Da vi kom tilbage til Korsö, ventede sergenten på betonmolen.
Han stod med spredte ben og armene over kors, som om han vidste, at vi ville dukke op i præcis det øjeblik, selvom han umuligt kunne have vidst det.
Masser af kanoer var allerede trukket op på stranden. Det betød, at vi var de sidste, der kom, men hvad gjorde det? Hvad betød det, at alle andre var kommet før os? Opgaven var udført. Det var lykkedes os at overleve i fem døgn uden mad og andre fornødenheder. Nu tilhørte vi eliten.
Sergenten lod sit blik glide hen over os og kanoerne. Læberne var sammenpressede, hans misfornøjelse sås på lang afstand.
Da han fik øje på Andersson, skiftede ansigtsudtrykket. Blev ligesom helt stift.
Jeg prøvede at forstå det. Gav han Andersson skylden for vores sene ankomst? Vi havde jo gennemført øvelsen inden for den afsatte tid, vi var bare ikke kommet først. Det kunne han da ikke laste nogen for.
Eller kunne han?
Mens solens reflekser dansede på vandet, roede vi med bare overkroppe de sidste halvtreds meter hen til ham.
Jeg har længe vidst, at sergenten har et horn i siden på Andersson, men bare tolket det som en leders behov for at lade sin vrede gå ud over nogen. I enhver gruppe er der en hakkeorden og en prygelknabe.
Men på nært hold så jeg en rasende modvilje i sergentens blege blå øjne, der intet som helst havde at gøre med at forvandle usikre nittenårige til sande kystjægere.
Jeg knugede så hårdt om padlens skaft, at det gjorde ondt, mens angsten jog gennem kroppen.
Sergenten er en farlig mand.
Thomas’ telefon ringede. Det var Erik Blom. Han åbnede den og gik lidt væk.
»Vi har fundet Nielsens computer. Den lå gemt oppe på loftet hjemme hos Cronwall. Kalle er begyndt at gennemgå den.«
Thomas havde haft det på fornemmelsen. Det var Cronwall, der havde taget den.
»Men der er én ting til,« sagde Erik. »Vi har tjekket Cronwalls alibi. Der er flere, der uafhængigt af hinanden kan bevidne, at ægteparret Cronwall var i Gävle den weekend, hvor Fredell blev myrdet.«
»Og hvad med weekenden efter? Da Kaufman døde?«
Thomas holdt hårdt om telefonen.
»Da var Cronwalls på landet sammen med nogle gode venner. Deres sommerhus ligger på en ø i Roslagen.«
Erik lød helt slukøret, næsten opgivende.
»Okay,« sagde Thomas.
Ligningen gik ikke op.
Han løsnede grebet om mobilen og skiftede hånd. Eriks skuffelse var næsten til at tage og føle på.
Hvor var the missing link?
»Cronwall kan ikke have begået mordene på Fredell og Kaufman,« sagde Erik for at give udtryk for noget af sin frustration. »Han må have været i ledtog med en anden.«
Ud af øjenkrogen så Thomas, hvordan Urban Melin stod og betragtede ham nervøst. Margit var stadig fuldt optaget af at gennemgå Fredells dagbøger.
Thomas havde et andet spørgsmål.
»Har du set noget, der tyder på, at Pär Andersson blev obduceret?«
»Det tror jeg ikke, han blev,« svarede Erik.
»Ved du hvorfor? Har du set nogen forklaring?«
»Det var sikkert ikke påkrævet? Han efterlod sig jo et selvmordsbrev. Så der har ikke hersket nogen tvivl om dødsårsagen.«
»Præcis,« sagde Thomas mest henvendt til sig selv. »En hurtig begravelse, og sagen kunne henlægges. Det skulle heller ikke forbavse mig, om det var en militærlæge, der udskrev en dødsattest i al diskretion.«
Mere og mere pegede på, at Pär Anderssons død havde været et fingeret selvmord.
Akkurat ligesom Nielsens.
»Tak for oplysningerne,« sagde han. »Vi høres ved lidt senere.«
Thomas lagde mobilen væk og rystede på hovedet for at få hjernen til at fungere. Det havde været en hård dag.
Han bad om lov til at låne toilettet og gik ud og skyllede ansigtet med koldt vand fra håndvasken for at få trætheden til at forsvinde.
Der ville gå flere timer endnu, før han kunne køre hjem til Pernilla. Han længtes efter at holde om hende og mærke den lille bule under hendes tøj.
Han rakte hånden ud efter håndklædet og mødte sit spejlbillede. Øjnene var blodsprængte, og ansigtet gråt. Da han hængte håndklædet på plads igen, jog det i den mørbankede brystkasse.
Samtidig kværnede hans tanker løs.
Robert Cronwall var morder, men havde alibi for mordene på Fredell og Kaufman. Altså måtte han have haft en hjælper.
Men hvem kunne det være?
Hvem havde dræbt mændene, når det ikke var Cronwall, der havde gjort det?
Pludselig kom han i tanker om søkortene på Annika Melins skrivebord. Nu forstod han, hvordan det hele hang sammen. De havde haft ret hele tiden, men alligevel taget fejl.
Indsigten fik ham til at sætte sig tungt ned på toiletbrættet.
Det var ikke Robert Cronwall, der havde dræbt de tidligere kystjægere.
Thomas gik langsomt tilbage til arbejdsværelset. Han måtte fortælle Margit det hele uden at skræmme Urban Melin, der allerede så ud til at være på sammenbruddets rand.
Han fandt hende med en af dagbøgerne i hånden. Inden han nåede at sige noget, sagde hun:
»Du skal læse det her. Det var Cronwall, der dræbte Andersson. Han ville straffe ham ved at presse hans ansigt ned i en gulvspand med vand. Men på en eller anden måde gik det galt og endte med, at Andersson døde.«
Margit afbrød sig selv for at få vejret.
»Det forklarer det hele, selv den brune sæbe. Den var i det vand, Pär Andersson blev druknet i.« Et udtryk af afsky bredte sig over Margits ansigt. »Føj for den lede, det var den rene skære tortur.«
Thomas skævede til Urban Melin.
»Vil du ikke lige have os undskyldt et par minutter?« sagde han. »Vi har brug for at veksle et par ord under fire øjne.«
Melin forlod dem uden at sige noget.
Thomas prøvede at samle tankerne. Hvor skulle han begynde?
Birgitta Cronwall havde peget dem i retning af Marcus Nielsen. Hun frygtede, at hendes mand havde myrdet den unge studerende, og Cronwall havde ganske rigtigt gjort ham tavs på samme måde, som han havde gjort med Pär Andersson.
Ved at iscenesætte et selvmord med et falsk afskedsbrev, som narrede omgivelserne.
Jan-Erik Fredell måtte have afsløret hemmeligheden for Marcus Nielsen gennem sine dagbøger. Inden Nielsen blev myrdet, havde han så afsløret den for Pär Anderssons søster.
De havde diskuteret muligheden af to gerningsmænd. Men da havde de mistænkt Kihlberg og Martinger. Nu vidste han, at det i stedet drejede sig om to helt andre personer.
Robert Cronwall. Og Annika Melin.
Hun havde besluttet at hævne sin storebrors død.
»Det er ikke Cronwall, der har kidnappet Annika Melin,« sagde han. »Det er hende, der har bortført ham.«
»Hvad?« Margits øjne blev smalle. »Thomas, læs lige her.«
Hun holdt dagbogen, så Thomas kunne se teksten.
»Fredell var der og så, hvad der skete den nat, hvor Andersson døde. Han beskriver det i detaljer. Det er Cronwall, vi skal finde. Annika er hans næste offer.«
Thomas knyttede hænderne. Tiden var ved at rinde ud.
»Nej, vi har misforstået det hele, Margit. Det er Annika Melin, der er gerningsmanden.«
Han tvang sig selv til ikke at hæve stemmen for at undgå, at Urban Melin hørte, hvad han sagde.
Margit lagde dagbogen fra sig på skrivebordet.
»Annika Melin er veltrænet og aggressiv,« sagde Thomas. »Hun er voldelig. Du hørte selv, hvad hendes mand fortalte. Det er hende, der har myrdet kystjægerne, ikke Cronwall. Erik har lige ringet, og Cronwall har alibi for alle mordene bortset fra det på Nielsen.«
Margit lagde armene over kors, men Thomas kendte hende godt nok til at se, at hun ikke var helt så overbevist om Cronwalls skyld længere.
»Hvorfor skulle hun dog gøre det?« sagde hun stadig tvivlende.
»For at hævne sin bror. Og sin egen ødelagte barndom. Glem ikke, at hun mistede sit ufødte barn, da hun hørte sandheden. Det må have fået filmen til at knække for hende.«
Thomas lagde en hånd på Margits skulder for at overbevise hende.
»Annika Melin er morder. Vi må finde hende, inden hun også får Cronwall på sin samvittighed.«
Han slap Margit og ventede.
Thomas så det hele klart nu. De havde tænkt i traditionelle baner. En mistænkt mand, der bortførte en uskyldig kvinde.
Men Annika Melin var hverken traditionel eller uskyldig. Hun var en rasende furie, som krævede hævn. Af mange forskellige grunde.
De havde at gøre med to forskellige gerningsmænd, og nu havde den ene bortført den anden.
Robert Cronwall var forvandlet fra jæger til jaget vildt.
»Hvordan har hun så fået ham med? Tror du virkelig, hun har været i stand til det?«
Margit lød ikke længere helt så skeptisk, tvivlen begyndte at forsvinde.
»Under våbentrussel. Og med beroligende midler. Hun er fysisk stærk, og som farmaceut har hun adgang til medicin.«
»Hvad så med Nielsen?«
»Her tror jeg, at Cronwall prøvede at forhindre sandheden i at komme frem. Han kunne jo ikke vide, at Nielsen havde fortalt det hele til Annika Melin.«
Margit satte sig ned på skrivebordsstolen.
»Jeg tror faktisk, du har ret. Men jeg forstår ikke, hvorfor hun har taget Cronwall med i stedet for at dræbe ham hjemme i hans eget hus.«
Hun foldede hænderne bag hovedet, en simpel gestus, der afslørede hendes frustration.
»Hvad gør vi nu? Vi må finde dem så hurtigt som muligt. Hvis hun ikke allerede har gjort det af med ham ...«
Thomas’ blik faldt på søkortet foran Margit.
Svaret lå lige for næsen af dem.
»Jeg tror, jeg ved, hvor hun er,« sagde Thomas. »Hun vil hævne sin brors død på det sted, hvor han blev dræbt. Hun har taget Cronwall med til Korsö.«
»I vores båd,« hviskede Urban Melin.
Han var kommet ind til dem igen, uden at de havde lagt mærke til ham. Nu stod han i døråbningen, og hans ansigt var helt opløst af bekymring og skræk.
»Vi har en Bayliner 265,« hviskede han. »Det er tit Annika, der sejler den, hun er en rutineret sejler.«
»Er nøglerne til den væk?« spurgte Thomas med det samme.
»Jeg kigger lige efter.«
Urban Melin forlod dem og gik ind i soveværelset. De kunne høre en skuffe blive trukket ud,
»De er her ikke,« råbte han.
Hans stemme skælvede.
Thomas gik hurtigt ind til ham.
»Hvor ligger jeres båd?«
»Bullandö Marina.«
Altså lige i nærheden af Djurö, hvor politiets båd lå fortøjet. Derfra tog det højst tredive minutter at sejle til Korsö.
»Hun er taget til Korsö, det er jeg sikker på,« sagde Thomas. »Vi må derud med det samme. Vi bliver nødt til at anmode om assistance fra politihelikopteren.«
Regnen trommede mod bilens tag, da de satte sig ind i den. Store, tunge regndråber ramte forruden og blev fejet væk af vinduesviskerne.
Margit kørte, mens Thomas sad og ledte i kontakterne på mobiltelefonen efter nummeret på Martin Larsson, psykiateren fra Rikskrims gerningsmandsprofilgruppe, som havde hjulpet dem sidste vinter.
Dengang havde de prøvet at forstå psyken hos en bitter parteringsmorder, der havde bortført en ung pige på Sandhamn.
Nu handlede det om Annika Melin.
Han fandt nummeret og ringede op. Telefonen ringede én gang og én gang til, og så kom der en velkendt stemme.
»Martin Larsson.«
»Thomas Andreasson her. Jeg skal lige spørge dig om noget. Det haster.«
Thomas vidste, at hans fåmælthed grænsede til det uhøflige, men han havde ikke tid til lange forklaringer. Nu handlede det om at forstå Annika Melin, så de kunne finde hende og Cronwall.
Larsson havde straks opfanget alvoren i hans stemme.
»Hvad kan jeg gøre for dig?«
»Vi har en sag med en gerningsmand, der allerede har dræbt tre personer og bortført en fjerde.«
»Okay. Fortæl.«
»Jeg prøver at forstå adfærden, hvad vi kan forvente.«
»Kan du beskrive personen?«
»Hendes mand siger, at hun er aggressiv og har voldsomme humørsvingninger. Hun har også truet med selvmord og været voldelig over for ham, oven i købet såret ham med en kniv. En omvendt hustrumishandling kan man sige.«
»Det er altså en kvinde?«
»Ja, betyder det noget?«
»Nej, ikke andet end at voldelig adfærd er mere almindelig hos mænd, men det forekommer også hos kvinder. Er hun uligevægtig eller præget af angst?«
Hvad var det nu, Melin havde sagt om sin kone? Thomas prøvede at huske det.
»Hendes mand sagde, at han var bange for, at hun skulle gøre skade på sig selv. Hun skyder vist tit skylden på andre eller synes, at hendes omgivelser modarbejder hende.«
Larsson overvejede lidt.
»Det kan dreje sig om en såkaldt borderline-personlighed,« sagde han til sidst. »Det er en diagnose for mennesker i grænselandet mellem det psykotiske og det neurotiske. De bliver tit ramt af vredesudbrud og kan være selvdestruktive.«
Psykologen rømmede sig.
»Du forstår selvfølgelig, at jeg kun kan komme med generelle udtalelser,« sagde han. »Jeg kan ikke foretage nogen konkret vurdering uden at have mødt vedkommende.«
»Det er klart,« sagde Thomas. »Men du kan hjælpe mig til at forstå, hvem vi har med at gøre. Hvordan ytrer en sådan personlighedsforstyrrelse sig?«
»Som regel gør de skade på sig selv, men det sker, at de vender deres aggression udad. Man kan sige, at de bliver sygeligt besat af nogen.«
»Kan du give et eksempel?«
»Mænd, der forfølger deres ekskoner, har ikke sjældent en borderline-diagnose. Det bliver deres livsopgave at straffe den, der svigtede dem. Samtidig kan de opføre sig helt normalt, hvilket gør det sværere for deres partner at blive troet. Omgivelserne forstår ikke, hvor slemt det er.«
Det var langt værre, end Thomas havde forestillet sig.
»Sommetider opstår der også paranoide tankegange, som regel stressrelaterede,« fortsatte psykologen.
»Det vil sige forfølgelsesvanvid.«
»Det kan man godt kalde det. I alvorlige tilfælde, hvis der opstår et traume, kan det grænse til det psykotiske, med aggression og vold.«
»Ville en dramatisk abort kunne udløse den form for adfærd?«
»Absolut.«
Thomas lukkede øjnene. Martin Larsson havde lige beskrevet enhver politimands mareridt.
Vinduesviskerne peb mod forruden. Det var blæst op, og Thomas kunne se trækronerne langs motorvejen vaje for vinden. De sidste blade blev flået af grenene.
Spørgsmålet måtte stilles, selvom han allerede kendte svaret.
»Er hun også farlig for personer, som hun ikke er ‘besat af’?«
»Ja, hvis hun føler sig forfulgt eller under angreb.« Larsson tav. »Du sagde, at hun havde været voldelig ...«
»Svaret er altså ja?«
»Ubetinget.«
Klokken nærmede sig fem om eftermiddagen, men de mørke skyer, der dækkede himlen, fik det til at virke, som om det allerede var ved at være nat. I skæret fra forlygterne så de regnen piske ned.
Thomas prøvede at beregne, hvor lang tid de skulle bruge for at komme til Korsö. Helikopteren kunne flyve dem derud på femogtyve minutter. Der var ikke tid til at vente på forstærkning, de måtte derud så hurtigt som muligt.
Det var noget, han vidste på rygmarven.
Så ringede telefonen. Margit skulle lige til at dreje af mod helikopterplatformen ved Slussen.
Det var Den Gamle. Han gik lige til sagen.
»Vi har problemer. Vinden er taget til, og SMHI har udsendt stormvarsel for den nordlige del af Østersøen. Politihelikopteren kan ikke lette i det vejr.«
Thomas lagde hovedet mod vinduet og prøvede at tænke.
»Hvad med politiets både?«
»Jeg har allerede tjekket det. Alle 90-bådene befinder sig i den nordlige del af skærgården.«
Thomas foretog en hurtig beregning. Marinepolitiet rådede over tre Kampbåd 90’ere, tre RIB-både og to mindre SKERFE-både. Tilsammen skulle de dække hele Stockholms skærgård. Men RIB’erne kunne ikke klare søgangen i dette vejr.
»Er der ingen SKERFE’re inde i byen?« spurgte han.
»Nej, den ene ligger i Berga, og den anden på Djurö, men der har besætningen holdt fyraften. Vi må have indkaldt et nyt hold.«
»Det vil jo tage flere timer,« sagde Thomas.
»Det ved jeg. Men vi har intet alternativ.«
»Jo,« sagde Thomas og rodede instinktivt med hånden i lommen.
Universalnøglen til politiets både hang altid i hans nøgleknippe. Ingen havde bedt om den, da han forlod marinepolitiet for et par år siden.
»Jeg sejler derud selv,« sagde han.
Den Gamle tøvede. Det eneste, der kunne høres i bilen, var lyden af slagregnen mod forruden.
»Er det nu klogt?« sagde han til sidst.
»Jeg har været marinebetjent i otte år.« Thomas hævede stemmen. »Du ved, at jeg kan klare en båd, selvom der er lidt bølgegang.«
»Vejrudsigten taler om storm, Thomas. Der er allerede stiv kuling. Der er uvejr på vej over hele østkysten.«
Den Gamle lød presset. De havde mistet kontrollen over situationen. Men hans stemme afslørede også noget andet.
Stærk bekymring.
Thomas så, at Margit skævede til ham. Han knyttede den ene hånd. Behersk dig, tænkte han, bliv nu ikke vred. Vi skal derud, det er den eneste måde.
»Du tror måske ikke, at jeg kan klare det? Ikke efter ...« Thomas tøvede. »Ikke efter det, der skete i vinter?«
»Jeg ved, at du er søvant, Thomas. Men du kan ikke vide, om de rent faktisk er på Korsö. Jeg vil ikke have, at du sætter livet på spil bare på grund af en fornemmelse.«
»Hun har taget ham med ud på øen. Det er jeg overbevist om.«
Margit svingede skarpt uden om en stor vandpyt på vejen. Gennem regnen så Thomas føreren i den modkørende bil. Lydløst råbte han op, da deres bil et øjeblik kom alt for tæt på. Så rettede Margit op igen, og manden forsvandt ud af syne.
»Jeg kan være på Djurö, inden der er gået en time.«
Den Gamle sagde ingenting.
»Du bliver nødt til at stole på mig.«
Modstanden var brudt.
»Jeg håber, du ved, hvad du kaster dig ud i,« sagde Den Gamle.
»Det gør jeg.«
Margit så over på ham, da han havde afsluttet samtalen.
»Jeg tager med dig,« sagde hun.
»Det bliver noget af en gyngetur.«
»Jeg tager med.«
Der var hvide skumtoppe på vandet, da de kørte over Djuröbroen. Havet havde fået en dyb blågrå farve, der smeltede sammen med himlen.
Thomas sprang ud af bilen, så snart den standsede uden for den aflåste låge til havneområdet. Han bøjede sig forover i regnen og løb hen til kodelåsen for at trykke de fire tal. Uden at vente fortsatte han ned ad den lille bakke, mens Margit fulgte efter med bilen.
Mens hun parkerede uden for den store bygning, hvor også kystbevogtningen holdt til, skyndte Thomas sig ud mod den fjerneste brygge. Alleryderst lå marinepolitiets blå båd.
Et par enkelte gadelygter spredte deres skær over den våde asfalt. Jorden var fedtet af nedfaldne blade, og Margit gled i sine gummisko, men holdt sig på benene.
I løbet af et par minutter var både Thomas og Margit gennemblødte af den piskende regn. Ingen af dem var iført tøj, der beskyttede mod vejret. Thomas håbede, at der lå noget om bord, som de kunne tage på.
Da de kom ud på bryggen, så han, hvordan båden sled i fortøjningerne. Blæsten var taget til, siden han havde talt i telefon med Den Gamle.
De steg ned i båden, og Thomas fandt nøgleknippet frem fra lommen.
Nøglen passede.
Med øvet hånd startede han motorerne, tændte lanternerne og satte radar og GPS i gang. Regnen forstyrrede radaren, gav ekko, der slørede billedet, men en aften som denne havde han brug for al den hjælp, han kunne få, selvom han kendte farvandet som sin egen bukselomme.
Hurtigt kastede han los i agterstavnen og råbte til Margit, at hun skulle fjerne rebet i forstavnen, når han sagde til. Automatisk kastede han et blik over skulderen, inden han satte i bakgear for at manøvrere båden ud fra bryggen.
Men de var helt alene i marinaen.
Uden for Djurö ventede Kanholmsfjärden.
Den usædvanligt brede og dybe bugt var berygtet blandt sejlere. I uvejr gik bølgerne højt, og der var intet til at tage af for de kraftige vindstød. Søen blev hurtigt krap, og de korte bølger, der dunkede mod skroget, gjorde sejladsen besværlig, selv for en rutineret sejler.
Når det blæste op til storm, var det endnu værre.
Men der var intet alternativ, hvis de ville hurtigt ud til Korsö, det vidste Thomas. Alle andre veje ville betyde, at de mistede kostbar tid.
Tid, de ikke havde råd til at miste.
De var nødt til at krydse den sydlige del af bugten. Og hvis de bare kom over Kanan, som den kaldtes i folkemunde, skulle de nok nå til Korsö, trods uvejret.
Det blæste fra nordøst, fra Södermöjafjärden. Det var den værst tænkelige vindretning, for så kom søen fra bagbords side. Men det skulle nok gå.
Thomas spejdede ud ad forruden. Sigtbarheden var næsten lig nul i regnen, og mod bedre vidende tændte han for projektøren på taget. Det gjorde bare alting meget værre, og han slukkede den med det samme igen.
Margit stod ved siden af og prøvede at se noget gennem skybruddet.
»Gå ned i forkahytten og hent nogle redningsveste,« sagde Thomas. »Prøv også at finde nogle sejlerjakker. Der burde hænge nogle dernede.«
Et par minutter efter var hun tilbage med en vest i hver hånd og to kraftige jakker. Thomas slap rattet med venstre hånd og krængede den ene vest på.
»Sæt det hele ordentligt fast,« sagde han til hende. »Glem ikke sikkerhedsselen mellem benene.«
Margit tog jakke og vest på uden et ord.
Langt ude mod styrbord blinkede det rødt. Det var radiomasten i Stavsnäs, der aftegnede sig mod himlen. Ellers lå fastlandet som en mørk masse.
Gang på gang kiggede Thomas på fartmåleren. Han sejlede så hurtigt, han turde uden at være helt uansvarlig. Han svor over sin manglende evne til at have kunnet se sammenhængen.
Hvorfor havde han ikke tjekket Cronwalls udsagn noget grundigere? Han burde have opdaget, hvilken rolle Cronwall spillede i sammenhængen.
Følelsen af at have været utilgiveligt godtroende fejede igennem ham. Hvis han havde været mere kritisk over for Cronwalls forsøg på at bagatellisere sin kontakt med Marcus Nielsen, havde sagen måske været opklaret nu.
Han havde ikke været tilstrækkeligt opmærksom. Anden forklaring var der ikke. At han lige var kommet tilbage fra en længere sygeorlov, var ingen trøst i den sammenhæng, dårligt nok en undskyldning.
Fartmåleren viste nu næsten syvogtyve knob, og de sejlede i læ af de mindre øer, der omgav Långholmens fyr. Så snart de kom ud på åbent vand, måtte han sætte hastigheden ned, alt andet ville være dårligt sømandskab, for ikke at sige direkte livsfarligt.
Han så på uret. Sejlturen tog alt for lang tid, de havde tolv sømil tilbage, før de var fremme. Mon de ville nå frem i tide?
»Hvordan har du det?« spurgte Thomas Margit.
Hun havde ikke sagt mange ord, efter at de havde forladt bryggen.
»Ikke særlig godt,« fik hun frem.
I det svage lys kunne han se, at hun var grønligt bleg i ansigtet.
»Har du kvalme?«
»Ja,« kom det ynkeligt. »Jeg tror, jeg skal kaste op.«
»Prøv at læne dig ud, ellers bliver vi begge to syge af lugten.«
Margit åbnede døren og nåede lige akkurat at dreje hovedet, så opkastet endte på dækket.
Lige da hun var færdig, kom de ud af læ og var ikke længere beskyttet af Götskäret.
Vinden tog straks fat i døren og flåede den ud af hånden på Margit. Hun tumlede baglæns, idet en kaskade af vand slog ind over båden og fossede ind i kahytten.
»Luk døren,« brølede Thomas. »Du må se at få lukket døren.«
»Jeg prøver også,« råbte Margit tilbage.
Thomas drejede hovedet, men turde ikke slippe rattet for at hjælpe hende. Gjorde han det, kunne der ske hvad som helst. Han havde brug for al sin koncentration for at manøvrere gennem de store søer, der kom væltende ind forfra.
Der strømmede så meget vand ned over Margits ansigt, at hun havde svært ved at se ordentligt. Hun klamrede sig til dørkarmen med den ene hånd, mens hun famlede efter døren med den anden.
Endnu en stor sø kom væltende med skræmmende hast. Det kolde vand skyllede ind over Margit, og hun mistede grebet om dørkarmen og røg ind i det fastnaglede bord. Da båden krængede, rutsjede hun over i den anden side og ramte væggen med et brag.
»Margit,« råbte Thomas og prøvede at få fat i hende med sin frie hånd. »Er du okay?«
Helt rundtosset greb hun fat i ham og kom op og stå. Døren stod stadig og smækkede i vinden, og det larmede så meget i kahytten, at det ikke kunne nytte at sige noget.
Thomas pressede hende ind mod instrumentbrættet.
»Hold fast i rattet,« råbte han. »Uanset hvad der sker, så må du ikke slippe. Du skal holde kursen, forstår du?«
Han lænede sig ind over gashåndtaget bag Margits ryg og skruede ned for motorkraften, så de sejlede med femten knob. Thomas vidste, at han burde sætte farten yderligere ned, men han tænkte på Annika Melin.
»Du skal ikke gøre andet,« brølede han for at overdøve vinden. »Kun koncentrere dig om at holde båden på ret kurs.«
Margit tog hårdt fat om rattet, mens Thomas stred sig foroverbøjet hen imod døråbningen.
Lige idet båden gik ned i en bølgedal, kom døren farende, og det lykkedes Thomas at få fat i håndtaget og trække den i med et smæld. Som ved et trylleslag forsvandt larmen i kahytten. I stedet indfandt der sig en helt uvirkelig ro.
Thomas lænede sig frem for at få vejret. Regnen dryppede fra hans pande, mens han stod der og tørrede sig i ansigtet med bagsiden af hånden. Hele kahytten var pjaskvåd af det vand, der var pisket derind.
Pludselig skreg Margit op, og Thomas kiggede.
En enorm bølge tårnede sig op foran ruden.
Den kom skråt imod dem, i en vinkel på femogfyrre grader, den værst tænkelige under disse omstændigheder. Hvis den ramte forstavnen i den vinkel, havde de ikke en chance.
Det så ud, som om den massive mur af vand kun var et par meter fra dem.
Udtrykket i Margits øjne var glasagtigt, hun stod som fastfrosset bag rattet.
Thomas kastede sig frem og skubbede Margit væk. Han greb rattet og fik fat på gashåndtaget. Han måtte styre direkte ind imod bølgen og klatre over den, ellers ville dens sidelæns kraft vælte dem.
Motorerne brølede, da han prøvede at tvinge båden til at skifte kurs, så de mødte bølgekammen med forstavnen først.
Pludselig krængede båden over.
De befandt sig midt i den store brodsø, og det var, som om skroget svævede frit i luften.
De var ved at kæntre midt ude i den oprørte bugt.