Klokken er næsten halv elleve om aftenen, men det er stadig lyst udenfor.
Vi har roet hele dagen, og det kan mærkes i kroppen. Det gør ondt over det hele og værker i musklerne, selvom det er flere timer, siden vi kom hjem.
Jeg skyndte mig at spise for at have stuen for mig selv, før de andre kom og skulle i seng. Sommetider er det dejligt at være lidt alene. Jeg havde lige lagt mig, da jeg hørte dem.
Det var to af vores befalingsmænd, der stod og snakkede uden for vinduet.
Først var det bare en fjern mumlen, men da jeg syntes, jeg hørte hans navn, blev jeg lysvågen.
De må have stået tæt op ad husmuren, for ordene var helt tydelige. To personer, der stod og talte om en tredje.
Det drejede sig om sergenten.
»Der er ingen andre, der kører sine mænd så hårdt,« sagde den ene. »Han giver sig ikke, før alt er helt perfekt. Han er brutal.«
De stod og røg lige uden for min stue, og gennem det åbne vindue kunne jeg mærke lugten af røgen, der kom sivende ind. Forsigtigt listede jeg ud af sengen og kravlede helt hen til den hvide vindueskarm.
»Han vil vel vise, hvad han dur til, ligesom alle andre.«
»Som kompensation for, at det ikke lykkedes ham at komme ind på officersuddannelsen?«
Latteren, der fulgte, krævede ingen forklaring. Hånen var ikke til at tage fejl af.
»Han troede nok, at han kom ind automatisk, fordi farmand er admiral.«
En af dem fik ild på en tændstik og tændte endnu en cigaret. Jeg trykkede mig op ad væggen for bedre at kunne høre.
»Ville du ikke også have troet det? Det må være forfærdelig pinligt ikke at blive optaget som reserveofficer i flåden. I hvert fald med sådan en far.«
Den mumlen, der fulgte, kunne jeg ikke tyde.
»Han har stadig mulighed for at søge ind ved Kystartilleriet i september. Det er ikke helt så fint, men ellers slutter han som almindelig fastansat.«
»Hvad vil farmand ikke sige ...«
Endnu en latter.
»Fejler han under den sidste øvelse i august, er løbet kørt. Præcis som for alle de soldater, han selv har fået smidt ud.«
En af dem spyttede på jorden.
»Det må være derfor, han hundser sådan med sine mænd. Han er vanvittigt optaget af, at de klarer sig godt, de stakler.«
Jeg ventede spændt på fortsættelsen.
»For ham er det blodig alvor.«
»Det var jo det, jeg sagde. Han skal vise farmand, hvor dygtig han er. Du har vel hørt, at man taler om, at han kan blive chef næste gang?«
Stemmerne blev svagere, og jeg kunne høre deres skridt fjerne sig. Langt væk skreg mågerne, der sloges om dagens køkkenaffald.
Det gøs i mig af et ubehag, som ikke ville forsvinde.