SANKT PETERSBORG, RUSLAND, FEBRUAR 1999

Det ligner en slags muldvarpeskud, bare større, meget større, den måde isen skyder op på, som nye formationer, nye landskaber derude i den overisede bugt.

»Måske kunne vi gå derover,« siger Nadeem. »Over til Sverige i stedet for at blive ved med bare at vente og vente.«

Det er første gang, Nadeem har været med på markedet, siden han blev rask i knæet. Og nu er det flere timer siden, de skulle have været hjemme hos Beheshta.

»Jeg kan ikke holde ud at vente længere,« fortsætter han.

»Tænk nu, hvis vi falder igennem,« siger Farid.

»Vi falder ikke igennem, og der er ikke særlig langt. Salim siger, at Sverige ligger lige derovre.« Nadeem peger ud på nogle skibe med master, der ser ud, som om de er skruet dybt ned i isen.

Nadeem ved godt, at det ikke er nogen mulighed, at det er alt for risikabelt bare at begynde at gå og så på isen uden at være sikker på retningen, men det er, som om utålmodigheden er blevet større end hans egen fornuft, nu hvor han kan gå og bevæge sig almindeligt igen. Han vil ikke vente længere, ikke arbejde som slave dag ud og dag ind uden nogen som helst garanti for at komme videre.

»Har du overhovedet overvejet, at det måske aldrig sker?« siger han så.

»At hvad aldrig sker?«

»At MirzaJan aldrig hjælper os videre.«

En lille sitren ved Farids øje – en krusning i det glatte ansigt, som får pupillen til at udvide sig en smule, men nok til, at det brune bliver endnu mørkere, sort, som flyder der olie derinde, klistrende olie, alt levende går til i, enhver tanke. Nadeem genkender udtrykket; nerven under det højre øje, der sætter sig fast. Det sker, når han bliver usikker, kommer i tvivl eller bliver bange. Af og til kan det tage flere timer, før øjet falder til ro igen.

»MirzaJan vil os det bedste,« siger Farid med sammenknebne læber. »Han gav mig både luffer og støvler. Han er ikke nogen ond mand. Det ved jeg. Men det er dyrt, så vi bliver nødt til at lægge mange timer på markedet først. Også dig, Nadeem.«

»Fatter du da ikke, at han bare er ude på at udnytte os?«

»Det aner du ikke noget om, for du har bare siddet derhjemme. Du kender ham ikke engang.«

»Men det gør du måske?«

»Bedre end dig i hvert fald.«

»Jeg er ligeglad,« siger Nadeem. »Han kunne ikke rage mig mindre, MirzaJan.« Han sender en spytklat ud mod bugten. »Det er nu, vi har muligheden. Fatter du ikke det?«

»Mulighed for hvad?« siger Farid.

Nadeem plejer aldrig at være sådan, så vred i det, ikke på den måde. Og han spytter i hvert fald ikke.

»Muligheden for at blive frie,« råber Nadeem. »For vi kan bare gå over isen, men det tør du måske ikke?«

Farid åbner munden, men der kommer ingen ord. Han ser Mahmood for sig, spejdende ud over et turkisblåt hav med en gul drik i hånden og stråhat på hovedet, men der er sikkert lige så koldt i Sverige, lige så bundfrossent og tildækket af sne, og måske har Mahmood også svært ved at holde varmen, når han sover, selvom der er varmet op i husene. Så han vender sig om, vender ryggen til bugten, Mahmood og Sverige. Vender ryggen til Nadeem og begynder at gå. Hvis Nadeem vil ud på isen, må han gå ud på isen. Det er der ikke noget at gøre ved. Han vil ikke prøve at tale ham fra det, selvom der er ord, massevis af ord; ord i hans hoved, ord han kunne lade komme ud af sin mund, men det er, som om en bro er braset sammen; den bro de gik på sammen, den bro legetøjsmanden stod for enden af, og hvorfra han trillede kugler hen til dem; kuglerne, som nu er spredt for alle vinde, så ingen længere hører sammen i par, og han aner ikke, hvordan han skal udtrykke sig, hvilke ord han skal bruge.

Nadeem løber efter, krydser vejen, løber med tilbage til Nevsky Projekt.

»Hvor skal du hen?« råber han.

Farid svarer ikke, for han ved det ikke, aner ikke, hvor han skal hen. Han burde gå hjem, og egentlig er det det, han har mest lyst til, hjem til Beheshta, Zahra og Fazilla, men han bliver afbrudt, distraheret af alle ansigterne, de furede pander, tykke huer og tiggerne med fremstrakte hænder, lirekassemænd med blomster i hatten, catwalkkvinder i nylonstrømper og spinkle hæle, som måske er prostituerede, måske rige mænds ejendom. Han bliver distraheret, og sigøjnerne i farverige skørter ser det på lang afstand; hvor konfus han bliver. De ser det slørede blik og den lidt slingrende gang. De spotter ham med det samme fra den anden side af gaden og løber ud foran bilerne, uforfærdede, med børn på ryggen, som er spændt fast med tørklæder om maven. Og inden han ser sig om, har de omringet ham og forsøger at hive hans hænder op af lommerne.

»Vi vil bare spå dig,« siger de i kor.

»Se din fremtid i øjnene, fortælle dig om de gyldne stier, vise dig vej til guldets kælder,« siger den ældste kvinde med guld i hele munden, men han river sig løs og løber ind i en tilfældig port, og de følger ikke efter.

I gården er der næsten stille. Kun tre mænd og en kvinde, på toppen af et klatrestativ, de griner med øl i hånden. Og så kommer Nadeem løbende, styrtende, og han springer op på ryggen af ham, så de begge dratter om på asfalten.

»Du må da ikke bare gå,« udbryder han og bider ham let i kinden. Og de bliver liggende. Nadeem øverst med et grin om læberne. Det ligner ham ikke at være sådan; at ville gå hen over is på egen hånd til ukendt land, at bide og tumle, at tage fat om ham, som han gør nu, og det får det til at kilde i hele kroppen på sådan en sær måde, så han også kommer til at grine, og de ruller hen ad jorden i de tykke frakker med pelshuerne nede om øjnene, og Farid ser ham for sig derude på isen; Nadeem langt derude, som mågen på Fontankafloden, mens isen slår revner, skaber forbindelser mellem alle verdenshjørner, livliner, stier, optegnelser og nye aftaler, som måske er tilfældige, mens Nadeem falder igennem, og det gør ingen forskel, om han kan svømme eller ej, for han knuger ham ind til sig, indtil to af mændene fra klatrestativet river dem fra hinanden og flår dem op fra den kolde asfalt i frakkekraverne, råber en hel masse ind i deres ansigter med en ånde så sur, at selv de mindste kropsdun ville kunne lade sig antænde, stikker dem et par syngende lussinger. De vrister sig fri, og omtumlet af det pludselige overfald tager de hinanden i hånden og løber ud gennem porten, ud på gaden.