POLEN, NÆR GRÆNSEN TIL TYSKLAND, JUNI 1999

I Poznan står en mand på omkring de fyrre og tager imod dem på perronen. Han er klædt i en beige vindjakke, og han har en blå kasket på hovedet. Han siger ikke noget, men gør tegn med hånden om, at de skal følge med hen til hans bil. Det må være ham, der skal køre dem til Tyskland. Så vidt Nadeem ved, er der ikke så langt fra Tyskland til Sverige. Måske er de fremme hos onkel Mahmood i løbet af de næste par dage. Han vil sikkert også tage imod Beheshta, Salim og pigerne, indtil de finder deres eget sted at bo, og især nu, hvor Beheshta er blevet så dårlig. Hun fortalte det i toget efter at have rendt på toilettet adskillige gange. Hun sagde, at hun havde kvalme, fordi hun var gravid. Zahra og Fazilla blev tavse, og efter en stund begyndte Zahra at græde. Hun ville ikke have flere søskende, sagde hun; søskende, der døde eller blev væk. Han syntes, det var noget underligt noget at sige, og mindede hende om, at Farid var hans bror, hvis det var ham, hun mente. Hun så anklagende på ham og sagde, at det var værre for hende, for Farid var ham, hun ville giftes med, og nu ville hun aldrig finde en mand. Det fik Fazilla til at fare op. Farid var hendes, nærmest råbte hun, og hun var sikker på, at han også foretrak hende. Dette gjorde Zahra så oprevet, at de var lige ved at komme op at slås, og først da Salim skar igennem, holdt de op med at mundhugges.

Nu sidder de sammenklemte på bagsædet af mandens store bil med lædersæder. Nadeem har Zahra på skødet. Det var den eneste måde, der kunne blive plads til dem alle fire på bagsædet. Salim sidder foran. De taler ikke sammen, ham og chaufføren, og han kan se på Salims profil, at han er anspændt; måden han trækker hagen ind på og rynker brynene. Måske er han bange for, at manden skal køre dem et forkert sted hen. Eller at han slet ikke er sluser, men en slags stikker eller en betjent klædt i civil. Det er ikke til at vide, og lige siden de ankom til lejligheden i Warszawa, har Salim sagt, at det hele virkede fordækt og mærkeligt. »Vi skal til Sverige,« blev han ved med at gentage. »Og så kører de os til Polen. De kunne have hjulpet os til Finland. Derfra ville vi kunne nå til Sverige i løbet af et døgn. Hvorfor bliver de ved med at kaste os rundt mellem lejligheder og biler? De snyder os. Det er jeg sikker på. Næste gang vi vågner, er det Taleban, som står foran os.« Beheshta bryder grædende sammen, hver gang han siger sådan noget, så det er han holdt op med, men Nadeem ved, at det er det, han tænker. Også nu. Hvis bare manden i vindjakken ville sige et eller andet, men han er fuldkommen tavs. Og sammenbidt.

Zahras hår dufter. Mon også hun er bange? Eller sidder hun bare og drømmer om Farid? Han anede ikke, at det var sådan, hun havde det; at hun har forelsket sig i hans lillebror, at Fazilla har forelsket sig. Inden de steg på toget, tænkte han, at Farid nok allerede var i Sverige, og at han ville stå på perronen, eller på busholdepladsen med onkel Mahmood i hånden, når de nåede frem. Nu håber han det modsatte. Alting er så let for Farid. Så hvorfor skal han gå og bekymre sig hele tiden? Han klarer sig alligevel altid på den ene eller anden måde, finder nogen, som vil tage sig af ham eller gifte sig med ham, selvom han ikke er andet end en lille skid. Der er aldrig nogen, der har villet gifte sig med ham; i hvert ikke som han ved af. Så vidt han ved, har ingen pige nogensinde set til hans side.

Zahras hår dufter. Og det kilder i næsen, når hun læner sig tilbage, men det gør ikke noget. Det gør heller ikke noget, at hun sidder så uroligt, så hendes haleben borer sig ned i hans ene lår.

Der er baner med biler på begge sider af dem. Biler, der kører hurtigt, svinger væk ad afkørsler, blinker og drejer ind foran hinanden. Der er varmt i kabinen, men manden åbner ikke vinduerne.

»Hvornår er vi der?« spørger Fazilla.

»Vi ved ikke engang, hvor vi skal hen,« siger Nadeem, og med et ryk, som om et eller andet har stukket hende, et insekt eller en spids nål, vender Fazilla sig mod ham. Hun stikker tungen langt ud af munden. Den er lang, hendes tunge. Og tynd. Næsten spids. Og den peger direkte mod ham. Han synes, det ser ud, som om hun hader ham, som om hun mest af alt ville ønske, at han ikke eksisterede eller i hvert fald ikke sad der i bilen sammen med dem. Det får tårerne til at vælde op. Han kan slet ikke styre det, og det kommer bag på ham selv, for han er ikke sådan en, der plejer at begynde at græde, og slet ikke over sådan en tøs som Fazilla.

»Hvad er det, du gør?« siger Beheshta og tager Fazilla i armen. »Kan du så holde op.«

Zahra vender sig om, men han forsøger at skjule ansigtet i sit ærme, borer øjnene ned i armen, så små lysende planeter drejer rundt. Farid står på en af dem, på en af planeterne og vinker, men det gør det ikke lettere at holde op med at græde. Hvis bare han ikke havde tænkt så ilde om ham før; han kan ikke gøre for, at de fleste synes om ham, selvom han er hidsig. Selvom han fortæller løgnehistorier og er dårlig til at overholde aftaler. Og selvom han larmer og altid får sin vilje.

»Hvorfor græder du?« spørger Zahra overrasket.

»Det er din søster,« siger Beheshta vredt og løfter med en pludselig bevægelse hænderne op foran munden.

»Mor skal brække sig,« råber Zahra.

Salim vender sig rundt i sædet og forsøger med fingersprog at forklare manden, at han må standse bilen, men det har han ikke tid til, eller også kan han ikke. Beheshta når akkurat at få trukket sit sjal op foran ansigtet, inden det står ud af hendes mund. Stanken følger øjeblikkeligt efter.

Manden siger en hel masse med en vred stemme. Det lyder mærkeligt, polsk, især når det bliver talt så hurtigt.

»Hun kan ikke gøre for det,« siger Salim. »Hun er gravid.«

Manden ruller vinduet ned og tænder en cigaret. Beheshta brækker sig igen. Hun siger, at det er lugten fra cigaretten, der gør hende dårlig nu. Salim forsøger at forklare det, men manden er ligeglad og tænder en ny, kort efter at han har røget den første færdig.

Bortset fra den smule brød og ost, de fik til morgenmad tidligt i morges, inden de tog af sted, har de intet fået at spise. Nu er solen gået ned, og manden beder dem stige ud af bilen. Igen brækker Beheshta sig, og Salim spørger, om ikke de kan få et eller andet.

»Noget at drikke? Et stykke brød?« Han tager hånden op til munden for at vise, hvad han mener.

»Min kone er gravid,« siger han. »Hun bliver nødt til at få noget at spise.«

Manden ryster på hovedet og peger et ubestemmeligt sted hen. Hvis bare en enkelt gadelampe kunne skabe et lille vindue i mørket, men alt er kun sort omkring dem. Kulsort, og de må koncentrere sig for ikke at tabe manden af syne, så hurtigt og hjemmevant som han bevæger sig af sted i det øde landskab.

Først ved den genkendelige lyd af vand begynder han at sænke farten. Strømmende vand. En flod måske. Og efter yderligere nogle meter kommer de til netop en flod. Beheshta sætter sig ned på knæ for at drikke, men manden slår ud efter hendes skulder og siger nej, så alle kan forstå det.

»Så må du skaffe hende noget at drikke,« siger Salim arrigt. »Hun har ikke fået noget siden i morges. Det er der ingen af os, der har.«

Manden hører ikke efter, forsøger ikke engang at forstå, men sætter sig på bredden for at binde sine snørebånd op. Sirligt trækker han sko og strømper af fødderne, stopper strømperne i skoene, lægger skoene i lommerne på vindjakken, smøger buksebenene op og hopper ned i vandet. Måbende står de alle fem og stirrer på ham. Hvad skal han der? I vandet? I vandet, der kun når ham til knæene? Han gør tegn med hånden og siger noget, der ikke er til at tage fejl af. Det er deres tur nu. Han vil have dem med ned i floden. Alle sammen.

Salim protesterer. »Ingen af os kan svømme. Og Beheshta...« Han lyder fortvivlet. Mere fortvivlet end vred.

»Vandet når ham kun til knæene,« siger Nadeem. »Jeg tror ikke, man behøver at kunne svømme.«

Beheshta beder pigerne om at tage deres sko af. »Ned med jer,« siger hun.

En efter en træder de ned i det kølige, strømmende vand.

»Kan du klare det?« siger Salim ængsteligt og konstaterer, at vandet når Beheshta et stykke op over knæene. Hun svarer ikke, men tager begge pigerne i hænderne og følger efter manden.

Bunden er mudret og ujævn. Det føles som en slags cement at kæmpe sig igennem. Han forsøger at lade være med at spekulere over, hvor langt de mon skal, hvor langt de skal gå på denne måde. Fokuserer i stedet for på andre ting; på Farid og på Sverige. Farid i et stort brusende hav, som han har lært at svømme i. Når først de er fremme, bliver alting godt. Det er han sikker på. I Sverige er alle glade. Det sagde onkel Malek – det er derfor, onkel Mahmood aldrig kom hjem igen – fordi der er så godt i Sverige. Som en slags paradis måske, og Farid venter på ham der. Det gør han allerede.

Salim udstøder et råb og nærmest kaster sig frem i vandet, så han bliver våd helt op i håret. De standser alle sammen. Også manden med vindjakken. Beheshta er sunket sammen mellem Zahra og Fazilla, som næsten ikke kan holde hende oprejst.

»Du må gøre noget,« siger Salim. »Du må give hende noget nu. Noget at drikke. Ellers klarer hun den ikke.«

Modvilligt, ser det ud som om, går manden hen imod dem, mens han hiver et eller andet ud af sin inderlomme. En lille lommelærke. Han rækker den til Salim, der med hektiske bevægelser skruer låget af for så at bremse op, da den sprittede lugt når hans næse.

»Hvad er det her for noget?« siger han. »Har du tænkt dig at fylde vodka på min kone? Er du fuldstændig vanvittig?« Han giver sig til at hælde indholdet ud, men nu er det manden, der bliver vred og farer frem for at redde de sidste dråber, men Salim slår ud efter ham, så han bliver forskrækket og træder et par skridt tilbage.

»Du slår min kone ihjel, dit uhyre.« Salim fylder lommelærken med vand, men Beheshta tager ikke imod, så han hælder det ud over hendes ansigt i stedet for, slår hende på kinderne, indtil hun åbner øjnene.

»Hvad nu, hvis vandet ikke er rent?« siger Fazilla.

»Der er ikke noget at gøre. Hun klarer den ikke uden væske,« hvisker Salim. Beheshta åbner munden. Tager imod et par enkelte dråber.

Manden siger ikke noget nu eller forsøger at få lommelærken fra Salim. Måske forstår han, at det er alvor. Men hvorfor først nu? Han trækker en pose bolsjer op af lommen og giver til Zahra, som tager tre i munden, inden hun giver posen videre.

»Er det alt, du kan tilbyde?« siger Salim fortvivlet.

Manden smiler for første gang og nikker ivrigt, som om han selv mener, at bolsjerne er store sager. Han lægger et i munden på Beheshta. Så tager han Salims rygsæk på ryggen og derefter Beheshtas, som han placerer på maven. Han gør en række fagter med hænderne, men de forstår ikke, hvad han mener, før han egenhændigt forsøger at løfte Beheshta op på Salims ryg. Hun er tydeligvis tung og Nadeem griber fat om hendes ene ben og arm for at hjælpe. Da hun er kommet op at sidde, begiver de sig endelig videre gennem det stædige vand.

Sukkeret fra bolsjet blander sig med spyttet. Han suger og suger, kan ikke lade være, selvom det gør hullet i maven større og tungen endnu mere tør. Ganen er ru. Og kroppen er som et underligt vedhæng, en fremmed, tung ting, nogen har bedt ham om at medbringe, et uorganisk materiale, tungt som bly, som gør det nærmest umuligt at komme nogen vegne. Hvis han kunne lægge den fra sig, ville alting gå meget hurtigere, sådan har han det, hvis bare han kunne skille sig af med kroppen, ville han kunne nå frem i løbet af få minutter og så alligevel ikke – det er ligesom Beheshtas krop; hvis den opgiver, findes hun ikke mere. Hvis hun dør, der i floden, findes hun ikke længere i verden, ligesom han gør, og Farid – Farid findes, selvom han ikke kan se ham – og Afghanistan. Afghanistan er et land i verden. Det eksisterer, også selvom han aldrig kommer tilbage. Med eller uden ham. Sådan er det. Det samme gælder Sverige. Sverige findes, selvom han aldrig har været der, men hvis Beheshta dør, findes hun ikke mere. Han har svært ved at begribe, hvordan tingene kan gå så hurtigt: Det føles som så kort tid siden, at de stod sammen foran de to biler, Farid og ham, og nu er Farid væk, måske meget langt væk. Beheshta var frisk for kun få timer siden, og nu hænger hun på Salims ryg som en tung, livløs sæk. Måske er det ham, der er noget galt med; måske er han ikke opmærksom nok, for det er tit for sent, når tingene går op for ham: Da far tog af sted. Det var ikke engang, fordi han foregav noget eller lod, som om han snart ville komme tilbage. Han husker fornemmelsen af hans ubarberede kind mod sin egen inde på kontoret aftenen før. Stemmen dyb og grødet, næsten uforståelig. Han sagde alt muligt, der var så mange ord, men han husker ikke et eneste af dem. Kun tingene på bordet. Bryllupsbilledet, papirerne, kuglepennen, hæftemaskinen, glasset med whisky. Den varme belysning fra bordlampen og kun de to. Døren var lukket, og der var tid, men det var sidste gang, og han forstod det ikke, ligesom han ikke forstod det, før de sad på menneskesmuglerens kontor sammen med onkel Malek, og mor og Mariam ikke var der. Farid i den anden bil. Lige pludselig. Beheshta på ryggen af Salim nu. Kroppen – hans egen her i vandet, tung og svær at få trukket med, tømt for kræfter.

Noget stort og tungt er ved at ramme ham, det strejfer ham, men han når ikke at opfatte, hvad det er. Dukker sig bare og bryder ud i et underligt halvkvalt hyl.

»En ugle,« siger Salim. »Så I den?«

Brede vinger og en susende lyd. Måske så han den, han er ikke sikker, og nu er den væk. Kun lyden af vand. En let vind i håret og i de mørke trækroner, der står tydeligere og tydeligere frem i natten. Kan det passe, at landskabet er uforanderligt? At det ikke ændrer sig det mindste? Indimellem rejser nogle høje tynde planter sig langs bredstrækningen og skjuler alt det andet; bakkeskråninger, et par enkelte huse. Huse med lys i vinduerne. Huse med senge og mad, vandhaner, varmeapparater og døre, som nogen har nøgler til.

Vandstanden falder, og floden synes at brede sig ud. Han mærker, hvordan bukserne klæber til lårene, og selvom luften ikke er kold, fryser han nu. Beheshta har bedt om at blive sat ned igen. Langsomt trækker hun benene gennem det lave vand, der kun når hende til midt på læggene. Hun er tavs. Ligesom Salim er tavs, og Fazilla. Kun Zahra klynker og siger, at hun snart ikke kan mere.

Han har taget hende under armen. Det var ikke noget, han tænkte over, han gjorde det bare, og hun havde tilsyneladende ikke noget imod det. Nu går de tæt sammen. Hun fryser også, det kan han mærke, og han får lyst til at varme hende på en eller anden måde, han ved bare ikke, hvordan han skal gøre det – lægge armen om hende måske, men det tør han ikke.

Etageejendomme rager op bag træerne. Mørke omrids med små firkanter af lys, og han skimter enkelte gadelamper et stykke væk. En bil starter et sted i mørket. De er der snart – der hvor de skal standse, der hvor de skal hvile ud, vente og spise. Men så kommer en tunnel til syne foran dem, og manden tænder en lommelygte og fortsætter mod den mørke åbning.

»Det vil jeg ikke,« siger Fazilla og standser brat op.

»Ikke så meget pjat,« siger Beheshta. »Vi er der snart.«

»Hvordan kan du vide det?« siger Fazilla skingert. Beheshta svarer ikke.

Han bliver nødt til at dukke sig for ikke at støde hovedet op i loftet derinde. Det er anstrengende at gå sådan med krum ryg. Tunnelen fortsætter. Drejer. Fortsætter. Bunden er hård og klam på samme tid. Han kan ikke lade være med at tænke på, at der måske bor rotter derinde. Store rotter, der kommer svømmende for at bide dem i tæerne.

»Her er da i hvert fald lidt varmere,« siger Zahra og trækker sin arm til sig, men kun for at tage ham i hånden i stedet for. Han mærker håndfladen og de lange fingre. Fornemmelsen af huden, hendes hud, får det til at bruse inden i ham, får store vandfald til at vælde ud over hans kanter og bobler danser i maven, et væld af lysende bobler, glaskugler, der triller helt ned i tæerne. Trætheden siver ud, som en slags tåge, de lader i baggrunden sammen med sulten og tørsten i det lave, klamme vand.

Manden retter lyskeglen fra lommelygten mod det hvælvede loft, og nogle meter længere fremme kommer et dæksel til syne. Han standser og peger derop. Smiler for første gang, siger noget og ryster så på hovedet, måske fordi han kommer i tanker om, at de ikke forstår ham. Så hiver han endnu en lommelygte og et armbåndsur op af lommen, som han giver til Salim. Han peger på urskiven. Klokken er seks om morgenen. Han giver sig til at forklare, ivrigt, mens han tegner cirkler i luften med pegefingeren, tæller, lyder det som om, og tager også fingrene til hjælp. Tæller. Tæller til tolv. Peger igen på uret. På sekstallet. Peger derefter op på dækslet igen og simulerer, at han banker på.

»Okay?« siger han så.

»Okay?« siger Salim.

Og manden ser tilfreds ud, tager rygsækkene af og giver dem til Salim, griber ud efter Beheshtas hånd, løfter den op til sit ansigt og kysser den, siger et eller andet med en venlig stemme, som vist er henvendt til dem alle, og vender så om, begynder at gå tilbage ad den vej, de netop er gået.

»Hvad skal han?« siger Beheshta skræmt.

»Han går,« siger Salim.

»Går han?« siger Zahra og Fazilla i kor, og Zahra giver slip på hans hånd.

»Vi skal vente her i tolv timer, og så skal vi banke på dækslet deroppe,« siger Salim stille.

»Hvorfor tror du det?« siger Beheshta.

»Det var det, han forklarede lige før.«

»Hvad skal der så ske?« hvisker Fazilla, så det næsten ikke er til at høre hende.

»Det ved jeg ikke. Jeg aner det ikke,« hvisker Salim lige så lavmælt.

I tolv timer i vand til anklerne. I mørket. Uden Zahras hånd. Uden noget sted at sidde. Måske kan han tage den igen – hånden. Hvis hun vil. Uden noget at spise. Det er ikke sikkert, at hun vil, eller at han selv tør. Ikke sikkert, at han tør række ud efter den. Uden noget at drikke. Uden noget at drikke og spise. I tolv timer. Og Beheshta? Hvad skal de stille op med Beheshta?

Salim har Beheshta i armene. Han stønner, kan ikke stå sådan meget længere. Hun virker livløs, da Nadeem får hende op på ryggen. Tung og slasket og meget varm. Hendes ansigt vender ind mod hans øre. Han kan mærke hendes åndedræt. Og indimellem hvisker hun noget; noget om Salim, der skal løbe, men de fleste af ordene forsvinder væk i en tåge.

Det gør ondt i fødderne og i ballerne. Strammer til, så han bliver stiv i lænden, og selvom der er varmt, fryser han. Sætter sig ned på hug, men det syrer lynhurtigt til i benene. Når han retter sig op igen, sortner det for øjnene. Det mærker han, selvom der er mørkt. Zahra og Fazilla er stille. Han ved ikke, hvor de er. Salim går frem og tilbage med Beheshta på ryggen. Den skvulpende lyd fra hans skridt i det lave vand giver ham lyst til at lægge sig ned og sove.

Salim græder. Først stille. Så begynder han at hyle. Som en ulv. Han rusker i hende og kalder på hende. Zahra og Fazilla står helt stille. Det gør han også. Bevæger sig ikke. Står fast. Frosset fast. Kommer aldrig nogensinde til at flytte sig igen.

Beheshta taler. Med fødderne på jorden står hun. I vandet. Ingen holder fast i hende. Hun siger, at jorden drejer rundt om hende. Rundt om dem alle sammen. Og Salim ligger i hendes mave, siger hun. Hun kan høre hans stemme. Han beder hende om at leve, og hun lever kun for ham.

Beheshta har brækket sig igen. Det har Zahra også, og nu er det ham, der ikke kan holde på det længere; sulten, der bryder ud af ham i en sviende galde, der stænker hans bukser og bluse til. Der er ikke mere tilbage, men der bliver ved med at komme mere ud. Salim siger, at der kun er ti minutter tilbage.

De står alle sammen tæt rundt om ham, mens han banker på. Slagene er høje. Salim bruger hælen fra sin sko. Fem gange. Seks gange. Tyve gange.

»Det er ikke højt nok,« siger Nadeem.

»Så prøv du,« siger Salim og rækker ham skoen.

Han bruger alle sine kræfter. Ti gange. Tredive gange. Og så begynder han at råbe. Han råber, at de skal lukke op, men Salim beder ham om at holde op og være stille.

Fazilla siger, at de bliver nødt til at vende om. Manden med vindjakken har narret dem. Der er ikke nogen deroppe bag dækslet. Ingen, der hører dem. Ingen til at tage imod dem. De må hurtigst muligt ud af tunnelen og finde hjælp. Zahra nikker og læner sig tæt op ad sin søster. Salim lyser på dem med lommelygten. Han siger ingenting.

Det er en halv time siden, nogen sidst bankede. Pludselig skydes dækslet til side, og et stærkt lys blænder dem. To mænd stikker hovederne frem. Den ene af dem er sort i ansigtet. De lader en stige glide ned til dem, men ingen af dem træder op på den.

En sort bil står oppe på en lift, og der ligger reservedele, skruer og værktøj spredt hen over gulvet. Det er et bilværksted. En efter en steg de op på stigen, og mændene tog fat i dem og løftede dem det sidste stykke. Der lugter af benzin og olie. De to mænd er klædt i identiske kedeldragter, og den ene af dem taler en smule engelsk. Han spørger, om ikke de vil have en kop kaffe. Salim forklarer, at de intet har fået at spise i halvandet døgn. Beheshta lægger sig ned på gulvet. Midt derinde på gulvet oven på nogle gamle aviser.

»Hun er syg,« siger Salim.

»Jeg henter mad til jer,« siger mekanikeren og går ud af værkstedet.

Nadeem er ikke sikker på, at han er i stand til at spise. Eller drikke. Ligesom Beheshta har han kun lyst til at sove.

»Hun skal have hjælp,« siger Salim. »Vi må bede dem om at tilkalde en læge.«

»Bare hun ikke dør,« jamrer Zahra.

»Hold dog op med at sige sådan noget,« siger Fazilla vredt og slår ud efter hende.

Han begriber ikke, hvordan de har kræfterne til at skændes eller til at bekymre sig. Til at tænke på, om Beheshta dør. Nadeem sætter sig på en stol ved et mindre bord, hvor det flyder med overfyldte askebægre, værktøj og ølflasker. Måske dør han også, men det gør ikke noget lige nu, for de virker rare, de to mekanikere, og lugten af olie generer ham ikke. Den anden mekaniker, ham der ikke taler engelsk, sætter sig over for ham og tænder en cigaret. Han siger en hel masse, og han ved nok godt, at han ikke forstår det, for han griner lidt forlegent, men bliver alligevel ved med at tale, rækker cigaretpakken frem imod ham. Nadeem ryster på hovedet.

Mekanikeren går hen til et lille køleskab og tager nogle flasker ud. Det er øl, og han åbner en til både Nadeem og Salim, stiller en flaske foran ham og løfter sin egen som til en skål.

»Du må drikke,« siger Salim, som har sat sig på gulvet ved siden af Beheshta, »andet ville være uhøfligt.«

»Det må jeg ikke,« siger han og løfter tøvende flasken fra bordet.

»Kan det ikke være lige meget nu?« siger Salim træt.

»Det kan det vel,« nærmest hvisker han og ser hen på Zahra og Fazilla, som har sat sig på gulvet under nogle farvebilleder af damer uden tøj på. På det ene af billederne trækker en kvinde sin T-shirt op over brysterne, og på det andet står en kvinde med kun en snor op mellem ballerne, som hun vender ud mod kameralinsen. Det er forbudt at have den slags hængende, det ved han, selvom han aldrig har set det før. Han tager en tår af øllen og ser igen på mekanikeren, som smiler og nikker til ham. Det smager underligt surt. Mekanikeren mangler en tand i undermunden, og det ser ud, som om han drikker sin øl i én mundfuld.

Nadeem læner sig ind over bordet og ser hen på Zahra. Hendes øjne er lukkede. Han lader blikket glide hen over de to nøgne kvinder, inden han selv falder i søvn.