APOTEKERENS KÆRLIGHED

Jiang var af en fin slægt. En fornem aristokratisk familie, der, som så mange andre familier efter kulturrevolutionen, blev tvunget væk fra hinanden og spredt rundt i hele landet. De havde ellers alle været vant til at bo sammen: børn, forældre, bedsteforældre, onkler og tanter, i en gammel villa i Beijing, der havde tilhørt familien i generationer.

Jiang og hans søster var kun børn, da de måtte flytte til Lanzhou i Gansu-provinsen, hvor de skulle arbejde i kulminerne og mærke, hvordan det var at få jord under neglene og ømme lænder.

Da tiden kom, hvor Jiang havde håbet at få lov til at starte på universitetet og læse medicin, ligesom hans far i sin tid, fik han besked fra de lokale partikadrer om at blive i kulminerne. I begyndelsen slog det ham ud. Han fantaserede om at gå til dernede i mørket, som efterhånden havde udgjort omgivelserne i halvdelen af hans liv, men da det lykkedes ham at få en medicinstuderende, som han havde lært at kende i en af de hemmelige, interimistiske caféer, hvor de intellektuelle mødtes, til at skaffe ham bøger om den kinesiske lægevidenskab, begyndte han alligevel at studere.

Hvis det blev opdaget, at han var i besiddelse af disse bøger, kunne han risikere op til flere års fængselsstraf, men Jiang var forsigtig og gemte bøgerne under gulvbrædderne bag ved et skab i det værelse, hvor han sov.

Det viste sig da også, at al den viden om urter og medianbaner, som han om natten lå og tilegnede sig, når han egentlig burde sove, skulle komme ham til gode en dag, da det naturligvis rygtedes blandt arbejderne i minen, at der var ting, han vidste og kunne med sine hænder.

En af arbejdernes kusine led af frygtelige smerter i underlivet som følge af en række mislykkede behandlinger for underlivsbetændelse, men da der var mangel på læger i provinsen, og hendes familie heller ikke ejede midlerne til at betale sig til behandling andetsteds, var de nu prisgivet en underverden af kvaksalvere. Jiang var langtfra den rene amatør. Han mødte ganske vist op ved pigens sygeseng med et relativt beskedent udvalg af urter og nåle, men han vidste præcis, hvordan han skulle bruge det værktøj, han havde, og uden at tage sig så meget som en yuan betalt, lykkedes det ham at gøre pigen fuldstændig rask i løbet af kun otte dage. Familien blev naturligvis lettede og glade, og især faren var ham inderligt taknemlig og lovede, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at hjælpe ham ud af minen.

Fire måneder senere kom den minearbejder, hvis kusine Jiang havde helbredt, med et brev til ham. Brevet var fra apotekeren i byens ældste urteapotek. Jiang havde allerede kendskab til butikken, for hver gang han havde lidt penge i overskud, var det der, han gik hen. Den ældre apoteker vidste derfor udmærket, hvem han var, og det gjorde hans unge datter også, som på det seneste var begyndt at stå mere og mere bag disken – også hun var en god grund til at slå et smut forbi butikken, selv når pengene ikke rakte til at købe lægeurter for.

Nu stod han så med et brev i hånden fra den højtrespekterede apoteker, som inviterede ham til at komme og drikke te en eftermiddag, når han havde tid. Jiang nåede ikke engang hjem og skifte tøj, men cyklede direkte fra minen og ned til apotekerens velduftende butik.

Allerede dagen efter mødet i butikken kom Jiang i lære hos apotekeren. Og ingen kadre kom for at hente ham eller formane ham om noget. Apotekeren lovede, at han havde bragt alting i orden med myndighederne, og at han derfor ikke behøvede at bekymre sig om andet end at lære at betjene kunderne i butikken.

Hver dag i de næste uger lærte Jiang sig navne, egenskaber og virkninger af mellem tredive og fyrre planter og urter. Det eneste, der optog ham, var apoteket og dets enorme skatkammer af skuffer, krukker og glas med alt, hvad hjertet kunne begære af medicinske kostbarheder: ashwagandha og dong quairødder, bark fra korktræet, ginseng, ingefær, kanel, kardemomme, magnoliaknopper, krysantemum, kinabukketorn, gojibær, reishisvampe, spiralsnoede slanger, tørrede skorpioner og firben, søheste, blæksprutter og søstjerner, hjortetakker og -haler, rottefostre og rottehår, navlestrenge fra aber og abehjerner, galdesten fra heste, spurvetunger, befrugtede andeæg, tigerpenis, fuglenæb, bjørnepoter, frøer og skildpaddeskaller.

I de første uger af sin periode som apotekerelev kunne Jiang næsten ingenting spise, for hans sanser var så mættede af de berusende dufte, og hans tidligere forestillinger så forandrede, at han ikke kunne rumme andet end apotekerens viden og varer.

Apotekeren var imponeret over Jiangs evner, og snart inviterede han ham med ind i sit lille laboratorium, hvor han blandede de forskellige urter, mineraler og dyredele til miksturer, tepulvere, piller og salver. Apotekerens datter, Na, sad også med på skolebænken, når han gav den dyrebare viden fra sig, og selvom Jiang næsten var febrilsk optaget af ikke at overhøre en eneste af apotekerens opskrifter, kunne det alligevel ikke undgås, at han indimellem lod sig distrahere af pigen på stolen ved siden af.

Der gik da heller ikke længe, før de to begyndte at gå ture sammen langs floden. Na svarede på alle Jiangs spørgsmål om apotekets urter, og Jiang fortalte om familien i Beijing og det hårde liv i kulminerne. Som tiden gik, begyndte både fortid og apotek at føles mere og mere som et unødvendigt påskud. Turene langs floden blev stadigt længere, og snart var forelskelsen deres fælles foretrukne videnskab. Intet andet syntes at have værdi, medmindre det kunne omslutte eller gøde de følelser, de nærede for hinanden, og i smug mødtes de om natten i apotekerens have.

Hemmelighedskræmmeriet havde dog ikke været nødvendigt, for da det gik op for apotekeren, hvor forelsket hans datter var blevet i hans flittige elev, blev han kun glædeligt overrasket, og inden året var omme, var Jiang og Na blevet gift og flyttet ind i den lille lejlighed oven over apoteket, hvor Na kort tid efter fødte sønnen Lin. Et par år senere overtog det unge par butikken, da apotekeren nu følte sig tryg ved at trække sig tilbage fra arbejdslivet sammen med sin hustru.

Jiang nød sit liv sammen med Na, og de var begge meget glade for deres lille søn og ønskede at få et barn mere. Men man skulle søge om tilladelser og betale flere penge til staten, end de nogensinde ville kunne skaffe, og de opgav derfor hurtigt tanken. Med tiden blev staten dog mindre strikt, og da Lin var ni år, var der flere par i deres omgangskreds, som havde fået to børn. Det eneste, man behøvede, var at bede om lov hos sin arbejdsgiver, og da Jiang og Na var hinandens arbejdsgivere, var det jo ingen sag. Inden længe var Na gravid. De glædede sig. Lin glædede sig, og selvom han var en stor dreng på tolv år nu og derfor ikke kunne få en legekammerat ud af den nye, så han alligevel frem til ikke længere at være det eneste barn.

Lykken varede dog kun ganske kort, for da Na var i fjerde måned, kom der brev fra familieplanlægningskontoret om, at hun skulle møde op på abortklinikken og få fosteret fjernet. I brevet stod, at der ingen registreret tilladelse fandtes i deres system, og da familiens førstefødte både var sund og rask og tilmed en søn, var denne undfangelse at betragte som en lovovertrædelse. Na blev bedt om at møde op på klinikken på en bestemt dato, og hvis ikke hun gjorde det, ville man komme og hente hende og føre hende dertil under tvang.

I dagevis sad Jiang og Na rundt om spisebordet og holdt hinanden i hånden. De tænkte på at flygte, men i de andre provinser var sandsynligheden for samme behandling mindst lige så stor: Der gik rygter om tvungne aborter helt op til niende måned og aflivning af spædbørn lige efter fødslen. Efter alverdens overvejelser om at gå under jorden eller prøve lykken andetsteds nåede de til sidst frem til, at der ikke var andet at gøre end at parere ordre.

Hvad Jiang dog ikke vidste var, at Na alligevel ikke kunne leve med beslutningen, og den dag hun tog af sted for at møde op på abortklinikken, gik hun i stedet for ned til Den gule Flod. Det var her, Jiang fandt hende et par timer senere, på den samme bred, hvor de så ofte havde siddet og spist frokost sammen. En ung mand sad ved hendes side. Han havde set hende binde to tunge kampesten om anklerne, inden hun med besvær kastede sig i vandet fra stenbroen. Afstanden havde været for stor til, at han kunne redde hende, og da han først nåede derhen og fik hende trukket op, var hun livløs. Nu sad han på bredden og græd efter forgæves at have forsøgt at genoplive hende ved kunstigt åndedræt.

Den unge mand hjalp Jiang med at bære Nas lig hjem til lejligheden. Og samme aften, efter at den gamle apoteker og hans hustru og Lin havde taget afsked med hende, skar Jiang Nas mave åben. Han gjorde det for at få fosteret ud, for at redde det, selvom sandsynligheden for, at der endnu var liv i den lille halvfærdige krop, var så godt som ikke-eksisterende. Fosteret var da også for længst gået til, alligevel gav Jiang sig til at vaske pigefosterets bittesmå lemmer, inden han til sidst lagde det i formaldehyd.

Da de næste dag kom fra familieplanlægningskontoret for at hente Na og i stedet fandt dette blodbad og et foster i et glas, gik de naturligvis ud fra, at Jiang var blevet vanvittig. Anklaget for mord mod sin egen hustru blev han slæbt med og indlagt på hospitalets lukkede afdeling.

Den unge mands vidneudsagn og de store mængder vand i Nas lunger viste sig dog at være nok til at bevise Jiangs uskyld, men hospitalsindlæggelsen slap han ikke for efter den vanvidsgerning, han trods alt havde begået mod sin døde kone og fosteret i hendes mave.

I begyndelsen blev Lin boende hjemme i apotekerens hus, men bedsteforældrene følte sig for gamle og tyngede af tabet til at kunne tage sig ordentligt af ham, og efter fire måneder, hvor det endnu var uvist, hvor længe man ville beholde Jiang på hospitalet, besluttede de at sende Lin til London for at bo hos en fjern slægtning.

De beholdt Jiang på hospitalet i lige så mange måneder, som det tager for et barn at blive til, men Jiang oplevede ingen genfødsel under sit ophold. Han forsvandt derimod længere og længere ind i et ordløst mørke, og jo flere piller lægerne gav ham, desto mere tavs blev han. Til sidst holdt han helt op med at tale. I hans journal stod der, at han sad og stirrede ud i luften både dag og nat, men når personalet ikke havde øjne på ham, tog han formaldehydglasset op af sin taske. Lige så deform den så ud, den lille krop med de mærkelige små lemmer presset ind mod glasset og sin navlestreng som et sammenkrøllet tov i færd med at gå i opløsning, lige så levende var det ufødte barn for ham.

På samme måde som det kan give luft og plads til eftertænksomhed at sidde i parken og betragte vindens spil i træernes blade, løsnede sorgen sit tag i Jiang, når han sad og faldt i staver over det lille foster i glasset. Og på et tidspunkt vurderede lægerne, at hans tilstand var blevet så meget bedre, at det var forsvarligt at sende ham hjem og sove om natten. At udskrive ham kunne dog ikke komme på tale endnu, og han skrev under på, at han ville møde op hver morgen, indtil de fandt ham rask nok til kun at komme til kontrol et par gange om måneden.

Hvad ingen læger vidste var, at Jiang, mens han havde siddet og kigget på det lille pigefoster i glasset, havde lagt en plan: Han ville finde Lin, og så snart han kom hjem til lejligheden igen, tømte han en af skufferne i sit skrivebord for den opsparing, han havde gemt i kontanter. Han pakkede en taske med kun få ejendele, hvorefter han begav sig ud for at finde en menneskesmugler, der ville hjælpe ham af sted til London.