SANKT PETERSBORG, RUSLAND, MARTS 1999

Jiang sidder, hvor han plejer – midt i rummet vendt mod vinduet. Han har et tyndt bomuldstæppe over skuldrene og benene bukket op under sig. Lyset fra et par af vinduerne i bygningen overfor rammer hans ansigt.

Nadeem sov tungt, da Farid listede sig ud af værelset. Det har han gjort hver nat, siden han begyndte på markedet igen. Jiang sover tilsyneladende aldrig. Det er først noget, han er blevet opmærksom på, efter han selv er begyndt at få problemer med at sove. Før gik han bare ud fra, at Jiang gik i seng nogenlunde samtidig med Beheshta og Salim, et par timer efter børnene, for så at stå op inden alle de andre i huset og sætte sig ind foran vinduet, hvor han bliver siddende resten af dagen.

Farid kommer til at skygge for lyset fra bygningerne overfor, idet han sætter sig ned. Det virker ikke, som om Jiang lægger mærke til det. Egentlig var det ikke det, han havde tænkt sig, at sætte sig dér lige over for Jiang, men han havde ikke tænkt sig noget overhovedet, stod bare op, da han ikke kunne holde ud at ligge og vende og dreje sig længere og tænke på mor og det brev, han stadig ikke har fået skrevet. Det er, som om hun begynder at hviske til ham, når han ligger og prøver at falde i søvn, som om det er hende, hendes stemme, der begynder at skrive det brev, som han skal skrive, og den fylder ham mere og mere, stemmen, bliver som et lille levende dyr, der kribler og krabler rundt i hele kroppen.

»Er det i orden?« spørger han. »At jeg har sat mig her? Jeg kan ikke sove. Du må sige, hvis det forstyrrer dig.« Han retter sig op, forsøger at sidde lige så rank som Jiang, med hænderne i skødet.

Der er ingen bevægelser, ikke så meget som den mindste lille trækning i kineserens ansigt. Han forstår jo heller ikke dari, det siger Beheshta i hvert fald. Måske kan han heller ikke se. Måske er han både blind og døv. Måske fungerer ingen af hans sanser overhovedet. Og så kan han ikke have opdaget, at han har sat sig lige dér over for ham. Eller også forholder det sig modsat. Måske sanser Jiang alt og ved alt om alle. Måske er han en farlig mand – den mand, som trækker i alle trådene, ham, der har sørget for, at de er strandet her, og ham, som i skjult samarbejde med MirzaJan har nøglen til deres fremtid; en nøgle, som han har begravet dybt under jorden, så de aldrig kommer videre.

Hvis bare han på et øjeblik kunne være tilbage på værelset med døren låst og neden under Nadeems dyne, men han bliver siddende næsten lige så ubevægelig som Jiang, med hænderne i skødet. Det kan være, at deres eneste mulighed for nogensinde at slippe væk kræver, at de slår Jiang ihjel først. Han kan hente en af de skarpe knive i køkkenskuffen og gøre det af med ham på stedet.

»Hvis det er dig, der holder os fanget her, skal jeg nok finde ud af det,« ryger det ud af ham. »Du skal ikke tro, at du kan narre mig.«

Det ser ud, som om Jiangs øjne hviler på ham, men det er svært at vurdere i den dunkle belysning. Og hans læber. Bevæger de sig ikke?

»Han forstår dig ikke.«

»Hvad? Hvad sagde du?« Farid læner sig frem for bedre at se ham. Ansigtet er som en spejlblank sø. Ikke den mindste krusning.

»Det var ikke ham, der talte, men mig,« lyder stemmen igen. »Man kan ikke regne med Jiang – det ville i hvert fald være dumt, for han siger aldrig noget. Hvis der er noget, du vil vide, er det mig, du skal spørge.«

Farid ser sig selv hoppe op fra gulvet som en skræmt kanin, og han tænder alle lys, åbner alle døre, mens han råber, at de skal vågne, alle de andre, at de skal komme og redde ham. Men i virkeligheden bliver han siddende, helt stille, lige så ubevægelig som Jiang.

»Er du slet ikke interesseret i at høre, hvem jeg er?« lyder stemmen en anelse forurettet. Det er en lys stemme, lige så lys som et barns. Han forstår ikke, hvordan en voksen mand kan lyde sådan.

»Kan du ikke svare?«

»Undskyld,« fremstammer han, »jeg blev bare så overrasket. Du har ikke sagt noget i alle de dage, vi har været her.«

»Du mener, min far har ikke sagt noget.«

»Din far?«

»Ja, jeg er Jiangs ufødte datter eller døde datter, eller hvad man nu vil kalde mig. Jeg døde, før jeg nåede at blive født, og Jiang har konserveret min krop i et glas med formaldehyd, som han har i sin rygsæk. Måske kan du få lov til at se det engang, men det er bestemt ikke noget kønt syn, det siger jeg dig. Min stemme passer bedre mit udseende som treårig eller måske fireårig – yndig, med fletninger og runde kinder.« Stemmen fniser, nærmest klukker.

»Ja, og grunden til, at du kan forstå, hvad jeg siger, er fordi jeg taler Over det hele-sproget. Sådan kalder jeg det, selvom det måske er lidt misvisende, for egentlig er det fortvivlende få, som er i stand til at høre det i vågen tilstand.«

Farid sætter sig op på knæ og læner sig frem for bedre at se ham, ansigtet, især munden, for at se, om den bevæger sig.

»Det dér finder jeg mig ikke i,« siger stemmen fornærmet. »Det kræver den dybeste koncentration at føre en samtale med mig. Hvis du skal sidde og fumle rundt på den dér måde, kan du godt glemme alt om mig.«

»Jeg tror altså ikke på djinner,« fremstammer han og føler sig mærkeligt følelsesløs, som om han også bare er blevet en stemme.

Det klukkende grin vender tilbage. »Jeg er for ung til at være religiøs. Nej, spøg til side. Jeg nærer en dyb respekt for andres tro, andet må du skam ikke bilde dig ind. Og jeg tror nu nok, de findes, de der djinner, hvorfor ikke? Ligesom der er opstandelser, spøgelser og ufoer fra fjerne planeter, men jeg er ikke andet end min egen sjæl, uafhængig af den dér skrækkeligt rynkede, lille deforme krop i formaldehydglasset, som min far er så glad for. Ja, det lyder nok mærkeligt i dine ører, så spirituel, som han sikkert virker, men faktisk er han, som de fleste læger, et ret materielt menneske.«

»Er du da, eller jeg mener, er Jiang læge?« Igen ser han hen på ham. Men det virker udvisket, ansigtet, kun øjnene lyser op.

»Ja, på en måde, men det skal du ikke hænge dig i. Han har arbejdet som apoteker det meste af sit voksenliv, i min morfars butik. Sammen med min mor. Indtil hun døde.«

»Man kan da ikke miste sin mor, inden man selv er blevet født.«

»Sig mig, hører du ikke efter?« Stemmen lyder ikke bare irriteret, men også opgivende. »Eller er du måske tungnem?«

For første gang ser de på ham. Jiangs øjne. Det er, som om de er blevet større. Som to projektører lyser de ham op.

»Undskyld. Det må du undskylde.«

Og nu smiler han tilmed også. Så må det være ham. Måske prøvede han bare at lave sjov med ham. Stemmen siger ikke noget nu. Der er blevet helt stille i stuen. Han kan ikke engang høre sin egen vejrtrækning eller fødderne mod gulvet, når han rører på dem. Alle lyde er forsvundet.

»Jeg er her udelukkende for at passe på min far.«

Han ser på Jiangs læber, synes måske, det ser ud, som om de bevæger sig. I hvert fald lidt. Det må være ham.

»Jeg tager mig af ham, indtil vi er fremme, men jeg må sige, at det irriterer mig, at vi er strandet her. Hvor lang tid mon vi skal vente, før vi kan komme videre? Min storebror venter. Han savner far rigtig meget, og jeg er træt af at være på farten. Jeg trænger til ro og ikke mindst hvile. Det er hårdt hele tiden at skulle våge over en anden, især over en person, der stort set aldrig sover. Kan du forestille dig det? At skulle passe på en, der aldrig sover?«

Den smule følelse, der var ved at vende tilbage til fødderne, forsvinder igen. Jiang ser stadig på ham. Det er, som om hans øjne bliver større og større, så de snart fylder hele ansigtet, som to store vinduer. Det eneste, han kan se derinde, er en pige.