NÆR MINSK, BELARUS, JUNI 1999

De sidder i en blød sofa. Betrækket et dekoreret med hyrdinder med blomster i hatten og lange skørter, blomsterbuske og små hvide lam. Foran dem på kaffebordet står en bakke med kaffe i en blomstret termokande og et fad med alverdens forskellige slags småkager, som Anna sikkert selv har bagt. Det virker, som om hun er meget glad for at bage. Ligesom hun er glad for blomster.

Floran blev ved med at hive i ham og sagde, at han skulle gå med. »Du har slet ikke set huset endnu,« sagde hun. »Du sidder bare herinde dagen lang og lumrer.« Til sidst gik han med. Efter at hun havde plaget ham tilstrækkeligt længe, gik han med derind, ind i fjernsynsstuen med det lysegrønne tapet på væggene. De får kun lov til at gå derind i små hold ad gangen. Det er Anna, som beslutter, hvor mange de må være, og hvor længe de må blive. I dag er det Floran, Ghezal og ham selv, der er blevet inviteret derind.

På et lille mahognibord under vinduet med endnu et blomstret gardin står der et indrammet fotografi ved siden af en vase med plasticblomster. Fotografiet forestiller en ung kvinde med bølget, opsat hår. Hun sidder lidt skråt for fotografen og ligner næsten en af de fine hyrdinder fra sofabetrækket. Var det ikke for de karakteristiske, buede øjenbryn, ville man ikke kunne se, at det var Anna, for hun ligner ikke en hyrdinde længere, men nærmere et bagværk eller et stort stykke frugt. I dag er hun et jordbær; hendes runde mave og store, runde bryster er pakket ind i en jordbærrød kjole. Også læberne er malet røde, og hun smiler hele tiden, som om hun er i særligt godt humør i dag. Igen og igen trykker hun på fjernbetjeningen, bliver ved med at skifte kanal, mens hun spørger, hvad de vil se, gentager, at de bare skal forsyne sig af kagerne, ikke holde sig tilbage, for der findes meget mere, hvor det kommer fra, siger hun og blinker til Farid.

‘Snehvide og de syv små dværge.’ Den film vil Ghezal gerne se, selvom de ryger ind midt i den. Hun synes, Snehvide er smuk, og at hun synger så dejligt. Anna trækker på skuldrene og lægger fjernbetjeningen på sofabordet.

»I kan bare skifte igen, hvis I ombestemmer jer,« siger hun og forlader stuen.

Han sidder i midten. Floran sidder på hans venstre side og Ghezal på hans højre. Ghezal griner hele tiden. Indimellem hviner hun. På en måde er hun som et barn, et yngre barn. Måske kun tolv år. De let skelende øjne, den lange sorte fletning, som ender nede midt mellem benene, og den store smilende mund. Og så er hun så spinkel; spinkel som en lille pige. Floran taler hårdt til hende:

»Hvis ikke du kan være stille, får vi ikke lov til at sidde herinde,« siger hun. Ghezal griner kun endnu højere og synger med på dværgenes sang. »Hi ho hi ho,« synger hun, og Floran bliver ved med at tysse på hende. Han ved ikke, hvad det er, der er med hende, og han kan ikke lide at spørge, for sæt han tager fejl, og det bare forholder sig sådan, at visse voksne forbliver børn, mens nogle børn er født voksne, ligesom Jiangs ufødte datter, der taler med så myndig en stemme uden at have sat sine ben på jorden.

Der er ikke så meget plads i sofaen, og hans arme berører både Ghezal og Floran, men det er, som om det kun er Florans arm, han kan mærke, som om den side af ham, der berører hende, er mere vågen. Hun spørger, hvad han synes om filmen. Han ved ikke, hvad han skal svare. Hendes hud er varm, det mærker han mod sin underarm. Der er også varmt udenfor. Ivan siger, at alting står i flor derude, og af og til åbner han vinduet bag gardinet inde på værelset, så de kan få frisk luft derind.

»Den er kedelig, synes du ikke?« spørger hun.

»Måske,« siger han, men han ved det ikke, for han har endnu ikke registreret andet end nogle skiftende motiver og farver på skærmen. Ellers er der kun huden. Hendes hud, der som gyldent, lunt sand løber gennem ham, skrider, store sandklitter, der skrider og vælter ud over skrænten. Hun rykker sin hånd lidt nærmere, så den kommer til at ligge ved siden af hans, berører ydersiden ganske let. Det sitrer, vender vrangen ud på noget inde i ham, noget han ikke ved, hvad er, et eller andet mørkt og stort. En mægtig bygning. En borg. Han ved det ikke, og han tør ikke dreje hovedet og se på hende. Prøver i stedet for at fokusere på fjernsynet og det, der foregår der. Snehvide ligger omgivet af blomster. I en åben kiste ligger hun, eller i en kiste af glas. Det var ikke gået op for ham, at hun var død, og det var det tilsyneladende heller ikke for Ghezal, for pludselig bryder hun ud i en voldsom hulken og lægger sig ind over hans skød med ansigtet skjult i hænderne. Han ved ikke, hvad han skal stille op, hvor han skal gøre af sine hænder.

»Se nu, mor,« siger Floran. »Se, en prins kysser hende, og nu åbner hun øjnene igen.«

Ghezal løfter hovedet og kigger med vidt opspærrede øjne på prinsen, der løfter den levende Snehvide op af kisten.

»Det er trolddom,« hyler hun og slår sig for brystet. »Onde, dæmoniske kræfter.« Hun sparker til bordet foran dem, så kaffekopperne vælter, og det drypper ned på det lyse tæppe. »Det er dig. Jeg vidste, at der var noget med dig,« skriger hun skingert og kaster sig igen ind over ham med himmelvendte øjne, men denne gang for at slå og rive ham. Hendes negle er lange, og han mærker øjeblikkeligt en stærk svien på den ene kind. Han bliver nødt til at skubbe til hende, ret hårdt må han skubbe for at få hende på afstand. Hun dratter ned på gulvet, og han må styre sig for ikke at komme til at slå. Hænderne knyttes automatisk og knalder hårdt mod hendes ansigt, hvis ikke han sætter sig oven på dem, holder vejret, tæller højt, han bliver nødt til at sætte stemme på for at holde sig selv tilbage.

Både Ivan og Anna kommer farende. Ivan må holde hendes arme for at forhindre, at hun også slår ud efter ham.

»Jamen du godeste,« udbryder Anna, da hun ser den lange rift på hans kind. Hun lægger armen om ham, hjælper ham op af sofaen, siger, at det skal renses, såret. Han ser kun alt det røde, det røde kjolestof, de røde læber, kinderne, som også er blevet røde.

»Det var første gang, hun så fjernsyn,« hører han Floran sige. »Jeg skulle have vidst det. Undskyld. Undskyld, Farid.« Hun løber efter dem ud af stuen og ind i køkkenet, sætter sig ved siden af ham på slagbænken. Igen det røde stof foran ansigtet, duften af brød, måske fra Annas hud eller også fra ovnen. Anna dupper kinden med vat, noget fugtigt, der får det til at svie endnu mere.

»Så der ikke skal gå betændelse i,« siger hun og klapper ham på håret.

»Hvad med min mor?« siger Floran. Hun er blevet bleg at se på. Hvid som Snehvide. Det ser han, da han drejer hovedet. På en måde ser hun syg ud.

»Det skal du ikke bekymre dig om, min pige,« siger Anna med så trøstende en stemme, at man skulle tro, hun talte til et lille barn. »Ivan skal nok få hende dysset til ro, det kan jeg love dig. Vi har prøvet lidt af hvert her. Det der var meget værre. Din mor blev bare forskrækket.«

Der ligger mel på køkkenbordet og på gulvet, et langt hvidt spor, ser han nu. Duften kommer fra ovnen.

»Bliv siddende her,« siger Anna og stiller tekrus og tallerkener frem, smør og syltetøj. Duften fra brødet får maven til at rumle. For første gang i flere uger mærker han sulten, mærker han andet end bare knuder og tal, der slår knuder, muskler der bliver til sten, store tunge sten, der blokerer for alle indgange, så det hverken er til at komme ud eller ind. Først nu viser der sig en åbning: brødet i ovnen og Floran ved siden af ham. Han tager hendes hånd. Det tør han godt, og han stryger hen over den. Hun smiler og stryger tilbage, så det kilder i hele kroppen; sommerfugle, der bryder ud af tusind pupper på samme tid for at flyve gennem borgens mægtige rum, ud ad de åbne vinduer. Det sitrer helt ud på læberne, og han kan ikke lade være med at smile. Anna nynner og tager et stort, rundt brød ud af ovnen.

»Det skal lige dampe af,« siger hun og stiller det på et skærebræt foran dem.

»Min mor var ikke særlig gammel, dengang hun mødte min far,« siger Floran. »Jeg tror, hun var på vores alder.«

»Hvor er din far egentlig?«

»Han er væk. Langt væk.«

»Flygtede han?«

»Nej, de slog ham ihjel. Ligesom de slog alle de andre ihjel.«

Døren går op, og Ghezal kommer løbende ind. Hun er forpustet, som om hun er løbet langt, og hun sætter sig ned ved bordet over for dem.

»Ikke mere larm,« siger Anna strengt og giver sig til at skære brødet. »Du skal være stille, hvis du skal sidde herude i køkkenet, Ghezal.«

Ghezal ser ikke ud, som om hun overhovedet registrerer, hvad Anna siger. Hun har sine øjne limet til ham, og hun læner sig ind over bordet for at gribe hårdt fat om hans håndled.

»Uret tikker,« nærmest hvisler hun. »Uret i min datters bryst.«

Anna lægger et stykke brød på hans tallerken og beder Ghezal om at slippe hans håndled. Duft og damp indhyller ham, udvisker Ghezals stemme, Floran og Anna, udvisker alle tal, selv dem der er på vej.