De plaskende lyde fik ham til at tænke på legende børn i et badekar. Hvis han lukkede øjnene, kunne han også forestille sig en strand, hvor små rollinger løb rundt og havde det sjovt.
Så lød der et sidste plask, og vandet sprøjtede ud over kanten på gulvspanden, ud på det våde gulv.
De fægtende arme var holdt op med at bevæge sig. Det rykkede stadig i benene, som små sølvfisk, der pilede frem og tilbage uden mål og med. Rykvise, planløse bevægelser.
Så holdt også de op, og vandhanens langsomme dryppen var det eneste, der brød stilheden i det hvidkalkede rum.
Den lyd ville han komme til at huske resten af sit liv.
Luften var fyldt af gennemtrængende sæbelugt. Fyrrenåleduften trængte ind i næseborene og gav ham brækfornemmelser. Men han bed tænderne sammen. Frygten overskyggede alt andet.
Der løb noget varmt ned ad hans ben, og det gik op for ham, at han havde tisset i bukserne.
Det betød ingenting. Det hele var alligevel for sent.
Vandhanen blev ved med at dryppe.