PÅ VEJ TIL ASHGABAT, TURKMENISTAN,
TRE UGER SENERE, NOVEMBER 1998

Vejen under dem er ikke længere jævn, men knoklet og hullet. Farid synes, det lyder, som om de kører hen over store, hårde skaller; kranier, der knækker under de kraftige hjul, eller frugter; meloner, som dem der ligger i kasserne derinde. Meloner, der flækker, brydes åbne, så kød og frugtsaft står op ad siderne på varevognen, sprøjter op på forruden og driver ned mod køleren, som de store guldsmede, der landede på onkel Maleks rude og lød som småsten, inden de splattede ud og blev til en ubestemmelig masse, som vinduesviskerne fejede væk, så kun et snavset spor blev tilbage.

Han har ingen fornemmelse af, hvor længe de har været undervejs. Det føles som lang tid, men det er ikke til at bedømme i mørket, hvor det er nærmest umuligt at finde en nogenlunde behagelig stilling at sidde i mellem kasserne med meloner.

Inden de kørte, kom manden med skjorterne med deres pas. Han sagde, at de skulle glemme alt om Farid og Nadeem. Fra nu af hed de Hamid og Emal Wahidi. Sønner af Salim og Beheshta Wahidi. »Hvis I bliver sultne, er der melonerne,« sagde han med et skævt smil og skød så døren for. Farid havde ellers gerne villet spørge. Om alt muligt. Om hvor lang tid de skulle køre, om de kunne ringe hjem på et eller andet tidspunkt, om de nogensinde fik deres navne tilbage, men det var, som om mørket bortjog alle indvendinger og spørgsmål, hurtigere end han kunne nå at tænke dem til ende.

Nadeem forsøger at finde en måde at strække højre ben ud på. Mørket virker rummeligt, men kun indtil han begynder at bevæge sig; alle vegne er der kanter og hjørner. Det er ellers længe siden, at han har mærket noget til knæet. Først da familien ankom, og han gav sin madras til Beheshta, begyndte det at blive stift og ømt igen. Det var nok træk fra døren, der krøb ind under huden og satte sig som stramme elastikker rundt om knæskallen. Dag for dag er elastikkerne blevet kortere, og på et tidspunkt blev han nervøs for, om noget ville sprænges derinde i knæet, hvis han strakte benet helt ud. Men at sidde med det så bøjet, som han er nødt til nu, gør mindst lige så ondt.

Det skete under en fodboldkamp, kort efter at de var ankommet til Mazar-e-Sharif. De havde været fjorten drenge på banen, inklusive deres to fætre, som onkel Malek piftede ad og heppede på, indtil det gik op for ham, at det var Farid, der var stjernen. Hans timing og talent for lange afleveringer havde ikke sin lige i hele byen. Nadeem var stolt af sin lillebror, og hjemme i Kabul havde han for længst accepteret, at det ikke var et boldtalent, han selv var i besiddelse af. Denne eftermiddag blandt alle de nye drenge, og med den benovede onkel ude på sidelinjen, blev han alligevel så grebet af stemningen, at han kastede sig ind i kampen med alt, hvad han havde. Hurtigt glemte han sine lange klodsede ben, og for første gang nogensinde var det, som om bolden ville ham det godt, at den ville det samme som ham. Det var onkel Maleks skyld, at han faldt ud, at han faldt ud af koncentrationen, ud af sin krop, så han gled og vred knæet af led. Det var, da han begyndte at råbe Farids navn. Da han helt uhæmmet gav sig til at heppe på ham. Havde han da slet ikke lagt mærke til hans flotte takling og det mål, han havde været så tæt på at lave? Hvis han havde kunnet rive det ud, knæet, ville han have gjort det og skudt det efter Malek, på samme måde som han og Farid havde skudt efter duer med slangebøssen hjemme på taget i Kabul.

Lugten giver ham kvalme; stanken af rådden frugt. Farid synes ikke, der har lugtet sådan hele tiden. Måske betyder det, at det er mange timer siden, de tog af sted. Måske er der gået en hel dag. Så forstår han bedre, hvorfor han er blevet så sulten, og hvorfor han er øm i ballerne. Den ene fod sover. Det snurrer helt op i læggen, men han kan ikke gøre noget ved det. Der er ikke plads.

Måske er frugten lige til at smide ud. »Frugten rådner, og jeg mister penge,« sagde Ibrahim, når han kom til at skrive forkert på skiltene, så der måtte males over med rødt eller grønt. »Frugt forgår hurtigere, end døgnet skifter, hurtigere, end malingen tørrer. Det er tit kun et spørgsmål om minutter. Jeg har ikke råd til dine fejl.«

Lugten var den samme i det stærkt oplyste baglokale, hvor han og Nadeem plejede at sidde og skrive skiltene. Den samme stank af overmoden frugt, som bananfluerne svirrede rundt om i store sværme. Måske er det dem, der er bananfluerne nu. Manden med skjorterne sagde netop, at de måtte spise frugten, hvis de blev sultne. Tanken giver ham kvalme. Han må prøve at tænke på noget andet. Måske kan de få chaufføren til at standse, så han kan komme ud og trække lidt luft. De andre trænger sikkert også til at strække benene.

»Jeg har det dårligt,« siger han.

Det er første gang længe, at nogen siger noget, og hans stemme lyder så underligt høj, synes han, høj og lys, som om den er en syl, der kiler sig vej gennem mørket, skaber en sprække ud til landskabet udenfor. Farid ser det for sig, ham selv og Nadeem derude, midt ude i det store mørke øde, hvor brune og orange græskarhoveder stikker op af jorden, og sultne krager kredser rundt om dem, mens varevognen langsomt forsvinder i det fjerne.

»Jeg har en flaske vand,« siger Salim. »Det hjælper sikkert med lidt at drikke.«

Han har ikke brug for vand. Han har rigeligt med vand. I kroppen og i munden. Vand, der begynder at dryppe fra mundvigene og ned på hagen. Vand, der løber ud af næsen, vand fra øjnene. Farid synker og kniber sammen, men maven er stærkere eller det i maven, der vrider sig mere og mere – lige så kraftigt som et dyr, han ikke kan kontrollere, et dyr, der vil ud af hans krop. Under dem revner hovederne fra tyngden af de tykke bildæk; orange og brune frugtkranier brydes åbne, så saften flyder, og kødet drypper. Fuglene flokkes. Det gråsorte landskab bag hans øjne fører ingen steder hen. Han kan ikke holde på det længere, noget i ham brister, så det ikke kun er fra øjne og mund, det flyder, men fra alle kroppens åbninger, og stanken sætter øjeblikkeligt ind, overdriver lugten af den rådne frugt.

Måske er der nogen, som siger noget, men han hører ingenting, brækker sig bare igen og igen, skider, som om det er ustoppeligt, det dyr, der vil ud af ham, indtil et par usynlige hænder, som når søvnen kommer snigende, hiver ham væk fra stanken. Væk fra kroppen og de andre i mørket. Han ser dem sidde derinde alle sammen, krummet sammen mellem kasserne. Han ser sin egen krop lige dér mellem deres, inden han stiger op gennem taget og ud af den lukkede bil.

Ashgabat ligger på den anden side af bjergene. Varevognen kæmper sig vej gennem det snævre pas, stopper ved en vagtpost. Farid ser betjentene. De går rundt om vognen, standser foran skydedørene. Chaufføren stiger ud fra forsædet, hiver et bundt sedler op af lommen, som han giver til en af dem, og betjenten gør tegn med hånden til, at han kan køre videre. Vejene er snørklede. Farid ser ned på den vekslende vegetation og de spredte bebyggelser. Stanken er forsvundet, fornemmelsen af det våde, kolde tøj, kroppen som knogler, muskler og kød. Han er en sky, eller en vind, et hvirvlende blad, en løsrevet fjer, et pludseligt vidne til ørkendalene dernede, der ligner store blanke søer under den skarpe vintersol.

Indtil stier bliver til veje, og huse igen dukker op, skilte og trafiklys. Han er tilbage igen. I bilen. I kroppen. Krummet sammen mellem kasserne. Og ligesom de andre misser han forskrækket mod lyset, idet dørene skydes åbne. De er fremme nu. En bygning venter dem, en lille lejlighed bag en lukket dør. De skal skynde sig, før nogen ser dem.