I morgen begynder den afsluttende øvelse.
To uger med fjendtlige angreb, landgang, kampkontakt og skarp ammunition.
Vi skal presse os sammen i 200-bådene, stå så tæt, at vi ikke falder, når bådene lander på stranden, og som én organisme storme i land. Her skal vi bruge alle de kundskaber, vi har erhvervet os i de elleve måneder, vi har været i Kystartilleriets tjeneste.
Og så er det forbi. Så forlader vi Korsö.
Om kun to uger forlader vi denne kunstigt skabte verden og vender tilbage til vores normale liv. En tilværelse, hvor man ikke piner sine muskler, til de skriger af udmattelse, hvor man ikke stinker af snavs og sved og altid skal gå og være bange for at begå fejl.
Snart er vi sluppet ud af sergentens greb.
Det er, som om han forstår, at han synger på sidste vers. Han drikker næsten hver aften. Øjnene er blodsprængte om morgenen, og han opfører sig værre end nogensinde. Han vil bevare kontrollen, men er ved at miste grebet, langsomt, men sikkert.
Snart vil Andersson kunne bede sin far om at skride ad helvede til.
Det gik helt galt. Lige da vi skulle til at tage tilbage til Korsö. Det var sent om aftenen, og vi havde stillet op på geled. Den finske øverstbefalende, som var på besøg, skulle inspicere tropperne, inden øvelsen var slut.
Alting var gået godt, vi havde erobret vores brohoveder og sikret de områder, vi skulle. Vi havde udført vores opgaver med hæder.
Jeg så mig omkring og følte mig stolt over at tilhøre min gruppe. Vi var kammerater for livet og kunne gå i døden for hinanden.
Kihlberg stod med skrævende ben og afventede inspektionen. Han så, at jeg skævede til ham, og blinkede opmuntrende tilbage. Vi klarede den, sagde blikket. For satan da! Vi klarede den.
Jeg nikkede tilfreds tilbage.
Så fik jeg øje på Andersson. Han så ikke godt ud. Maven havde gjort knuder hele ugen, og han var træt og udmattet. Nu kunne jeg se, at han var grønligt bleg i ansigtet. Han stod og dinglede, mens han ventede i geleddet.
Med et puf prøvede jeg at få Kaufman, der stod nærmest, til at tage sig af ham. Andersson måtte ikke besvime under inspektionen. Han var nødt til at holde ud lidt endnu.
Den finske delegation nærmede sig. De blev eskorteret af svenske officerer: Chefen for Kystjægerskolen gik sammen med den finske øverstbefalende, og sergenten kom som den sidste af de svenske befalingsmænd.
Lige idet de passerede Andersson, skete det. Der gik ligesom en skælven gennem ham, der hørtes en harkende lyd, og så kom der en kaskade af bræk.
Lige for fødderne af den finske admiral.
Admiralen prøvede at træde et skridt tilbage, men det ramte hans støvler og bukseben. Ildelugtende pletter dannede blegrosa pytter på stoffet. Opkastet løb ned ad støvlelæderet.
I et isnende sekund stod den finske officer helt stille. Så gik han videre uden at sige et ord. Følget fortsatte også.
Kaufman og Erneskog fik fat på Andersson, lige inden han dejsede omkuld. Ingen turde sige noget. Angsten pumpede i vores årer.
Sergenten standsede foran Andersson. Jeg sank en klump, da jeg så hans ansigtsudtryk.
»I nat er du død,« hvæsede han. »Vent bare, i nat er du død.«
Margit var kridhvid i ansigtet.
»Vi kæntrede ikke,« hviskede hun.
Der løb noget salt ned over både panden og ryggen af Thomas, og han blev klar over, at han var gennemblødt af lige dele koldsved og saltvand.
»Jeg troede, vi blev trukket med ned,« hviskede Margit bag hans ryg.
»Det troede jeg også.«
Bølgen var brækket i sidste øjeblik. Uden rigtigt at forstå, hvordan det gik til, var det lykkedes dem at komme op over bjerget af vand i stedet for at blive opslugt af det.
De havde klaret sig på et hængende hår.
Thomas satte farten op. De var i læ af Hasselkobben og havde Korsö lige forude. Sandhamn-indsejlingen nærmede sig, og Thomas sejlede, så hurtigt han overhovedet turde, gennem sundet, hvor fem knob ellers var højest tilladte hastighed under normale omstændigheder.
Der sås kun nogle enkelte lys langs strandkanten, men Sejlerhotellet var fuldt oplyst som sædvanlig.
På en eller anden måde fik det velkendte syn ham til at føle sig bedre tilpas. Verden, der et kort øjeblik havde bestået af mørkt, iskoldt vand, bestod alligevel stadig.
Tankstationen flimrede forbi, og bagefter så han, at de havde Kroksö om bagbord. Et lille hvidt og grønt fyr stod for sig selv ved Sandhamns østlige indløb, og så snart han havde passeret det, satte han kurs mod Korsö sund.
Nu kunne man se det svage lys fra lygtepælene på kajen. De hjalp, men kun en lille smule. Regnen, der strømmede ned ad ruden, gjorde det svært at se ordentligt, og anstrengelsen ved at skelne land fra vand fik det til at svie i Thomas’ øjne.
Da der var femten meter ind til den lange betonkaj, bremsede han kraftigt op, og inden bølgerne nåede at få fat i skroget, styrede han om mod indersiden af kajen for at komme i læ for vinden.
Her lå der allerede en anden båd. Det var en Bayliner, samme mærke som familien Melins båd.
Hun var her.
Klokken nærmede sig syv om aftenen, og mørket var faldet på. Ved enden af bryggen standsede Thomas.
»Margit, se.«
I det svage lys kunne man lige skimte nogle spor i det våde sand. Fodaftryk.
»Det må være Cronwall og Melin,« gispede Margit.
Thomas gik nærmere for bedre at kunne se. Det så ud, som om to personer havde gået på stranden.
Det peb om ørerne på dem, og Thomas måtte råbe for at overdøve vindens hylen i trætoppene. Han rettede sig op og prøvede at skaffe sig et overblik over situationen. Fyrreskoven, der dannede en mørk mur bag den brede strand, var uigennemtrængelig for øjet. Den øsende regn ødelagde sigtbarheden. Selvom han havde været på øen flere gange før, fik stormen den til at virke helt fremmed.
Annika Melin kunne befinde sig hvor som helst.
»Lad os gå videre,« råbte han. »Men pas godt på.«
Efter et par hundrede meter kom de til det lille åbne torv i den gamle militærlandsby. Thomas stoppede op ved et kraftigt jernanker, som var gjort fast til jorden. Alting så ud til at være låst og lukket, kun mørke vinduer og låste døre overalt.
Vandet susede i tagrenden på det nærmeste hus, og de høje ahorntræer over deres hoveder knagede.
»Følg mig,« sagde han og fortsatte ad en smal vej på venstre hånd.
Der lå det hus, som marinepolitiet plejede at bruge som overnatningssted. Thomas havde sovet der mange gange i årenes løb.
Thomas fik en pludselig indskydelse.
Sæben. Afvaskningen.
Han gjorde tegn til Margit om at komme nærmere og råbte ind i hendes øre.
»Jeg tror, jeg ved, hvor de er. I saunaen nede ved stranden. Lad os gå tilbage.«
Regnvandet strømmede ned over Margits ansigt.
»Kom,« fortsatte Thomas. »Vi skal ned til stranden.«
Uden at spilde mere tid vendte han sig om, og et par minutter senere var de fremme. Margit rørte forsigtigt ved hans skulder og pegede.
»Der er noget, der ligner lys derhenne,« sagde hun.
Gennem regnen så det ud, som om et svagt lys sivede ud fra et vindue i bygningen. På afstand hørte de havet bruse højt og vredt. Træernes kroner jamrede sig i vinden.
Thomas sikrede sig, at han havde sit tjenestevåben.
»Kom,« råbte han til Margit.
Foroverbøjet løb han hen imod lyset. Margit fulgte efter og trak samtidig sin pistol.
De standsede uden for saunaen. Der var intet, der bevægede sig. Kun skæret, der trængte ud gennem sprækken, afslørede, at der måtte have været nogen.
Margit afsikrede sin pistol, og Thomas slog døren op på vid gab.
Fugtig luft strømmede imod dem, og Thomas gik indenfor. Han tog en lommelygte frem og lod lyskeglen glide rundt i rummet. Indbyggede bænke kantede væggene, og over dem sad knager til tøj. På gulvet var der træriste.
Der hvilede en unaturlig stilhed over rummet.
»Kan du se nogen?« hviskede Margit.
»Nej.«
Thomas gjorde tegn til hende om ikke at sige mere. Han fortsatte hen imod døren ind til bruserummet.
Det var derfra, lyset kom.
Endnu en gang tog han forsigtigt i et håndtag.
»På tre,« mimede han til Margit, der stillede sig parat.
Og så lukkede han op.
Lyset kom fra rørene i loftet, men flere af dem var så ødelagte, at de kun gav et svagt skær.
Midt på gulvet lå en slap krop. En nøgen halvtredsårig mand.
Telefonen ringede, lige da Nora låste hoveddøren op.
Simon var til tennis og skulle hentes om en time.
»Adam,« råbte hun. »Er du hjemme? Gider du lige tage den?«
Mens hun fumlede med låsen, kom hun i tanker om, at Adam heller ikke var hjemme. Han skulle spise hos Willes familie i aften. Hun var alene i lejligheden.
Endelig fik hun døren op og løb ind og tog telefonen.
»Hallo,« sagde hun forpustet.
»Er det Nora?«
Det knasede på linjen, som om personen i den anden ende befandt sig langt, langt væk.
»Ja, det er mig.«
»Hej, det er Jonas. Jonas Sköld.«
Det virkede mærkeligt, at han sagde sit efternavn. Et par dage før havde de været så intimt sammen, som to mennesker overhovedet kan være. Nu præsenterede han sig, som om de kun var flygtige bekendte.
»Hej, Jonas.«
»Hvordan har du det?«
»Jeg har det godt, tak.«
Hun lød kunstig, stiv og formel. Hvorfor kunne hun ikke bare være naturlig? Ubekymret, som om hun ikke havde gået de sidste tre døgn og ventet på denne samtale?
Hun ville så gerne have, at det skulle lyde, som om hun havde haft helt andre ting i hovedet.
Hej, Jonas, burde hun have sagt i et muntert tonefald. Er det dig? Hvor skønt, at du ringer, men jeg er lidt optaget lige nu. Må jeg ringe dig op, når jeg får tid?
Køkkenurets tikken trængte ind i Noras bevidsthed. Der måtte være gået mindst et halvt minut. Hvad skulle hun sige?
Jonas kom hende i forkøbet.
»Du undrer dig måske over, at du ikke har hørt fra mig?« sagde han.
Skulle hun sige sandheden? At hun havde tænkt på det mindst en gang i timen, siden de var skiltes?
Hun havde fundet på tusind forklaringer og bagefter skældt ud på sig selv tusind gange, fordi hun gik så højt op i det.
Hun forstod ikke, hvorfor deres korte tid sammen var så vigtig for hende. De kendte ikke hinanden særlig godt, de havde kun spist middag sammen et par gange og gået en lang tur på Sandhamn.
Og tilbragt et par vidunderlige nattetimer sammen.
Der var så mange grunde til, at de ikke burde ses mere, var det næsten lykkedes hende at overbevise sig selv om i de forløbne dage. Jonas var alt for ung til hende. Han var hendes lejer. Hun var stadig for sårbar på grund af skilsmissen, og det var alt for tidligt at starte et nyt forhold.
Men hun tænkte på ham hele tiden. Hun kunne ikke lade være.
»Ja,« hørte hun sig selv sige i samme stramme tonefald.
»Hvis jeg siger, at jeg glemte min mobiltelefon i Stockholm, tror du mig så?«
»Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?«
Nu lød hun nærmest sur. Hvad var det, hun havde gang i?
Men der var vel andre telefoner i Thailand end hans mobil. Hvis han altså virkelig var interesseret ...
»Du aner ikke, hvor svært det er at finde dit nummer, når man befinder sig i Bangkok. Man kan ikke engang ringe til 118 118 fra udlandet.«
»Hvorfor ringede du så ikke bare til banken?«
Åh gud, hvorfor sagde hun nu det? Han forsøgte, og hun bed ham bare af. Der var et eller andet alvorligt galt med hende.
»Det tænkte jeg ikke på.«
»Okay.«
»Tro mig, Nora. Jeg har virkelig prøvet at få fat på dig. Til sidst fik jeg den geniale idé at bede min storesøster ringe til nummeroplysningen for mig.«
»Var du nødt til at ringe til din søster?«
Nora kunne ikke lade være med at smile i halvmørket.
Han havde prøvet at få fat på hende, mens hun havde bildt sig en hel masse dumheder ind. Hvilken forklaring havde han mon givet sin søster? Smilet blev bredere.
Jonas sænkede stemmen, tonefaldet blev blidere, mere intimt.
»Jeg ville bare sige tak for sidst.«
Hun så ham for sig i soveværelset på Sandhamn. Deres skygger, der aftegnede sig i det svage månelys, hans kind mod pudebetrækket, mens han sov.
Hun huskede, hvordan hun havde ligget tæt op ad hans ryg. Følelsen, da hun strøg med fingerspidserne hen over hans varme hud.
Pludselig var alting så enkelt og ligetil.
»Det var en dejlig nat på Sandhamn,« sagde han. »Jeg vil forfærdelig gerne møde dig igen ... Hvis du altså vil. Jeg er tilbage i Stockholm på fredag. Har du noget for på det tidspunkt?«
»Selvfølgelig vil jeg gerne se dig.«
Hun tøvede, men så tog hun sig sammen.
»Men på én betingelse: Du skal sige, hvor gammel du er.«
Jonas lo stille i røret.
»Vil du virkelig gerne vide det?«
Det tog ikke lang tid for Thomas at registrere de velkendte ansigtstræk. Hjertet sank i brystet på ham. De var kommet for sent.
Margit gemte hurtigt pistolen væk og faldt på knæ ved siden af den livløse Robert Cronwall, der lå på ryggen på det iskolde gulv. Huden var ligbleg og ansigtet bortvendt. Hænderne var tvunget om bag på ryggen i et par grove metalhåndjern. Flere hudafskrabninger tydede på, at han havde prøvet at få håndjernene af uden held. De årede fødder var bundet sammen med en vasketøjssnor, og rundt om den livløse mund lå et tyndt lag hvidt skum, som pletvis var stivnet.
»Herregud,« sagde Margit.
Thomas havde fået kvalme.
»Er han i live?« spurgte han og lænede sig frem.
»Han er kold.« Margit følte med fingrene på halsen. »Nej, der er ingen puls. Han er død.«
Han mærkede på de ubevægelige lemmer.
»Men han har ikke været død særlig længe. Så ville han have været stivere.«
En hvid plasticflaske var trillet over mod en af afløbsristene, og Thomas gik nærmere for at se, hvad det var. Etiketten kom ikke bag på ham: brun sæbe. Han løftede flasken op. Den var tom.
»Han lugter stærkt ud af munden,« sagde Margit. »Tror du, hun har tvunget sæben i ham, til han blev kvalt?«
»Sikkert. Det passer med adfærdsmønstret.«
»Føj for den lede. At drukne i sæbe. Sikke en måde at tage livet af nogen på.«
»Hun er syg.«
Thomas lyste med lommelygten ned over Cronwalls krop og undersøgte den nøje. Den dødes højre arm bar spor af flere nålestik; der var en lille blå cirkel rundt om et lige oven over albuen.
Annika Melin havde bedøvet Cronwall, akkurat som han havde regnet med. På en eller anden måde var det lykkedes hende at overmande ham, måske ved at true med en pistol, og så havde hun givet ham indsprøjtninger, så han ikke kunne gøre modstand.
Men det måtte alligevel have krævet mange kræfter at få Cronwall med herud, hvor hendes bror var død tredive år tidligere.
En vilje af stål ... eller et sygt sind.
Margit rejste sig og tog politiradioen op af lommen.
»Melder, at vi har fundet Cronwall. Vi må have forstærkning herud, så vi kan finde hende.«
Pludselig gik lyset ud. Loftslamperne blinkede, og så blev der kulsort i bruserummet.
Thomas rejste sig hurtigt, bakkede op mod væggen og holdt lommelygten frem foran sig. Med den anden hånd trak han sit våben.
»Hun er her,« hviskede Margit.
Anspændt lyttede Thomas efter fremmede lyde, noget, der kunne afsløre, hvor Annika Melin befandt sig.
En svag skraben hørtes et stykke derfra, derefter et smæld, som om en dør blev smækket i på bagsiden af bygningen.
»Bliv her, og prøv at få kontakt med vagtcentralen. Jeg følger efter hende,« hviskede Thomas. »Men vær klar med pistolen. Hun er farlig, glem ikke et øjeblik det.«
Inden Margit nåede at protestere, åbnede han døren og var væk.
Vinden greb fat i Thomas. Det var som at få et slag lige i ansigtet. Stormen hylede i trækronerne, og man kunne dårligt holde sig oprejst.
De få gadelygter, som nu var blevet tændt, lignende forladte fugleskræmsler stillet op på række.
Han fulgte vejen og løb langs med spøgelseslignende barakker. Det var begyndt at tordne, og lynene siksakkede hen over de sorte tage så hurtigt, at de kun blev et minde. Når hjernen havde nået at registrere synet, var det allerede forbi.
Der var tusinder af steder at gemme sig her på den gamle militærbase, så hvordan skulle han overhovedet kunne finde Annika Melin?
Thomas løb hen imod det gamle marketenderi, hvor soldaterne plejede at købe snus og cigaretter, dengang der var i hundredvis af værnepligtige på øen. Han fortsatte op ad bakken, op imod tårnet. En gammel majstang stod tilbage som et visnet skelet, og han styrtede forbi en hvid bygning, der mindede om en lade.
Nu var han oppe ved Korsö Tårn. Den runde stenmur var blank af væde. Her endte vejen, men han så intet, der bevægede sig, ingen, der styrtede lige så fortvivlet af sted som han selv.
Han begyndte at mærke mælkesyren, benene var tunge, og han blev stående helt stille og prøvede at få vejret. En intens smerte skød op gennem de tæer, der ikke var der længere. Skulle han virkelig fortsætte sin jagt på hende?
Lige i samme øjeblik blev en gren knækket af vinden. Den kom farende, og han var lige ved at få den i nakken. I sidste øjeblik sprang han til side, og den hamrede ned i jorden kun et par centimeter fra ham. En fyrrekvist ramte hans mundvig, og pludselig kunne han smage blod på tungen.
Hans mod svigtede. Han burde vende tilbage til Margit og vente på forstærkning. Det var ikke længe siden, han havde været døden nær. Han måtte ikke udsætte sig for livsfare igen. Men da han vendte sig om, så han en skovsti, der førte op til mere åbent terræn, og han mavede sig forbi en stenbunke og kom ud på en klippeafsats, hvorfra der var bedre udsyn.
Det lynede igen, himlen lyste op, og foran ham, på næste klippe, så han en skygge, der bevægede sig ind og ud mellem de forkrøblede fyrretræer.
Det var Annika Melin.
Hun gled i mosset, vaklede, men fortsatte på den glatte klippe, østpå. Afstanden mellem dem var ikke stor.
Thomas holdt op med at tænke og for efter hende.
Han klatrede op på resterne af det ødelagte betonværn, og de skarpe klippeblokke raslede, når han satte fødderne på dem. Pludselig trådte han forkert med den skadede fod, og stenene skred væk under ham. Han tumlede ned ad skrænten og slog sig hårdt mod klippesiden. Ansigtet blev smurt ind i jord og ler, og det sved i kinden. Da han kom på fødderne igen, snurrede alting rundt for ham, og han måtte blinke flere gange for at kunne se noget.
Da han prøvede at klatre op igen, fik han endnu flere grene og fyrrekviste i ansigtet.
Det lynede igen, og Annika Melins silhuet kom til syne et stykke længere fremme. Hun var på vej ud til et af de tilbageværende befæstningsværker, som lå på en fremskudt klippeblok. Den endte i en stejl klippevæg.
Haltende genoptog Thomas forfølgelsen. Det værkede i kroppen, og han havde svært ved at holde balancen. Som altid, når han var træt, glemte han den nye måde at gå på.
»Du bør vende om,« mumlede han ved sig selv. »Det er vanvid at gøre det her på egen hånd. Du klarer det ikke.«
Han tænkte på sin nye familie, det lille liv, der endnu sov inden i Pernillas beskyttende krop. De måtte komme i første række, uanset hvad der skete.
Så fik han øje på hende igen, kun halvtreds meter foran sig. Hun stod helt stille ved det forvitrede forsvarsværk med det frådende hav foran sig.
Bølgerne slog mod klipperne og blev kastet op i skummende kaskader. Så snart det var forsvundet, vendte det tilbage igen. Vandet skyllede uafbrudt hen over klippen.
Nye lyn oplyste omgivelserne, og Thomas kunne se, at Annika Melin græd. Ansigtet var forvrænget, og vinden sled i det våde hår, der flagrede om ryggen på hende som hjælpeløse fuglevinger på en unge, der prøvede at komme væk fra reden.
Hun var tydelig at se i lyset fra lynene, men mellem dem lå en dyb kløft, som det var umuligt at forcere. Han måtte rundt om afsatsen for at komme over til hende.
Thomas vendte hurtigt om og sprang af sted mellem klippesprækkerne for komme over til hende. Gennem buskadset kunne han se, at Annika Melin gik et par skridt fremad. Nu stod hun så langt ude, som hun kunne komme. Den stærke blæst fik hende til at vakle lidt, men hun flyttede sig ikke.
Det så ikke ud til, at hun græd lige så voldsomt mere, ansigtstrækkene var glattet ud, og munden ikke så fortvivlet som før.
Thomas skyndte sig alt, hvad han kunne. Han nærmede sig og prøvede at råbe til hende, at hun skulle vente på ham.
Du behøver ikke dø, ikke også du, det er nok nu, forsøgte han at råbe. Men han var så forpustet, at der ikke var nogen kraft i hans stemme. Ordene nåede ikke frem. De druknede i lyden fra de høje bølger, som frådende og hvæsende fortsatte med at kaste sig mod klippevæggen.
Thomas prøvede at tvinge sine ben til at bevæge sig hurtigere. Kun et par skridt til, så var han fremme, der var stadig tid. Det var ikke for sent.
Annika Melin strakte armene ud, som om hun prøvede at fange et eller andet. Eller også ville hun bare tage fra med dem. Klippen dernede var hård.
Panikken voksede i Thomas. Han måtte standse hende.
I et spring kastede han sig den sidste meter og rakte hånden ud for at gribe fat om hendes ben. Med fingrene prøvede han at nå buksernes stof, han spændte musklerne til det yderste og rørte med fingerspidserne ved noget vådt. Men det våde gled ud af hænderne på ham. Det lykkedes heller ikke at få fat i foden, han greb bare i den tomme luft.
Annika Melin faldt.
Hun faldt med hovedet først ned på den hårde klippeafsats nedenunder.
Et hult bump nåede Thomas’ ører. Eller gjorde det? Havets brusen og stormens hylen forvirrede ham. Han blev liggende på den hårde klippeafsats, sammenkrøben, mens han prøvede at få vejret.
Tiden gik.
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget sådan. Kinden hvilede på nogle våde blade, og langsomt blev han bevidst om kulden. Han var helt tung i kroppen. Han burde rejse sig og se, hvad der var sket med Annika Melin, men han orkede det ikke.
Der var mindst ti meter ned til klippeafsatsen. Hun måtte have slået sig ihjel.
En hulken gennemstrømmede Thomas, og han lagde hovedet ned på det våde underlag igen og lukkede øjnene, mens han kvalte gråden.
Lidt efter følte han efter med hånden og fandt en sten.
Han lukkede hånden hårdt om den, indtil den skar ham i håndfladen. Smerten vækkede ham til live, fik ham til at blive sig selv og åbne øjnene igen.
Han rullede rundt og kom op på knæ. Det varede lidt, før øjnene havde vænnet sig til mørket.
Han måtte ned og se, om hun levede.