FRA SANKT PETERSBORG TIL MINSK, BELARUS, MAJ 1999

Bag et hvidt tågeslør strækker landskabet sig foran dem. Grønne skove anes i morgenlyset. Der er ingen biler på den smalle grusvej. De er alene. Midt i et landskab, der trænger sig på fra alle sider og glider i ét med deres søvn, som ville det fortsætte sådan altid.

Farid vågner. Han har glemt, hvor han er. På bagsædet ved siden af ham sidder Jiang og ser frem for sig på sin sædvanlige fjerne måde. De to andre passagerer kender han ikke. Nadeem er der ikke. Så kommer han i tanker om det; hvordan MirzaJan kom op på hostellet, netop som de var på vej i seng. Han sagde, at de skulle pakke deres ting. At det var nu, turen gik videre. Det kom bag på dem alle sammen. Ingen havde haft fornemmelsen af, at tiden var ved at nærme sig. At det var snart. De havde nærmere haft en følelse af, at det aldrig ville blive. Nu skulle det pludselig gå hurtigt. To biler ville komme inden for et par timer, sagde MirzaJan, og så skulle de være klar.

Solen rejser sig bag skovene, så engene skinner dybgrønne. Måske kører den bil, Nadeem sidder i, ad en anden vej. Eller også har de været hurtigere og sidder allerede nu og venter i en lejlighed et sted. I Moskva måske, hvor de skulle have været for måneder siden.

MirzaJan sagde, at det ikke var noget at tage så tungt; at de ikke kunne komme med den samme bil, ham og Nadeem. Det var bare, fordi der ikke var plads til dem alle sammen i én bil, men det betød ingenting, for de skulle det samme sted hen. Hvis bare han havde sagt, hvor det var, de skal hen, men det var åbenbart ikke noget, man kunne tale om. Kunne det da ikke have været Jiang, der satte sig i den bil, hvor Beheshta, Salim og pigerne sad? Hvorfor skulle det absolut være Nadeem? Dybest set ved Farid det godt; Beheshta vil have Nadeem hos sig, fordi han minder om hendes afdøde søn, og Nadeem, ja, han gør bare, som hun siger; går og står og sætter sig altid der, hvor Beheshta vil have det. Som i blinde. Mon han overhovedet skænker det en tanke, at de er blevet skilt ad?

Det åbne landskab afløses af tæt nåleskov, der lukker sig om vejen, de kører på, indtil løvtræer spreder lyset i lette strøg over mostuerne inde mellem stammerne. Chaufføren sænker farten. Det flimrer for øjnene. Gigantiske spindelvæv skinner i spinkle sølvformationer mellem trækronerne. Glatte og knudrede stammer står side om side, og snart åbner der sig et delta af større og mindre bække og åer, hvor det ser ud, som om bæverne arbejder i døgndrift for at gøre sig det mere og mere beboeligt. Chaufføren ruller vinduet ned. En let brise fylder kabinen. En stærk duft af harpiks og fugtig jord. Selvom bilen larmer, er det alligevel, som om man kan høre skoven. Blød og klingende.

I en større rydning, omgivet af marker, ligger et lille rødt træhus indhegnet af et grønt stakit. Bilen kører helt op til huset og standser, og en midaldrende mand med gråt fuldskæg og træsko på fødderne kommer ud til dem. Han gør tegn med hånden om, at de skal stige ud. Han siger ikke noget, begynder bare at bære bagagen ind i huset.

Det kan da ikke være her, de skal være – i et lille hus i skoven. Der må være sket en fejl. Måske har MirzaJan alligevel ikke forstået, hvor de skulle hen, eller også har han glemt det. Farid hiver fat i chaufførens ærme.

»Er de andre kommet?« spørger han.

Chaufføren ser uforstående på ham.

»Den anden bil. Den bil, Nadeem kørte med og Beheshta og alle de andre.«

Chaufføren trækker på skuldrene og ryster på hovedet, siger noget på russisk. Måske ved han det ikke, eller også forstår han slet ikke, hvad han siger. Og før Farid ved af det, har chaufføren sat sig ind i bilen igen. Han bakker ud på grusvejen og vender om. En støvsky rejser sig bag den, og i løbet af få minutter er bilen ude af syne.

I det samme kommer en lille rund kvinde løbende ud af huset. Hun har kort, gråt hår og er klædt i en blomstret kjole, der strammer til over barmen. Hun vifter med armene og siger en hel masse, og selvom de ikke forstår ordene, står det klart, at de skal følge med hende indenfor.

I et stort køkken, hvor smedejernsgryder hænger tæt over et sort brændekomfur, er der dækket op til dem ved et langbord. På et gebrokkent engelsk og dernæst på et endnu mere ubehjælpsomt dari lykkes det kvinden at få præsenteret sig som Anna. Hendes mand hedder Ivan, forklarer hun, og nu skal de endelig tage plads ved bordet og forsyne sig. Det bugner med postej, røgede skinker, pølse, ost og tykke skiver brød. De sætter sig, Farid på slagbænken op ad væggen ved siden af Jiang, der som sædvanlig er beskeden og nøjes med en enkelt skive ost og lidt brød.

Han ser sig omkring. Bag et flagrende gardin skimter han kornmarkerne. Skoven ligger som en bedekrans rundt om, lige til at tage op i hænderne, så små ser træerne ud. Men inden længe slører røgen fra Ivans pibe det hele.

»Er de andre kommet?« spørger han Anna, som er ved at skænke vand op i deres glas. Hun ser spørgende på ham.

»Dem i den anden bil. Beheshta og Salim og ... «

En af de andre mænd bryder ind for at oversætte, så Anna skal forstå. Hun ryster på hovedet, smiler og siger et eller andet uforståeligt.

»Spis nu, min dreng,« siger hun og skærer nogle tykke skiver pølse til ham. Han tager en enkelt bid, men appetitten er væk, og brødet vokser inde i munden. Hvis Nadeem ikke er her ... hvis Nadeem ikke kommer ... han ser hen på Jiang. Kunne de ikke spørge stemmen til råds? Måske ved den, hvor Nadeem er.

»Selvfølgelig kommer de andre også,« siger den mand, som oversatte før. »Du skal ikke være nervøs. De kommer.«

Der sidder cirka tyve mennesker derinde. I værelset ved siden af køkkenet. Flygtninge alle steder fra. Ivan introducerer dem, men Farid opfanger kun enkelte af navnene: Giang fra Vietnam, Abdurasul og Khursted fra Tadsjikistan, Xayrullo fra Usbekistan, Ebrahim og Husein fra Pakistan, Ghezal og Floran fra Afghanistan. Nadeem er der ikke. Beheshta er der ikke. Salim, pigerne. De er ikke kommet endnu. Deres chauffør er nok bare ikke lige så hurtig. Om et par timer. I løbet af et par timer er de fremme. Så skal de lægge madrasserne ved siden af hinanden. Ham og Nadeem. Selvom det ikke umiddelbart ser ud til, at der er plads til flere sovepladser herinde. De andre må være vant til proceduren, for de er allerede i fuld gang med at flytte rundt på deres ejendele, skubbe madrasserne tættere sammen og stille stole oven på hinanden.

Farid lægger lagnet, som Anna gav ham, oven på madrassen, reder op med dyne og pude. En pige på hans egen alder sidder på madrassen ved siden af – der hvor Nadeem skal have sin plads, når han kommer. Tæt på vinduet.

»Min bror kommer om lidt,« siger han og kaster kun et hurtigt blik på hende. Hun har en skønhedsplet det samme sted på kinden som mor.

»Jeg hedder Floran,« siger hun og smiler. »Må jeg gætte, hvor I kommer fra – du og din bror?«

»Vi er fra Kabul,« siger han irriteret.

»Ja, det var også det, jeg ville have sagt. Man kan høre det, på den måde du taler. Hvor tror du, jeg kommer fra?«

Farid trækker på skuldrene og slår blikket ned. Hvor skulle han vide det fra?

»Herat,« siger hun stille. »Både min mor og far er født og opvokset i Herat, og så en dag mødte de hinanden. Det var ligesom med Leyla og Madjnun – de forelskede sig lige med det samme.«

Hun fniser og ser hen på Ghezal, hendes mor, der sidder på madrassen bagved. Der er noget ungt, næsten barnligt over morens ansigt. Det er lige før, hun ser yngre ud end Floran; det er noget med blikket og den lille og spinkle krop. Hun ligner ikke en mor. Det er hun måske heller ikke. Måske er det bare noget, Floran siger.

»Hvor er din bror da nu?« spørger Floran.

»På vej.«

»Hvorfor kom I ikke sammen?«

Det er det samme med Zahra og Fazilla. De skal også altid stille så mange spørgsmål. Og Mariam. Nej, måske ikke så meget Mariam, men så mor i hvert fald. Før hun helt holdt op med at spørge om noget som helst. Før hun blev tavs og gik og græd hele tiden. Hvorfor kan piger ikke bare være normale? Hvorfor skal de enten græde eller tale og fnise? Eller sidde tavse, ligesom Beheshta. Ligesom Beheshta gjorde, når ikke hun holdt skole, eller pylrede om Nadeem og sagde, at han ikke måtte gøre ditten og datten på grund af det åndssvage knæ. Men nu fejler knæet ikke noget mere, og Nadeem kommer snart. Så skal de sidde her ved siden af hinanden og spille kort eller skak ligesom de andre.

»Hvorfor?« spørger hun igen.

Fatter hun da ikke, at han ikke har tænkt sig at svare, at han ikke gider at snakke lige nu? Hvis bare hun vil lade ham være. Men hun bliver bare ved, fortæller om sin far og sine brødre. Om sin mor. Han hører ikke efter, tæller i stedet for inde i hovedet. Tyve og fyrre, hundrede. To hundrede.

»Vi nåede ikke at få noget med os. Vi vendte bare om og gik,« hører han hende sige.

Hun ser indgående på ham. Tallene holder inde. Igen den lille skønhedsplet på kinden. Mors skønhedsplet. Det er, som om den ser på ham, og det får det til at vælde op, som dynd fra bunden af en sø, når nogen stikker en pind derned og bare pirker uden mål og med, men han kan ikke tage sig af det. Der er ikke tid, for det er Nadeem, han må koncentrere sig om nu, så han kan nå frem, så der ikke går noget galt undervejs. Det kræver hans fulde koncentration. Der er ikke plads til andre tanker, andre mennesker, andre ord. I hans ører, i hans hoved. Der er ikke plads til noget som helst andet.

Anna kommer ind med to store blåbærtærter. »Som de fleste af jer bedst kan lide den,« siger hun med et smil og giver sig til at skære tærterne ud i lige store stykker. Da hun vil servere ham et stykke, ryster han på hovedet, men hun stiller alligevel en tallerken foran ham på madrassen.

»Jeg vil ikke have noget,« siger Farid og giver hende tallerkenen igen. »Jeg vil have min bror, hvornår kommer han?«

Anna trækker på skuldrene og ser ud, som om hun ikke rigtigt ved, hvad hun skal stille op med det stykke, der er i overskud.

»Hvornår kommer han?« råber Farid og rejser sig med et fra madrassen.

Det ser ud, som om hun bliver forskrækket, for hun nærmest hopper baglæns, inden hun besinder sig og stiller tallerkenen i vindueskarmen. Så sætter hun hænderne i siden, og det er tydeligt, at hun er blevet vred, men han forstår ikke ordene, der løber ud af hendes mund som et langt rødt bånd, der strammer mere og mere til om hans hals.

»Forstår du det?« siger hun og retter på det gule, småblomstrede gardin.

Farid nikker bare og ser efter hende, da hun forlader værelset.

»Det skal være trukket for,« hvisker Floran. »Altid. Så naboerne ikke opdager, at vi er her.«

De spiser blåbærtærte, alle de andre, og spiller kort, skak, følger med Ivan ud i køkkenet for at ryge, kommer tilbage, hviler lidt, rejser sig igen, taler lavmælt, griner, spiser middagsmad, går igen ud og ryger. En ældre mand spiser det stykke tærte, som Anna lod stå i vindueskarmen. Det føles som en lettelse, at han ikke behøver se på det mere. Bag det blomstrede gardin svajer trækronerne.

Floran og Ghezal lakerer hinandens negle på fødderne. Floran hører musik i en walkman. Indimellem skæver hun hen til ham – det mærker han. Ligesom Jiang sidder han med blikket rettet mod kun ét punkt. Lader sig ikke distrahere af noget. Der er det blomstrede gardin, som træerne svajer og danser bag ved. Flygtige skygger der hele tiden skifter form. Opløses og gendannes. Høje graner, der strækker sig helt ud i universet.

Nadeem er på vej, men det bliver sværere og sværere at holde fast i den tanke, at han kommer lige om lidt, at døren kan gå op når som helst, at det er Nadeem sammen med de andre, der træder ind. Solen daler langsomt. Tusmørket lægger sig over landskabet. Han kunne også løbe ud. Ud på vejen. Ud i skoven. Løbe ham i møde. Og ikke vente på at blive revet op. Blive revet op med rode som træerne; han synes, det ser ud, som om de giver slip på jorden og rejser sig som gigantiske fugle med vingefang, der lægger hele verden i skygge, blokerer for vejen ind i skoven. Måske er Nadeem på vej, men skoven tager ikke imod flere, den blokerer vejen ind for dernæst at give slip på sig selv, opgive træerne, fundamentet, og han synes, han kan mærke rødderne presse sig vej op under dem, så gulvbrædderne løsner sig. Snart letter det, huset, det kan han mærke, for at flyve af sted med dem, væk fra jorden, ud af verden, så der ikke længere findes et lille hus i skoven, man kan flygte hen til og skjule sig i. Forbindelsen kappes. Der er ikke noget, han kan stille op. Han kan bare håbe, at han ser dem fra landjorden: Nadeem og det lille røde hus, når det svæver af sted med løse brædder og træernes rødder svingende under sig som løsrevne fortøjninger.