Tirsdag (tredje uge)

Kapitel 57

Leif Kihlbergs hotel lå på Nybrogatan, lige nord for Östermalmstorg i det centrale Stockholm.

Da Thomas og Margit trådte ind i lobbyen, var det første, de så, et skilt, der meddelte, at Redningstjenesten holdt konference i Saturnus-lokalet på tredje sal.

Receptionen lå i direkte forbindelse med en spisesal, der var indrettet ligesom et bibliotek. Væggene var fyldt fra gulv til loft med reoler med bøger af alle mulige slags. På det runde bord midt i lokalet lå der endnu flere bøger og tidsskrifter.

Det er akkurat som at træde ind i et privat hjem, tænkte Thomas.

Margit gik hen til receptionen og bad dem ringe op til Leif Kihlberg, men inden receptionisten nåede at løfte røret, så Thomas ud af øjenkrogen en høj, bredskuldret mand rejse sig og komme hen imod dem.

»Hedder du Margit Grankvist?« spurgte han Margit.

»Ja, det er mig.«

»Leif Kihlberg.«

Margit rakte hånden frem til goddag.

»Hvordan vidste du, at det var os?« spurgte hun med rynkede øjenbryn.

Kihlberg trak på skuldrene.

»I politifolk er temmelig nemme at kende, selv uden uniform.«

»Ja, det siger man,« sagde Thomas og præsenterede sig.

Det var bestemt ikke første gang, han hørte det.

»Vi kan sætte os herhenne,« sagde Leif Kihlberg og pegede hen mod det bord, hvor han havde siddet. »I kan nok godt tage jer en kop kaffe fra buffeten, hvis I har lyst.«

»Vi trænger ikke til noget. Ellers tak,« sagde Thomas.

Han studerede brandmanden, der satte sig ved det runde bord af mørkt træ. Leif Kihlberg så godt ud, håret var stadig tæt, og kroppen slank. Han havde en mørk tweedjakke på, en åbenstående skjorte og et par mørkegrå bukser. De fine rynker om øjnene afslørede, at han var et menneske, der holdt af at opholde sig udendørs.

Det var ikke svært at forestille sig den unge kystjæger, Kihlberg engang havde været. Er du en hæderlig mand eller bare én, der er vant til at klare sig ved hjælp af et sympatisk ydre? tænkte Thomas.

Han var meget omhyggelig med ikke at fælde nogen forhastet dom.

»Hvad kan jeg hjælpe jer med?« spurgte Leif Kihlberg.

Margit tog ordet og gav et kort referat af de seneste ugers begivenheder.

Thomas sad afventende. De havde brugt en time sidst på mandagen på at lægge taktik for mødet.

Hvis Leif Kihlberg var den gerningsmand, de søgte, måtte de ikke afsløre deres mistanke over for ham. Han skulle lulles ind i bevidstheden om at være i sikkerhed, indtil de havde beviser nok.

Men hvis han var det næste offer, måtte de vide så meget som muligt for at kunne beskytte ham.

Unægtelig lidt af en balancegang.

»Så, nu ved du, hvordan landet ligger,« sagde Margit. »Tre af dine gamle kammerater er blevet dræbt, og vi søger stadig efter et motiv og en gerningsmand.«

Der gik en engel gennem lokalet.

Leif Kihlbergs halsmuskler var blevet mere og mere spændte, efterhånden som Margits fortælling skred frem, og han sad med begge hænder knyttet i skødet.

Hvis han spillede overrasket, gjorde han det godt.

»Havde du slet ikke hørt noget om det?« spurgte Thomas.

Leif Kihlberg rystede på hovedet.

»Jeg har ikke haft kontakt med den gamle gruppe i meget lang tid.«

Han åbnede hænderne så langsomt, at det så ud, som om han tvang dem op. Kaffekoppen rystede, da han førte den op til munden, og han satte den fra sig uden at have drukket.

»Jeg bor i Göteborg, og de fleste blev boende i Stockholm og omegn. I kender det sikkert. Man mødes en del i de første år, men så sker det efterhånden sjældnere og sjældnere. Enhver fortsætter med sit, man stifter familie og får andet at tænke på.«

Ansigtet var blevet en smule blegere, end da de mødte ham i receptionen.

»Jeg vidste godt, at Björn Sigurd døde i Bosnien,« fortsatte han, »og jeg havde også ad omveje hørt, at Kaufman var ved at drikke sig ihjel. Men at Fredell var så syg ...« Han rystede på hovedet. »Stakkels fyr,« sagde han stille. »Jeg vil gerne med til begravelsen.«

Kihlberg rakte ud efter kaffekoppen igen og drak et par slurke. Så kiggede han op, næsten som om han havde truffet en beslutning.

»Ikke alle minderne fra dengang er lige lyse. Det var nok også derfor, jeg trak mig.«

»Er der slet ingen, du har holdt kontakt med?« spurgte Margit.

»Jo, én af dem.« Leif Kihlbergs øjne var alvorlige. »Anders Martinger. Vi blev udtaget som befalingsmænd sammen. Han fortsatte i forsvaret, men arbejder nu som pilot hos SAS. Vi ses af og til.«

Er det et tilfælde, tænkte Thomas, eller en væsentlig oplysning? Under alle omstændigheder værd at skrive sig bag øret.

»Hvornår sås I sidst?« spurgte Margit.

»Det var midt i september. Jeg var i Stockholm med min kone, og der mødtes vi med Anders og Siri.«

»Hvilken dato?« spurgte Thomas.

»Det er nok tre uger siden. Lad mig lige se efter.«

Leif Kihlberg tog sin lommebog frem og åbnede den. Han bladrede i et par sekunder og fandt så siden.

»Det var weekenden 15.-16. september. Vi havde billetter til en teaterforestilling.«

»Boede I hos dem?«

»Nej, vi tog på hotel. De bor i Sigtuna, og det ligger et godt stykke uden for byen. Men vi var ude at spise sammen, efter stykket.«

Thomas besluttede sig for at gå lige til sagen.

»Har du en idé om, hvorfor nogen skulle ønske at dræbe medlemmerne af din gamle gruppe?«

»Det er ufatteligt, helt uforklarligt.«

Svaret kom hurtigt og med eftertryk.

Margit fulgte op med endnu et direkte spørgsmål.

»Du og dine soldaterkammerater har altså ikke været med til noget, der kan forklare det her?«

Leif Kihlberg lænede sig tilbage mod ryglænet og lukkede øjnene. Så åbnede han dem igen og drak den sidste slurk kaffe. Nu så han mere fattet ud.

»Det kan jeg ikke forestille mig.«

»Er du sikker?« sagde Margit. »Vi har forstået det sådan, at træningen var ret barsk. Kan der være en gammel uret, der har vokset sig stor?«

Brandmanden blev skarp i tonefaldet.

»Det er tredive år siden. Hvordan skulle noget, der skete dengang, have betydning i dag?«

Udtalelsen fik Thomas til at reagere. Hvorfor vidste han ikke rigtigt. Kun at han havde fornemmet et stemningsskift, som ikke burde have været der.

Men fornemmelsen forsvandt, lige så hurtigt som den var opstået.

»Er der andre forbindelser mellem disse personer, som du kender til?« spurgte han. »Ved du, om de for eksempel driver forretning sammen?«

»Ikke så vidt jeg ved. Men som sagt så mistede jeg kontakten med dem for længe siden.«

»Har du selv været ude for noget for nylig?« fortsatte Margit. »Noget ubehageligt eller måske endda truende?«

Leif Kihlberg så ud til at blive mere overrasket end bange.

»Mener du, at jeg også skulle være i fare?«

»Vi kan se et mønster, hvori du indgår,« sagde Thomas. »Der er grund til at være på vagt, så længe vi ikke ved, hvad der driver morderen.«

»Det går nok. Jeg er i stand til at forsvare mig.«

Brandmanden rankede sig i stolen, og Thomas var ikke i tvivl om, at Leif Kihlberg var overbevist om sandheden i sin påstand.

Men han vidste også, at alting kunne ændre sig, hvis Leif Kihlberg i nøgen og beruset tilstand blev truet med en ladt pistol.

»Det er jeg ikke i tvivl om,« sagde han i en forsonlig tone. »Men vi ved efterhånden, at vi har at gøre med en intelligent og udspekuleret gerningsmand. Det skader ikke at være lidt forsigtig.«

»Hvis det svin prøver noget med mig, bliver det nok ham, der får sig en overraskelse,« sagde Leif Kihlberg kort.

Autoriteten i stemmen var ikke til at tage fejl af. Thomas forstod godt, hvorfor Leif Kihlberg var blevet udnævnt til gruppeleder allerede som tyveårig.

»Under alle omstændigheder vil vi bede dig om at passe på i den kommende tid. Og kontakte os, hvis du kommer i tanker om noget.«

Thomas gav ham sit visitkort.

»Du kan ringe når som helst.«

Brandmanden tog kortet til sig. I lyset, der kom strømmende ind gennem de store vinduer, bemærkede Thomas, hvor træt han pludselig så ud.

Margit og Thomas havde sat sig ind i bilen for at køre tilbage til Nacka. Med hånden på rattet vendte Thomas sig og så på sin kollega.

»Hvad tror du?«

Hun tog sikkerhedsselen på, mens hun tænkte sig om. Så sagde hun: »Helt ærligt, så ved jeg det ikke.«

»Kihlberg er i god form. Stærk nok til at klare både Kaufman og de andre ofre.«

»Ifølge sit eget udsagn har han alibi for to af de tre weekender. Vi må tjekke med hans kone, om hun eller nogen anden kan bekræfte, at han var i Göteborg på tidspunkterne for mordene på Nielsen, Erneskog og Fredell.«

Thomas drejede startnøglen om og kørte ud på gaden. Der var kø i den indre by, og det gik langsomt, selvom morgenmyldretiden for længst burde være forbi.

Han huskede pludselig det tidspunkt i samtalens løb, hvor noget, som Kihlberg sagde, havde fanget hans opmærksomhed.

De havde talt om begivenheder, der lå tredive år tilbage i tiden.

Kihlberg havde kraftigt afvist enhver antydning af, at et eller andet i fortiden kunne have noget med de aktuelle begivenheder at gøre.

Thomas havde fornemmet, at der var noget, der ikke helt stemte.

Nu vidste han, hvorfor han havde lagt mærke til det. Svaret var kommet for hurtigt, næsten som om Kihlberg havde forventet det.

Kapitel 58

Opringningen fra SKL kom efter frokost.

Thomas lyttede med stigende interesse og gik derefter direkte ind til Margit, som også sad og talte i telefon. Foran hende på bordet stod tre tomme plastickaffebægre, og hun holdt et fjerde, som var halvvejs tømt, i den anden hånd.

Hun lagde på og så op på ham.

»SKL har ringet.«

»Fortæl.«

»De har fundet fremmed dna hjemme hos Fredell. Og det er ikke det samme som på Marcus Nielsens reb.«

»Er de helt sikre?«

»Ja, 99,83 procent, som de plejer at sige.«

Margit trak på smilebåndet.

I SKL’s verden var der ikke noget, der hed 100 procents sikkerhed, der var altid nogle decimaler med. Men man kunne komme langt med et tal, der lå på over 99 procent.

»Så skal det nok passe,« sagde hun.

»Desværre findes der intet match i registrene.«

»Ærgerligt,« sagde Margit lakonisk. Hun tømte kaffebægeret, mens hun overvejede situationen. »Og de har ikke nævnt noget om dna fra Kaufmans eller Erneskogs hjem?«

»Det er for tidligt. Politiet i Västerås sendte først noget over fra Erneskog, da vi bad om det for knap en uge siden. Prøverne fra Kaufmans pude blev sendt af sted i søndags, så de er nok slet ikke nået til Linköping endnu.«

Margit trommede stille med fingrene på bordpladen, som var propfyldt med papirer og sagsakter.

»Problemet er stadigvæk, at vi ikke ved, hvem de forskellige dna-prøver tilhører,« sagde hun. »Hvis de stammer fra den, der solgte rebet til Marcus, eller én, der tilfældigvis var på besøg hos ægteparret Fredell, så er de jo ubrugelige.«

Thomas vidste, at hun havde ret. Men det var alligevel et fremskridt.

Hvad var det nu, Karin havde sagt om Martingers flyvetider?

Piloten havde haft fri i de to første weekender, hvor Nielsen, Erneskog og Fredell var blevet myrdet. Han havde først skullet møde søndag aften. Med andre ord var det teoretisk muligt, at han kunne have begået mordene, inden han tog på arbejde.

Hvis det altså var ham, der var gerningsmanden.

Kihlberg sagde, at han havde været i Göteborg i det samme tidsrum, men han havde ikke noget alibi for mordet på Kaufman.

Kihlberg og Martinger var de eneste overlevende kammerater fra en tæt sammensvejset gruppe. Hvor tæt mon de var knyttet til hinanden?

»Tænk, hvis de har fundet dna fra to forskellige drabsmænd,« røg det ud af Thomas.

»Hvad mener du?«

»Kan Kihlberg stå i ledtog med Martinger?«

Han skiftede stilling i stolen, og det gav et kraftigt jag i brystkassen, der stadig var øm efter bilulykken. Thomas havde en mistanke om, at et af hans ribben var blevet bøjet, da kroppen blev slynget mod sikkerhedsselen. Han havde stadig svært ved at ligge på højre side. Desuden havde han fået et ordentligt blåt mærke, som ikke havde kunnet skjules for Pernilla.

Han havde nedtonet begivenheden så meget som muligt, men hun var alligevel blevet vred over, at han ikke havde sagt noget om det før.

»Ledtog?« gentog Margit.

»Hvad mener du om den her teori ...« sagde Thomas, »... mordene begås i fællesskab. Kihlberg har et alibi for de første tre, Martinger for det sidste. Ved at skiftes kan de styrke hinandens alibi. En genial plan.«

Margit førte det tomme kaffebæger op til munden, men standsede, da det gik op for hende, at der ikke var noget i.

»To mordere?« sagde hun.

»Det er måske lidt langt ude, men ikke umuligt. Glem ikke, at de var sammen den weekend, hvor det første mord blev opdaget. Det sagde Kihlberg selv for et par timer siden. De var i teatret, men hvad lavede de bagefter? Måske kørte den ene til Västerås, og den anden ud til Marcus Nielsen i Jarlaberg.«

Thomas åbnede sin notesbog og kontrollerede, at han ikke huskede forkert.

»Martinger er den eneste, Kihlberg har haft kontakt med fra den gamle gruppe. De har været venner i tredive år, og deres familier omgås socialt.«

»Vi ved stadig ikke, hvorfor mordene er begået,« påpegede Margit. »I givet fald må de have et stærkt motiv.«

»Hvis vi bare kunne finde de dagbøger ... så er jeg sikker på, at vi ville kunne få svaret.«

Margit lod det tomme kaffebæger snurre et par gange, inden hun krøllede det sammen og smed det i papirkurven. De andre bægre fik lov til at blive stående.

»De løber en kæmpe risiko,« sagde Margit. »To gerningsmænd kræver en helt anden form for planlægning og desuden en enorm gensidig tillid.«

»Det er ikke noget problem for dem. Det var det, hele deres uddannelse gik ud på. De to er trænet til at dræbe, glem ikke det.«

»Vi må tjekke deres telefoner,« sagde Margit. »Se, om de har været i kontakt med hinanden i den senere tid. Lave en fuldstændig kortlægning af deres liv.«

»Jeg beder Karin og Kalle om hjælp, så må du tage dig af anklageren,« sagde Thomas. »Vi må nok regne med, at Martinger ved, at vi venter i Arlanda i morgen. Kihlberg har garanteret advaret ham.«

Han forlod Margit og gik ud på gangen. På vej tilbage til sit kontor kom han forbi mødelokalet, hvor stambladene fra forsvaret stadig hang på opslagstavlen.

De gamle fotografier af Martinger og Kihlberg viste to kammerater med næsten identisk udseende. Engang havde de været parate til at dø for hinanden. Var de også parate til at dræbe for hinanden?

Kapitel 59

Nora trådte et skridt tilbage og beundrede sit værk. Midt på bordet i køkkenet stod en prinsesselagkage med otte lys. Hun var stået ekstra tidligt op i morges for at bage boller og forberede det hele til Simons fødselsdagsfest.

Hun ville så gerne have, at hans første fødselsdag efter separationen skulle være perfekt. Skilsmissen måtte ikke ødelægge hans store dag.

Klokken nærmede sig syv, og snart kom de første gæster. Nora så sig omkring i det rummelige køkken, der havde været den vigtigste grund til, at hun var faldet for lejligheden. Nu var alting klar.

Hun fik sommerfugle i maven ved tanken om, at både Henrik og hans forældre skulle komme. Hun var aldrig kommet særlig godt ud af det med Monica og Harald Linde, men de var inviteret for Simons skyld.

Skulle sandheden frem, så var det mest hendes tidligere svigermor, der var problemet, ikke den hensynsfulde Harald, som var gået på pension for nylig efter en lang karriere i diplomatiet. Nu måtte han trækkes med Monica hele dagen og kunne ikke længere flygte ind i Udenrigsministeriet. Nora havde næsten helt ondt af ham.

Det ringede på døren, og Nora tog forklædet af og lod en hånd glide gennem håret. Hun havde skiftet fra sin formelle kontordragt til sorte bukser og en fin top. Håret var nyvasket, og hun havde oven i købet nået at udbedre mascaraen.

Henrik og hans mor skulle under ingen omstændigheder kunne se, hvor hårdt skilsmissen havde taget på hende.

»Simon,« råbte hun. »Gå ud og luk op. Det er dig, de kommer for at besøge.«

Han kom farende ud fra stuen.

»Er det far?«

Nora kunne mærke humøret dale. Det gav stadig et jag i hende, selvom de havde boet hver for sig i et halvt år. Hvornår mon det holdt op? tænkte hun. Hvornår ville Henrik blive til en, folk kunne tale om, uden at hun blev ked af det?

»Gå ud og se efter,« sagde hun og prøvede at smile. »Jeg skal bare lige ordne det sidste.«

Simon løb hen til hoveddøren, og hun kunne høre ham dreje låsen om.

Han var så selvsikker i sin T-shirt med et stort billede af Spiderman på brystet. Hvis han fik lov, ville han gå med den hver eneste dag.

»Adam,« råbte hun. »Sluk for fjernsynet. Gæsterne er begyndt at komme.«

Ingen reaktion.

»Adam,« råbte hun igen. »Kom nu. Vi har gæster.«

»Hej, far,« hørte hun Simon udbryde.

Henrik var kommet. Så var det bare at tage tyren ved hornene. Nora tog en dyb indånding og lagde ansigtet i de rette folder, inden hun forlod køkkenet.

Men da hun kom ud i entreen, stivnede smilet. Henrik stod i døråbningen med Simon om halsen. Bag ved ham sås et alt for velkendt ansigt.

Marie.

Hun havde i det mindste så meget situationsfornemmelse, at hun så nervøs ud.

Henrik trådte et par skridt ind i lejligheden og satte Simon fra sig.

»Jeg tog Marie med. Det håber jeg, er i orden,« sagde han. »Hun ville så gerne ønske Simon tillykke sammen med mig.«

Nora lukkede øjnene.

Hun kunne ikke tillade sig at eksplodere foran Simon, hvor gerne hun end ville. Det var slemt nok at støde på Marie i deres gamle hjem. Det sidste, hun ønskede, var at være nødt til at være sammen med hende i sit nye.

Hun ville overhovedet ikke omgås det menneske.

Træk vejret, tænkte hun, træk vejret dybt og roligt. Behersk dig. Du kan godt klare det.

Heldigvis lød der trin på trappen. Thomas’ velkendte stemme lød udenfor, og Nora kunne mærke, at hun slappede en smule af.

»Er der noget fødselsdagsbarn herinde?«

Thomas trådte ind, som sædvanlig med længere skridt end alle andre, og rakte armene frem mod Simon, der gav slip på Henrik og kastede sig i favnen på Thomas.

»Hvordan har min gudsøn det i dag? Er du nu blevet en stor dreng?«

Simon så henrykt ud, og Nora var taknemmelig for det pusterum, som Thomas’ ankomst gav hende.

Bag Thomas kom Pernilla, og Nora så, at hun straks havde opfattet situationen. Hun himlede med øjnene godt skjult bag Thomas’ ryg og gjorde en grimasse hen imod Henrik og Marie.

For at det ikke skulle være løgn, hørtes Monica Lindes stemme inde fra elevatoren.

Nora var nødt til at smile lidt ad al elendigheden. Åh, hvor var hun dog træt af Henrik og hans forældre. Pludselig gik det op for hende, at det var en ny følelse. At det var dejligt at være fri for ham. Og hun huskede, hvordan hun havde stået fast på det med skolebogen.

Mindet gjorde hende godt.

Hun tog imod sine tidligere svigerforældre med de obligatoriske kindkys og tog imod deres overtøj, som hun hængte på bøjler.

»Kæreste Nora,« sagde Monica, der havde en elegant dragt på, en dobbeltradet perlekæde om halsen og duftede af fransk parfume.

Monica granskede hende kritisk.

»Hvordan går det med dig?« Hun trådte et skridt baglæns og rynkede panden. »Du er blevet tynd. Du må passe lidt bedre på dig selv. Du ved vel, at Harald og jeg gerne stiller op som barnepiger, hvis du har brug for det. Bare fordi du og Henrik er skilt, behøver vi jo ikke at miste kontakten. Vi holder så meget af drengene.«

Monica Linde så opfordrende på sin tidligere svigerdatter, og Nora gøs.

Hun havde ikke glemt, hvordan Monica seks måneder tidligere havde truet med, at Henrik ville søge om eneforældremyndighed, hvis Nora ikke kom til fornuft og opgav ideen om at forlade ham. Det var Monicas måde at håndtere de sørgelige nyheder på. I den fine familie Linde var det utænkeligt med en skilsmisse.

Nora var blevet rasende, men for en gangs skyld havde Henrik ikke føjet sin mor. Han havde aldrig omtalt sagen, og de havde i fuld enighed søgt om fælles forældremyndighed.

»Hvor er dine forældre?« spurgte Pernilla, da hun havde fået overtøjet af og stod og kiggede ind i stuen, hvor Adam sad.

Han kom ud og gav hende et knus.

»De kommer lige om lidt,« svarede Nora. »Far plejer at være præcis.«

Ganske rigtigt ringede det på døren et par minutter senere. Da Simon lukkede op, stod Lasse og Susanne Hallén udenfor. I favnen havde Lasse en velvoksen pakke.

»Er den til mig?« spurgte Simon andægtigt. »Den er jo kæmpestor.«

»En stor pakke til en lille herre,« sagde hans morfar og gav ham hånden. »Skal vi gå ind og pakke den op?«

Nora sendte sin far et kærligt blik.

Hendes forældre havde været en stor støtte i det sidste halve år, da de først lige var kommet sig over hendes beslutning. Hendes mor havde som sædvanligt fokuseret på alle problemerne. Susanne tog som regel sorgerne og bekymringerne på forskud og var altid sikker på, at der ville ske det værste.

Men Noras far havde, højst usædvanligt, hævet stemmen og bedt Susanne om at holde op. Situationen var, som den var, og det var Noras valg ikke at leve sammen med Henrik længere. Det måtte de respektere.

Derefter var Susanne virkelig holdt op, og Noras forældre havde hjulpet med meget af det praktiske. De havde kørt drengene til forskellige aktiviteter og hentet Simon om eftermiddagen, når det hele var ved at blive for meget for Nora. Hun havde fået hjælp til at finde en ny lejlighed og ordne flytningen. Deres støtte havde fået hende til at føle sig lidt bedre tilpas hele det lange, svære forår, hvor hun stump for stump lagde det fra sig, som havde været hendes og Henriks fælles liv.

Lasse Hallén opdagede Henrik og Marie og kneb munden sammen. Nora blev overrasket over, at hendes forældre viste deres fordømmelse så tydeligt. Lige så lidt som hun var de parate til at tilgive hans utroskab. Lasse og Susanne havde dog altid syntes godt om Henrik, og især Noras mor havde været meget glad for sin svigersøn. Det var også derfor, hun blev så fortvivlet, da Nora fortalte om skilsmissen.

Nu rakte de bare hånden frem som for at hilse på en fjern bekendt og ikke én, de havde kendt i godt seksten år, og som havde været et medlem af familien.

Heldigvis var begge drengene gået deres vej sammen med Thomas. Nora ville nødig have, at de skulle opleve den kølige stemning mellem deres far og deres elskede morforældre.

Hurtig som hun var, reddede Pernilla situationen.

»Kom, lad os gå med ud og se på, at Simon pakker sine gaver op.«

Hun tog Noras forældre med sig ud i køkkenet, hvor Harald og Monica allerede stod.

Nora vendte ryggen til Henrik og fulgte efter.

Kapitel 60

Simon sad for bordenden. Hans kinder glødede af ophidselse efter alle gaverne. Pakken fra morfar og mormor havde indeholdt en komplet togbane med fine gamle træskinner, og Adam var allerede gået i gang med at samle togsættet til sin bror.

Af Henrik havde han fået forskellige byggesæt i Lego, som også havde givet anledning til små ophidsede hvin fra Simon. Thomas og Pernilla, som heldigvis ikke havde fulgt Noras råd, havde foræret Simon en politiuniform, der lignede den rigtige på en prik.

Simon var blevet så begejstret, at han straks havde taget sin Spiderman-bluse af og iført sig det nye udstyr. Nu fulgte han Noras bevægelser, mens hun langsomt tændte de farvestrålende lys i lagkagen. Mens alle så på, tog Simon en dyb indånding og pustede dem alle sammen ud på én gang.

»Bravo, så må du ønske,« sagde Nora og strøg ham over håret.

Hun skar et ordentligt stykke til ham og sendte derefter kagefadet videre til Pernilla. Hun tog kun et lille stykke til sig selv, før hun sendte fadet videre til Susanne.

»Kan du ikke lide lagkagen?« spurgte Nora Pernilla. »Du plejer da at være glad for søde sager?«

»Jeg er ikke så sulten i aften,« sagde Pernilla og rejste sig. »Er det i orden, at jeg tager mig en kop te i stedet for kaffe?«

»Ja, selvfølgelig.«

Nora så undrende efter hende. Pernilla plejede at foretrække kaffe.

»Teposerne står i skabet til højre,« sagde hun. »Tag bare selv.«

Pernilla fandt en tepose frem og strakte sig for at få fat på elkedlen. Noras blik blev hængende ved hendes løstsiddende bluse.

Hun kiggede hurtigt hen på Thomas, der var fuldt optaget af at diskutere hastighedsbegrænsninger med hendes far.

Thomas havde været i strålende humør, lige fra det øjeblik han trådte ind i lejligheden.

»Sikke nogle vidunderlige kager,« sagde Monica henvendt til Nora. »Har du selv bagt?«

Nora rystede på hovedet og slap tankerne om Thomas og Pernilla. Det var meget tydeligt, at de identiske småkager med de nydelige dekorationer ikke kom fra hendes hånd.

»Nej, de er købt i et konditori.«

»Åh ja, selvfølgelig. Hvordan skulle du også kunne nå det, så hårdt som du arbejder. Jeg ved jo godt, at du er en rigtig karrierekvinde.«

Monica tog en chokoladesmåkage fra fadet.

»Bollerne er hjemmebagte,« sagde Nora og fortrød, i samme sekund hun havde sagt det.

Hun behøvede ikke retfærdiggøre sig over for sin tidligere svigermor.

Pernilla kom hende til undsætning igen.

»Hvorfor hjælper du ikke Nora med den slags?« spurgte hun og smilede sødt. »Min egen svigermor kommer altid med et stort fad kage, når vi fejrer Thomas’ fødselsdag. Hun ved nemlig godt, at jeg ikke har tid til at bage selv. Ville det ikke være en god idé, at du gjorde det næste gang?«

Nora undertrykte et smil. Monica ville aldrig frivilligt sætte sine velmanicurerede fingre i en klistret dej.

Så rømmede hendes far sig. Han rejste sig og lagde sine briller fra sig.

Simon kiggede forventningsfuldt hen på sin morfar. Han havde allerede spildt flødeskum på sin nye politiuniform, og munden var helt fuld af grøn marcipan.

Fødselaren så lykkelig ud, som han sad der med hele familien om sig, og Nora tillod sig selv at slappe lidt af. Det havde trods alt været en rigtig beslutning at invitere både Henrik og hans forældre.

Selv Maries tilstedeværelse havde hun klaret.

»Lad os råbe hurra for fødselsdagsbarnet,« sagde hendes far. »Et firefoldigt leve for Simon. Hip, hip, hurra, hurra, hurra, hurra.«

»Har du været tilfreds med din fødselsdag?«

Nora stoppede dynen godt ned om Simon. Hun strøg ham over den varme kind, der stadig var lyserød af ophidselse over festen.

Gæsterne var gået ved halvtitiden, og det var på høje tid at sove. I morgen var en almindelig skoledag, og hun var nødt til at vække både ham og Adam allerede klokken tyve minutter i syv, for at de skulle kunne nå det hele.

»Mmm.«

Han gabte og vendte sig om med Bamsebjørn under armen. Søvnigt snusede han til bamsen.

Det er snart på tide at få det slidte krammedyr vasket, tænkte Nora og spekulerede samtidig på, hvordan hun skulle få Simon overtalt til det. Hver gang hun prøvede at låne bamsen for at lægge den i et fad med lidt sæbe, var det en kamp. Men pelsen vrimlede sikkert med bakterier.

»Var lagkagen god?«

»Ja, den var kanon.«

»Huskede du at ønske noget, da du pustede lysene ud?«

Simon nikkede.

»Vil du sige det, eller skal det være en hemmelighed?«

Han tøvede.

Blikket i de blå øjne var helt klart.

»Jeg ønskede, at du og far skulle blive venner, så vi kan flytte hjem igen.«

Kapitel 61

»Jeg tror, at Nora har en mistanke,« sagde Pernilla og gabte stort.

Hun lå på siden i sengen med hovedet hvilende let mod Thomas’ skulder. Klokken nærmede sig elleve om aftenen.

»Hvorfor tror du det?«

Thomas lagde sin bog fra sig.

»Hun kiggede så underligt på mig i aften. På min mave.«

Thomas bøjede sig frem og kyssede Pernilla på panden.

»Tror du ikke bare, det er noget, du forestiller dig? Der er jo slet ikke noget at se endnu.«

»Det må da være din spøg,« mumlede Pernilla og trak op i natkjolen og pegede på maven, hvor navlen strittede lidt. »Kan du ikke se, hvor rund den allerede er blevet? Den er som en bold. Jeg bliver enorm, før det her er forbi.«

Et lykkeligt smil bredte sig på hendes ansigt.

»Det bliver en ordentlig krabat.«

Thomas rystede på hovedet.

»Der er intet at se.«

»Jeg kan næsten ikke knappe mine bukser, og der er syv måneder tilbage. Jeg kommer til at vralte rundt i et telt til sidst.«

Pernilla lagde sig ned på puden igen med en påtaget stønnen. Thomas fortsatte med at læse, og hun lod en pegefinger løbe ned over hans ryg.

»Hvor var Simon sød i aften.«

»Mmm.«

Thomas var helt væk i sin bog.

»Tænk, at han kunne puste alle lysene ud på én gang. Han er jo ikke særlig stor.«

»Mmm.«

Hun rejste sig op på den ene albue og så undersøgende på ham.

»Hører du overhovedet, hvad jeg siger?«

Det gav et sæt i Thomas.

»Hvad?«

»Det var flot af Simon, at han kunne puste alle lysene ud på én gang. Han er jo kun otte.«

Et eller andet rørte på sig i Thomas’ underbevidsthed.

»Hvad var det, du sagde?«

»Simon var så sød i aften.«

»Nej, det næste.«

Pernilla rynkede panden og gentog: »Det var flot af ham, at han kunne puste lysene ud på én gang. Han er jo kun otte.«

Otte. Hvornår var det nu, han havde hørt det tal sidst?

Han så Bo Kaufman for sig. Det hærgede ansigt, der lyste op, da han bladrede i det medtagne fotoalbum.

Mig kaldte de for 108. Jeg var 108 Kaufman.

De havde været otte kystjægere i gruppen, men forsvaret havde kun givet dem navnene på syv. Eller huskede han fejl?

»Jeg skal lige undersøge noget,« sagde han hurtigt til Pernilla og stod ud af sengen. »Sov du bare. Jeg kommer snart.«

Thomas gik ud i køkkenet uden at tænde lyset og fandt en kuglepen og en blok i en af de øverste skuffer. I lyset fra entreen skrev han hurtigt alle navnene ned:

Kihlberg, Fredell, Kaufman, Martinger, Erneskog, Eklund.

Seks personer. Var der én, der manglede?

Han stak pennen i munden og prøvede at huske de papirer, forsvaret havde sendt dem.

Han havde glemt Björn Sigurd, ham, der omkom i Bosnien. Thomas skrev Sigurd på listen.

Det var kun syv navne.

Der måtte have været en kystjæger mere.