Jeg ved ikke, om jeg tør skrive, hvad der skete. Jeg er lige så skyldig som de andre. Jeg ved ikke, om jeg kan.
Det er noget, der aldrig kan fortælles til nogen.
Der er gået tre dage, efter at sergenten overraskede os midt om natten. Det var sent, lidt over midnat, og næste dag skulle vi tilbage til Rindö og afmønstre.
Han må være kommet ind på stuen, mens vi sov. Udmattede efter den lange afslutningsøvelse var vi alle sammen gået tidligt i seng. Kræfterne var brugt op.
Han stod med skrævende ben ved siden af sengen, hvor Andersson ... Pär ... lå i underkøjen. Jeg sov ovenover.
Jeg vågnede pludselig og opdagede, at han stod ved fodenden.
Sergenten gjorde en utålmodig armbevægelse. Ikke et ord, betød den. Det var en ordre, ikke bare en anmodning. Automatisk fløj jeg ud af sengen og stillede mig i retstilling.
I den anden køjeseng sov Kaufman og Erneskog stadig.
Pär lå på maven, forsvarsløs som et lille barn, der er faldet i søvn og stoler på, at hans forældre våger over ham. Højre arm var halvvejs bøjet, og han havde hånden under det ene øre. Ryggen var bar, han havde ingen pyjamasjakke på. I søvne så han yngre ud end sine tyve år, lignede en lille dreng.
Han havde feberroser på kinderne. Han var syg og udmattet og var gået ud som et lys, lige så snart vi var kommet hjem.
Sergenten blev stående foran ham. Et grumt smil spillede om læberne, og spiritusdampene var ikke til at tage fejl af. Han måtte have drukket tæt hele aftenen. Så beruset havde jeg aldrig set ham før. Hvad var han mon ude på?
Han hamrede sin knyttede næve ind i Pärs øre.
Mere skulle der ikke til. Det rykkede i kroppen, skulderen bevægede sig, og så slog Pär øjnene op. Uden et ord betragtede han skikkelsen foran sig.
Jeg vil aldrig glemme hans ansigtsudtryk, da han blev vækket. Angsten i blikket. Den lydløse bøn om nåde.
Og så skammen, da han huskede, hvad der var sket tidligere på dagen.
Hans krop blev ligesom mindre, og han krøb sammen, som om han fortjente at blive straffet.
En smag af rædsel steg op i min mund, en fad, metallisk smag, der ikke lignede noget som helst andet. Ganen blev tør, og spyttet trak sig tilbage. Jeg prøvede at slikke mig om læberne, men der kom ingenting, når jeg rørte ved dem med tungen.
Sergenten var på vej til at flippe helt ud.
Jeg vidste, at jeg burde gøre noget for at standse ham, men jeg turde ikke. Jeg var så bange, at jeg var ved at pisse i bukserne, og spændte sædemusklerne for at tvinge blæren til at holde sig i ro.
Både Kaufman og Erneskog var vågne nu, men sergenten fik også dem til at tie med en armbevægelse. Så tog han fat i Pärs arm og slæbte ham ud fra stuen, hen imod brusebadet.
Tvivlrådig blev jeg stående i et par sekunder, men så fulgte jeg efter ud i den tomme korridor. Hvad havde han tænkt sig at gøre?
Pär lå på det våde gulv. Blå årer aftegnede sig under hans nøgne hvide hud, og han rystede voldsomt. Men han ikke så meget som rørte en muskel for at forsvare sig.
Han lod sig føre som et offerlam, der kun ventede på kniven.
Sergenten vendte sig om mod mig og grinede så bredt, at jeg måtte se ned for at undgå vanviddet i hans øjne.
Jeg skævede til Kaufman og Erneskog, der havde stillet sig ved siden af mig i døråbningen. De bevægede sig heller ikke.
I det svage lys fra en enlig glødepære stirrede vi på sergenten, mens han hældte brun sæbe i en gulvspand og fyldte den med vand.
Hvis bare Kihlberg havde været her, eller Martinger, tænkte jeg med gråden i halsen. De havde kunnet sige fra, de ville have vidst, hvad vi skulle gøre.
Men det var kun os, der var vågne i hele bygningen. De andre lå og sov på første sal.
I nærheden, men alt for langt væk.
Kihlberg og Martinger var de stærkeste i gruppen. De havde kunnet standse sergenten. De ville have grebet ind, før det var for sent.
I min fortvivlelse så jeg på Kaufman og Erneskog og bad i mit stille sind til, at en af dem ville gøre noget. Hvorfor åbnede de ikke munden og udstødte et brøl af protest, eller bare en eller anden lyd, hvad som helst, der kunne få sergenten til at standse op og besinde sig?
Men de var lige så bange som mig.
Tidligere på dagen havde jeg tænkt, at vi var parate til at dø for hinanden. Nu forstod jeg, hvor meget jeg havde taget fejl. Her var det kun den stærkes ret, der gjaldt. Intet andet. Præcis som korpsånden prædikede.
Jeg var ved at kvæles i selvforagt, og jeg lukkede øjnene. Et koldt vindpust fra vinduet ramte mig.
Sergenten bøjede sig ned, så hans mund var helt tæt ved Pärs øre. Han tog fat i hans hoved og proppede det ned i spanden.
»Nu skal vi vaske munden på dig, så du kan lære aldrig mere at brække dig på en officer.«
Var det sergent Robert Cronwalls hensigt at tage livet af ham den nat?
Jeg ved det ikke. Men vi er alle sammen skyldige i hans død.
Vi løftede ikke en finger for at hjælpe vores kammerat og tav, da man skjulte sandheden.
Vi er nogle feje stakler, der ikke fortjener at bære kystjægernes baret.
Thomas arbejdede sig rundt om betonværnet og helt hen til klippekanten.
Nedenfor lå Annika Melin mellem stenene. I skæret fra lynene kunne han se, at kroppen lå i en unaturlig stilling, ligesom en kludedukke, nogen havde smidt hen i et hjørne. Den ene arm lå omme bag ryggen, og det, der kunne ses af hovedet, var presset ned i en klippespalte.
Hun bevægede sig ikke.
»Annika,« råbte han. »Annika, kan du høre mig?«
Regnen var stilnet af, men det opdagede han ikke, mens han anstrengte sig for at lytte efter lyde fra den ubevægelige skikkelse dernede.
»Annika,« prøvede han igen og formede hænderne til en tragt foran munden.
Kun vindens tuden svarede ham.
Var det mon muligt for ham at komme derned?
Han arbejdede sig tilbage fra klippekanten og hen til en gruppe forkrøblede fyrretræer, der voksede langs den stejle skråning. Med den ene hånd greb han fat i en gren og hev i den. Den holdt, og han begyndte langsomt at bevæge sig nedefter.
Pludselig gled hans fod, og han måtte kaste sig ind mod klippen. Hvis ikke træet havde holdt til den pludselige belastning, var han styrtet ned på de hårde klippeblokke.
Ved hjælp af den tykke gren fik Thomas hevet sig det sidste stykke op igen og sank ned på knæ.
Det var umuligt at klatre her alene i mørket. For at komme ned til Annika Melin var han nødt til at gå tilbage til tårnet og derefter ned til stranden via skråningen på sydsiden. Det var det eneste sikre alternativ.
Thomas krøb tilbage langs klippekanten og lod blikket glide hen over stenene i vandkanten igen.
Annika Melin bevægede sig stadig ikke.
Hvis hun ikke allerede var død, akkurat ligesom sin bror og Cronwall og de andre ofre, så ville hun snart være det.
Der var ikke mere, han kunne gøre. Det var for sent.
Sorgen over alle dem, der allerede var døde, og hans egen manglende evne til at redde dem, vældede op i ham. Alt det blod, der var spildt.
Hvordan skulle han nogensinde blive i stand til at fortsætte?
Thomas sank sammen på den våde klippe og pressede en knyttet næve mod munden for ikke at komme til at græde. Men han var alligevel helt tyk i halsen, han kunne mærke gråden skylle ind over sig som bølgerne mod klipperne nedenfor, og til sidst gav han efter.