi rygraden på den lille krabat.«
Han genoptog cirkelbevægelsen og lænede sig frem for bedre at kunne se på skærmen.
»Lad os nu lige se,« mumlede han.
Pernilla stivnede.
»Er der noget i vejen?« spurgte hun med stive læber.
Luften blev tæt, hun havde pludselig svært ved at få vejret. Peder Backlund rystede afværgende på hovedet, mens han vendte sig om.
»Alt er i orden, jeg skal bare tjekke noget. Lige et øjeblik.«
Han rakte ud efter tuben med gel og smurte endnu et lag på Pernillas mave. Denne gang sagde hun ikke et ord, da hun mærkede den kolde creme på huden.
Ængsteligt studerede hun lægens ansigt og prøvede at forstå, hvorfor han ikke havde sagt, hvad det var, han skulle. Bare der nu ikke var noget i vejen.
Ikke én gang til.
Det murrede af uro i kroppen på hende, og hun holdt hårdt om Thomas’ hånd, så hårdt, at han forsigtigt løsnede hendes greb. Han sagde ikke noget, strøg hende bare over håret, men hun vidste, at han var lige så spændt.
Det eneste, der hørtes i det lille rum, var maskinens ventilator.
Lægen tog et stetoskop frem og satte det i ørerne. Han lyttede et øjeblik. Så skruede han op for lyden på ultralydsapparatet.
Var det hendes babys hjerteslag? Det lød, som om det var ude af takt. Var det et dårligt tegn?
»Er det jeres første barn?« spurgte Backlund.
Thomas rystede på hovedet.
»Vi fik en datter for nogle år siden,« hviskede Pernilla. »Men hun døde som helt lille.«
På skærmen flød skyggerne ind og ud mellem hinanden, som et pantomimespil i sort og hvidt, hvor formerne dannede mønstre, som blev opløst i næste sekund.
»Så,« sagde Backlund. »Så er jeg klar.« Et sigende smil. »Nu kan jeg fortælle, hvilket køn det har. Hvis I altså vil vide det?«
Pernilla søgte Thomas’ blik, og så nikkede hun stumt til lægen. Angsten ville ikke slippe sit tag.
»Se her.«
Doktor Backlund lagde stetoskopet fra sig og pegede med en lysplet på skærmen der, hvor det lille hoved lige havde svajet som et siv i vinden.
Pernilla satte sig op for bedre at kunne se.
Skyggen havde drejet sig lidt, og nu syntes hun, hun kunne skimte et eller andet.
Hun kunne ikke lade være med at røre ved skærmen med fingerspidserne.
»Tillykke,« sagde lægen. »I skal have en lille pige.«
Pernilla var opløst i tårer hele vejen hjem fra sygehuset, men igen og igen forsikrede hun Thomas om, at han ikke skulle tage sig af det.
»Jeg er bare så lykkelig,« sagde hun. »Noget så lykkelig.« Hun snakkede så hurtigt, at han kun opfattede halvdelen. »Det er helt sindssygt, Thomas, vi bliver en familie igen, er det ikke ufatteligt?«
»Tag det nu roligt,« sagde Thomas og blinkede noget vådt væk fra øjenkrogen. »Der er lang tid til endnu.«
Da han satte hende af ved hendes arbejde, spekulerede han på, hvordan hun mon ville klare ikke at fortælle vidt og bredt om, hvad der var sket. Ultralydsundersøgelsen havde gjort graviditeten meget konkret for dem begge to. Pludselig turde de tro på miraklet.
Han var stadig berørt af lægens besked, da han kom ind på politistationen. Her skulle Margit og han mødes, inden de tog toget, men da han trådte ud af elevatoren på tredje sal, stod hun allerede ude på gangen.
»Jeg fik fat på Leif Kihlberg her til morgen. Han er i Stockholm. Eller rettere sagt, han kommer herop sent i aften for at deltage i en konference, så vi kan mødes med ham klokken halv ni i morgen tidlig på hans hotel.«
»Så slipper vi altså for at tage til Göteborg. Det passer mig helt fint.«
Hun så undersøgende på ham.
»Er der noget galt?«
»Næh.«
Thomas gjorde sit bedste for at se helt normal ud.
»Er du helt sikker?«
Mistænksomheden lyste ud af Margits øjne. Hun gik et skridt nærmere uden at tage blikket fra ham.
Thomas overgav sig. Hun kendte ham alt for godt.
»Jeg har været til ultralydsscanning sammen med Pernilla.« Margit åbnede munden for at sige mere, men han kom hende i forkøbet. »Vi skal have barn.«
Et stort smil bredte sig på Thomas’ ansigt.
»Vi skal have en lille pige.«
»Men, Thomas!«
Margit så for en gangs skyld helt rørt ud.
»Kom, vi går herind.«
Hun drejede om på hælen og gik ind på sit kontor.
Thomas fulgte efter og satte sig i gæstestolen. Pludselig kunne han slet ikke holde op med at smile. Al træthed fra dagen før var pist væk.
Margit lukkede døren bag dem.
»Tillykke. Det er jo helt fantastisk.«
»Vi troede ikke, vi kunne få flere børn, i hvert fald ikke med naturmetoden.« Lidt mere dæmpet sagde han: »Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle få en ny chance.«
Margits skarpe træk mildnedes, og Thomas så en oprigtig glæde i hendes dybtliggende øjne. Hendes normalt så rynkede pande glattedes ud, og hun rejste sig op og gav ham et varmt knus.
»Hvor det dog glæder mig på jeres vegne. Det har I virkelig fortjent. Især efter alt det, I har været igennem.«
Som om hun blev genert over sin pludselige følelsesudladning, gik hun hurtigt hen og satte sig ved skrivebordet igen.
»Vi har tænkt os at holde det hemmeligt lidt endnu,« sagde Thomas. »Pernilla er kun i niende uge.«
»Det forstår jeg godt,« sagde Margit. »Og jeg skal nok lade være med at sige noget.«
Hun tog en dyb indånding og slog hænderne sammen.
»Så er det igen slut med nattesøvnen.«
»Det ved jeg. Eller rettere sagt, så tror jeg, at jeg ved det. Jeg har sikkert ingen anelse om, hvordan det bliver denne gang. Det føles stadig som en drøm.«
Det bankede på døren. Karin Ek åbnede og kom ind.
»God formiddag,« sagde hun med tydelig adresse til Thomas, der ikke forstod den spydige bemærkning. »Jeg håber, du har fået sovet ud?«
Margit kom ham til undsætning.
»Jeg har fortalt, at du skulle tage den med ro efter bilulykken i lørdags.«
Thomas sendte hende et taknemmeligt blik.
»Ja tak, jeg har det meget bedre,« svarede han.
»Forsvaret har ladet høre fra sig.«
Karin Ek rakte et bundt papirer frem. Øverst på forreste side sås Forsvarsministeriets stempel.
»Er det fra Elsa Harning?« spurgte Margit.
»Ja.«
»Lad mig se det,« sagde Thomas og tog imod dokumentet.
Han skimmede det hurtigt igennem og rejste sig op.
»Karin, sig til resten af gruppen, at vi holder møde nu,« sagde han hen over skulderen og fortsatte ned ad gangen.
Thomas havde sat alle siderne op på opslagstavlen. Hvert ark bestod af en biografi over en person, komplet med persondata og et tredive år gammelt fotografi. De unge mænd lignede hinanden uhyggeligt meget med plysset hår og barske miner. Alle stirrede de lige ind i kameraet uden at blinke, som hypnotiseret af linsen.
Thomas læste højt:
Leif Kihlberg, gruppeleder
Anders Martinger
Björn Sigurd
Jan-Erik Fredell
Bo Kaufman
Sven Erneskog
Stefan Eklund
»Okay, nu ved vi, hvem der indgik i Kaufmans gruppe,« sagde Thomas. »Stor tak til Elsa og forsvaret for hjælpen.«
Tonefaldet var lettere ironisk.
Med en tuschpen satte Thomas sorte kryds ud for de tre ofre: Fredell, Kaufman og Erneskog.
»Kihlberg skal vi mødes med i morgen tidlig,« sagde han. »Han arbejder som assisterende brandchef i en af Göteborgs omegnskommuner. Han er gift for anden gang og har to sønner fra sit første ægteskab. De er treogtyve og enogtyve år gamle.«
Han holdt en pause og trådte et skridt baglæns.
»Björn Sigurd fortsatte i militæret og har været udsendt flere gange. Blandt andet med de fredsbevarende styrker i Bosnien.«
»Altså en rigtig soldat,« sagde Kalle Lidwall.
Thomas ville have svoret på, at han så et glimt af beundring i den yngre politimands øjne.
»Vent nu lige lidt.« Thomas tøvede. »Sigurd er død.«
»Hvordan?« spurgte Margit hurtigt.
»Lad mig se engang.« Thomas læste videre. »Han døde i Bosnien. Han var med en lastbil, der kørte på en mine. Alle i bilen blev dræbt på stedet.«
Kalle Lidwall så lidt slukøret ud.
»Havde han nogen pårørende?« spurgte Erik Blom og klikkede med sin kuglepen.
»Ja, en kone.« Thomas læste videre. »Anne-Marie Sigurd, hun er sygeplejerske. Men der står ikke noget om nogen børn.«
»Hvem har vi så tilbage?« spurgte Kalle Lidwall.
»Martinger og Eklund,« sagde Margit. »Men Stefan Eklund emigrerede til Australien i halvfemserne, og vi har ikke hans adresse.«
»Jeg er i gang med at lede efter ham,« sagde Karin Ek undskyldende. »Men det er ikke så let at finde en udvandret svensker i Australien. De er ikke særlig hurtige til at svare dernede på den anden side af jorden. Gudskelov for det svenske personnummersystem, hvor det er nok med et tryk på en knap, hvis man vil finde nogen.«
Thomas læste op af den sidste biografi.
»Anders Martinger søgte ind ved flyvevåbnet. Han fløj Viggen, men overgik til kommerciel flytrafik i slutningen af firserne, hvor han startede hos SAS. Han bor i Sigtuna og er også gift for anden gang. Tre børn, en søn på nitten og to døtre på femten og fem år. Hans nuværende kone, Siri, er stewardesse.«
»Bliver de følelsesmæssigt afstumpede, fordi man barberer håret af dem?« Margit rømmede sig kraftigt. »Eller er de bare alt for macho til at holde sig til én kvinde?«
»Sverige har verdens højeste skilsmisserate, hvis du regner ugifte samboende med,« oplyste Karin Ek. »Det kan ikke kun skyldes kystjægernes kærlighedsliv.«
Den Gamle brød ind.
»De gamle soldaterkammerater har klaret sig helt godt – altså lige med undtagelse af Bo Kaufman.«
Margit fnøs igen.
Erik Blom blev ved med at klikke med sin kuglepen med blikket stift rettet mod opslagstavlen, ind, ud, ind, ud, indtil Karin ikke kunne holde det ud længere.
»Vil du ikke godt holde op med det dér?« hviskede hun halvhøjt.
»Syv mænd,« sagde Margit eftertænksomt. »De aftjente deres værnepligt sammen for tredive år siden. En er omkommet ved en ulykke, tre er myrdet, og en ung mand, der prøvede at få noget at vide af dem, er også død.«
Erik Blom rejste sig pludselig og gik hen til opslagstavlen. Han tog de papirark ned, som Thomas havde sat op, og sorterede dem. Så satte han dem op igen, men i en anden rækkefølge.
Stefan Eklund
Sven Erneskog
Jan-Erik Fredell
Bo Kaufman
Leif Kihlberg
Anders Martinger
Björn Sigurd
Erik gik ned og satte sig uden at sige noget. Det var ikke nødvendigt.
»Han følger alfabetet,« sagde Margit. »Den satan, han dræber dem i alfabetisk rækkefølge.«
»En efter en,« sagde Erik Blom.
»Med militær præcision, mener du,« sagde Karin Ek. Hun rødmede. »Undskyld, det røg bare ud af mig.«
»Leif Kihlberg må være den næste, der står for tur,« sagde Margit stille. »Og så kommer Martinger.«
Stilheden i mødelokalet var kompakt.
»Der er også en anden mulighed,« sagde Thomas, der stadig stod oppe ved tavlen. »Martinger og Kihlberg kan selvfølgelig godt være gerningsmandens næste ofre ...«
Han strøg sig gennem det lyse hår, mens han valgte sine næste ord med omhu.
»... men det kan også være en af dem, der er gerningsmanden ...«
»En kystjæger, der dræber andre kystjægere?« spurgte Kalle undrende.
Thomas sendte ham et anerkendende blik.
»Antag,« fortsatte han, »at der er begået en uret i gruppen, et eller andet, der er sket for mange år siden. Af en eller anden grund, som vi ikke kender eller forstår, er det nu kommet op til overfladen igen.«
Thomas pegede på Leif Kihlbergs og Anders Martingers stamblade.
»En pilot og en brandmand. To mænd med nogle job, der kræver, at man kan holde hovedet koldt i kritiske situationer. Alt i gerningsmandens fremgangsmåde tyder på, at vi har at gøre med en, der er både intelligent og i stand til at improvisere.«
Han så Kaufmans soveværelse for sig igen. Det eneste, der havde skullet til, var et våben, en flaske whisky og en pude. En god halv time, og drabet var udført.
»De to, der stadig er i live og bor i Sverige, er Martinger og Kihlberg,« fortsatte han. »De har begge to et arbejde, der kan forklare, hvorfor mordene er begået i weekenderne. Kihlberg bor i Göteborg, og Martinger flyver.«
Margit så lidt tvivlende ud.
»Jeg synes, at Elsa Harning sagde, at der eksisterer en meget stærk gruppeloyalitet blandt kystjægere. Tror du virkelig, at de ville kunne finde på at udrydde hinanden?«
Thomas tænkte lidt over det, Margit havde sagt.
Så sagde han: »De er soldater, der er trænet i at lukke af for deres følelser. Intet må hindre dem i at nå deres mål.«
»Målet helliger midlet,« sagde Erik Blom.
»Under alle omstændigheder,« nikkede Thomas. »Med en sådan træning forestiller jeg mig, at man godt kan vende sig mod sine egne. Hvis en særlig situation kræver det.«
»Hvorfor sker mordene så lige netop nu?« spurgte Kalle Lidwall.
Thomas trak på skuldrene.
»Aner det ikke. Men det må være noget dybt personligt. Ellers ville det aldrig kunne komme så vidt.«
»Det behøver ikke være en uret,« sagde Margit. »Måske er der noget, man vil skjule. Oplysninger, der ikke må komme ud.«
»Det er temmelig ekstremt at dræbe tre mennesker, måske fire, for at forhindre en hemmelighed i at komme ud,« sagde Den Gamle fra sin plads for bordenden.
»Ja,« svarede Thomas. »Men den her gruppe er ekstrem.«
»Jeg forstår stadig ikke, hvor Marcus Nielsen kommer ind i den sammenhæng,« sagde Karin Ek.
Thomas kom i tanker om opringningen fra Lena Fredell.
»Fredells kone ringede til mig og fortalte, at Marcus Nielsen vist havde lånt hendes mands dagbøger.«
»Hvad stod der i dem?« spurgte Karin Ek.
»Det vidste hun ikke. Hun havde aldrig læst dem. Jeg har gennemgået fortegnelsen over Nielsens ejendele, og de var ikke hjemme hos ham. Alting tyder på, at de er forsvundet.«
Pludselig slog en tanke ned i Thomas.
Kunne Jan-Erik Fredell have haft behov for at fortælle om noget fra sin fortid? Fredell vidste godt selv, at han ikke havde langt igen. Måske så han en mulighed for gennem dagbøgerne at formidle en hemmelighed, som han havde båret på alene i mange år?
Da Marcus Nielsen så tilfældigvis dukkede op, kunne han have set det som en sidste mulighed for at få nogen stillet til regnskab. Den studerende skulle være hans budbringer.
Uden at Fredell anede rækkevidden af den katastrofe, han dermed udløste.
»Måske har Marcus Nielsen fundet et eller andet i dagbøgerne,« sagde Thomas.
»Men det må have været ren dynamit for at kunne udløse så mange mord,« sagde Erik.
Gerningsmanden måtte bære rundt på et voldsomt indre raseri, det vidnede hans handlinger om, tænkte Thomas.
»Hvordan opdagede gerningsmanden i givet fald, hvad Marcus Nielsen havde fundet?« spurgte Kalle Lidwall og lagde armene over kors.
Hans meget kortklippede hår mindede Thomas om billederne af kystjægerne oppe på tavlen.
»Vi ved, hvem Nielsen kontaktede, og der er ikke noget at komme efter der,« sagde han. »Desuden er flere allerede døde. Og de kan vel ikke have myrdet sig selv.«
»Så må Nielsen have fået fat på gerningsmanden på en anden måde,« sagde Erik.
»Lige et øjeblik.« Kalle tog sig til panden. »Vi har gennemgået de opkald, Marcus foretog fra sin mobiltelefon, men var han ikke også tit hjemme hos sine forældre?«
»Jo,« svarede Margit.
»Deres telefonopkald har vi ikke gennemgået. Marcus kan have brugt forældrenes telefon til at kontakte gerningsmanden.«
»Kan du tjekke det med det samme?« spurgte Den Gamle.
Margit havde rettet sig op i stolen. Blikket i de dybtliggende øjne var mere intenst end normalt.
»Glem ikke Stefan Eklund, som vi ikke har kunnet få fat i,« sagde hun. »Han kan være jokeren i hele spillet.«
Thomas havde tænkt det samme.
»Vi må hurtigst muligt have fundet ud af, hvor Eklund opholder sig,« sagde han. »Indtil da må vi koncentrere os om de to, der stadig befinder sig her i landet.«
»Leif Kihlberg mødes vi med i morgen,« sagde Margit.
»Og Martinger?« sagde Thomas og svarede selv: »Ham må vi have fat i med det samme.«
Margit så på Karin Ek.
»Gør, hvad du kan for at finde Stefan Eklunds nuværende adresse. Du må have Udenrigsministeriet til at hjælpe dig, hvis det bliver nødvendigt. Ring også til Elsa Harning og se, hvad hun kan gøre.«
Karin noterede på sin blok.
»Den klarer jeg,« sagde hun.
»Vi må have undersøgt Martingers og Kihlbergs alibi,« sagde Margit og så hen på Den Gamle.
Thomas havde allerede rejst sig og var på vej ud af lokalet.
Nora havde taget tidligt fri fra arbejde for at hente drengene fra skole. Solen skinnede, men det var ikke nær så varmt som ugen før, kun en tretten-fjorten grader. Hun parkerede bilen uden for Simons skole og steg ud med håndtasken over skulderen. Latter og høje råb fyldte skolegården. Hun genkendte en af Adams gamle lærere, der stod henne ved hovedindgangen.
Begge sønnerne havde gået på Igelbodaskolan fra første klasse, men Adam var flyttet over på den hundrede år gamle Samskolan efter femte klasse. Der skulle Simon også hen om et par år.
Hun fik øje på sin yngste søn midt i en klynge drenge, der hang som aber i et stort klatrestativ midt i skolegården.
»Simon,« råbte hun og gik nærmere. »Hej, Simon!«
Han standsede op og drejede hovedet. Da han fik øje på hende, kravlede han hurtigt ned og kom løbende.
Nora gik ned i knæ og strakte begge arme ud.
»Hej med dig, min skat.«
Hun gav ham et stort knus og snusede til hans hår, indtil han vred sig ud af favnen på hende.
»Er alt i orden?« spurgte hun.
»Jeg har det fint.«
Han fik en bekymret rynke i panden.
»Hvad er der?« spurgte Nora.
»Har du husket, at jeg skal have is med i morgen?«
Når man havde fødselsdag, plejede man at tage is med til klassen.
»Den ligger allerede i fryseren. Bare rolig.«
Nora prøvede at tage ham i hånden, men han ville ikke lade hende gøre det. Der var for mange af hans kammerater i nærheden. Når han begyndte i fjerde til næste år, var småbørnsalderen for alvor forbi.
»Skal vi ikke skynde os hjem? Jeg er så sulten.«
»Har I ikke fået noget at spise i fritteren?«
»Jo, men jeg er stadig sulten.«
Han klappede sig på sin sweater på højde med navlen – ligesom en lille gammel mand. Nora kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
»Okay. Men vi skal lige hente Adam først. Tror du, du kan klare den så længe?«
»Mmm.«
Adam plejede selv at gå hjem efter skoletid, men om mandagen hentede hun også ham, fordi han havde sin weekendtaske med.
Skulle sandheden frem, havde hun ikke spor imod det. Det var så sjældent, hun kom på hans skole nu om dage, så hun var helt glad for at have en undskyldning.
»Så kom og lad os køre derhen med det samme.«
Lige da Nora havde sat sig ind bag rattet, bippede hendes mobil. Det gav et sæt i hende.
Var det mon Jonas?
Hun rodede rundt i håndtasken og fik fat i telefonen, latterlig forventningsfuld. Hele dagen havde hun gået og håbet på, at han skulle lade høre fra sig.
Men da hun åbnede sms’en, var det noget helt andet.
Simon har glemt sin engelskbog hos mig. Kan du hente den/Henrik stod der med hvide bogstaver på grøn baggrund.
Den glade forventning blev forvandlet til det stik modsatte.
Hver gang telefonen havde ringet i det seneste døgn, havde det gibbet i hende, i håbet om at det kunne være Jonas. Hun var spændt gået rundt og havde ventet på, at han skulle lade høre fra sig. Det mindede hende om, dengang hun var teenager, hvor man skulle spille kostbar og ikke måtte virke for påtrængende. Allerede dengang havde hun ikke brudt sig spor om det. Men det var svært ikke at falde ind i det gamle mønster.
Seksten år var gået, siden hun sidst var single, og hun følte sig som en fremmed i spillet mellem mænd og kvinder. Hun anede ikke, hvordan man datede nu om dage, og da slet ikke, hvilke regler der gjaldt, når man havde haft sex med nogen.
Hun lukkede irriteret mobilen.
De havde tilbragt en nat sammen, det var det hele. Hun måtte holde op med at gå og tænke på ham og begynde at leve, som hun plejede. Desuden var han i Thailand, helt omme på den anden side af jorden.
Nora opdagede, at Simon skævede til hende, og skød tankerne om Jonas til side.
Skolebogen.
Hun tastede Henriks nummer. Han svarede, da den havde ringet to gange.
»Det er Nora. Jeg har lige set din sms. Du må køre forbi og lægge bogen i brevkassen.«
»Jeg kan ikke nå det i dag. Jeg skal være på sygehuset til sent i aften.«
»Det er dig selv, der har glemt at sende den med.«
Hvorfor skulle hun have besværet med at hente engelskbogen, bare fordi han ikke havde styr på Simons ting? Og hun havde ikke den fjerneste lyst til at køre forbi deres gamle hus og risikere at få et glimt af Marie i køkkenvinduet.
»Det var ikke med vilje.«
»Det ved jeg godt. Men jeg har ret travlt i den her uge. Jeg arbejder også på fuld tid, ligesom dig.«
»Jeg har patienter, som jeg ikke bare kan gå fra.«
Tonefaldet var pludselig nedladende.
Som læge var Henrik vant til at blive adlydt. Han var en respekteret røntgenlæge og blev sjældent modsagt.
»Hør nu her,« sagde han. »Du må kunne løsrive dig fra bankkreditterne, det betyder vel ikke alverden. Simons skolearbejde må da være vigtigst.«
Hvor typisk Henrik.
Hans job var altid gået forud for hendes. Men for en gangs skyld blev Nora hverken vred eller ked af det. I stedet indfandt der sig en uventet ro.
»Så foreslår jeg, at du afleverer den i morgen tidlig, inden du tager på arbejde. Du kan måske stå et par minutter før op. Hej, hej.«
Nora trykkede samtalen væk, inden han nåede at protestere.
Hun rakte tunge ad sig selv i bakspejlet og oplevede en barnlig følelse af triumf. Hun havde hverken mistet humøret eller ladet ham få sin vilje. Kun sagt, hvordan hun ville have det, som et voksent menneske.
Det var en helt ny oplevelse.
Uden for Samskolan var der betydeligt mere roligt. Hist og her sad unge mennesker i klynger, men der var ikke nær så meget udendørs leg som i Simons skolegård.
Nora kiggede på klokken. Adam skulle have fået fri for ti minutter siden. Han plejede at møde hende uden for porten, men nu var han ingen steder at se.
Hun bad Simon vente i bilen og gik ind for at lede efter hans bror.
Adam stod midt i skolegården under et stort egetræ sammen med en gruppe på samme alder. Tæt op ad ham stod en jævnaldrende pige med langt mørkt hår, der hang løst ned ad ryggen. Hun havde en kort afklippet cowboynederdel på med lyserøde broderier. Der var et eller andet ved den måde, hun lænede sig op ad Adam på, der fik det til at gibbe i Nora.
Stod de ikke der og holdt hinanden i hånden? Hun gik lidt nærmere for bedre at kunne se. Lige i samme øjeblik kiggede Adam op og opdagede, at hun var på vej hen imod dem. Han samlede sin rygsæk op fra jorden og sagde et eller andet til pigen. Hun lænede sig frem og hviskede i hans øre. Så begyndte han at gå hen imod Nora.
Hun prøvede at give ham et knus, men han fjernede hovedet. Hun måtte nøjes med at rode lidt op i hans hår.
»Lad nu være, mor.«
Han åbnede bildøren og smed rygsækken om på bagsædet. Så satte han sig ind på forsædet ved siden af hende.
Nora prøvede at finde de rette ord.
»Jeg er bare så glad for at se dig. Du har været væk en hel uge.« Hun gjorde med vilje tonen let. »Jeg har jo savnet dig sådan. Det må man da have lov til som mor.«
Han blev lidt mildere stemt.
»Jeg har også savnet dig.«
Nu fik hun i hvert fald lov til at give ham et klap på kinden.
»Hvem var hende, du stod sammen med?« spurgte Nora og prøvede at spillede passende uinteresseret.
»Hvem?«
»Den pige, som du stod og snakkede med?«
»Det var Lisa.«
»Går hun i din klasse?«
Adam trak på skuldrene. Nora tolkede det som et ja.
»Hvad hedder hun mere end Lisa?«
»Er det ikke lige meget?«
Han vendte sig om og kiggede ud ad vinduet.
Nora sagde ingenting, men spekulerede i sit stille sind på, om det mon var hans første kæreste. Han begyndte så sandelig at blive stor.
Hun startede bilen og drejede hovedet for at se, om der var fri bane, så hun kunne bakke ud fra parkeringspladsen.
Hun havde det altid meget bedre, når børnene var hos hende igen.
Det tog ikke lang tid for Karin Ek at finde ud af, hvor Anders Martinger befandt sig. Da hun kom ind på Thomas’ kontor, var hendes korte hår lidt forpjusket, som om hun stresset havde siddet og kløet sig i det.
»Jeg har talt med personaleafdelingen hos SAS,« sagde hun.
»Hvordan gik det?«
»Nogenlunde. Anders Martinger er på vej til New York. Han er tilbage igen onsdag formiddag, hvor han lander i Arlanda klokken halv elleve.«
»Så er han i det mindste i sikkerhed så længe,« sagde Thomas.
»Og omvendt,« sagde Karin Ek.
»Ja.«
Thomas forstod godt, hvad Karin mente.
Hvis Martinger var gerningsmanden, var Leif Kihlberg uden for hans rækkevidde i to døgn endnu.
Det gav dem et pusterum på flere måder.
»Men jeg fik dem til at maile mig hans flyvetider for september.«
Hun trådte et par skridt ind i kontoret og viftede med et stykke papir.
»Martinger har været i Sverige i de sidste tre weekender.«
Thomas nikkede hen mod sin gæstestol.
»Fortæl.«
Karin slog sig ned og lagde det ene ben over det andet.
»Den søndag, hvor Marcus Nielsen og Erneskog blev fundet døde, skulle Anders Martinger først møde om aftenen. Da fløj han,« hun holdt en pause og så på sit papir, »til København for at flyve København-Chicago dagen efter. Weekenden efter var det næsten det samme. Han fløj ruten København-New York og mødte søndag aften, hvor han igen fløj fra Stockholm til København.«
»Og hvad så med sidste weekend?«
Karin havde en antydning af tilfredshed i stemmen.
»Da havde han fri, fire dage i træk. Piloter arbejder efter et rullende skema, så han havde en lang weekend.«
Martinger havde altså været hjemme, da alle tre mænd blev myrdet. Thomas sad og fordøjede oplysningen.
»Flot arbejde,« sagde han. »Fik du også hans nummer? Ved du, hvordan man kommer i kontakt med ham?«
Karin rakte en seddel frem.
»Her har du hans mobilnummer. Men du kan ikke få fat på ham før klokken tyve svensk tid. Jeg har også noteret adressen på det hotel, hvor han bor.«
»Okay. Tak for hjælpen.«
Det havde taget godt en time at købe ind og dernæst pakke drengenes ting ud, da de kom hjem. Nu lå tøjet i skufferne, og vaskemaskinen var i gang.
Nora fandt sin mobil frem og tjekkede beskederne, selvom hun tidligere på eftermiddagen højt og helligt havde lovet sig selv ikke at gøre det mere.
Intet.
Det var mindst femtende gang, hun kiggede efter nye sms’er, men hun kunne ikke lade være.
Hun vidste godt, at Jonas var i Bangkok og skulle være der det meste af ugen. Men et eller andet livstegn kunne han da godt give, tænkte hun.
Havde deres nat bare været et tidsfordriv, en mulighed, som han havde taget imod, da den bød sig? Bare hun nu ikke havde virket som en desperat nyskilt kvinde, der gik i seng med hvem som helst. Hun blev helt ulykkelig ved tanken.
Nora lagde telefonen ned i håndtasken og gik ud i køkkenet for at begynde at lave mad.
En ting var sikker. Hvis han ikke lod høre fra sig, så var der ikke noget at gøre. Hun ville under ingen omstændigheder udsætte sig for den risiko at blive afvist. Det var slemt nok, at Henrik så hurtigt var flyttet sammen med en anden kvinde. Som om alle deres år sammen kun havde været en bagatel.
Havde hun overhovedet lyst til at se Jonas Sköld igen?
Jo mere hun tænkte over det, desto mere usikker blev hun. Hun savnede ham. De havde haft en vidunderlig aften og nat sammen. Efter forårets lange dvale havde timerne med Jonas været en gave.
Men hun turde ikke udsætte sig selv for at blive svigtet endnu en gang. Og aldrig mere ville hun leve i et forhold som det med Henrik.
Jeg har ladet mig kue for sidste gang, tænkte hun bittert.
Hendes ører blev helt varme ved tanken om, hvordan hun uden protest bare havde tilpasset sig Henriks vaner og ønsker. Mens han arbejdede eller sejlede kapsejlads, havde hun sørget for hjem og familie. Igen og igen havde hun givet efter.
Jeg gør det aldrig mere, sagde hun til sig selv.
Med en beslutsom bevægelse fandt hun en kasserolle frem for at koge vand til de tortellini, som Simon havde bestilt. Hun tog saltet ned fra krydderihylden og målte en skefuld af, som hun hældte i vandet. Så lagde hun låget på med et knald og satte fuldt blus på pladen.
En eneste nat, og han fyldte allerede alle hendes vågne tanker.
Det havde kostet hende så meget at genvinde kontrollen over sit liv. Og den havde hun ikke tænkt sig at opgive.
Nu måtte hun holde op med at tænke på Jonas Sköld.