SANKT PETERSBORG, RUSLAND,
FIRE UGER SENERE, DECEMBER 1998

Der er mørkt. Men ikke lige så mørkt som i den mørklagte togvogn. Nadeem sætter sig halvt op i sengen, og så husker han det; hvordan toget standsede efter at have kørt i dagevis, måske i ugevis. Fire mænd med store hunde kom og hentede dem. De skulle køre i en bil med tonede ruder. Og nu er de så her. I Moskva. I et værelse i en bygning, de ikke ved noget om.

Det er første gang, siden de forlod onkel Maleks hus, at han ligger så blødt og varmt. Puden er tyk og dunet, og dynen føles som en stor kærlig hånd. Han ligger øverst. Farid ligger i køjen nedenunder. Han kan høre hans åndedræt – tungt og indimellem en lille grynten, som om han er ved at begynde at snorke. Enmandssengen overfor er Jiangs; kineseren fra toget, der aldrig sagde noget. Der er stadig ingen, som ved noget om ham; om han forstår dari eller taler engelsk, eller hvor han er på vej hen.

Nadeem lægger sig ned igen, vender sig om på siden og forsøger at falde i søvn, men det er, som om han ikke kan slippe af med togets rystelser, den vuggende fornemmelse og de hvinende opbremsninger.

Det føles, som om det er flere år siden, at to mænd kom og hentede dem i lejligheden i Ashgabat og kørte dem ud i ørkenen, hvor den mørklagte togvogn stod og ventede på dem. Vinduerne var blevet plastret til med sort gaffatape. Ikke så meget som en lille bitte lyssprække nåede ind til dem i kupéen. Sluseren kaldte det en spøgelsesvogn, en vogn med blinde passagerer, som togføreren blev godt betalt for at tage med. Hvis grænsepolitiet opdagede den lyssky transport, ville alle blive sendt tilbage på stedet. »Eller det, der er værre,« havde han sagt.

Han vender sig om på den anden side, strækker det ene ben uden for dynen for at trække det til sig igen, da han mærker den kølige luft i værelset. Vinteren er barsk i Moskva, det ved han fra far, som tilbragte et år på universitetet dér. Han lukker øjnene og tager en dyb indånding. Han er træt. Det er længe siden, han har sovet rigtigt. I toget kunne man ikke ligge ned, og selvom han og Farid indimellem fandt en nogenlunde god stilling op ad hinanden, var det umuligt at falde rigtigt til ro, for hver gang toget standsede, eller en fremmed kom ind med mad til dem, var han sikker på, at det var nu, de skulle henrettes. Én gang, da en mand lyste ham ind i ansigtet med en lommelygte, kom han til at tisse i bukserne, men heldigvis ikke mere end det.

Da Farid sætter sig op, slår han hovedet op i køjen ovenover. Han drømte, at de store schæferhunde, som de russiske mænd kom med, da de hentede dem i togvognen, angreb Nadeem og slog ham ihjel med deres spidse tænder lige for øjnene af ham.

»Nadeem?«

»Ja?«

»Er der sket noget?«

»Nej, jeg kan bare ikke sove.«

»Må jeg så ikke komme op til dig?«

»Jo, kom bare.« Nadeem slår dynen til side og gør plads til ham. Hans krop er varm. Nærmest gloende, som har han feber. Det er længe siden, de har ligget så tæt ind til hinanden. På en måde føles Nadeem som et pelset dyr, men duften er den samme; den krydrede svedlugt, som mor siger, han har haft, siden han var lille.

»Ham MirzaJan, hvad tror du egentlig, han er for en?«

»Hvem MirzaJan?« hvisker Nadeem.

»Ham, der tog imod os, ham med det sorte overskæg.«

»Nå ham. Ja, han er vel bare en menneskesmugler ligesom alle de andre, tror du ikke?«

»Måske.«

»Hvad skulle han da ellers være?«

»Jeg ved det ikke, men det er heller ikke en helt almindelig lejlighed, det her, vel? Det er mere som en slags hotel eller sådan noget. Med alle de værelser og flere toiletter. Synes du ikke, det er lidt underligt?«

»Jo, eller nej, det ved jeg egentlig ikke,« siger Nadeem.

Farid mærker hans hånd mod ryggen. Den kryber op under blusen. Det kilder, men på en dejlig måde.

»Du skal ikke være nervøs, Farid. Jeg tror, alt går efter planen.«

Han prøver at slå det ud af hovedet, forsøger kun at koncentrere sig om Nadeems spidse negle. På en måde er det, som om de tegner.

Der var dækket op til dem i stuen, da de kom. Midt på gulvet på en storblomstret dug bugnede det overdådigt fra fadene med tomatmarinerede auberginer, lammekød på spyd, friske chilifrugter, agurkesalat, lunt blødt brød drysset med sesamfrø og ægte afghanske ris. Mens de spiste, sad MirzaJan hele tiden og smilede, som om det bedste, han vidste, var at se andre spise.

Måske er det MirzaJans ansigt, Nadeem er ved at tegne, med det tætte overskæg, der ligner en snegl – en af de giftige, der æder planterne i onkel Maleks have.

Da de var færdige med at spise, ville MirzaJan tale alene med de voksne, og Salim bad dem om at gå i seng. Der var allerede blevet redt op til dem. Zahra og Fazilla ligger inde i værelset ved siden af. Det virker, som om der er mange værelser – der var i hvert fald mange lukkede døre hele vejen ned ad gangen.

Nadeems negle ridser et landkort op. Tydelige grænser mellem forskellige verdener, mellem stuen, hvor de voksne sidder, og tankerne inde i hovedet, dørene, Nadeems krop, hans bløde hænder, negle, der tegner lyskegler, lange lyskegler fra en bil i mørket, hvide røgstriber fra en flyver, der lyner himlen op, og de kravler ind sammen, ham og Nadeem, ind i alt det blå.