WARSZAWA, POLEN, MAJ 1999

Der sidder to vagter på den anden side af døren. Ud på aftenen falder de som regel i søvn. Døren er ikke låst. Salim hvisker til Nadeem, siger, at han vil gå ud og finde en telefon, se om ikke det er muligt at få fat på MirzaJan. Indtil videre er det ikke lykkedes. Ham den skaldede, der plejer at komme med mad, har også forsøgt. Ingen svarer, siger han. Heller ikke mor eller onkel Malek hjemme i Mazar.

Nadeem tror ikke længere på, at det vil lykkes. En aften, efter at de andre var faldet i søvn, prøvede han selv; sneg sig ud for at ringe hjem til mor. Gik rundt i de mørke gader og ledte efter en telefonboks, men man skulle bruge mønter i dem alle sammen.

Der er mørkt i værelset. Og mere stille, end der plejer at være, når alle ligger ned. Han har rullet sine cowboybukser sammen til en hovedpude. Heldigvis er der så varmt derinde, at han ikke behøver nogen dyne. Der er adskillige børn, og næsten altid en, der græder eller rumsterer. Men ikke nu. Nu er det, som om alle er blevet enige om, at der skal være helt ro. En ro, han har længtes efter, en ro, han har forestillet sig ville sætte ham i stand til at tænke og finde ud af, hvad han skal gøre, men sådan er det alligevel ikke. Stilheden er ublid; den sætter sig i musklerne som små hårde sten, hober sig op, så det begynder at gøre ondt i kroppen, og det bliver sværere og sværere at trække vejret. Han sætter sig op. Ser ud på alle de sovende kroppe, aner omridset af ansigterne på enkelte af børnene. Nogle af dem er helt små med sut i munden. Der var også flere børn i den lastbil, der kørte dem over grænsen; større børn og spædbørn, der græd for ingenting. Også Zahra og Fazilla græder i tide og utide, fordi de savner Farid så meget, siger de.

Efter de ankom til lejligheden, er Beheshta begyndt at trække ham ind til sig, som om han var et af hendes egne børn. Som om han var en baby, sådan som hun rokker fra side til side og stryger ham over håret. Han bryder sig ikke om det, og kroppen bliver helt stiv, men hun slipper ham kun nødigt, når først hun har fået lagt armene om ham. Hun lover, at de nok skal finde Farid, men hvordan kan hun være så sikker på det? Han kan være alle steder.

Et spædbarn vågner og græder. Pludseligt, som var det blevet bidt af en slange. Moren famler i mørket, hvisker og lægger det så til sit bryst. Igen bliver der stille. Men det hjælper ikke. Han bliver nødt til at bevæge sig. Trækker i bukserne og sniger sig forsigtigt ud af værelset, ud på opgangen, hvor de to vagter sidder lænet op ad hinanden. Den ene snorker tungt. Loftsbelysningen er dunkel, og der er en underlig lugt af både sæbevand og skidt.

Nadeem går et par etager ned og sætter sig ved vinduet. Der er næsten ingen biler ude. Gaden virker øde, som om byen er blevet rømmet. Tænk, hvis han finder på noget dumt? Farid. Stikker af for at rejse hjem til Afghanistan. Det kunne ligne ham. Salim siger, at alting kun bliver værre og værre derhjemme. Måske er det derfor, at det hverken er til at få fat på mor eller onkel Malek. Måske har de også været nødt til at flygte. Eller også er de ... Et rullegardin, et sort rullegardin, det er, som om nogen river det ned foran øjnene på ham, så han ingenting kan se; alt forsvinder bare. Han forsøger at rejse sig op, men så bliver han svimmel og må blive siddende på hug. Han har glemt, hvad det var, han tænkte på, glemt mor og telefonopringningerne, indtil en af nattens sidste sporvogne kommer skramlende forbi nede på gaden. Hvinende. Standser for rødt. De fleste af kupéerne er tomme. Det kan han se. Tomme som hans eget hoved, som kun er beboet af en eneste tanke – Farid. Farid over det hele. Som om der ikke findes andet af betydning i hele verden end Farid. På et af sæderne sidder et par og holder om hinanden. Et stykke fra dem en ung, sorthåret dreng. Nadeem flår vinduet op og læner sig ud. Drengen vender hovedet og ser op på ham, og sporvognen sætter sig igen i bevægelse.

Natteluften er kølig. Han lukker vinduet og læner sig tilbage mod væggen. Mærker hjertet hamre som en hård kugle mod en mur. Han kan ikke bare lade tiden gå, lade den ene dag tage den anden, uden at der sker noget, uden at de finder ud af, hvor han er. Tænk, hvis MirzaJan har beholdt ham på markedet for at holde ham som slave, fordi han er så god en arbejdskraft. Så hurtig og stærk i kroppen. Det er sikkert derfor, han ikke svarer, når Salim ringer til ham. Fordi han er fuld af løgn, fordi han har beholdt Farid og ikke vil give ham fra sig igen.

Han hører gadedøren dernede, en listen på trappen. Det er Salim, der kommer tilbage. Med Farid i armene – det tænker han hver gang, han er ude, at han vil komme tilbage med ham i armene. Medtaget, men levende. Salim har reddet ham. Salim har fundet ham i vejkanten et sted, forrevet, blodig og ude af stand til at bevæge sig, men han skal nok komme sig, og han vil passe på ham, ikke lade ham ude af syne en eneste gang.

»Hvad laver du her?« hvisker Salim overrasket.

»Fik du fat på nogen af dem?«

Salim holder pegefingeren op for munden og ser sig nervøst rundt.

»Har du talt med MirzaJan?«

Han tysser på ham og gør tegn med hånden om, at han skal rejse sig og følge med ham ned på gaden.

»De må under ingen omstændigheder opdage, at vi sniger os ud om aftenen,« siger han vredt, idet døren har lukket sig bag dem. »Du kan ikke bare sætte dig ud på opgangen på den måde. Kom.« Han tager ham i armen og trækker ham ind i en portåbning. Der stinker af urin.

»Fik du fat på nogen?« siger Nadeem igen.

»Nej, det lykkedes desværre heller ikke denne gang.«

»Du behøver ikke at blive ved med at prøve,« siger Nadeem og ser op på Salims mørklagte ansigt. Kun det hvide i hans øjne står frem, og tænderne, når han taler.

»Hvad mener du? Selvfølgelig skal vi da blive ved. På et eller andet tidspunkt ...«

»Nej, det er lige meget,« afbryder han og træder ud under gadebelysningen igen. Han kunne løbe nu, men det er bedre at vente, gå med tilbage og venter, til Salim er faldet i søvn.

»Nadeem, du må ikke tro ... vi skal nok, eller nej, du må stole på, at jeg gør alt ...«

»Jeg er træt,« siger Nadeem. »Lad os hellere gå tilbage.«

Der er stadigvæk stille. Han har lagt sig med alt tøjet på. Han vil vente et par timer, så han er sikker på, at Salim sover. Rygsækken må blive tilbage, for den er ikke til at finde her i mørket, og det vil også larme alt for meget, hvis han skal begynde at samle sine sager. Der er heller ikke noget, han kan bruge – det skulle lige være glaskuglerne, men dem burde han have givet til Farid for længst. Han leger alligevel ikke med dem mere. Det gør Farid måske heller ikke, men han kan lide at have dem liggende i lommen og holde dem op foran øjnene for at se verden skifte farve. Det plejer han at sige; at verden skifter farve.

En stor, tyk mand, der ofte snorker højt, kaster tæppet af sig, så hans hvide mave træder frem i mørket. Mærkeligt nok giver han ingen lyd fra sig, men er ganske stille, ligesom alle de andre.

Det første han vil gøre, når han kommer ned på gaden, er at finde ud af, hvor togstationen er. Der må gå et tog til Sankt Petersborg. Hvis han bliver taget, må han enten prøve at komme væk eller vise sine papirer. Han har passet og de blanketter, som MirzaJan udfyldte og gav ham. Det er heldigt, at han stadig har dem. Hvis nogen spørger, hvorfor han er i Polen, må han sige, at det er en fejl, at det ikke var meningen, at han arbejder på Apraksin Dvor, og at han skal tilbage til sin bror. Han må forklare, at hans lillebror ved en fejltagelse er blevet efterladt der.

Nadeem sætter sig op, kniber øjnene sammen, kan lige akkurat skimte Salims krop ved siden af Beheshtas i den anden ende af rummet. Det ser ud, som om han ligger helt stille med den ene arm hen over hendes mave. Der er ingen grund til at vente længere. Snart er det morgen, og så er det for sent. Det virker allerede, som om det er begyndt at lysne udenfor, men det er nok bare hans øjne, der har vænnet sig til mørket.

Der er flere biler nu og endnu en sporvogn. Måske er det morgentrafikken, der så småt er begyndt, selvom det stadig er mørkt. Mørkt som i Sankt Petersborg, hvor Farid trækker af sted med de tunge vogne. Han aner ikke, hvilken vej han skal gå. Ser sig til siderne et par gange. Går til højre. Hvis bare han er tålmodig, finder han nok stationen på et eller andet tidspunkt. En fodgængerovergang. Lyset skifter til rødt. Han standser. En sorthåret dreng på bagsædet af en bil. Alle de biler. Alle de sorthårede drenge på bagsæder og forsæder, alle vegne, og hvad hvis han ikke finder ham? Hvis han ikke længere er i Sankt Petersborg, men bare går rundt på må og få på mennesketomme gader i en eller anden tilfældig by i et eller andet tilfældigt land, ligesom ham selv? Hvad så? Lyset skifter til grønt: grønne plæner, grønne enge under solen. Sådan lå de engang under solen, det kan han huske, på plænen i Shahi-e-naw-parken i Kabul og talte om verden, om landene, hvor mange der var, hvor store de var. Han aner ikke noget om Polen, om der bor afghanere ligesom i Rusland, om der er mænd som MirzaJan, der hjælper flygtninge videre, som er blevet snydt af menneskesmuglere. Igen skifter lyset til rødt. Han nåede ikke over på den anden side. Herfra kan han stadig finde tilbage til lejligheden, men hvis han begiver sig rundt om for mange hjørner og ned ad for mange gader, vil det til sidst være for sent – så er han på egen hånd. Ligesom Farid.

Lyset skifter igen. Han går over, standser på den anden side, vender sig om. Han bliver nødt til at lægge en plan og ikke bare gå af sted på må og få. Men tanken om en plan gør ham så underligt slap i kroppen, som om den i løbet af kort tid tømmer sig selv for tyngde. Som om han er en bamse, hvis fyld er ved at ryge ud. En kvinde kommer gående med en lille pige i hånden. Han kunne have været hendes bamse, men hvem gider have en bamse, der snarere er blevet til en brugt og beskidt hånddukke?

Han har bare lyst til at lægge sig ned på fortovet, falde i søvn dér og først vågne, når en venlig legetøjssælger kommer og vækker ham for at lappe ham sammen igen. Legetøjsmanden med hænderne fulde af glaskugler. Glaskugler, der triller hen ad gaden. En mand på en scooter. En anden mand med et løsthængende skærf og en avis under armen. Han kan ikke bare lægge sig ned på asfalten. Det er ikke noget, man gør. Og der kommer flere og flere biler og mennesker, der skal over fodgængerovergangen, hver gang lyset skifter. Alle sammen på vej. De bevæger sig fra det ene punkt til det andet. Mødetider og planer og en far, der tager telefonen i en af lejlighederne, duft af mad i køkkenet, stuer og børneværelser, der ligner hinanden, sparebøsser og drømme, en skoletime, der starter, mens han står der, og lyset skifter til grønt. Benene sætter i bevægelse, begynder at trave over fodgængerovergangen, drejer til venstre, tilbage mod bygningen med lejligheden. Han ser dem, der går forbi på fortovet, møder en mands blik, en yngre kvindes, øjne i forskellige farver, glaskugler i forskellige farver, der bare triller af sted, travle fødder og biler, der dytter, et møde, der skal afholdes, ting, der hører sammen, går i forlængelse af hinanden som en kæde, der ikke knækker, men bliver stærkere med tiden, sejere. Familiebånd, trapper; trapper, der fører det rigtige sted hen og det helt forkerte. Nadeem går ind og op. Op ad trapperne. Op til lejligheden på fjerde sal.