Vi havde roet i et par timer, da store tordenskyer tårnede sig op i vest. Vi havde passeret Kapellskär og skulle til at krydse Svartlögafjärden, da regnen kom. Og så begyndte det at blæse op.
Uden varsel slog en sø ind over siden, og hele båden blev slået ud af kurs. Jeg sad foran, og Andersson bagved. Min paddel satte sig fast under skroget, og vi krængede kraftigt.
»Slip padlen,« hørte jeg Andersson råbe bag mig. »Slip padlen, for satan, inden vi tipper rundt.«
Som i slowmotion begyndte kanoen at kæntre.
Jeg kunne næsten allerede mærke vandet slå sammen over mit hoved. Jeg var halvvejs blændet af regnen, som øsede ned, og tøjet var helt gennemblødt. Jeg hev og sled i padlen for at få den løs.
Lige idet kanoen var ved at kæntre, smed Andersson sig hen over kanten for at tynge den ned. Padlen kom fri, og mirakuløst nok rettede skroget sig op. Vi krængede en gang til den anden side, men så lagde skroget sig til rette.
»Føj for satan,« brølede Andersson ind i øret på mig. »For satan da. Det var tæt på.«
Længere væk så jeg flere andre kanoer, der var væltet rundt. En af dem blev smadret ind mod klipperne uden for den vig, vi var på vej ind i. Men det lykkedes Kihlberg og Martinger, hvis hoveder også lå og vippede op og ned, at få fat i deres igen.
Bølgerne førte os hastigt hen imod den smalle passage, men vi kom igennem uden at kæntre eller komme til skade.
Vi er langt ude i den yderste skærgård, i Nassa. Kanoerne er trukket op i sivene i strandkanten, og de sten, som vi sad på i aftes, er stadig varme af eftermiddagssolen.
Vi har ikke behøvet at sulte. Det er lykkedes os at fange fisk nok til at klare os, og vi har fundet multebær på skærene og spist, så vores fingre er helt gule.
Andersson er den, der har haft størst held med fiskeriet. Han er god til at få snøren ud, lige i det øjeblik silden er der, og har hevet den ene sølvglinsende fisk op efter den anden. Det er, som om han ved, hvornår fisken bider på krogen. Han sidder og venter ligesom en kat og slår til lige i det rigtige øjeblik.
»Hvad skulle vi dog have gjort uden dig, Andersson?« sagde Martinger, da vi havde spist.
Vi havde tændt bål i en klippesprække nede ved vandet, og hver en stump af den bålstegte fisk var spist.
Andersson rettede ryggen og rødmede let i det svage aftenlys. Han var glad for rosen.
Takket være ham var vi alle blevet mætte.
I nordvest flammede horisonten. Solen lå lavt på himlen som en rød bold, og havet var så blankt og glat, som om et stykke silke forsigtigt var bredt ud over det.
I morgen vender vi tilbage til Korsö, to i hver kano. Kihlberg og Martinger, Sigurd og Eklund, Kaufman og Erneskog og Andersson og mig.
Vi er snavsede og trætte, men allerhelvedes tilfredse med os selv.
Thomas og Margit forlod parkeringspladsen og skyndte sig gennem regnen hen til politistationens indgang. Da de kom op i mødelokalet, var gruppen allerede samlet. Den Gamle sad for bordenden med Karin Ek og Erik Blom på hver sin side.
»Vi har efterlyst Robert Cronwall,« sagde han, så snart de viste sig i døråbningen. »Der er udsendt en landsdækkende efterlysning. Ransagelseskendelsen er på vej.«
»Vi fik et par hår med fra en af hans jakker,« sagde Thomas, »så vi kan sammenligne hans dna med det, der blev fundet på rebet i Marcus Nielsens lejlighed.«
»Og på puden,« tilføjede Margit.
»I tror altså, at I har fundet gerningsmanden?« sagde Den Gamle.
Thomas nikkede. I samme øjeblik gik døren op igen, og Kalle Lidwall trådte ind.
»Nu har jeg tjekket alle telefonsamtalerne.« Han så over på Thomas og Margit. »Leif Kihlberg kontaktede Anders Martinger samme dag, som I talte med ham.«
»Det ved vi allerede,« sagde Margit.
»Nå.«
Kalle så slukøret ud.
»Hvordan gik det med Marcus Nielsens forældres telefon?« spurgte Margit.
Kalle tog tilløb igen.
»Jeg har fundet et par opkald til abonnenter, som forældrene ikke kender til. De er blevet foretaget i ugerne før Marcus’ død, i dagtimerne.«
»Det tyder på, at det var Marcus, der ringede,« sagde Erik Blom. »Begge forældrene er på arbejde om dagen.«
»Moren sagde, at han sommetider kom hjem, når han havde fri mellem forelæsningerne,« sagde Kalle. »Täby ligger ikke langt fra universitetet.«
Han bladrede i sine papirer, inden han fortsatte.
»Marcus Nielsen har ringet til to mobilnumre, som er interessante. Det ene er Leif Kihlbergs, og det andet er til luftfartsselskabet SAS.«
»Til Martinger,« sagde Thomas. »Ham prøvede han altså også at få fat på.«
»Men samtalerne er korte,« sagde Kalle. »Han har sikkert kun lige indtalt en besked. Hver opringning har kun varet tyve-femogtyve sekunder.«
Hans øjne var en smule røde i kanten, som om han havde siddet i mange timer og læst noget, der var skrevet med småt.
»Jeg tror ikke, at han fik fat i nogen af dem.«
»Så ved vi i hvert fald, at han har prøvet,« sagde Thomas. »Har du datoerne?«
Kalle Lidwall kiggede i sine lister.
»Han ringede til dem begge to den 13. september. Først til Kihlberg klokken 15.23, og derefter til Martinger et minut senere.«
Thomas bladrede i sin notesblok for at tjekke, hvornår det var, Marcus havde besøgt Jan-Erik Fredell, fandt den side, han søgte, og gik op til whiteboarden. Med en tuschpen tegnede han en sort vandret streg – en tidslinje.
»Okay,« sagde Thomas. »Marcus mødes med Fredell om onsdagen den 12. september. Her får han dagbøgerne med. De indeholder med stor sandsynlighed afgørende oplysninger om tiden på Korsö.«
Thomas afmærkede datoen med et kryds på den sorte linje.
»Den 13. september, altså om torsdagen,« fortsatte han, »ringer han til Martinger og Kihlberg, men får ikke fat på nogen af dem og lægger besked.«
Endnu et kryds.
»En dag senere, fredag aften, tager han hjem til Cronwall og bliver der cirka en time. Næste dag, lørdag, er han på besøg hos sine forældre i et par timer og tager derefter hjem til sig selv.«
Thomas satte et nyt kryds.
»Samme nat binder han et reb om halsen på sig selv, kravler op på skrivebordet, træder ud i den tomme luft og dør.«
Han lagde tuschen fra sig og vendte sig om med armene over kors.
»På samme tid er Robert Cronwall borte fra sit hjem i cirka tre timer uden nogen forklaring. Desuden fortalte hans kone, at han var væk i flere timer om eftermiddagen, samme døgn som Erneskog døde.«
Thomas lænede sig op ad væggen.
»Er der noget, jeg har glemt?«
Kalle Lidwall rømmede sig.
»Der er lige en ting til,« sagde han. »Marcus ringede én gang mere den torsdag.«
»Til hvem?«
»Til én, der hedder Urban Melin. Jeg har taget oplysninger på ham. Han er treogfyrre år og arbejder som tandtekniker på en klinik i Tyresö.«
»Hvorfor ringede han til en tandtekniker?« spurgte Karin Ek. »Havde han problemer med tænderne?«
Margit lænede sig frem og fik fat på en papirbunke og gav sig til at lede efter Sachsens obduktionsrapport.
»Nej,« sagde hun. »Der står i hvert fald ikke noget om det i rapporten fra retsmedicinsk. Men det udelukker jo ikke, at han skulle have ordnet et eller andet.«
»Vent lige lidt,« sagde Karin Ek og så på Kalle. »Det var Melins hjemmenummer, ikke sandt?«
»Jo. Han bor i Farsta, Måndagsvägen 23,« bekræftede han.
»Hvorfor ringede han hjem til ham?« sagde Karin. »Hvorfor ikke til hans arbejde?«
Melin, tænkte Thomas. Hvor var det, han kendte det navn fra? Han huskede pludselig kvinden fra apoteket. Havde hun ikke heddet Melin til efternavn? Og der havde stået en notits om apoteket i Farsta Centrum i Marcus’ mobil.
»Er der andre end Urban Melin registreret på det nummer?« spurgte han.
»Jeg har ikke andre oplysninger,« svarede Kalle Lidwall.
»Jeg kan lige gå ind og tjekke det på computeren,« sagde Karin Ek og rejste sig.
Hun kom tilbage allerede et par minutter efter. De hastige fodtrin afslørede, at hun havde fundet noget. Allerede før hun havde sat sig, sagde hun:
»Hør her. Urban Melin bor på samme adresse som en Annika Melin. Hun er også efterlyst. Hendes mand meldte hende savnet her til morgen.«
Thomas kunne mærke pulsen stige.
Endnu en person med forbindelse til efterforskningen var forsvundet.
Det blev Margit, der først sagde noget.
»Tror I, at det er Cronwall, der har bortført hende?«
Nora skulle lige til at forlade kontoret, da telefonen ringede. Hun gravede i håndtasken og fik den op, lige inden telefonsvareren gik i gang.
»Nora Linde.«
»Hej, Nora, det er Olle. Olle Granlund. Forstyrrer jeg?«
»Slet ikke. Jeg skulle lige til at pakke sammen for i dag.«
»Jeg har tænkt over det, vi talte om forleden. Da vi havde været ovre på Korsö.«
»Ja.«
Nora stak armene i frakken og slukkede lyset på kontoret. Med håndtasken over skulderen og mappen i hånden lukkede hun døren bag sig og begyndte at gå hen mod elevatorerne.
»Kan du huske, at jeg omtalte en befalingsmand med et særlig dårligt ry?«
»Ja.«
Nora trykkede på den grønne elevatorknap.
»Hvis du stadig er interesseret, så har jeg fundet ud af noget. Blandt andet hvad han hedder.«
Nora stoppede op. Knappen blinkede som tegn på, at elevatoren var der, men hun lod den være. Forbindelsen var for dårlig inde i skakten.
»Fortæl.«
»Han hed Robert Cronwall, og han var en overgang ansat som stampersonel i Kystartilleriet. Det var lettere, end jeg havde troet, at finde frem til ham. Der er stadig mange, der har et horn i siden på den fyr.«
Nora lyttede opmærksomt. På Simons fødselsdag havde hun vekslet et par ord med Thomas om efterforskningen. Han havde ladet skinne igennem, at de undersøgte forbindelser til folk, der havde været kystjægere i halvfjerdserne.
»Hvorom alting er, så snakkede jeg med et par gamle venner, og de mente, at han brugte anabole steroider på det tidspunkt.«
»Stoffer?«
»Nja, dengang regnede man ikke steroider for stoffer. Der var mange, der tog dem for at blive stærkere.«
»Er det ikke forbudt?«
»Jo, i dag er det. Men i halvfjerdserne kunne man få lidt af hvert. Folk havde jo ingen anelse om de bivirkninger, det havde. I hans tilfælde gik det i hvert fald frygtelig galt og påvirkede vist både hans temperament og dømmekraft. Som jeg før har sagt, opførte han sig som et svin. Hans underordnede havde det skrækkeligt.«
»Jeg forstår stadig ikke, at han kunne få lov, at der ikke blev sat en stopper for det.«
Nora stillede den tunge mappe ned på gulvet. Som sædvanlig havde hun taget forskellige papirer med hjem, som hun skulle have læst til næste dag.
»Det var andre tider dengang. Men det, jeg ville fortælle dig, handler om noget forfærdeligt, der skete, lige inden han forlod Korsö.«
»Hvad skete der da?«
»En af de værnepligtige under hans kommando begik selvmord derude.«
»Det var da skrækkeligt.«
Nora lænede sig op ad væggen og lukkede øjnene. Tænk at sende sin søn ind til militæret og få ham død tilbage.
»Fyren hængte sig.«
Olle holdt en kort pause, som om han følte modvilje mod det, han nu skulle til at fortælle.
»Rygtet vil vide, at den stakkels fyr blev presset til det,« sagde han til sidst.
»Hvordan mener du?«
»Det er ikke lykkedes mig at finde ud af mere. Det er stadig et meget følsomt emne. Men der cirkulerer rygter om, at ikke alting gik helt rigtigt for sig i forbindelse med det dødsfald.«
»Jeg er ikke helt med,« sagde Nora.
Olle Granlund gav en lille lyd fra sig, som om han lige havde spyttet snus ud. Nora så ham for sig, stående på bådebroen i Sandhamn.
»Fyren havde efterladt sig et afskedsbrev, men det var maskinskrevet og uden underskrift.«
Nora tænkte lidt over det. Efter en sådan begivenhed måtte forsvarets retsmaskineri da være gået i gang.
»Blev der ikke foretaget nogen officiel undersøgelse?«
»Nej, soldaten blev sendt hjem til sin familie i en kiste. De fik bare at vide, at han ikke havde kunnet holde til presset længere, og at han havde valgt at tage livet af sig. Selvmord var noget meget skamfuldt på den tid. Jeg tror ikke, der var nogen, der havde lyst til at pille for meget ved det.«
»Stakkels familie.«
»Ja, han var vist den eneste søn. Det tog meget hårdt på dem, siges det.«
»Hvordan gik det med Cronwall?«
»Han begyndte som kadet på Søofficersskolen, men gjorde ikke reserveofficersuddannelsen færdig. Efter et stykke tid forlod han militæret, muligvis fordi han blev bedt om at holde op. Der gik rygter, men der kom ikke noget ud offentligt.«
Olle Granlund hostede.
»Men nu ved du det i hvert fald. Jeg håber, du kan bruge oplysningerne til noget.«
»Du skal have tusind tak,« sagde Nora.
»Du må love mig at behandle dem diskret.«
Burde hun sige noget om, at Thomas skulle have det at vide? Nej, det ville bare gøre Olle bekymret uden grund.
»Jeg skal nok være diskret. Det lover jeg.«
Nora trykkede igen på elevatorknappen. Den Robert Cronwall havde meget på samvittigheden. Hun måtte ringe til Thomas med det samme og fortælle det.
Urban og Annika Melin boede i et rækkehus i Farsta Strand.
Det regnede stadig, da Thomas og Margit satte sig ind i bilen, og de våde efterårsblade, som lå langs vejen, fløj op og satte sig i vinduesviskerne.
Da de nåede frem, så de en Volkswagen Passat med et par år på bagen og bulet forparti stå parkeret uden for huset. En buttet mand i fyrrerne lukkede op med det samme.
»Kommer I fra politiet?«
Margit viste sin politilegitimation.
»Er du Urban Melin?« spurgte hun.
Manden nikkede. Han så grædefærdig ud.
»Jeg er så bange for, at der er sket Annika noget.«
Thomas fik en ubehagelig fornemmelse af deja-vu. Mødet med Birgitta Cronwall var startet på præcis samme måde for kun et par timer siden.
»Jeg har ventet ved telefonen hele dagen,« sagde Urban Melin. »Jeg meldte mig syg, så jeg var hjemme, hvis hun skulle ringe. Men Annika har ikke ladet høre fra sig.«
Han strøg sig over panden og rodede op i det tynde hår, der var redt på skrå for at skjule skaldepanden. Det så ikke ud til, at Urban Melin var klar over, at han ødelagde sin frisure.
Thomas bemærkede, at mandens fingerspidser var helt flossede, med nedbidte negle og neglebånd.
»Fortæl os nu det hele fra starten,« sagde Margit, da de var kommet ind og havde sat sig i en brun lædersofa, der fyldte det meste af stuen.
En grå kat, der havde ligget og sovet i en lænestol, løftede hovedet. Med en fornærmet mine smuttede den ud i retning af køkkenet.
»Annika kom ikke hjem i går aftes, og hun har ikke ladet høre fra sig hele natten,« sagde Urban Melin. »Hun svarer ikke på mobilen.«
»Kan hun være taget hen til noget familie?« spurgte Margit.
»Hendes far og hendes bror er døde for mange år siden, og moren er dement og bor på plejehjem.«
»Var I uvenner?« spurgte Thomas. »Havde I skændtes?«
»Nej. Alting var helt, som det plejede, før hun forsvandt.«
»Hun er måske taget hen til en veninde?« foreslog Margit. »Kan hun have overnattet hos en bekendt uden at fortælle dig det?«
»Nej. Jeg har ringet til alle, men ingen har set hende.«
Urban Melin virkede forlegen.
»Vi har ikke så mange venner. Min kone er ikke så let at være sammen med.«
Det var en usædvanlig bemærkning, som Thomas ikke reagerede på lige med det samme, men det gjorde Margit. Hun så undersøgende på Urban Melin.
»Hvorfor er hun ikke det?«
Melin så ud, som om han fortrød, hvad han havde sagt.
»Annika har nogle problemer, hun er ikke helt ... stabil.«
»Hvordan mener du?«
Det virkede, som om Urban Melin var splittet mellem ønsket om at beskytte sin kone og at få formidlet alvoren i situationen.
»Du behøver ikke skjule noget for os,« sagde Margit forsigtigt.
»Annika har et svingende temperament. Hun kan blive frygtelig ked af det og anklage sig selv for alt muligt, og så pludselig få et anfald, hvor hun er rasende og beskylder alle andre for at være skyld i, at hun har det så svært. Det er umuligt at forudsige, hvordan hun vil reagere. Hun kan være ... destruktiv.«
Det begyndte at rykke i en nerve under Melins ene øje.
»Jeg er så bange for, at hun skal gøre skade på sig selv,« sagde han.
»Hvorfor tror du, at hun skulle gøre det?« spurgte Thomas.
»Den sidste tid har været svær for os, det er derfor, jeg er så urolig. Vi ...«
Han afbrød sig selv igen.
Thomas og Margit tav.
»Vi ventede barn,« sagde Urban Melin til sidst. »Men vi mistede det for tre uger siden, og siden da er alting blevet meget værre.«
Thomas rynkede panden.
»Sagde du tre uger?«
»Ja, det var midt i september.«
»Undskyld, jeg spørger, men jeg tror, vi mødte din kone for et par uger siden. Arbejder hun ikke på apoteket i Farstacentret?«
»Jo.« Han blev pludselig ivrig. »Hun er farmaceut. Hun har arbejdet der et godt stykke tid.«
Thomas skævede til Margit, der så lige så desorienteret ud.
»Da vi traf hende, var hun da gravid.«
Urban Melin rystede opgivende på hovedet.
»Nej, det var hun ikke. Hun aborterede fredag den 14. september. Tro mig, jeg var selv med på Söder Sygehus.«
Han begravede ansigtet i hænderne. Margit lænede sig frem og lagde sin hånd på hans arm.
»Kan du fortælle, hvad der skete?«
Urban Melin svarede ikke lige med det samme, som om han overvejede med sig selv, om han skulle sige sandheden. Til sidst åbnede han munden. Stemmen var tonløs.
»Annika kørte galt med bilen. Det var en eneulykke. Hun kørte ud en sen aften og ramte en vejstolpe. Der skete næsten ingenting med Annika, men hun fik rattet ind i maven, og barnet stod ikke til at redde. Hun var i femte måned.«
Stemmen knækkede over.
»Vi havde prøvet så længe.«
Thomas huskede ulykken, hvor anhængeren kom over i hans vejbane. Han så Pernilla for sig bag rattet, dengang hun var gravid med Emily, med en mave, der næsten rørte ved rattet.
Det var ikke svært at forstå, at Urban Melin var så bleg og huløjet.
»Undskyld,« sagde Thomas, »men det virkede faktisk, som om din kone var gravid, da vi mødte hende.«
Annika Melin havde haft ventetøj på, og han havde spurgt, hvornår barnet skulle komme, og hun havde ikke rettet ham. Ved juletid, havde hun sagt. Det var underligt.
»Hvordan havde Annika kræfter til at gå på arbejde så hurtigt efter aborten?« spurgte Margit deltagende.
»Hun insisterede. Hun sagde, at hun ville blive vanvittig, hvis hun gik hjemme og grublede. Det lykkedes mig at overtale hende til i det mindste at gå ned på halv tid. Men hun er ikke let at få til at skifte mening, når hun først har besluttet sig. Jeg tror ikke engang, at hun fortalte sine kolleger om aborten.«
Han udstødte en lille lyd, en mellemting mellem et host og en halvkvalt snøften.
»Hun har haft det værre end nogensinde i de sidste uger. Det ene minut deprimeret og nervøs, det næste hysterisk og fjendtlig. Hun skifter hele tiden, og det er slet ikke til at forudse, hvordan hun vil reagere. Skal jeg være ærlig, var det en lettelse, da hun begyndte at arbejde igen. Det var, ligesom hun tog sig sammen, når hun skulle møde sine kolleger.«
»Har hun haft det sådan før?« spurgte Margit.
Urban Melin sad og rokkede på stolen.
»Hun har altid været skør. Det er svært at tro, for hun virker så dygtig og er så høj og flot. Men hun er som et lille barn indvendigt, skrækslagen for at blive forladt. Samtidig støder hun let folk fra sig og føler sig værdiløs.«
»Har hun kontaktet en psykolog?« spurgte Thomas.
»Det har hun aldrig villet gå med til.«
Svaret kom hurtigt og bestemt.
»Det kan ikke være let at håndtere,« sagde Margit.
»Nej, det er det heller ikke. Jeg prøver selvfølgelig at trøste hende, forsikrer hende om, at hun er god nok, men det er svært, når hun er i det humør.«
»Hvor længe har I været gift?« spurgte Thomas.
»I ni år.«
»Hvordan mødte I hinanden?«
»Vi mødtes på det apotek, hvor hun arbejder. Min tidligere kæreste var flyttet sammen med en anden, og jeg var ret langt nede. Jeg havde fået udskrevet sovepiller, og det var, da jeg hentede dem, at jeg mødte Annika. Vi begyndte at snakke sammen, og det ene førte det andet med sig.«
Han rettede på et par tidsskrifter, som lå spredt ud over det firkantede glassofabord. En hurtig, nervøs bevægelse.
»Vi flyttede sammen ret hurtigt. Hun var som en hvirvelvind, alting skulle ske her og nu. Forlovelse, ægteskab, det var også hende, der fandt huset her.«
Han så på dem med øjne fulde af sorg.
»Det var kun barnet, der lod vente på sig.«
»Men det må have være hårdt,« indskød Margit, »når hun er så uligevægtig, som du har fortalt.«
»Ja.«
Urban Melin sad og drejede på sin vielsesring.
»Det har været meget svært,« fortsatte han lavt. »Hun kunne få nogle frygtelige anfald. Hun er meget stærk. Engang vred hun min arm om, så den brækkede. Jeg måtte gå med den i gips i flere uger, inden den var i orden igen.«
»Det er det, der kaldes for mishandling,« sagde Margit. »Har du ikke meldt det?«
En skamfuld tavshed gav dem svaret.
Samtidig virkede det, som om Urban Melin følte sig lettet over at få fortalt om sin kones voldelige adfærd.
»Hvem ville have troet mig?« sagde han og så helt hjælpeløs ud. »Det er mænd, der mishandler kvinder, ikke omvendt. Annika græd bagefter og bad om undskyldning. Hun sagde, at hun ville tage livet af sig, hvis jeg forlod hende. Og så tilgav jeg hende selvfølgelig. Det gør jeg altid.«
»Altid?« gentog Margit. »Har hun mishandlet dig flere gange?«
Urban Melin så nervøst væk.
»Ja,« sagde han og pegede på et ar på underarmen. »Hun skar mig engang, hvor hun var rigtig rasende.«
»Med en kniv?« spurgte Margit.
»Ja, hun hev en forskærerkniv op af køkkenskuffen. Hun var overhovedet ikke til at kende igen. Jeg havde arbejdet over et par aftner, og hun påstod, at jeg havde en affære med en kvindelig kollega. Der var selvfølgelig ikke sandhed skabt i det. Jeg har aldrig været min kone utro.«
»Hvad gjorde du så?« spurgte Thomas.
Urban Melin bøjede sig forover og rettede igen på den perfekte bunke tidsskrifter på bordet. Han så ikke på de to politifolk, da han svarede.
»Jeg tilgav hende. Hun lovede aldrig at gøre det mere.«
»Og du troede på hende?« spurgte Margit.
»Ja. For ellers er hun jo sød og rar ved mig. Hun elsker mig utrolig højt.«
Vold i hjemmet, tænkte Thomas. Du er ikke den eneste mand, der har været ude for det. Det er mere almindeligt, end man tror, at kvinden er den, der slår. Men meget få vil erkende det, for slet ikke at tale om at melde det til politiet. Du er ikke alene. Hvis man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man får. Var det derfor, du blev hos hende? Eller turde du ikke gå din vej af skræk for, at hun skulle gøre alvor af sin trussel om selvmord? Eller noget andet?
Thomas rejste sig.
»Må vi se os lidt omkring i huset?«
Urban Melin nikkede.
»Hvor vil I begynde?«
»Hvordan ser der ud på første sal?« spurgte Thomas.
»Deroppe ligger vores soveværelse, et gæsteværelse og Annikas arbejdsværelse.«
»Skal vi ikke begynde med hendes arbejdsværelse?« sagde Margit. »Det ville også være fint, hvis du kunne finde et nyere foto af hende, som vi kan låne. Du skal selvfølgelig nok få det tilbage igen.«
»Selvfølgelig. Jeg har et inde på mit arbejdsværelse.«
Urban Melin åbnede døren ind til et tilstødende rum, og Thomas fik øje på et skrivebord med masser af billeder af forskellige bideskinner og tandrækker. På bordet stod et indrammet foto, som Urban Melin hurtigt kom ud med.
»Værsgo,« sagde han. »Det blev taget sidste sommer, i juni.«
Thomas studerede billedet af Annika Melin.
Hun havde skarpe træk og alvorlige øjne, men smilede sødt til kameraet. På billedet var hun slankere, end da de havde mødtes på apoteket, men graviditeten havde sikkert fået hende til at tage lidt på. Hun så stærk og senet ud og virkede veltrænet i hvidt og blåt løbetøj. På hendes bryst hang en firkantet seddel med et nummer på.
Urban Melin så stolt ud.
»Det er fra Stockholm Marathon. Annika har løbet det flere gange, i rigtigt flotte tider. Hun træner i al slags vejr, hun kan blive ved, lige til hun kaster op. Min kone er utrolig udholdende.«
»Skal vi ikke gå op ovenpå og kigge?« spurgte Margit.
Urban vendte sig om og gik foran op ad trappen til en lille gang.
»Hvad er der derinde?« spurgte Margit og pegede på en lukket dør.
Urban Melin virkede lidt genert.
»Det er Annikas arbejdsværelse. Hun bryder sig ikke om, at jeg går derind, så døren er altid lukket.«
»Er der låst?«
»Nej, det tror jeg ikke. Jeg går bare aldrig derind.«
Han gik hen til døren og tog i håndtaget.
»Den er åben.«
Værelset var på knap otte kvadratmeter og rummede et mørkbejdset skrivebord og flere godt fyldte bogreoler. En gammel kontorstol med slidt læderbetræk stod skubbet ind under skrivebordet.
Uden for vinduet, som var strimet af regn, stod en ædelgran så tæt på, at dens tætte grene praktisk talt rørte ved husmuren.
Der stod flere indrammede fotografier i reolen. Thomas’ opmærksomhed blev øjeblikkeligt fanget af et portræt af en ung mand med plysset hår, som stod lænet op ad et rækværk.
Han havde grøn uniform på, og på hovedet bar han en baret med en gylden trefork.
Thomas pegede på billedet.
»Hvem er det der?«
Urban Melin trådte nærmere. Han tog rammen op og så på det.
»Det er Pär, Annikas bror.«
Thomas gik helt hen til Urban Melin, så tæt, at de stod ansigt til ansigt.
»Sagde du Pär? Hvad hedder han mere end Pär?«
»Pär Andersson, men han lever ikke længere.«
»Hedder Annikas bor Pär Andersson?« udbrød Margit bag dem.
»Ja.« Melin trådte et skridt baglæns. »Men jeg har aldrig mødt ham.«
»Hvordan kan det være?« spurgte Thomas.
»Han døde for lang tid siden, i halvfjerdserne. Annika var lille dengang. Der var stor aldersforskel på dem.«
»Ved du, hvordan han døde?«
»Jeg tror, han begik selvmord, men hun vil ikke snakke om det.«
»Hvorfor ikke?«
Urban Melin pillede ved sin vielsesring igen.
»Det var et stort chok for familien, faren begyndte at drikke, og moren blev deprimeret. Det var ikke let for Annika at vokse op i sådan et miljø. Så vidt jeg forstår, begyndte hendes angstanfald og humørsvingninger, da broren døde.«
»Ved du, hvor gammel han var, da det skete?« spurgte Thomas. »Var det, mens han aftjente sin værnepligt?«
Med en kraftanstrengelse fik han stemmen til at lyde rolig, meget roligere, end han følte sig.
Puslespillets brikker var ved at falde på plads.
»Thomas,« råbte Margit, inden Urban nåede at svare.
Hun stod bøjet over en bunke spredte ark på skrivebordet.
»Kom lige og se her.«
Thomas gik hen til skrivebordet.
»Det er et søkort over farvandet omkring Sandhamn,« sagde han. »Den cirkel der,« han pegede på en markering på kortet, »er Korsö.«
Margit flyttede søkortene.
»Her ligger mere.«
På bordet lå der sedler med adresser og telefonnumre. Thomas genkendte navnene: Fredell, Kaufman, Erneskog.
Robert Cronwall.
En bog, der lå opslået, bar titlen: 50 år med Kystjægerne.
Var det mon også den bog, som Marcus Nielsen havde brugt, da han udvalgte den kystjægergruppe, han ville studere?
Uden at have nogen anelse om, hvor dødbringende valget var.
Alt, hvad der lå på skrivebordet, tjente kun et eneste formål: Det var en kortlægning. Annika Melin havde samlet beviser mod sin brors mordere.
Havde Cronwall mon også lukket munden på hende?
Nora havde ringet til Thomas, da han sad i bilen på vej til Farsta. Hun havde fortalt om de rygter, der stadig var i omløb. Rygter om, at Cronwall havde presset Pär Andersson til at begå selvmord.
Thomas spekulerede på, om det var værre endnu.
Både Pär Andersson og Marcus Nielsen så ud til at have hængt sig for egen hånd. I begge tilfælde var der blevet sat spørgsmålstegn ved afskedsbrevene. Ingen af dem havde været underskrevet.
Thomas så et mønster.
Havde Annika konfronteret Cronwall og anklaget ham for at være skyld i brorens død?
Thomas huskede Robert Cronwall i dagligstuen i Lidingövillaen. Hvordan han havde affærdiget dem med nogle høflige fraser, da han ikke ønskede at svare på mere.
Cronwall var en mand med magt, en samfundsborger med en fremtrædende position i kommunen og høj social status. Måske havde Annika Melin truet med at fortælle sandheden om den ansete kommunaldirektør og Rotary-formand.
Var det derfor, han havde myrdet alle, der kunne vidne om, hvad der skete den nat, hvor Pär Andersson døde i et bruserum på Korsö?
Hans teori blev straks understøttet, da han hørte Margit fløjte lavt. Hun stod med hovedet bøjet over en åben skrivebordsskuffe.
»Thomas, kom lige og se her.«
Hun holdt nogle sorte indbundne notesbøger i vejret og slog op i en af dem. Linje efter linje var fyldt med den nydeligste håndskrift, og øverst oppe i højre hjørne stod der en dato. På indersiden af omslaget stod der et navn:
Jan-Erik Fredell.
»Hun må have fået dem af Marcus Nielsen,« sagde Margit. »Det er den eneste forklaring.«
Thomas vendte sig om mod Urban Melin, der stadig stod henne ved vinduet.
»Ved du, om din kone har mødtes med en, der hedder Marcus Nielsen? Sort hår, toogtyve år gammel, universitetsstuderende?«
Ordene kom hurtigt, de begyndte at få travlt nu.
Robert Cronwall og Annika Melin havde snart været væk i fireogtyve timer.
Guderne måtte vide, hvad han havde nået at gøre ved hende på den tid.
Urban Melins isse skinnede, den høje pande var blank af sved, små dråber, der langsomt samledes i hudfolderne.
»Han var her. Den dag, hvor Annika kørte galt med bilen. Han gik, lige da jeg kom hjem fra arbejde. Vi mødtes på havegangen.«
»Ved du, hvad der skete under besøget?«
»Nej, men Annika var meget ophidset bagefter. Helt oppe at køre. Hun lukkede sig inde på sit arbejdsværelse og ville ikke have noget at spise. Ved titiden om aftenen kom hun ned og flåede bilnøglerne til sig uden at sige, hvor hun skulle hen.«
Urban Melin så ud, som om han var lige ved at briste i gråd.
»Ved midnatstid ringede de fra Söder Sygehus og sagde, at hun havde været ude for en ulykke.«
Han så på Margit.
»Hvad er det, der foregår?«
Margit forlod skrivebordet og gik hen til ham.
»Jeg ville ønske, jeg vidste det,« sagde hun. »Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at finde ud af det.«